Raasay While We Wait – 2018 Release

Hjem » Lidt røg » Side 12

Raasay While We Wait – ikke fra destilleriet

Destilleri: Raasay
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Vin
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #212

Anmeldelse af Raasay While We Wait

Næse:

Næsen rammes først at en let vinøs og syrlig note. Dette forsvinder dog ret hurtigt, og der duftes nu søde frugter. Der duftes ny-modne pærer og honningmeloner. Langsomt kommer en duft fra solmodne bær også frem i aromaen. Der duftes jordbær tydeligt, og skovbær ligger lidt i baggrunden. Der fornemmes kun svagt et strejf af røg, der dog bliver tydeligere efter også at have smagt på whiskyen. Der anes lejlighedsvist en let syrlig note, som minder lidt om den man kender fra grapefrugter. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Raasay While We Wait

Raasay While We Wait

Palette:

Røgen er tydeligere i smagen end den var i duften. Det nærmer sig dog ikke røg, som man kender det fra Islay whisky. Det er mere som et fjernt minde om røg, som pakker hele smagsoplevelsen ind. Hurtigt følges op med stærke krydderier, som peber og chili, som giver et godt spark. Dette fortager sig hurtigt, og smagen af sød grapefrugt kommer tydeligt frem. Ligeledes smages solmodne jordbær og skovbær i baggrunden. Efter et pat nip til drammen kommer vanilje og karamel efterhånden tydeligere og tydeligere frem i smagsbilledet. Der er god styrke i de 46% vol. alkohol, men det er ikke nødvendigt at tilsætte vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. I begyndelsen smages stadig lidt moden grapefrugt. De søde bær tager efterhånden over. Der er herefter ingen syrlige noter, men kun sødme, tilbage i munden. Der smages stadig en anelse røg. Vanilje og karamel begynder at blive mere dominerende, inden oplevelsen aftager i let smag af egetræ. Man sidder tilbage med en let bitter fornemmelse på tungen, men der momentvis er lidt stærk peber på tungen. Der mærkes en let varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“While waiting for our Raasay whisky, we have crafted a lightly peated single malt, aptly called Raasay While We Wait, that offers a taste of what’s to come from our distillery. This final edition of our While We Wait series has been matured in former Bourbon casks for five years, and finished in a mix of high quality first and second fill Tuscan red wine casks for 18 months, imparting a bounty of dark fruit flavours and character”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Der er fine noter i både duft, smag og eftersmag. Særligt fungerer kombinationen mellem let røg, moden grapefrugt og søde bær virkelig godt. Denne whisky er opkøbt fra et ukendt Highland destilleri, og udgivet under eget navn. Hvis dette er stilen, som Rassay Distillery ønsker at efterligne og fremstille, så bliver det spændende at følge med. Man kan købe en flaske for lige under 500,-. For de penge får man en uafhængig aftapning på 46% vol, der ikke er kølefiltreret. Yderligere er det en ganske hæderlig oplevelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Raasay While We Wait er, at hvis dette er den kommende stil, så kan vi roligt vente i spænding på de første reelle aftapninger.

Annandale Man O’Sword – Founders’ Selection 2016

Hjem » Lidt røg » Side 12

Annandale Man O’Sword – Spanish Oak Cask 2016/544

Destilleri: Annandale
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 61,1%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Annandale Man O’Sword er en single malt whisky på 61,1% Vol. Whiskyen er produceret af Annandale Distillery i Lowland regionen i Skotland. Whiskyen er hældt på et enkelt spansk hogshead fad i 2016, så der er tale om en single cask aftapning. Disse ex-sherry fad stammer fra José y Miguel Martín SA, hvor destilleriet købte 8 fad af amerikansk egetræ, og 4 fad af spansk egetræ. Den ene halvdel blev fyldt med råsprit uden røg, kaldet Man O’Words, og den anden halvdel blev fyldt med røget råsprit, kaldet Man O’Sword. Denne flaske er fra det ene af de to fad af spansk egetræ, der blev påfyldt røget råsprit. Fadet er særligt udvalgt af ejeren David Thomson, og hedder Cask 2016/544. Der er sendt i alt 321 flasker på markedet fra fadet, og jeg har fået flaske #239. Alle flasker er aftappet ved fuld fadstyrke. Flasken kommer uden aldersangivelse, og whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #209

Anmeldelse af Annandale Man O’Sword

Næse:

Man mærker først en let røg i næsen, der dog hurtigt aftager og træder i baggrunden. Herefter fremkommer noter af tørret frugter. Der duftes abrikoser og dadler. Den høje alkoholprocent leder tankerne hen i retning af rosiner, der har ligget og trukket i spiritus, for at blive brugt en kage eller en en dessert. På trods af den høje alkoholprocent, så virker whiskyen ikke sprittet i næsen. Efter nogle minutter i glasset kommer et strejf af egetræ frem fra baggrunden. Ligeledes fremkommer også en let duft af citrusskal.

Annandale Man O’Sword

Annandale Man O’Sword

Palette:

De 61,1% vol alkohol fra denne fadstyrke aftapning, er noget mere tydelig i smagen, end den var i næsen. Der kan med fordel tilsættes lidt vand, for at nedtone det en anelse. Når vandet er tilsat smages igen mørke tørrede frugter som dadler og rosiner. På trods af god sødme fra de tørrede frugter, så mærkes stadig en lidt tør fornemmelse i munden. Der kommer tydelige stærke krydderier på tungen. Der smages krydderier som kanel, kardemomme muskatnød. Kombinationen mellem mørke frugter og krydderier leder tankerne hen i retning af julekage. Efter et par nip til drammen dukker en let brændt citrussmag frem fra baggrunden.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne Lowland whisky. De stærke krydderier, der også var at finde i paletten, er stadig markante. Det smages kanel, kardemomme og muskatnød, men der udvikler sig en tørhed på tungen. Der smages også stadig de tørrede dadler og rosiner, men uden sødmen, der ellers kendetegner disse. Der ligger et fjernt minde om røg og chokolade over hele udtrykket. Der mærkes varme i hele overkroppen fra den høje alkoholprocent.

