Teaninich 2007 14 Year Old – Whiskybroker 2007/2021

Hjem » Whisky samples » Side 7

Teaninich 2007 14 Year Old – ex-sherry fad

Destilleri: Teaninich
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Whiskybroker
ABV: 54,3%
Alder: 14 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Teaninich 2007 14 Year Old er en whisky på 54,3% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Teaninich Distillery, der er beliggende i Highland området. Whiskyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Whiskybroker. Spritten er destilleret den 9/3-2007, og har herefter lagret på et Sherry Butt indtil den 16/4-2018. Den er herefter overflyttet til et genbrugt sherry fad, indtil den er aftappet ved fuld fadstyrke den 19/8-2021, med en aldersangivelse på 14 år. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering og kunstig farve i produktionen. Der er aftappet 297 flasker dette single cask med fad nummer #302395A.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #518

Anmeldelse af Teaninich 2007 14 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af en duft af egetræ, der dog gradvist aftager en del. Efterfølgende kommer en duft af mørk sukker og vanilje. Langsomt kommer lidt tørrede frugter frem fra glasset. Der duftes nu tørrede abrikoser og dadler. I baggrunden anes lidt søde citrusfrugter, som vi kender det fra modne appelsiner og mandariner. Alkoholen anes, men drammen virker ikke sprittet.

Teaninich 2007 14 Year Old - Sample

Teaninich 2007 14 Year Old – Sample

Palette:

De solmodne appelsiner og mandariner smages som det første. Tropiske frugter som ferskner og mango kommer hurtigt efter. Efter et par nip af denne Highland whisky, kommer en let smag af tørrede abrikoser og dadler efterhånden mere frem. Ligeledes fremkommer smagen af brun sukker og vanilje også. Der mærkes kortvarigt lidt sort peber på tungen, der giver en let prikkende fornemmelse. De 54.3% Vol alkohol mærkes i drammen, og der kan tilsættes lidt vand efter personlig præference.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der smages stadig brun sukker og vanilje. De tørrede frugter er væsentligt mere tilbagetrukket i eftersmagen, end i både duften og smagen. Lejlighedsvist kommer de tropiske frugter også frem i afslutningen. En smule bitterhed kommer frem til sidst. Man efterlades med lidt tørhed i munden, og med en fornemmelse som når man har drukket sødet frugt-te, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“Cask number 302395A, filled into a Sherry Butt on 09/03/2007. Transferred into a refill sherry barrel on 16/04/2018. Bottled 19/08/2021”

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky. Der gives ganske fine noter i både duft og smag. Forventer man et sherry-monster, så bliver man til gengæld skuffet. På trods af fuld lagring på ex-sherry fad, så er de klassiske sherry noter meget underspillet i denne whisky. Det er i min optik med til at gøre drammen mere interessant, da sherry godt kan nedtone andre nuancer. Man kan købe en af de 297 flasker for omkring 725,- kroner. I dette prisleje er den ganske konkurrencedygtig i både pris og kvalitet med andre uafhængige aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Teaninich 2007 14 Year Old  er, at det er fornuftig dram, der er ganske interessant grundet sin diskrete sherry-profil.

Bunnahabhain Eirigh Na Greine – Islay Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Whisky samples » Side 7

Bunnahabhain Eirigh Na Greine – ex-vin fad

Destilleri: Bunnahabhain
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,3%
Alder: NAS
Fadtype: Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bunnahabhain Eirigh Na Greine er en whisky på 46,3% Vol. Den er fremstillet på det skotske Islay destilleri Bunnahabhain Distillery. Whiskyen har modnet i et mix af franske og italienske ex-vin fad, der tidligere har indeholdt rødvin. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Aftapningen er en Limited Edition aftappet til rejsende på Travel Retail markedet. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke brugt kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #515

Anmeldelse af Bunnahabhain Eirigh Na Greine

Næse:

Sødme rammer næsen først. Der duftes søde modne æbler, og søde bær som brombær og jordbær. Man fornemmer et let vinøst udtryk, der sikkert stammer fra lagringen i de aflagte vin fad. Langsomt kommer vanilje og lys karamel mere frem i duften. Momentvis opfanges krydderurter som timian og rosmarin i næsen. Når man har smagt på drammen opfanges noter af nyslået græs og citrus. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Bunnahabhain Eirigh Na Greine - Sample

Bunnahabhain Eirigh Na Greine – Sample

Palette:

Syrligheden fra citrusfrugt og nyslået græs smages som det første i denne Islay whisky. Der følges hurtigt op med sødme fra vanilje og karamel. Bagved smages lidt modne brombær og grønne vindruer. Efter et par nip til drammen fremkommer et strejf af bitterhed. Med sig har det noter af mandler og egetræ. Der anes svagt en let maritim note af hav og salt. De 46,3% Vol er ikke tydelige i smagen.

