Highland Park Cask Strength – Release No. 3

Hjem » Lidt røg » Side 4

Highland Park Cask Strength – fra ex-sherry fad

Destilleri: Highland Park
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 64,1%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Highland Park Cask Strength er en whisky på 64,1% Vol. Whiskyen er fremstillet på det skotske destilleri Highland Park Distillery på Orkney. Whiskyen har lagret på en kombination af genbrugte ex-sherry fad, samt first fill ex-sherry fad af både amerikansk og europæisk egetræ. Aftapningen kommer uden aldersangivelse, og som navnet antyder, så er den aftappet ved fuld fadstyrke. Denne flaske kommer fra batch 3. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #509

Anmeldelse af Highland Park Cask Strength

Næse:

Honningsødme kommer først op fra glasset. Efterfølgende kommer noter af krydderurter som timian og lidt mynte frem, der hurtigt aftager igen. Sødmen kommer nu retur, men denne gang i form af svesker og karamel. Lejlighedsvist findes også lidt vanilje i duften. I baggrunden anes svagt lidt syrlighed fra mandariner og lidt grapefrugt, der forstærkes med et par dråber vand. Ligeledes opfanges også et fjernt strejf af røg. Alkoholen mærkes i næsen, dog uden at drammen har et sprittet udtryk.

Highland Park Cask Strength

Highland Park Cask Strength

Palette:

De 64,1% Vol. alkohol i denne fadstyrke whisky rammer munden som det første, og der kan med fordel tilsættes en smule vand. Der gives nu plads til sødme fra honning, vanilje og karamel. Der følges hurtigt op med en let syrlig note, som man kender fra solmodne mandariner og appelsiner. Langsomt men sikkert kommer sødme fra tørrede frugter som svesker og rosiner mere og mere frem i smagen. En smule tørhed i munden, med en let mineralsk note, giver associationer til det man kender fra tavlekridt. Et tyndt lag af røg anes over hele smagsprofilen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Honning- og frugtsødme ligger som et fint lag i munden, Ligeledes anes også stadig lidt røg i munden, selvom det ikke på nogen måde er markant. Der er en tiltagende bitterhed, der tilføjer nuancer af mørk chokolade, kaffe og valnødder til eftersmagen. Man sidder tilbage med et minde om kraftigt sødet frugt te, mens varmen breder sig i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“Bottled straight from the cask, without adding water to reduce alcohol content, delivers the extraordinary depth, complexity and balance of flavours that’s now the established hallmark of our Cask Strength series. Release No. 3 is no exception. This third release has been created using an expertly balanced combination of three cask types – first-fill sherry seasoned American and European oak casks and a smaller quantity of refill casks for balance and depth. Using a higher proportion of Orkney peated malt, our Master Whisky Maker, Gordon Motion, has achieved an intensely smoky character, coming through first on the nose with aromas of smouldering peat and lightly charred oak, balanced by honey-glazed lemons and crushed aniseed.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Hvis man kender Highland Park Distillery, og kan lide den klassiske honningsødme med en snert af røg, så bør man prøve denne flaske. Nuvel, det er en ung whisky, uden den store kompleksitet, men det er dejligt opløftende, at den er aftappet ved fuld fadstyrke. Denne 35 cl. flaske er købt på sommerferien 2023 i Systembolaget i Göteborg. Den kostede 359,- SEK, eller hvad der svarer til cirka 230,- DKK. Denne “halve” flaske kan ikke købes i Danmark, men med en pris for 70 cl. på lige omkring 600,- DKK herhjemme, så er det en ganske fin besparelse. For mig er den halve flaske en passende størrelse i dette tilfælde. Konklusionen på denne anmeldelse af Highland Park Cask Strength er en fornuftig whisky, hvor det er positivt, at den er aftappet ved fuld fadstyrke.

