Deanston 15 Year Old – Organic Whisky

Hjem » Side 69

Deanston 15 Year Old – Limited Release

Destilleri: Deanston
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,3%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Deanston 15 Year Old er en whisky på 46,3% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destillery Deanston Distillery i Highland distriktet. Whiskyen har modnet i 15 år på ex-bourbon fad. Råspritten er fremstillet med økologisk kort fra de lokale landmænd i området omkring destilleriet. Aftapningen er udgivet i begrænset oplag, og er derfor en “Limited Release”. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #381

Anmeldelse af Deanston 15 Year Old

Næse:

En tydelig duft af vanilje rammer næsen som det første. De følges op med en tydelig duft af maltsødme, der gradvist ændrer karakter, til at bliver mere en sødme man kender fra honning.. Efterhånden kommer lidt lettere noter frem, og der duftes nu grønne æbler og grønne lidt umodne vindruer. I baggrunden opfanges momentvis en snert af citrusfrugter. De 46,3% Vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Deanston 15 Year Old

Deanston 15 Year Old

Palette:

Ganske som i næsen, så rammes smagsløgene også først af sødme. Også her er det tydelig vaniljesødme, hvor malt- og honningsødme også kommer frem. Der følges hurtigt op med lidt sort pebver, der dog kun er til stede kortvarigt. Efterhånden kommer modne pærer og æbler frem i smagen. Momentvis opfanges en let syrlig note, der leder tankerne i retning af de grønne æbler og vindruer, der også var i duften. Efter et par nip til denne Highland whisky fornemmes lidt egetræ i munden. Alkoholen mærkes, men er ikke voldsom, og vand kan tilsættes efter personlig smag.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen dominerer først i eftersmagen. Der er stadig markant vanilje- og honningsødme. Der opleves også en anelse maltsødme. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender i mariekiks. Syrligheden kommer mere frem efterhånden som sødmen klinger af. Der smages igen lidt grønne umodne æbler og vindruer, med et strejf af citrus. Man sidder tilbage med et minde om egetræ, mens lidt stærk peber og alkoholen mærkes på tungen og i svælget.

Hvad siger producenten:

“Our very first Organic Limited Release is smooth and creamy with a malty honeyed spice and a crisp, long lasting oaky finish. “

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide whisky, der med stor tydelighed viser, at den har lagret på et ex-bourbon fad, så er dette den rette whisky. Vanilje dominerer i både duft, smag og eftersmag. Der gives stadig plads til andre indtryk end kun vanilje, hvilket er med til at give en fin dybde og kompleksitet i whiskyen. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner. Jeg var heldig at finde den på tilbud til omkring 450,- kroner. Til den pris skulle jeg nok have købt en ekstra flaske til min whiskysamling. Konklusionen på denne anmeldelse af Deanston 15 Year Old er, at denne “ex-bourbon bombe”, tilbyder andet end vanilje, og er en fornøjelse at drikke.

Dark Sky – egetræ og whisky

Hjem » Side 69

Dark Sky – Belgisk stout

Bryggeri: Bryghuset Møn
Land: Danmark
Type: Belgisk Stout
ABV: 9%
Whisky: Tilsat
Whiskytype: N/A
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Dark Sky er en belgisk inspireret stout på 9% vol. Øllen kommer fra det danske bryggeri Bryghuset Møn. Dette bryg har lagret med egetræ og whisky, inden den er aftappet ufiltreret og upasteuriseret. Det fremgår ikke, hvor længe den har lagret, inden den er aftappet, og ej heller hvilken whisky der er brugt.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #380

Anmeldelse af Dark Sky

Næse:

Sødmen fra mørkristet malt rammer næsen som det første. Langsomt men sikkert kommer en duft af chokolade og kakao mere frem i glasset. En let duft af vanilje ligger i baggrunden. Når man har smagt på øllen kommer sød lakrids og en smule kokos også frem i duften. Alkoholen er ikke tydelig i duften, men det fornemmes dog, at vi er oppe i procenterne.

Dark Sky

Dark Sky

Palette:

Sød lakrids smages som det første, når man smager på øllen. Ganske som i duften følger en let tilstedeværelse af kokos med. Sødmen fra hårdt ristet malt følger efter. Sammen med et strejf af egetræ tilføjer det en smule tørhed til en i forvejen meget sød øl. Efter et par slurke kommer kaffe og mørk chokolade gradvist mere frem, og tilføjer en lidt bitter fornemmelse i munden. Alkoholen er tydeligt til stede, men den dominerer ikke smagsoplevelsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne øl. Bitterheden og tørheden dominerer i eftersmagen. Kaffe og mørk chokolade ligger først i munden, og erstattes gradvist af en smag af lakrids. Tørheden og smagen af lakrids leder tankerne i retning af det man kender fra lakridsrod. Momentvis opleves stadig et strejf af kokos.

