Evan Williams Bourbon – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Hjem » Miniature flaske » Side 6

Evan Williams Bourbon – Black Label

Destilleri: Heaven Hill
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Evan Williams Bourbon, er en amerikansk bourbon whiskey på 43% vol. Den går også ofte blot under navnet Evan Williams Black Label. Den kommer fra på det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery. Den har modnet på nye fad af amerikansk hvid egetræ. Det fremgår af hjemmesiden, at den har lagret længere end det krævede minimum. Hvor længe det præcis drejer sig om vides ikke, da flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #395

Anmeldelse af Evan Williams Bourbon

Næse:

Næsen mødes først af tydelig sødme. Det er sødme fra brun sukker, karamel og vanilje, der rammer næsen først. Langsomt kommer sødme fra honning også med. Efter et minut i glasset begynder en tydelig duft af egetræ at komme efter. Kombinationen leder tankerne i retning af tobak og gammelt læder. De 43% vol alkohol mærkes i næsen, dog uden den bliver sprittet.

Evan Williams Bourbon - Miniature

Evan Williams Bourbon – Miniature

Palette:

Sødmen er også ganske tydelig i smagen. Honningsødmen rammer først. Lige efter kommer den klassiske sødme fra brun sukker, sirup og karamel. Gradvist bliver vanilje mere tydelig i smagen. Der mærkes lidt stærk peber og kanel på tungen. Efter et par nip til denne amerikanske bourbon, bliver egetræ mere fremtrædende. Ganske som i duften, ledes tankerne i retning af sød tobak og noter af læder.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Sødmen fra sirup og karamel hænger ved i begyndelsen, men aftager ganske hurtigt. En let note af bittert egetræ kommer herefter mere frem, og giver en let tørhed i munden. Momentvis kigger lidt stærk kanel frem, og giver lidt prikken på tungen. Man efterlades med et minde om vanilje og lidt sød tobak.

Hvad siger producenten:

“Our Kentucky Straight Bourbon is full of character and simply done right. Named after Evan Williams, who opened Kentucky’s First Distillery along the banks of the Ohio River in 1783, it’s aged far longer than required by law. The result is a Bourbon that’s smooth, rich, and easy to enjoy.”

Konklusion:

Dette er en middelmådig bourbon. Kan man lide markant sødme, vanilje og egetræ, så er dette et godt bud. Man kan købe en flaske for lige lige omkring 200,- kroner. I det prisleje findes en del flasker, og konkurrencen er hård. I cirka samme prisleje finder man også eksempelvis Wild Turkey 101, der passer en del bedre til mine smagsløg. Når det er sagt, så er det sikkert en ganske fin bourbon til mixer, i et glas med isterninger, eller som introduktion til genren. Om ikke andet, så er den fin som referencepunkt på whisky-rejsen. Konklusionen på denne anmeldelse af Evan Williams Bourbon er, at det er en entry-level bourbon, der nok er bedre at bruge som mixer, end at drikke den rent.

GlenDronach 8 Year Old – The Hielan’

Hjem » Miniature flaske » Side 6

GlenDronach 8 Year Old – Ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: GlenDronach
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 8 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

GlenDronach 8 Year Old The Hielan’ er en single malt whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet af GlenDronach Distillery, der et af de destillerier i Skotland, som ligger i Highland området. Whiskyen er modnet og blended i 8 år på en kombination af ex-bourbon og ex-sherry fad. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #389

Anmeldelse af GlenDronach 8 Year Old The Hielan’

Næse:

Der duftes først lidt friske frugter. Der duftes umodne grønne æbler, der gradvist ændrer karakter, og bliver mere som citron eller lime. Der kommer efterhånden en svag duft af rosiner og svesker frem. Når man har smagt på drammen kommer vanilje, mælkechokolade og en anelse lakridsrod også frem i duften. Alkoholen mærkes lidt i næsen, men den virker ikke sprittet. Vand kan tilsættes hvis der er behov, og ændrer ikke duften.

GlenDronach 8 Year Old The Hielan' - Miniature

GlenDronach 8 Year Old The Hielan’ – Miniature

Palette:

Søde rosiner og dadler, som også var i duften, rammer munden som det første. Der mærkes også hurtigt stærk kanel og muskatnød, der giver en lidt varm fornemmelse i munden. Efter et par nip til denne Highland whisky, kommer de lettere noter frem fra baggrunden. De syrlige æbler og citrusfrugter kommer lidt frem i smagsbilledet. Ligeledes smages nu også vanilje og mælkechokolade. Alkoholen er mere afdæmpet i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Kanel og muskatnød giver stadig lidt varme og prikken på tungen. For første gang kommer lidt bitterhed frem, sammen med lidt smag af lakridsrod. Sammen med lidt honningsødme tilføjer vanilje og mælkechokolade en blød fornemmelse i munden, på trods af lidt varme og bitterhed. Kombinationen minder lidt om det man kender fra kaffe med fløde, som man fik ved sin mormor som barn.

