The English Whisky Co. 8 Year Old – The Single Cask 2009/2018

Hjem » Single malt » Side 90

The English Whisky Co. 8 Year Old – Uafhængig engelsk aftapning

Destilleri: St. George’s
Land: England
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, The Single Cask
ABV: 60%
Alder: 8 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

The English Whisky Co. 8 Year Old er en engelsk whisky på 60% Vol. Whiskyen er produceret på St. George’s Distillery. Whiskyen har modnet på et single cask ex-bourbon fad af amerikansk egetræ med nummer #B1-441. Dråberne er destilleret i 2009, og aftappet igen i 2018, hvilket gør whiskyen 8 år gammel. Den er aftappet ved fuld fadstyrke, og uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Flasken er sendt på markedet i 236 eksemplarer af den uafhængige aftapper The Single Cask.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #188

Anmeldelse af The English Whisky Co. 8 Year Old

Næse:

Et strejf af røg rammer næsen som det første. Det er en let og fin røg, og ikke en kraftig og markant røg, som kendes fra Islay whisky. Den lette røg er hurtigt væk, og dukker nu kun op momentvis. Duften af maltsødme komme nu mere frem i duften. Ligeledes duftes en let frugtig note. Vanilje og mælkechokolade kommer frem fra baggrunden. Langsomt men sikkert fremkommer en duft af friske krydderurter mere og mere frem. Der duftes timian og mynte, Man mærker ikke den høje alkoholprocent i næsen. Med lidt vand bliver vanilje og krydderurter forstærket i duften.

The English Whisky Co. 8 Year Old - Sample

The English Whisky Co. 8 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er langt mere markant i smagen end den var i næsen. Sammen med tydelig røg giver den et kraftigt spark ved første nip til drammen. Man kan med fordel nedvande denne single malt whisky en anelse. Med lidt vand bliver sødme fra malten tydeligere. Ligeledes kommer karamel og mælkechokolade også frem. Ganske som i duften smages også krydderurter som timian og mynte. Der er en smule prikken fra peber på tungen, der hurtigt følges op af en let mineralsk tørhed. I baggrunden mærkes en snert af egetræ.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky fra England. Der smages stadig tydelig karamel og mælkechokolade. Det mineralske, næsten kalkagtige, udtryk hænger stadig ved, og giver en let tørhed i munden. Der mærkes også stadig peber og krydderurter på tungen, der langsomt aftager. Der gives plads til mere smag af egetræ. Det hele dækkes ind i et fint lag af røg og sødme fra malt og brun sukker. Munden tørrer slutteligt helt ud, og man efterlades med et minde om aske og mynte i munden.

Hvad siger aftapperen:

“Malty sweetness and peat at first, but then followed by limestone covered in toffee and sprinkled in barley sugar”

Konklusion:

Dette er virkelig en god whisky. Det er ganske interessant hvor meget kompleksitet, der trækkes ud af en kun 8 år gammel whisky. Hele oplevelsen får et ekstra løft med god røg, og et kraftig spark fra de 60% vol cask strength whiskyen er aftappet ved. Hvis man er heldig at finde en flaske, så kan den erhverves for omkring 700,- kroner. Det er naturligvis en slat penge for en ung whisky, men den er oplevelsen værd. Jeg gav 50,- kroner for en sample, og der var ganske god underholdning for mine sanser for de penge. Det er absolut ikke sidste gang jeg kigger i retning af engelsk whisky. Det er i øvrigt heller ikke sidste gang jeg kigger efter udgivelser fra den uafhængige aftapper The Single Cask, hvis dette er niveauet på deres aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af The English Whisky Co. 8 Year Old er, at producent og aftapper har ramt lige i plet med dette fad #B1-441.

Hakushu Distiller’s Reserve – Japansk single malt whisky

Hjem » Single malt » Side 90

Hakushu Distiller’s Reserve – frisk pust fra Japan

Destilleri: Hakushu
Land: Japan
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Hakushu Distiller’s Reserve er en japansk whisky på 43% Vol. Whiskyen er produceret af Hakushu Distiiery, beliggende i Japan. Denne japanske single malt whisky har primært lagret på ex-bourbon fad. Størstedelen af whiskyen er under 10 år gammel, men der bruges en lille del som er over 18 år gammel whisky, for at tilføje kompleksitet. En ganske lille brøkdel har lagret på ex-sherry fad. Whiskyen kommer dog uden aldersangivelse, og er desuden kølefiltreret. Min søn købte en flaske, da han var på tur til højenergifysik anlægget i CERN i Schweiz. Han var flink at give mig denne sample.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #186

Anmeldelse af Hakushu Distiller’s Reserve

Næse:

Næsen mødes med det samme af tydelig frisk og sødmefyldt frugt. Der duftes modne grønne æbler. Efter nogle minutter i glasset duftes også frisk græs, og noget som minder om nyskåret agurk. I baggrunden fornemmes et let lag af røg, som aldrig bliver fremtrædende. Det lægger sig mere som en fornemmelse, end en decideret aroma, der dog bliver tydeligere efter også at have smagt på drammen. Der anes lidt noter af mint og citrus i glasset. Alkoholen er ikke at mærke i denne japanske whisky.

