Rittenhouse Straight Rye Whiskey – Bottled-in-bond

Hjem » Hel flaske » Side 30

Rittenhouse Straight Rye Whiskey – 100 Proof

Destilleri: Heaven Hill
Land: USA
Type: Rye
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Rittenhouse Straight Rye Whiskey er en amerikansk rye whisky på 50% vol, hvilket svarer til 100 proof. Den produceres af det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery i Kentucky. Denne rug whisky er produceret efter retningslinjerne for bottled-in-bond. Flasken kommer uden aldersangivelse, men forskrifterne for bottled-in-bond beskriver, at den har lagret i minimum 4 år på egetræsfad.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #331

Anmeldelse af Rittenhouse Straight Rye Whiskey

Næse:

Næsen mødes først af en let note af alkohol fra de 50% Vol. Det er ikke en sprittet duft, men alkoholen er tydelig, men aftager også hurtigt igen. Der kommer nu noter af søde appelsiner med en let note af honning. Efter lidt tid i glasset kommer egetræ en anelse frem. Ligeledes kommer en duft af kanel, vanilje og karamel efterhånden mere frem i duften. Når man har smagt på drammen fornemmes lidt mælkechokolade også. Når man er kommet lidt ned i flasken efter nogle uger, så opfanges momentvis lidt kokos i duften, og egetræ forstærkes markant.

Rittenhouse Straight Rye Whiskey

Rittenhouse Straight Rye Whiskey

Palette:

Ganske som i duften, er de 50% Vol. alkohol også tydelig, når man smager første gang. Man kan nedvande en anelse, men smagsløgene tilpasser sig hurtigt til alkoholen i denne Straight Rye Whiskey. Stærk kanel og muskatnød er med til at give et ekstra spark til smagsløgene ved første kontakt. Der følges op med sødme fra honning, vanilje og mælkechokolade. Langsomt men sikkert kommer en smag af solmodne appelsiner gradvist mere og mere frem i smagsbilledet. I baggrunden fornemmes en anelse egetræ, lakridsrod, og noget som minder om lidt bitter kaffe.

Afslutning:

Der er en medium eftersmag på whiskeyen. Smagen af søde appelsiner ligger stadig som et fint lag i munden, men aftager langsomt. Kanel og muskatnød giver stadig en anelse prikken og varme på tungen. Smagen af egetræ er tydeligere i afslutningen, og tilføjer en let bitterhed. Sammen med lidt smag af mælkechokolade, ledes tankerne i retning af kaffe og kakao. Lidt ingefær kommer slutteligt frem, inden man efterlades med varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Rittenhouse Straight Rye Whiskey has a storied past with a heritage that commemorates Philadelphia’s famous Rittenhouse Square. This award-winning whiskey carries a distinct, spicy flavor, and is produced in the tradition of the classic rye whiskeys that once dominated American whiskey. “

Konklusion:

Dette er en fornuftig rug whiskey. Den tilbyder egentlig det man kan forvente for en flaske til cirka 350,- kroner. Man får tydelige stærke krydderier, sødme, egetræsfad, og højt indhold af alkohol til at løfte oplevelsen. Drammen kan sagtens drikkes rent, men jeg er sikker på at den også vil gøre sig godt som mixer i diverse drinks med rye whiskey. Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med whiskey lavet på rug, så vil dette være et godt første køb, og en fin introduktion til genren. Konklusionen på denne anmeldelse af Rittenhouse Straight Rye Whiskey er, at det er en glimrende allround flaske, med mange muligheder for anvendelse.

Kilkerran 8 Year Old – Sherry Cask Matured 2019

Hjem » Hel flaske » Side 30

Kilkerran 8 Year Old – Cask Strength Sherry Cask Matured Batch #4

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 57,1%
Alder: 8 år
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019 er en whisky på 57,1% Vol fra Glengyle Distillery. Destilleriet ligger i Campbeltown regionen i Skotland, og det er under ejerskab af J & A Mitchell. Whiskyen har lagret i 8 år udelukkende på ny-forkullede ex-oloroso sherry fad. Den er aftappet ved cask strength den 10-10-2019. Der er sendt 15.000 flasker ud på markedet. Dette er batch #4 i destilleriets 8 års cask strength serie.  Der ikke tilsat kunstig farve til whiskyen, og den er desuden heller ikke kølefiltreret. Den bærer flaskekode 19/354. Jeg var heldig at finde en forhandler, som havde tre stykker på lager, så jeg købte dem alle.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #328

Anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Næse:

Næsen rammes først af sødme fra mørke tørrede frugter. Der duftes rosiner, dadler og svesker. Langsomt men sikkert kommer en let brændt note frem, der minder lidt om gammelt afbrændt træ, der for længst har været ild i. Kombinationen mellem sødme og afbrændt træ, leder næsten tankerne i retning af bacon eller skinke. I baggrunden anes svagt lidt friske krydderurter som timian og mynte. Gradvist kommer lidt vanilje og mælkechokolade frem i duften. De 57,1% Vol alkohol er ikke markante i duften.

