Glenburgie 15 Year Old – Ballantine’s Series No. 001

Hjem » Kølefiltreret » Side 17

Glenburgie 15 Year Old – en del af Ballantine’s blended whisky

Destilleri: Glenburgie
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenburgie 15 Year Old er en whisky på 40% Vol. Glenburgie Distillery er et af Skotlands whisky destillerier belligende i Speyside området. Destilleriet producerer primært whisky til blended whisky. Glenburgie Distillery er ejet af Pernod Ricard, der også er ejer af Ballantie’s. Whiskyen har lagret 15 år på amerikanske ex-bourbon fad, og den er endvidere kølefiltreret. Denne whisky er del i en serie på tre single malt whiskyer sendt på markedet af Ballantine’s. Serien går under navnet “Ballantine’s Series“, og består af denne Glenburgie 15 Year Old, Glentauchers 15 Year Old og Miltonduff 15 Year Old. De tre single malt whiskyer indgår alle i Ballantine’s blended whisky. Miltonduff 15 Year Old er fundamentet, Glenburgie 15 Year Old er hjertet og Glentauchers 15 Year Old er afslutningen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #153

Anmeldelse af Glenburgie 15 Year Old

Næse:

Man dufter med det samme moden frugt. Der er tydelig aromaer fra æbler og pærer. I starten er det en duft fra en smule syrlige æbler, men efter nogle minutter i glasset, er det mere søde æbler der duftes. Over tid bliver duften af vanilje mere og mere tydelig. I baggrunden kan man svagt fornemme en smule egetræ. Kombinationen leder tankerne hen i retning marcipan og karamel. De 40% vol alkohol er ikke tydelige i næsen.

Glenburgie 15 Year Old

Glenburgie 15 Year Old

Palette:

Smagen af karamel og vanilje er meget tydelige som det første, når man smager på whiskyen. Det er dog ikke så kraftigt, som man kender det fra amerikansk bourbon. Det er noget mere afdæmpet, og der er fint plads til noter af modne æbler og pærer. Der mærkes kortvarigt lidt peber og ingefær på tungen, men det er hurtigt borte igen. Efter et par mundfulde fremkommer en sirup- og honningsødme i munden. Ligeledes mærkes en snert af bitterhed på tungen. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Speyside whisky. I begyndelsen er smagen af vanilje, karamel og sirup mest markant. Der dukker også her lidt ingefær og peber op en gang imellem. Der smages stadig en smule modne pærer og æbler. Bitterheden bliver efterhånden tydeligere, men aldrig for voldsom. Der mærkes lidt garvesyre på tungespidsen. Munden tørrer en lille smule ud, mens man sidder med en tanke på mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

The Glenburgie Single Malt forms the heart of a Ballantine’s blend, delivering concentrated fruitiness and honeyed sweetness. Perfectly balanced, with aromas of soft red apples and pears, this whisky has a full and velvety texture and a long, round finish”

Konklusion:

Dette er en whisky, som er meget nem at drikke. Den stiller ikke de store krav, til den som drikker whiskyen. Den smager bare som en whisky, hvor man godt lige kan hælde et glas mere op, uden at skulle tænke alt for meget over det. Man kan blot nyde, at den glider let ned, og egentlig smager ganske fint. Man kan købe en flaske for omkring 450,- kroner. Jeg var heldig at finde den på introduktions-tilbud til 249,- kroner, hvilket den helt klart også er værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenburgie 15 Year Old Ballantine’s Series No. 001 er, at denne let-drikkelige whisky sikkert er det rigtige valg, som hjertet i den kendte blended whisky.

Glenturret Peated Edition – Highland Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Kølefiltreret » Side 17

Glenturret Peated Edition – brugt i Famous Grouse

Destilleri: Glenturret
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenturret Peated Edition er en skotsk whisky på 43% vol. Spritten er brændt på Glenturret Distillery, der et af Skotlands destillerier i Highland regionen. Whiskyen er et mix mellem deres traditionelle whisky og deres kraftigt røgede whisky. En del af produktionen er angiveligt brugt i den blendede whisky Famous Grouse, men om det fortsætter, efter Edrington Group har solgt destilleriet fra, står hen i det uvisse. Der vælges 60 fad, som herefter benyttes til denne whisky. Den har lagret på ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Whiskyen er fremstillet med kølefiltrering, og kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #152

Anmeldelse af Glenturret Peated Edition

Næse:

Næsen mødes først af en let og blød røg. Det er ikke den kraftige og markante røg, som man kender det fra meget Islay whisky, men mere en sødmefuld røg. Det minder en smule om røg fra sød pibetobak. Røgen dækker ikke over de andre aromaer i drammen. Man dufter tydeligt søde æbler og honning. Efter nogle minutter i glasset fornemmes lidt nødder i aromaen. Ligeledes kommer der vanilje frem fra baggrunden. Efter at have smagt på denne sagerne, så duftes en let syrlig citrus-note. Man mærker ikke alkohol i næsen.