Afslutning:

Der ligger et let lag af sødme fra frugter og bær i munden. Gradvist tager bitterheden mere og mere over. Samtidig kommer timian og rosmarin, der ligeledes var at finde i duften, også frem i eftersmagen. Noter af hav og salt er tydelige i afslutning, og mærkes på læberne. Smagen af egetræ og mandler tager slutteligt mere og mere over, for til sidst at dominere. Man efterlades med at minde som når man har drukket frugt-te, med en citronskive i, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“Meaning “morning sky” in Gaelich, Eirigh Na Greine is a limited edition release that is as unique as the breathtaking sunrises you see from the pier at Bunnahabhain. Scents of sweet, rich spice evolve into flavours of roasted nuts, fresh fruit, and hints of sea salt and smoke.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Er man glad for whisky fra destilleriet, og har mod på at prøve en aftapning, der har modnet på lidt alternative fad, så er dette et fint valg. Forventer man lidt tungere noter, som man eksempelvis finder i den klassiske Bunnahabhain 12 Year Old, så skal man se andre steder hen. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner. Med denne prissætning har jeg smagt aftapninger fra destilleriet, der falder væsentligt bedre i min smag. Jeg er derfor ganske tilfreds med kun at smage denne 3 cl. sample. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain Eirigh Na Greine er, at der er andet whisky fra destilleriet, der passer bedre til mine smagsløg.

Lindores 2019 The Exclusive Cask – The Whisky Trail Edinburgh 2019/2024

Hjem » Whisky samples » Side 7

Lindores 2019 The Exclusive Cask – STR ex-PX sherry fad

Destilleri: Lindores Abbey
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Lindores 2019 The Exclusive Cask er en skotsk whisky på 50% Vol. Whiskyen er fremstillet af Lindores Abbey Distillery i Lowland distriktet. Denne single cask whisky er påfyldt et enkelt STR ex-PX sherry fad den 16/5-2019 og er senere aftappet den 17/4-2024, hvilket gør den lige under 5 år gammel. Denne flaske er aftappet til butikken The Whisky Trail i Edinburgh. Der er i alt aftappet 354 flasker, og denne sample kommer fra flaske 198. Den er ikke tilsat kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering under aftapningen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #513

Anmeldelse af Lindores 2019 The Exclusive Cask

Næse:

Næsen rammes først af tydelige noter fra søde mørke tørrede frugter. Der duftes rosiner, svesker, dadler og figner. Efterhånden som næsen tilvænner sig til den tydelige sødme, kommer lettere noter frem fra baggrunden. Der duftes lidt krydderurter som timian og rosmarin, mens et svagt strejf af nyslået græs trænger sig på. Kombinationen leder tankerne hen i retning af det, man kender fra en cola med sukker. Alkoholen anes, dog uden at whiskyyen fremtræder sprittet.

Lindores 2019 The Exclusive Cask - Sample

Lindores 2019 The Exclusive Cask – Sample

Palette:

Ganske som i duften, så er det sødmen der også smages som det første i denne Lowland whisky. Der smages tydeligt tørrede rosiner, dadler, svesker og figner. Noterne fra krydderurterne, der også er til stede i duften, er tydeligere i smagen, hvor timian og rosmarin kommer tydeligt frem. Momentvis opleves lidt stærk mynte, der sammen med lidt sort peber, giver lidt prikken på tungen. De 50% Vol. alkohol mærkes, og er med til at give kraft til drammen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Sødmen ligger som et tydeligt lag i hele munden. Momentvis kigger krydderurterne også frem i afslutningen, dog for hurtigt at forsvinde igen. Lidt bitterhed kommer gradvist mere frem, og med sig har det en let tørhed i munden. Alkoholen giver stadig en varm fornemmelse i mundhulen. Man efterlades med et minde, som når man har drukket en lunken sukkersødet cola, men munden tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“This specially selected sinle cask bas been bottled exclusively for The Whisky Trail Edinburgh with no chillfiltration and with no colouring at Lindores Abbey Distillery”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Har man mod på at prøve en dram fra et af de nyere skotske destillerier, så er dette et godt bud på en flaske. Der er en ganske fornuftig whisky oplevelse, hvor særligt noterne af cola, er ganske interessante. Forventer man dyb kompleksitet, så skal man lede andre steder hen. Man skal give cirka 600,- kroner for en flaske. Jeg har byttet mig til denne sample med min kammerat, som jeg spøjst nok mødte på The Royal Mile, på vores tur til Edinburgh i sommeren 2024. Ingen af os vidste, at den anden skulle derover, så det var noget af en overraskelse for os begge. Flasken blev købt på denne tur. Konklusionen på denne anmeldelse af Lindores 2019 The Exclusive Cask The Whisky Trail Edinburgh 2019/2024 er, at det er en fin dram, hvis man kan lide at sige Jolly til sin whisky.