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019

Palette:

De søde tørrede mørke frugter er også det første som smages i denne Campbeltown whisky. Ganske som i duften er det dadler, svesker og rosiner som smages. Der følges op med søde mørke bær, hvor der smages modne kirsebær og skovbær. I smagen opfanges også en tydeligt brændt note, der ikke er helt som den røg, der findes i eksempelvis Islay whisky. Det er mere som et fjernt minde, om noget der engang har brændt. Igen giver kombinationen associationer til bacon og skinke. Lidt mørk chokolade smages i baggrunden. Momentvis opfanges lidt stærk ingefær på tungen, og lidt mynte på tungespidsen. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig, men det mærkes, at den er til stede. Med vand blødes smags-profilen en anelse op. Den kan endda tage en del vand uden at “drukne”.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. Sødmen fra de søde mørke frugter har lagt sig som et fint lag i munden. Der smages stadig tørrede frugter og mørke modne bær. Den brændte note er tydeligere i eftersmagen, og minder nu mere om rigtig røg, end den gjorde i duften og smagen. Der kommer en anelse bitterhed fra mørk chokolade frem. Momentvis kommer mynte stadig frem på tungespidsen. Langsomt aftager whiskyen, og man efterlades med et minde om espresso i munden, og varme fra alkoholen i hals og svælg.

Hvad siger producenten:

“The new edition of the Kilkerran 8yo Cask Strength is available from tomorrow (9th November 2019). Bottled at 57.1% this new KK 8yo CS was matured in 100% Re-charred Oloroso Sherry Casks.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Kan man lide whisky, med kraftig påvirkning af ex-sherry fad, og med kraft og kompleksitet i smagen, så er dette et godt bud på et godt køb. Hvis man i forvejen er fan af de klassiske udtryk, der ofte er at finde i whisky fra Campbeltown regionen, så er denne dram et “must”. Jeg er tilfældigvis både glad for regionen, og i særdeleshed Glengyle Distillery. Flasken blev sat til salg for omkring 550,- kroner. Whiskyen fik hurtigt voldsom popularitet i whisky-miljøet, og er derfor svær at finde. Den kan findes på auktioner til høje priser. Den aktuelle flaske, der her er anmeldt, fik jeg af min kone i bryllupsdagsgave. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 8 Year Old Sherry Cask Matured 2019 er, at dette er whisky fra øverste hylde, og en whisky alle Campbeltown og Kilkerran nørder bør have på hylden.

Annandale Man O’Words – Founders’ Selection 2016

Hjem » Hel flaske » Side 30

Annandale Man O’Words – American Oak Cask 2016/588

Destilleri: Annandale
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 61,4%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Annandale Man O’Words er en single malt whisky på 61,4% Vol. Whiskyen er produceret af Annandale Distillery i Lowland regionen i Skotland. Whiskyen er påfyldt et hogshead fad af amerikansk egetræ i 2016. Dermed er aftapningen en såkaldt single cask whisky. Destilleriet købte 8 ex-sherry fad af amerikansk egetræ, og 4 ex-sherry fad af spansk egetræ fra José y Miguel Martín SA. Halvdelen blev fyldt med råsprit uden røg, kaldet Man O’Words, og resten blev påfyldt røget råsprit, og kaldt Man O’Sword. Denne flaske er fra det ene af de 4 fad, af amerikansk egetræ, med råsprit uden røg. Fadet er særligt udvalgt af ejeren David Thomson, og hedder Cask 2016/588. Der er aftappet 321 flasker fra fadet, og jeg anmelder her flaske #263. Alle flasker er aftappet ved cask strength. Flasken er fremstillet uden kølefiltrering og kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #325

Anmeldelse af Annandale Man O’Words

Næse:

Næsen mødes at en let sødme af modne frugter. Der duftes modne æbler og noget som minder om mirabeller og blommer. Der følges op med en fjern note af hasselnødder. Langsomt kommer lidt mørkere noter frem. Der duftes rosiner og abrikoser. I baggrunden fornemmes fjernt lidt appelsiner og mandariner. Efter nogle minutter i glasset kommer kommer vanilje og brun sukker en anelse frem. Fadstyrken i de 61,4% vol alkohol er kun svagt at ane i duften. Citrusfrugter og vanilje kommer tydeligere frem med en anelse vand i glasset.

Annandale Man O'Words

Annandale Man O’Words

Palette:

Alkoholen er mere tydelig i smagen, og vand kan med fordel tilsættes for at nedtone spritten. Man mærker med det samme stærke krydderier på tungen. Der smages peber og kanel, der giver en varm og prikkende følelse på tungen. Der gøres hurtigt plads til sødme fra tørrede frugter som rosiner og abrikoser. De friske modne frugter er mere tilbagetrukne i smagen, end de var i duften. Søde appelsiner, mandariner og æbler ligger i baggrunden. Efter et par nip til denne Lowland whisky kommer vanilje og egetræ mere frem i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødme fra både de tørrede og de friske modne frugter, har lagt sig som et fint lag i mundhulen. Smagen af egetræ og vanilje er mere markant i eftersmagen. Sammen med en smag af nødder, kommer en let bitter note frem. Der mærkes momentvis stærk peber og kanel på tungen. Man efterlades med en tydelig tørhed i munden, med minde om modne appelsiner og karamel.

Hvad siger producenten:

“Cask 2016/588, 61.4%abv is an American oak hogshead filled with unpeated Man O’Words spirit. As the extraction of flavour from American oak is slower than from Spanish oak, the effect on our unpeated spirit is more subtle, adding richness, depth and comple”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Der tilbydes interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Kombinationen mellem modne frugter, tørrede frugter, stærke krydderier og vanilje giver en god kompleksitet til en ung single malt whisky. Sammen med styrken i den høje alkoholprocent, efterlades men med et godt helhedsindtryk, hvor der ikke er tvivl om kvaliteten. Man kan købe en flaske for omkring 650,- kroner. For de penge får man til gengæld en single cask aftapning med fuld fadstyrke, fra et relativt nyt destilleri. Konklusionen på denne anmeldelse af Annandale Man O’Words Founders’ Selection 2016 Amrican Oak Cask 2016/588 er, at der er en stabil whisky, og med den kvalitet whiskyen har, så bliver det spændende, at følge udviklingen på destilleriet.