Smokehead Extra Rare – Travel Retail Exclusive

Hjem » Kølefiltreret » Side 6

Smokehead Extra Rare – 1 liter til rejsemarkedet

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Ian Macleod Distillers
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Smokehead Extra Rare er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er en Islay single malt. Som de andre udgivelser fra Smokehead, så er der store diskussioner om, hvem der rent faktisk producerer whiskyen. Mange tror det er Ardbeg Distillery, som står bag produktionen. Et er dog sikkert, whiskyen kommer fra et af de skotske destillerier på Islay, og Ian Macleod Distillers er uafhængig aftapper af flasken. Whiskyen er lagret på ex-boubon og ex-sherry fad. Whiskyen er desuden kølefiltreret og kommer uden aldersangivelse. Denne 1 liters udgave er en såkaldt “Travel Retail Exclusive” udgivelse.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #340

Anmeldelse af Smokehead Extra Rare

Næse:

Tydelig røg er det første som rammer næsen. Det er røg som man kender det fra et bål på stranden. Langsomt tilpasser næsen sig ti røgen, og der gives plads til andre nuancer. Der duftes nu en let sødme fra tropiske frugter. Der duftes passionsfrugt og honningmelon. I baggrunden opfanges en fjern note af citrusfrugter. Når drammen har stået lidt tid i glasset kommer lidt vanilje og mælkechokolade en anelse frem. Alkoholen er ikke at finde i duften.

Smokehead Extra Rare

Smokehead Extra Rare

Palette:

Ganske som i duften, er røgen det første, der rammer smagsløgene. Igen er det røg som man kender det fra et bål. Der følges hurtigt op med maritime og mineralske noter, hvor der opfanges lidt salt og flintesten i munden. Gradvist kommer en anelse sødme frem. Der smages nu lidt honningmeloner, vanilje og mælkechokolade. I baggrunden ligger en snert af citrusfrugt. Sammen med lidt bitterhed, minder det om smagen på revet citron-skal. Heller ikke i smagen er de 40% Vol alkohol at mærke.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Islay whisky. Sødmen fra vanilje og mælkechokolade ligger stadig i munden. Gradvist kommer en anelse bitterhed frem, og der smages nu lidt egetræ. Tankerne ledes i retning af umodne hasselnødder. Momentvis kommer lidt revet citron-skal frem i eftersmagen. Hele afslutningen er pakket ind i et fint lag af røg. Man efterlades med lidt fornemmelse af salt på læberne og flintesten i munden, mens røgen aftager.

Hvad siger producenten:

“Smokehead Extra Rare is a rich, seaweedy and intensely peaty whisky. The flavour is fresh, fryity and immense, with notes of sherry, iodine, toffee, smoke and sea salt all fighting for recognition. A really vigorous whisky not for the faint hearted… Savour and enjoy!”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide Islay whisky, hvor røgen er den bærende kvalitet, så er dette et godt bud på en god whisky. Forventer man kompleksitet, og en whisky man kan fordybe sig i, så skal man kigge andre steder hen. Det er ukendt, hvilket af de skotske destillerier på Islay whiskyen kommer fra, men de har alle aftapninger med større dybde end denne. Man kan købe en flaske på 100 cl. for omkring 450,- i lufthavnen. Til den pris får man en ganske fin hverdags-whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead Extra Rare er, at det er en dram hvor røgen er den bærende kraft, og den klarer sig fint som hverdags-dram.

Glenfiddich 18 Year Old – Small Batch Reserve

Hjem » Kølefiltreret » Side 6

Glenfiddich 18 Year Old – Ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: Glenfiddich
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 18 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenfiddich 18 Year Old er en skotsk single malt whisky på 40% Vol. Whiskyen fremstilles på Glenfiddich Distillery i Speyside distriktet. Whiskyen er lagret på en kombination af ex-bourbon fad og ex-sherry fad, der tidligere har indeholdt oloroso sherry. Modningen har foregået i mindst 18 år, som det også fremgår af indpakningen. Aftapningen er en såkaldt “Small Batch Reserve”, hvor hvert batch er individuelt nummereret, hvilket dok ikke fremgår af denne miniature flaske. Den er fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #330

Anmeldelse af Glenfiddich 18 Year Old

Næse:

Man mødes straks af tydelig duft fra modne æbler. Der følges hurtigt op med karamel og vanilje. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender fra gammeldags æblekage med flødeskum. I baggrunden kommer langsomt en anelse egetræ og kanel frem. Ligeledes anes, efter nogle minutter i glasset, en anelse citrus-frugt i baggrunden. Ligeledes fremkommer en anelse mørkere duftnoter efterhånden som drammen falder til ro i glasset. Der duftes nu lidt rosiner og hasselnødder. Alkoholen er ikke at finde i duften.