Hvad siger producenten:

“This single malt has been matured and married in a combination of the finest bourbon and sherry casks for at least 8 years. Non-chill filtered, of natural colour and bottled at 46%, The Hielan’ encompasses a unique combination of sweet, buttery aromas with spicy, sherry overtones. The Hielan’ is a tribute to the dialect spoken in the distillery’s surrounding area in the Scottish Highlands.”

Konklusion:

Dette er en udemærket whisky, uden at imponere. Der er fine noter af syrlige friske frugter, søde tørrede frugter, stærke krydderier og mælkechokolade. Alt sammen ganske godt. På trods af dette virker whiskyen en anelse tynd i sit udtryk, og man sidder tilbage med et ønske om, at der godt må mere af det hele. Den viol egne sig godt til en nybegynder eller som en hverdagsdram til den mere erfarne Man skal give cirka 350,- kroner for en flaske. Det er en ganske fair pris, hvor de fleste kan være med. Den kommer trods alt med 46% Vol. alkohol og uden kølefiltrering, hvilket er ganske godt af en entry-level dram. Konklusionen på denne anmeldelse af GlenDronach 8 Year Old The Hielan’ er, at whiskyen godt måtte vise lidt mere, men som entry-level dram klarer den sig godt.

Edradour 10 Year Old – Distillery Edition

Hjem » Miniature flaske » Side 6

Edradour 10 Year Old – Ex-oloroso og ex-bourbon fad

Destilleri: Edradour
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Edradour 10 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er produceret af Edradour Distillery, der er et af de destillerier i Skotland, som ligger i Highland området. Whiskyen er en af destilleriets kerne-produkter, og har været i produktion i omkring 150 år. Denne whisky har lagret på en kombination af ex-oloroso sherry fad og ex-bourbon fad. Whiskyen har lagret mindst 10 år på disse fad, og er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #383

Anmeldelse af Edradour 10 Year Old

Næse:

Først duftes søde modne æbler og sød blomster honning. Dette trænges hurtigt i baggrunden. Herefter kommer mørkere noter frem. Der duftes svesker og tørrede abrikoser. Sødmen minder lidt em sød pibetobak. Der er en let tilstedeværelse af egetræ i baggrunden, som giver et strejf af vanilje. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender fra marcipan. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Edradour 10 Year Old - Miniature

Edradour 10 Year Old – Miniature

Palette:

Der smages først lidt sort peber og kanel, der prikker på tungen, som hurtigt aftager igen. Tørrede søde frugter kommer herefter hurtgt frem. Som i duften er tørrede abrikoser og svesker tydelige. Sammen med egetræ ledes tankerne også her i retning af marcipan. Efter et par nip til drammen bliver egetræ gradvist tydeligere, og en let bitterhed opstår. Heller ikke i smagen er de 40% Vol alkohol tydelige.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Bitterheden fra egetræ sidder på tungen, og giver en del tørhed. Der opfanges stadig abrikoser og svesker i munden, der dog hurtigt er væk igen, Momentvis mindes man om peber og kanel, der giver lidt varme på tungen. Man efterlades med en fornemmelse af mælkechokolade og lidt kaffe i munden.

Hvad siger producenten:

“The ten year old Edradour is handmade and one of the last Single Malt Whiskies from a traditional farm distillery still in production today. The methods of production remain virtually unchanged in the last 150 years and are only just capable of commercial quantities. Indeed Edradour Distillery makes as much whisky in a year as most distilleries produce in a week. A rare pleasure for a fortunate few.”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Kan man lide en dram, der er let at drikke, men stadig har ganske god kompleksitet, så er dette et godt bud på et godt køb. Man kan finde en flaske for omkring 400,- kroner. For de penge får man en whisky, hvor de både nybegynderen og den mere erfarne whisky-drikker kan få en fin oplevelse. Jeg smagte drammen hos en ven i begyndelsen af min whisky rejse, og var meget imponeret over whiskyen på tidspunktet. Her nogle år senere har jeg så smagt denne miniature flaske, og den forekommer mere spinkel i sit udtryk. Jeg ville gerne smage den med en højere alkohol procent, hvilket sikkert ville give drammen et gevaldigt løft. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour 10 Year Old er, at det er ganske fornuftig dram, som de fleste vil finde fornøjelse i.