Hvad siger producenten:

Mørket som natten over Møn har inspireret til denne belgiske stout. Øllen er lagret med egetræ og whisky, som giver en fantastisk smagsoplevelse. En meget kraftig øl som bør deles mellem venner.”

Konklusion

Dette er en ganske fornuftig øl. Der er fin samspil mellem kraftig sødme, der efterhånden mere går over i tørhed og bitterhed. Det giver en god kompleksitet, og en ganske interessant oplevelse. Whisky er som sådan ikke at smage, men egetræ mærkes momentvis. Der er dog ganske mange noter tilstede i øllen, som jeg også har fundet i whisky. Øllen blev købt, da konen og jeg var på mini-ferie med en overnatning i Odense og en overnatning i Århus for 35,- kroner. Prisen er sammenlignelig med mange “supermarkeds-specialøl”, og da er denne aftapning bedre. Konklusionen på denne anmeldelse af Bryghuset Møn Dark Sky er, at det er stabil duft- og smagsoplevelse, der slår de fleste “specialøl” i prislejet.

Caol Ila 2006 12 Year Old – Signatory Vintage 2006/2019

Hjem » Side 69

Caol Ila 2006 12 Year Old – Cask Strength Collection

Destilleri: Caol Ila
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uaghængig, Signatory Vintage
ABV: 55,9%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Caol Ila 2006 12 Year Old er en skotsk whisky på 55,9% vol. Whiskyen er produceret af Caol Ila Distillery, der er et af Skotlands destillerier på øen Islay. Whiskyen har udelukkende lagret på to ex-bourbon fad, nemlig fadnummer #311562 og #311563. Spritten er hældt på fadet den 17. december 2006, og aftappet den 20. februar 2019 ved fuld fadstyrke. Dermed er whiskyen 12 år gammel. Flasken er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, som del i deres serie “Cask Strength Collection”, i 492 eksemplarer. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #379

Anmeldelse af Caol Ila 2006 12 Year Old

Næse:

Sødmefuld røg kommer op af glasset som det første. Det minder lidt om røgen fra sød æbletobak til piben. Duften af vanilje og karamel følger hurtigt efter. Der anes en smule egetræsnoter i baggrunden. Når drammen har stået lidt tid i glasset, kommer en snert af citrusfrugt frem fra baggrunden. Når man har smagt på whiskyen, kommer også noter af tropisk frugt som honningmelon og bananer frem. Alkoholen anes kun svagt i duften, og den virker ikke sprittet. Med lidt vand fremkommer lidt honningsødme.

Caol Ila 12 Year Old 2006 - Sample

Caol Ila 12 Year Old 2006 – Sample

Palette:

Alkoholindholdet på 55,9% Vol. er væsentligt mere fremtrædende i smagen, og er meget tydelig, når man smager på whiskyen. Dette nedtones fint med lidt vand, hvorved andre smagsnuancer fint kommer frem. Ganske som i duften er sødmefuld røg dominerende i smagen. Når smagsløgene er tilvænnet røgen, kommer fin smag af tropiske frugter som honningmelon og lidt modne bananer. Der anes kun svagt et strejf af syrlig citrus. Der mærkes stærk peber og lidt chili på tungen. Efter et par nip til drammen bliver vanilje, karamel og egetræ gradvist mere og mere markant. Ligeledes fremkommer en let maritim note, der tilføjer lidt saltet udtryk, ganske som man kender det fra mange Islay whiskyer.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Vanilje og karamel har lagt sig som et fint lag i hele munden. Samtidig bliver de maritime og saltede smagsnoter tydeligere, og mærkes på læberne og siden af tungen. Det stærke peber kommer lejlighedsvist frem og giver prikken på tungen. Honningsødme kommer frem hen imod slutningen, imens egetræ bliver mere markant. Man efterlades med lidt bitterhed og fornemmelse af pibetobak i munden, mens alkoholen giver varme i hele kroppen.

Hvad siger aftapperen:

“07/12/2006 Bottled on: 20/02/2019 Cask No.: 311562 + 311563 1 of 492 Bottles Matured in a Hogshead “

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Den indeholder alle elementer som man forventer af en klassisk Islay whisky. Massr af røg, maritime noter, frugtsødme og tydelig påvirkning fra de to ex-bourbon fad. Kombinationen giver en en god whisky oplevelse. Man kan købe en flaske for lige under 750,- kroner, hvis man er heldig at finde en af de kun 492 flasker. For de penge får man til gengæld en 70 cl. flaske, der er aftappet ved cask strength, og er aftappet uden kunstig farve og uden kølefiltrering. Alt sammen ting man som whisky-nørd værdsætter. Den klassiske 12 års aftapning når ikke denne til sokkeholderne. Jeg var heldig at bytte mig til denne sample med en god bekendt, så jeg fik chancen for at smage den. Endnu engang viser det sig at uafhængige aftapninger er værd at kigge efter. Konklusionen på denne anmeldelse af Caol Ila 2006 12 Year Old er, at whiskyen er super god, og langt bedre en den klassiske 12 års udgave de fleste kender.