Hakushu Distiller's Reserve - Sample

Hakushu Distiller’s Reserve – Sample

Palette:

Røgen er en del tydeligere i paletten, end den var i næsen. Den er dog ikke nær så markant, som den er i eksempelvis en del Islay single malt whisky, men er stadig afdæmpet. Mint er også en del tydeligere i smagen, end den var i duften. Hurtigt overtager de friske og modne æbler smagsindtrykkene. Efter et par nip til drammen bliver smagen af citrus og frisk græs tydeligere. Der er lidt prikken på tungen fra frisk ingefær. Der mærkes en smule bitter note på tungen, og smagen af vanilje kigger en smule frem. Der er lidt mere bid i de 43% vol alkohol i smagen, men den bliver aldrig for voldsom.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. Vanilje og mælkechokolade er tydelige i starten. Bitterheden tager hurtigt over, og man sidder med en lidt tør fornemmelse i mundhulen. Der mærkes stadig en smule smag fra græs og modne friske æbler. Noterne af citrusfrugt og mint kigger også frem en gang imellem. Der er stadig lidt prikken på tungen fra ingefær. Munden tørrer hurtigt helt ud, og men sidder med et fjernt minde af en smule røg i munden.

Hvad siger producenten:

“Refreshingly herbal and gently smoky, Hakushu is embraced as the intriguing single malt whisky from the award winniing House of Suntory Whisky.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig oplevelse, uden den stiger op i det aller højeste niveau. Der er tale om en frisk dram, hvor noter af frisk frugt, mint, græs og citrus gør den let at drikke. Det hele får et fint løft af en smule røg, som kun fornemmes, uden at blive fremtrædende. Det giver drammen en smule mere kant. Man kan købe en flaske for mellem 600,- og 700,- kroner. Der er hård konkurrence i det prisleje. Prisen er måske i virkeligheden udtryk for det “hype” som japansk whisky har for tiden, mere end det er et udtryk for indholdet i flasken. Når det er sagt, så er jeg glad for at have smagt denne whisky sample. Konklusionen på denne anmeldelse af Hakushu Distiller’s Reserve er, at whiskyen er god, men prisen nok mere er udtryk for interesse i japansk whisky, end oplevelsen i flasken.

Connemara Original – Peated Single Malt Irish Whiskey

Hjem » Single malt » Side 90

Connemara Original – Irsk røget whiskey

Destilleri: Kilbeggan
Land: Irland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Connemara Original Peated Single Malt Irish Whiskey er, som navnet antyder, en irisk whiskey på 40% Vol. Whiskeyen er flasket af Kilbeggan Distilling Co., beliggende i Irland, og dækker over både Cooley Distillery, hvor denne dram er fremstillet, og Kilbeggan destillerierne. Kilbeggan Distilling Co. er under ejerskab af Beam Suntory. Whiskeyen er lagret i ex-bourbon fad. Det specielle ved denne whiskey er, at den er både dobbelt destilleret og røget. Dette er ikke normalt for irske whiskyer, der traditionelt set er trippel detsilleret og uden røg. Whiskeyen er uden aldersangivelse og den er kølefilreret. Den har vundet flere internationale priser.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse 185

Anmeldelse af Connemara Original

Næse:

Der er først en let røg, som rammer næsen, når man første gang dufter til glasset. Det er ikke en røg, som man kender det fra det skotske Islay single malt whisky. Det er mere en sødmefyldt røg, som man kender det fra let-røget kød. Røgen aftager hurtigt, og der gives plads til søde frugter som æbler og pærer. Duften kan faktisk minde lidt om den man kender fra frugt tyggegummi. Efter lidt tid i glasset kommer en smule citrusnote frem fra baggrunden. Ligeledes bliver vanilje også tydeligere. Man mærker ikke alkohol i næsen.

Connemara Original

Connemara Original

Palette:

Den søde røg, som også var at finde i næsen, er det første man stifter bekendtskab med i paletten. Røgen er en smule mere dominerende i smagsbilledet, end den var i aromaen. Der er dog stadig plads til at man smager søde og modne æbler og pærer. Der er en smule stærke krydderier i smagen, som man kender det fra friske krydderurter. Smagen af vanilje er mere markant efter et par nip af drammen. De 40% vol. alkohol er ikke at mærke i smagen

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whiskey. Frugt- og maltsødme ligger som et fint lag i munden. Der smages fine noter af vanilje og mælkechokolade. Der mærkes stadig lidt friske krydderurter på tungen, og der fornemmes lidt bitterhed. Mod slutningen kommer en let smag af mandler efterhånden frem. Smagen af egetræ kommer lidt frem, og munden tørrer til slut en smule ud.

Hvad siger producenten:

“Inspired by Ireland’s ancient distilling traditions, Connemara’s smooth sweet malt taste and complex peat flavours makes it a truly unique Irish whiskey. Connemara is the most decorated Irish whiskey with a huge collection of Gold Medals and has been honoured as the “Worlds Best Irish Single Malt”. Connemara allows you to unearth the Peated Pleasures of Ireland.”

Konklusion:

Dette er en ganske interessant irsk whiskey. Der er en ganske fornuftig kompleksitet, og den tilbyder ganske interessante oplevelser. Når det er sagt, så er den stadig utrolig behagelig at drikke. Er man ikke vandt til røget whisky, så er det et godt sted at starte. Den søde duft og smag af røg, kan jeg ikke forestille mig, vil jage mange på porten. Den fremtræder ganske enkelt for imødekommende, til at blive rigtig skræmmende. Man kan købe en flaske for lige under 300,- kroner, og det er den absolut værd. Her får man ganske god valuta for pengene. Konklusionen på denne anmeldelse af Connemara Original Peated Single Malt Irish Whiskey er, at det er en yderst tiltalende og letdrikkelig røget dram.