Springbank 18 Year Old 2023 – Campbeltown Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Lidt røg » Side 4

Springbank 18 Year Old 2023 – ex-sherry, ex-bourbon og ex-rom fad

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon, Rom, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank 18 Year Old 2023 er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destilleri Springbank Distillery i Campbeltown distriktet. Den har modnet på 65% ex-sherry fad, 20% ex-bourbon fad og 15% ex-rom fad. Whiskyen har modnet 18 år på disse fad, inden den er aftappet uden brug af kunstig farve, og uden brug af kølefiltrering. Flasken har kode 23/96 og er aftappet den 11. maj 2023. Som medlem af Springbank Society, kunne man deltage i lodtrækningen om, at købe et smagesæt af alle 2023 aftapninger. Denne sample er fra dette sæt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #507

Anmeldelse af Springbank 18 Year Old 2023

Næse:

Næsen mødes først af en tydelig duft af søde mørke bær. Der duftes solmodne blåbær og solbær. Gradvist kommer duften af tørrede frugter som dadler og rosiner mere frem fra baggrunden, for til sidst at dominere duftindtrykket. Momentvis opfanges en let syrlig note, der leder tankerne i retning af det man kender i skallen fra en citron. Momentvis opfanges et strejf af røg i næsen, der dog hurtigt forsvinder igen. En let maritim og mineralsk note ligger fjernt i baggrunden, og leder tankerne i retning af hav og flintesten. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Springbank 18 Year Old 2023 - Sample

Springbank 18 Year Old 2023 – Sample

Palette:

De tørrede frugter, der også at finde i duften, er tydelige i smagen på denne Campbeltown whisky. Der smages rosiner, dadler og abrikoser. Bagved anes svagt solmodne blåbær og solbær. De maritime og mineralske noter af salt, hav og flintesten er mere markante i smagen end i duften, og forstærkes efterhånden som man smager flere gange på drammen. Med sig har de en smule røg, der også kommer fint frem. Der mærkes stærk ingefær på tunge, der sammen med de 46% vol alkohol, giver varme og prikken på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødme fra de tørrede frugter og solmodne bær har lagt sig som et fint lag i munden. Der er nu en ganske tydelig fornemmelse af flintesten i munden, og en fornemmelse af salt på læberne. Et strejf en bitterhed kommer langsomt frem, og med sig har det en let tør fornemmelse i munden. Lejlighedsvist fremkommer et fjern note af røg. Man efterlades med et minde i munden, som når man har drukket frugt te, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“Nose: Upfront sherry influence, dates, raisins, demerara sugar, blueberries, fondant icing, lemon drizzle, fig jam. Palate: Creamy texture, cappuccino foam, tiramisu, strawberries, Christmas cake, marzipan, cinnamon. Finish: A sweet and juicy finish with notes of syrup and sugared shortbread.”

Konklusion:

Dette er en dejlig whisky. Kan man lide Campbeltown single malt whisky, så er dette et sikkert hit. Den har alle de karateristika, der forventes af en dram fra dette distrikt. Man kan købe en flaske for omkring 1300,- kroner, hvis man er heldig at få fat i en. De har det med at blive hurtigt udsolgt, da de er ganske eftertragtede. Desværre er det kun en lille smagsprøve jeg her har smagt, men det er er helt klart en whisky, man på et tidspunkt skal have i sin samling, så man kan følge en hel flaske fra den åbnes til den er tømt. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank 18 Year Old 2023 er, at det er en fantastisk whisky, der lever op til alle forventningerne til en whisky fra Campbeltown regionen.

Thy Whisky No. 23 – Hawboen

Hjem » Lidt røg » Side 4

Thy Whisky No. 23 – Limited Edition (reklame)

Destilleri: Thy Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 51,5%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★

Thy Whisky No. 23 er en dansk single malt whisky på 51,5% Vol. Whiskyen kommer fra Thy Whisky i Nordjylland. Spritten er fremstillet af let bøge-røget pale malt fra Odyssey byg. Whiskyen har herefter modnet på first fill ex-bourbon fad i mellem 3 og 6 år, men flasken kommer uden egentlig aldersangivelse. På destilleriets hjemmeside fremgår flere informationer om fad, påfyldning, kornsorter etc. Aftapningen bliver den næstsidste i serien No. 1 til No. 24, som destilleriet har aftappet siden 2016, og afsluttes i 2024. Herefter aftappes i stedet i de tre nye serier Core Expressions, Limited Editions og Single Casks. Der er aftappet 1320 flasker af whiskyen.