Glenturret Peated Edition - Sample

Glenturret Peated Edition – Sample

Palette:

Røgen smages naturligvis med det samme. Igen er det en blød og sød røg, modsat den medicinske og bål-agtige røg, som Islay whisky er repræsentant for. Også i smagen er der fint plads til andet end røg. Der er ikke meget frugt- og honningsødme i smagen, som man kunne forvente fra næsen. Det er mere en maltsødme, som leder tankerne i retning af kage. Den lille snert citrusfrugt, der var at finde i aromaen, er langt tydeligere i smagen. Der smages grape-frugt og citron. Der mærkes en smule bitterhed i munden. Man mærker ikke de 43% vol alkohol i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. I eftersmagen dominerer røgen mere end den gjorde i duft og smag. Der er tydelig sødmefuld røg i munden. Noterne af citrusfrugter er tydelige i begyndelsen, men klinger langsomt af. Det giver plads til en smag af nødder og en smule vanilje. Der mærkes lidt peber på tungen. Efterhånden bliver bitterheden mere dominerende, og munden en smule ud til sidst.

Hvad siger producenten:

“The Glenturret Peated Edition exclusively combines both our unpeated style of Glenturret spirit with our heavily peated style of spirit known as Ruadh Maor. This expression delivers definitive smoke and light spice aromas before developing into an array of maturing fruit and smouldering peat flavours on the palate.”

Konklusion:

Her har vi fat i en yderst fornuftig Highland single malt whisky. Der er god variation mellem sødme og syrlighed. Det hele toppes af med et fint diskret røgslør, som først i afslutningen bliver det dominerende udtryk. Det gør drammen til en yderst behagelig oplevelse. Det er en whisky, som man sagtens kan byde folk, som normalt ikke ville drikke røget whisky. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, og den er såmænd nok pengene værd. Er man et rigtigt “peat-head” så er der nok for lidt power i denne dram. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenturret Peated Edition er, at er man nybegynder til røget whisky, så er dette et godt sted at starte.

Miltonduff 15 Year Old – Ballantine’s Series No. 002

Hjem » Kølefiltreret » Side 17

Miltonduff 15 Year Old – en del af Ballantine’s blended whisky

Destilleri: Miltonduff
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Miltonduff 15 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Miltonduff Distillery er et af Skotlands destillerier i Speyside regionen, og ejet af Pernod Ricard, der endvidere også ejer Ballantie’s. Destilleriet producerer primært whisky til blended whisky. Whiskyen har lagret 15 år på amerikanske ex-bourbon fad, og den er kølefiltreret. Det er værd at bemærke, at denne whisky er del i en serie på tre single malt whiskyer, sendt på markedet under navnet “Ballantine’s Series“. Serien består af denne Miltonduff 15 Year Old, Glentauchers 15 Year Old samt Glenburgie 15 Year Old, der alle er en del af Ballantine’s blended whisky. Miltonduff 15 Year Old er fundamentet, Glenburgie 15 Year Old er hjertet og Glentauchers 15 Year Old er afslutningen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #150

Anmeldelse af Miltonduff 15 Year Old

Næse:

Man mødes først af en diskret sødme, første gang man dufter til denne whisky. Det er først en blomster- og honningsødme. Efter lidt tid i glasset ændrer det sig til en frugtsødme, som man kender det fra moden fersken og banan. Når man har smagt på whiskyen, fornemmes en snert af kokos i baggrunden. Langsom men sikkert kommer vanilje mere og mere frem. Man mærker ikke alkoholen i næsen, og whiskyen virker generelt meget blød og rund i aromaen.

Miltonduff 15 Year Old

Miltonduff 15 Year Old

Palette:

Den tropiske frugt er også tydelig i paletten. Også her er det fersken og en smule banan som kommer frem først. Der er en lille smag af solmoden appelsin, som også tilfører en smule syrlighed. Efter et par nip til drammen, så kommer en fin smag af kokos. I baggrunden smages fint vanilje, og er der en note af noget som minder om lakridsrod. Man mærker lidt mint på tungespidsen, og man sidder med en fornemmelse af mælkechokolade i munden. Når flasken har været åbnet i noget tid, så smages også lidt sød kamillete. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne skotske whisky. De tropiske frugter er tydelige i begyndelsen. De aftager hurtigt, og giver plads til smag af lakridsrod og mælkechokoalde. Der er kortvarigt en smule smag af kanel, men det er hurtigt væk. Efterhånden bliver frugt- og honningsødme mere fremtrædende. Slutteligt sidder man med en lidt mint-smag på tungespidsen, og en let bitter følelse på tungen, og lille smag fra egetræ. Der er en smule varme tilbage fra de 40% vol alkohol i whiskyen.

Hvad siger producenten:

The Miltonduff Single Malt is the foundation of a Ballantine’s blend, bringing warmth and power. Floral with a subtle hint of cinnamon spice, this whisky is extremely smooth with gentle liquorice flavours and a long, warm finish.”

Konklusion:

Denne whisky er den bløde mellemvare. Den er ikke dårlig, men den skiller sig heller ikke specielt positivt ud. Hvis man skal trække lidt godt frem, så er det noterne fra tropisk frugt og kokos, som er med til, at gøre whiskyen moderat interessant. Man kan købe en flaske for omkring 450,- kroner. Det er den måske ikke helt værd. Jeg var heldig at finde den på tilbud til 250,- kroner, og her kan alle være med. Er man som jeg, nysgerrig på, om man kan genkende noget fra whiskyen i den kendte Ballantie’s Finest, så er den alle pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Miltonduff 15 Year Old Ballantine’s Series No. 002 er, at den nok egner sig bedst, som fundamentet i den klassiske blended whisky.