Kilchoman Machir Bay – ex-oloroso og ex-bourbon

Hjem » Whisky samples » Side 64

Kilchoman Machir Bay – destilleriets flagskib

Destilleri: Kilchoman
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilchoman Machir Bay er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet på Kilchoman Distillery, der er et af de skotske destillerier, som ligger på øen Islay. 20% af denne whisky er lagret på ex-oloroso sherry fad, og 80% på first fill ex-bourbon fad. Disse mixes herefter til det endelige resultat. Whiskyen kommer uden aldersangivelse. Den er også flasket uden kølefiltrering. Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019. Destilleriet kalder på deres hjemmeside denne dram for “destilleriets flagskib”.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #72

Anmeldelse af Kilchoman Machir Bay

Næse:

Man rammes først af en tydelig og markant tørverøg når man dufter til denne whisky. Efter lidt tid i glasset, og næsen er tilvænnet røgen, så fremkommer fine noter af friske citrusfrugter. Samtidig fornemmer man en god blomstersødme i aromaen. Der fremkommer efterhånden en lidt sjov aroma, som leder mine tanker hen på surmælksprodukter og yoghurt. Man mærker ikke umiddelbart de 46% vol alkohol i duften.

Kilchoman Machir Bay - Sample

Kilchoman Machir Bay – Sample

Palette:

Smagen er også præget af tydelig tørverøg. Igen kommer finere nuancer frem, når smagsløgene er kommet sig over røgen. Også her er der god frugt- og blomstersødme i udtrykket. Tilstedeværelsen af friske citrusfrugter er også tydelig, hvilket giver sig til kende i et lidt syrlig fornemmelse på tungen. Der er et lidt mineral eller kalk-agtigt udtryk over det generelle smagsbillede. Det hele toppes op med en god styrke fra alkoholen,

Afslutning:

Der er en medium afslutning på oplevelsen. Naturligvis er røgen igen tydelig. Dette klinger stille og roligt af, og man mærker for første gang lidt indflydelse fra fadet, Man kan svagt opfange egetræ og vanilje. Det er også her man for første gang opfanger lidt noter af svesker, som peger i retning af lagringen på ex-sherry fad. Syrligheden, man mærkede på tungen i paletten, erstattes af en let bitterhed, som man kender det fra skrællen på en citrusfrugt. Der er en god varme i munden fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Machir Bay, our signature peated single malt, is a vatting of Kilchoman matured in both bourbon and sherry casks. Named after Islay’s most spectacular beach, the high proportion of bourbon barrels create a distinct balance of classic Islay character and fresh floral complexity.“

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Den er er ikke kompleks på nogen måde, og den bærer præg af at være en ung whisky. Det giver til gengæld drammen et lidt frisk udtryk. Det bliver spændende at følge dette unge destilleri, når de på at tidspunkt forventeligt begynder at smide nogle flasker med længere lagring på markedet. Man kan købe en flaske for omkring 400,- kroner, og det syntes jeg sådan set den er værd. Man får en fornuftig oplevelse for pengene, uden den imponerer på nogen måder. Sammenligner man med andre whiskyer fra Islay, og i dette prisleje, så kan man få mere kompleksitet andre steder. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilchoman Machir Bay er, at man får en ganske fornuftig dram, og det bliver spændende at følge udviklingen af destilleriet.

Deanston 18 Year Old – Bourbon Cask Finish

Hjem » Whisky samples » Side 64

Deanston 18 Year Old – sød og blød 18 årig

Destilleri: Deanston
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,3%
Alder: 18 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Deanston 18 Year Old er en skotsk whisky på 46,3% Vol. Whiskyen er produceret af Deanston Distillery, beliggende lidt udenfor Stirling i Skotland i Highland regionen. Whiskyen er først lagret på hogshead fad, og herefter på særligt udvalgte amerikanske first fill Kentucky ex-bourbon fad, hvilket jeg formoder mange andre destillerier også vil mene deres fad er. Whiskyen har lagret i 18 år på disse særlige fad. Det forekommer lidt mærkeligt, at det påpeges, at den er afsluttet på ex-bourbon fad. Denne dram er ikke kølefiltreret. Destilleriet kategoriserer den som en “special edition”, med udgivelse en gang årligt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #71

Anmeldelse af Deanston 18 Year Old

Næse:

Sødme er den umiddelbart dominerende aroma i denne whisky. Det er en god sødme, som man kender fra meget moden, næsten overmoden frugt. Efter nogle minutter i glasset blive egetræ mere tydelig i næsen. Der fremkommer fine toner af malt og tørt græs frem. Når næsen har tilpasset sig, opfanger man en lille smule syrlighed i baggrunden, og man mærker lidt vanilje. De 46,3% vol alkohol lader sig ikke synderligt mærke på duften.