Hvad siger producenten:

“Cask 2016/544, 61.1%abv is a Spanish oak hogshead filled with Annandale’s peated Man O’Sword spirit. The profusion of flavour compounds extracted from the more open grain of the Spanish oak adds richness and depth to our highly acclaimed peated spirit, delivering a complex yet beautifully balanced Single Malt.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky, når man tager den unge alder i betragtning. Der er interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Kombinationen mellem tørrede frugter, stærke krydderier og let røg, fungerer ganske godt. Whiskyen fremtræder ganske potent, og til tider lidt barsk i sit udtryk. Den ville have godt af at blive afrundet en anelse, med nogle flere år på fad. Tørheden minder lidt om det, man finder i nogle stouts, hvor de også har gavn af en forlænget lagring, enten i flasken eller som fadlagret øl, for lige at give en ekstra afrunding. Den bløder mere op, når flasken har stået åben i nogle uger, og whiskyen har fået noget luft. Man kan købe denne whisky for cirka 650,- kroner. Til den pris får man en god oplevelse, fra et nyåbnet destilleri, hvor det stadig er lidt besværligt at finde aftapninger fra. Konklusionen på denne anmeldelse af Annandale Man O’Sword Founders’ Selection 2016 Spanish Oak Cask 2016/544 er, at den er som en lidt melet julekage, der kun bliver bedre ved et par dage ekstra i køleskabet, til lige at bløde den lidt op.

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 – Signatory Vintage 2008/2015

Hjem » Lidt røg » Side 12

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 – Signatory Vintage fra Ardmore Distillery

Destilleri: Ardmore
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Signatory Vintage
ABV: 40%
Alder: 7 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 er en skotsk whisky på 40% Vol. Ardmore Distillery producerer Highland single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen en single cask aftapning lagret i ex-bourbon fad nummer #800083. Flasken kommer uden aldersangivelse, men den er destilleret i 2008 og aftappet i 2015. Det betyder den 7 år gammel. Flasken er aftappet af den uafhængige aftapper Signatory Vintage for den danske engros virksomhed Vinmonopolet. Aftapningen går under navnet “Vinmonopolet Distillery No. 21”. Der er aftappet 357 flasker, og jeg har fået flaske nummer #59. Den er desuden fremstillet uden kølefiltrering, og er ej heller tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #195

Anmeldelse af Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Næse:

Sødmefuld vanilje er det første som kommer op af glasset. Langsomt kommer også en duft af søde modne frugter. Der duftes røde æbler og pærer i whiskyen. Efter nogle minutter i glasset fremkommer en let mineralsk note, som leder tankerne hen på en maritim dram. Der anes også en lille snert af røg, men om det bare kommer fra det afsvedne fad, er svært at vurdere. Røgen bliver tydeligere i aromaen når flasken har været åbnet i noget tid. Man mærker ikke de 40% vol alkohol i næsen.

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Palette:

Frugtsømen er mere dominerende i paletten. Der smages søde pærer og solmodne røde æbler. Også i smagen er vanilje meget tydelig. Det lægger sig som et fint lag i munden. Den mineralske note fra duften, er også en smule til stede i smagen. Det giver en lidt kalket følelse i munden, og en fornemmelse af salt på læberne. Der anes også her en smule brændt smag i denne uafhængige aftapning, som giver en antydning af røg. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de modne frugter forsvinder ret hurtigt. Det gør smagen af vanilje mere tydelig i eftersmagen, og den hænger fint ved i oplevelsen. Det maritime og mineralske udtryk bliver efterhånden tydeligere og tydeligere. Man sidder slutteligt med en fornemmelse af kalk og en smule salt, så man efterlades med et lidt tørt udtryk i munden. Man sidder tilbage med et svagt minde om mælkechokolade og lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger Vinmonopolet:

“Specialaftapningerne fra Distillery-serien er eksklusive whiskyer for enhver smag. Small batches og limited editions fra både de kendte destillerier og dem, man burde kende. Klassiske, tørvede Islays, fløjsbløde Speysides og eminente Highland whiskies. Serien præsenterer det ypperligste inden for Single Malt, nemlig Single Cask. Alle whiskyerne i serien er aftapninger af enkeltstående fade, nøje udvalgt af os, så aftapningen netop er noget helt specielt. Af hvert fad bliver der kun 300-350 flasker. Charmen ved dette er, at hver whisky er forskellig fra standardaftapningen og har derfor sin helt egen karakter, der enten kan fremhæve nogle elementer i standardaftapningen eller være milevidt herfra.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Den har en del at byde på, uden det overhovedet bliver kompliceret. Man får masser af vaniljesødme, som går godt i spænd med det lidt tøre mineralske udtryk. Det giver en god kombination. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, hvilket nok lige er i overkanten, da der findes meget god whisky i det prisleje. Jeg var heldig at købe den, sammen med fire andre flasker single malt og en enkelt flaske blended malt, fra en kollega. Jeg måtte slippe 600,- kroner for de seks flasker, hvilket er en utrolig skarp pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 Signatory Vintage 2008/2015 er, at det er en hæderlig whisky, som ikke stiller de store krav til nyderen.