Glenfiddich 18 Year Old - Miniature

Glenfiddich 18 Year Old – Miniature

Palette:

Modsat i duften, så er det mørke noter man smager som det første. Der kommer tydelig smag af chokoladeovertrukne rosiner. Der følges hurtigt op med tydelig stærk kanel og peber på tungen, der dog hurtigt aftager igen. Smagen af grape-frugt skinner en anelse igennem de lidt tungere smagsnoter. Efter et par nip til denne Speyside whisky kommer de modne æbler også frem i smagen, ganske som de var i duften. Det gør næsten whiskyen en anelse parfumeret i smagen. Vanilje og karamel bliver gradvist mere og mere tydelig. De 40% Vol. alkohol er ikke af smage.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. De mørke noter er også tydeligere i eftersmagen. Der smages stadig rosiner og mælkechokolade. En smag af egetræ bliver tydeligere, og det tilfører en smule bitterhed til drammen. Ganske som i duften opleves hasselnødder også i eftersmagen. grape-frugt og modne æbler kommer kun momentvist frem i afslutningen. Man efterlades med en snert af vanilje- og karamelsmag i munden.

Hvad siger Producenten:

“We use fine Spanish Oloroso wood and American oak to mature this rich, intriguingly fruity and robust oak expression, but there are many more reasons why this expression is special.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Samspillet mellem de friske modne frugter, og de mørke tørrede frugter, giver en glimrende kompleksitet til drammen. Den lidt parfumerede oplevelse i smagen trækker helhedsindtrykket ned for mit vedkommende. Jeg har tidligere oplevet andre flasker, hvor et parfumeret udtryk aftager væsentligt igennem en hel flaskes liv. Det finder jeg dog ikke ud af i dette tilfælde, da det kun er en miniature flaske jeg har smagt. Man kan købe en hel flaske for cirka 700,- kroner. Hvis man er fan af Glenfiddich og Speyside whisky, så er det en ganske hæderlig pris for en 18 års whisky. Personligt er jeg dog tilfreds med kun at have købt en smagsprøve. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenfiddich 18 Year Old er, at whiskyen er god, men nok mest, hvis man elsker destilleriet og Speyside regionen.

Bowmore 12 Year Old – Double matured

Hjem » Kølefiltreret » Side 6

Bowmore 12 Year Old – ex-sherry og ex-bourbon

Destilleri: Bowmore
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bowmore 12 Year Old er en whisky på 40% Vol. Bowmore Distillery er et af de skotske destillerier på Islay. Bowmore destilleriet er under ejerskab af Suntory Holdings Limited. Whiskyen har modnet i 12 år på en kombination af ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Whiskyen kommer med 12 års aldersangivelse og er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #312

Anmeldelse af Bowmore 12 Year Old

Næse:

Der duftes først en let røg, når glasset kommer op til næsen. Det er ikke en kraftig røg, som i mange andre whiskyer fra Islay, men en mere let og tør røg. Der følges op med noter af tørt hø. Efter lidt tid i glasset kommer en note af svovl frem, som minder om den man kender i kogt kål. Langsomt kommer lidt noter af tørrede frugter også frem i aromaen. Der duftes en anelse rosiner og abrikoser, mens man i baggrunden kan ane lidt citrusfrugter. De 40% Vol alkohol er ikke at mærke i næsen.

Bowmore 12 Year Old - Miniature

Bowmore 12 Year Old – Miniature

Palette:

Den lette og lidt tørre røg er også de første som smages. Der følges hurtigt op med lidt syrlighed, som man kender det fra grape-frugt. De søde tørrede frugter tager hurtigt over, og der smages nu rosiner og abrikoser. Efter et par nip til denne Islay single malt whisky kommer lidt lyng-honning og vaniljesødme også frem i smagen. Der kan ganske svagt fornemmes lidt maritime noter, hvor der mærkes lidt salt på læberne. Momentvis mærkes også lidt stærk peber på tungen, og lidt pebermynte på tungespidsen. Alkoholen gør sig heller ikke bemærket i smagen.

Afslutning:

Der er en kort eftersmag på whiskyen. De søde tørrede frugter har, sammen med den lette røg, lagt sig som et fint lag i munden. Der kan svagt anes lidt syrlighed fra grape-frugter. Gradvist bliver vanilje og karamel tydeligere. Ligeledes kommer en snert egetræ også frem, og tilføjer lidt bitterhed. Kombinationen minder lidt om kaffe eller mørk chokolade. Man efterlades med en let smag af karamel i munden.

Hvad siger producenten:

“Reflecting the essence of Bowmore – thrashing waves, windswept landscapes and generations of tradition – our 12 years old is both complex and perfectly balanced. Subtle lemon and sweet heather honey complement Bowmore’s trademark peat smoke, leading to a delicious, long and mellow finish.”

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky. Duften er ikke imponerende, men den kommer egentlig ret godt afsted med både smag og eftersmag. Man kan købe en flaske for cirka 300,- kroner. For de penge får man en entry-level dram, hvor de fleste kan være med. Som startsted til Islay whisky, kan dette være et godt bud. Er man mere rutineret whisky-drikker, så bliver den nok lidt kedelig. Hvis man har et par hundrede kroner mere, så er Bowmore 15 Year Old en langt bedre whisky. Ud fra den betragtning, er jeg sådan set tilfreds med, at det kun er en miniature flaske, jeg har købt. Konklusionen på denne anmeldelse af Bowmore 12 Year Old er, at den egner sig bedst til en, som er ved at starte sin whisky-rejse.