Samplen i nedenstående anmeldelse, er med i smagesættet, som destilleriet solgte på sin hjemmeside, i forbindelse med lanceringen af de nye aftapninger. Destilleriet har sendt mig sættet, inden online begivenheden, til anmeldelse her på Whiskyblog.dk.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #504

Anmeldelse af Thy Whisky No. 23

Næse:

Sødme fra modne æbler og pærer kommer frem fra glasset som det første. Der kommer hurtigt sødme fra vanilje og lys karamel efter. Efter nogle minutter i glasset fremkommer noter af citrus, som modne appelsiner og mandariner. Et hint af mynte, timian og nyslået græs kommer momentvis frem i næsen. De 51,5% Vol. alkohol er ikke tydelige i duften, men det fornemmes dog, at der er godt med styrke i drammen.

Thy Whisky No. 23 - Sample

Thy Whisky No. 23 – Sample

Palette:

Karamel og vanilje smages først. Sødmen fra de solmodne æbler og pærer følger hurtigt efter, sammen med et strejf af honningsødme. Krydderurter som timian og mynte kommer frem, og sammen med lidt stærk ingefær og peber, giver det kortvarigt lidt varme i mundhulen. Når man har taget et par nip af denne whisky, kommer citrusnoterne, der også var at finde i duften, ligeledes frem i smagen. Der smages nu modne appelsiner og mandariner, hvilket blot forstærkes igennem glasset.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen de modne citrusfruger er stadig ganske tydelig. En smule bitterhed kommer frem i afslutningen. Sammen med at fjernt strejf af noget der minder om lidt røg, giver det associationer til ristede mandler. Gradvist tager vanilje- og honningsødme over. Man sider tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist de klassiske senior bolsjer Werther’s Original og drukket appelsinvand.

Hvad siger producenten:

“Whiskyen har vaniljesødme, citrus, blød karamel, ristet kokos, varme krydderier, bøgesaft, en let varmende røg og et strejf af et maritimt og salt indtryk.Efter flere aftapninger af ‘Fjordboen’, synes vi det var passende at dedikere denne bløde bourbon fadlagrede whisky til havboerne her i Thy, som har levet ved det stormomsuste Vesterhav i generationer.Vi har tappet whiskyen ved 51,5 % vol., hvor whiskyen er afstemt mellem styrke, intensitet, blødhed og aroma.Ud over et par enkeltfade, er ”Hawboen” er den første rent bourbon fadlagrede whisky, vi har tappet siden 2016. Thy Whisky No 23 – Hawboen er sammensat af 3-6 år gamle fade med en mild bøgerøg. Det bliver den næstsidste flaske i vores nummererede serie (1-24), som afsluttes i 2024, ti år efter vores første aftapning.”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide bourbon lagret whisky, hvor noter fra søde frugter er tydeligt fremtrædende, så vil dette være en god whisky. Hvis man samtidig har mod på at prøve en aftapning fra et af de danske whisky destillerier, så er denne aftapning et sikkert valg. Nuvel, man skal betale 1000,- kroner for en flaske på 50 cl., så man får også lov til at betale for det. Hvis dette er lige i overkanten, så er det godt at destilleriet nu har sendt deres Core Expression flasker på gaden, hvor man får 70 cl. i en flaske, og tilmed til en lavere pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Thy Whisky No. 23 Hawboen er, at whiskyen er fin, men der er mere valuta for pengene i en af de nye Core Expression aftapninger.