Deanston 18 Year Old - Sample

Deanston 18 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen kommer tydeligere frem i smagen, og det giver drammen lidt bid. Dette erstattes dog hurtigt af sødmen, som også var meget dominerende i duften. Igen er det frugtsødmen som kommer frem. Efter et par smagsprøver træder frugtsødmen lidt i baggrunden, og det er nu mere tydeligt med maltsødme og maltsmag, og man kommer til at tænke på korn og tørt græs. Man mærker svagt lidt krydderier som peber og kanel på tungen.

Afslutning:

Der er en god, lang og varmende afslutning på denne whisky. Eftersmagen er præget af krydderierne, som svagt var til stede i smagen. Der smages peber og kanel. Efter lidt tid ændrer det mere karakter imod karamel og chokolade. Der fornemmes kortvarigt en lidt stærk og skarp smag i baggrunden, som kan minde lidt om ingefær. Sødmen, som man fandt i både næsen og paletten, er kun svagt at finde i afslutningen. Efter nogle minutter kommer der næsten en mint-lignende fornemmelse på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“Quite aromatic, with balanced American oak notes. Floral, malty, grassy, vanilla and honey with hints of tobacco and nutmeg.”

Konklusion:

Dette er en ganske god og kompleks whisky. Den fortjener noget tid i glasset, så den virkelig kan åbne op. Jeg har modtaget denne sample fra youtube kanalen SOWLEG. Desværre er det kun en sample, for jeg mener godt man kunne være tjent med en hel flaske, på trods af prisen på omkring 900,- kroner. Det er en af de whiskyer, som jeg tror udvikler sig over tid i flasken, samtidig med, at man udvikler sig som whisky-drikker. Derfor kunne det være sjovt at følge den igennem en hel flaskes liv, men det er desværre ikke muligt med en sample. Konklusionen på denne anmeldelse af Deanston 18 Year Old er, at det er en god og kompleks whisky, som fortjener at man bruger tid sammen med den.

Speyburn 10 Year Old – frugt, citrus og sødme

Hjem » Whisky samples » Side 64

Speyburn 10 Year Old – standard flaske fra destilleriet

Destilleri: Speyburn
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Speyburn 10 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Speyburn Distillery er beliggende i Speyside regionen i Skotland. Destilleriet er ejet af Inver House Distillers. Whiskyen hører til et af destilleriets standard udgivelser. Whiskyen har lagret 10 år på ex-bourbon fad af amerikansk egetræ samt på ex-sherry fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret. Den har blandt andet vundet guld ved San Francisco World Spirits Competition

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #69

Anmeldelse af Speyburn 10 Year Old

Næse:

Man dufter straks friske frugter og egetræ. Der er en tydelig duft af friske pærer. Efter lidt tid i glasset bliver en fin note af citrus-frugt tydeligere. Der fremkommer også en duft af blomster og frisk græs frem. Der ligger et fint lag af honningsødme over hele udtrykket. Man mærker ikke de 40% Vol alkohol i næsen, og den har en meget frisk fremtoning.

Speyburn 10 Year Old - Sample

Speyburn 10 Year Old – Sample

Palette:

Smagen er også præget af friske frugter. Her smages igen friske, næsten umodne pærer. Der er er også en fin smag af friske grønne æbler. Også her kommer en hvis form for citrus syrlighed frem, og det minder lidt om umoden ananas. Man mærker lidt prikken på tungen, af en lidt skarp smag af ingefær. Efter et par mundfulde smager man en smule anis, som leder tankerne hen på lakrids.Heller ikke i paletten gør alkoholen så meget for oplevelsen.

Afslutning:

Ingefæren, som kom frem i smagen, er en del tydeligere i eftersmagen. Der er en fint brænd på tungen, som når man har spist frisk-revet ingefær. Efter lidt tid overtager honning- og maltsødme. Langsomt fremkommer her også en note af anis, der følges fint op af lidt vanilje og karamel.

Hvad siger producenten:

“Medium bodied with hints of toffee & butterscotch and a long, sweet finish. A global favourite, Speyburn 10 years old is ever the crowd-pleaser.”

Konklusion:

Dette er en frisk dram. Den er ikke voldsomt kompleks, men dens fine syrlighed, sammen med honningsødmen og ingefæren, gør at man sidder med en dejlig frisk fornemmelse i munden. Man kan købe en flaske for omkring 350,- kroner, og det mener jeg bestemt den er værd. Kan man ikke lide de tunge, røgede sherry whiskyer, så kan man sagtens prøve denne dram. Konklusionen på denne anmeldelse af Speyburn 10 Year Old er, at det er et dejligt frisk pust, som er alle pengene værd.