Clynelish 10 Year Old – 2008 Vintage

Hjem » Skotland » Highland » Side 25

Clynelish 10 Year Old – The Un-chillfiltered Collection

Destilleri: Clynelish
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Signatory Vintage
ABV: 46%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Clynelish 10 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol. Whiskyen er fra Clynelish Distillery, der er et af Skotlands destillerier i Highland området. Den er flasket af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, og er del af deres “The Un-chillfiltered Colletion”. Aftapningen kommer fra to first-fill ex-bourbon fad med numrene #800146 og #800147. Spritten blev destilleret den 01-03-2008 og sidenhen flasket den 30-11-2018. Selvom flasken kommer uden aldersangivelse, så er den altså over 10 år gammel. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve. Der er produceret i alt 815 flasker.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #137

Anmeldelse af Clynelish 10 Year Old

Næse:

Det første som rammer næsen er en fin malt-sødme. Langsomt erstattes det af sødme, som man kender det fra søde modne æbler. Efter nogle minutter i glasset fremkommer en let syrlig aroma i baggrunden. Efterhånden tager en tydelig duft af vanilje mere og mere over i næsen. Man mærker kun svagt egetræ i duften. Ligeledes gør de 46% vol alkohol ikke meget væsen af sig i denne Highland whisky.

Clynelish 10 Year Old - Sample

Clynelish 10 Year Old – Sample

Palette:

Egetræ er mere markant i smagen, og er faktisk det første man møder, når man tager et nip af denne dram. Smagen af egetræ erstattes dog hurtigt af en god frugtsødme. Igen er det modne røde æbler som dominerer. Efter et par nip af drammen bliver vanilje tydeligere og tydeligere. Der fremkommer en let bitterhed. Kombinationen af sødme, bitterhed og vanilje leder tankerne hen på mælkechokolade. Ganske som i duften fornemmes også her en lille snert af syrlighed. Alkoholen er tydeligere i smagen end i næsen på denne whisky, men den bliver ikke for kraftig, så nedvanding er nødvendig.

Afslutning:

Der er en afslutning på medium varighed i oplevelsen. Vaniljen ligger et godt stykke tid i munden. Frugtsødmen aftager gradvist, og en smule bitterhed tager over på tungen. Man mærker en smule prikken på tungen som fra sort peber, men ikke voldsomt. Der smages næsten lidt mint helt ude på tungespidsen. Munden tørrer slutteligt ud, og man sidder tilbage med et fjernt minde om mælkechokolade og nødder.

Konklusion:

Dette er en god 10 års whisky. Jeg har købt denne sample til 43,- kroner for 3 cl. Hvis man er heldig at finde en af de 815 flasker, så har den været solgt for omkring 400,- kroner for en flaske. Det passer meget godt med niveauet for en whisky med denne alder. Drammen er fint konkurrencedygtig med whisky i tilsvarende prisleje, og med samme alder. Det er altid et lotteri at købe uafhængige whisky aftapninger, men denne dram er en af de bedre. Der er en ganske fin kompleksitet, og der er god indflydelse fra de 10 års lagring. Konklusionen på denne anmeldelse af Clynelish 10 Year Old  er, at det er en yderst fornuftig uafhængig aftapning, som  Signatory Vintage har sendt på markedet med denne dram.

Dalwhinnie 30 Year Old – 2019 Special Releases

Hjem » Skotland » Highland » Side 25

Dalwhinnie 30 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Destilleri: Dalwhinnie
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 54,7%
Alder: 30 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Dalwhinnie 30 Year Old er en skotsk whisky på 54.7% Vol. Whiskyen er med i Diageo’s serie “Rare by Nature”, som er 2019 udgaven af Diageo’s “Special Releases Collection”. Whiskyen er fremstillet i 1987 og 1988 på Dalwhinnie Distillery, der er et af destillerierne i Highland området. Råspritten har modnet 30 år på genbrugte ex-hogshead fad og ex-sherry butts. Der er sendt 7.586 flasker ud på markedet. Whiskyen er aftappet ved fadstyrke. Denne sample har jeg fået sponsoret til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #128

Anmeldelse af Dalwhinnie 30 Year Old

Næse:

Man mødes straks af frugtsødme, som man kender det fra modne røde æbler. Efter nogle minutter i glasset, ændrer det sig efterhånden over i retning af honningsødme, med en snert af blomsterduft. Man kan svagt fornemme, at det er en cask strength whisky, med højt alkohol indhold, uden den dog fremtræder decideret sprittet. Med lidt vand kommer en fin note af vanilje frem. Ligeledes ændrer frugtnoterne sig mere i retning af citrusfrugt. Når man har smagt på whiskyen, mærkes efterfølgende lidt brændt egetræ i aromaen.

Dalwhinnie 30 Year Old 2019 Special Releases - Sample

Dalwhinnie 30 Year Old 2019 Special Releases – Sample

Palette:

Egetræ er langt mere markant i paletten. Igen er det brændt egetræ, som kommer frem, og det giver næsten et indtryk af let røg. Der er tydeligt stærke krydderier som peber og ingefær på tungen. Der mærkes et note af mint på tungespidsen. Alkoholen er mere tydelig i smagen, og vand kan også med fordel tilsættes her, hvilket nedtoner det lidt stærke nuancer. Der gives plads til frugtsødmen som også var i paletten. Også i smagen findes honning- og blomsternoter. Efter et par nip til drammen, så kommer vanilje og mælkechokolade frem i denne Highland whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Det let brændte indtryk fra paletten hænger i starten stadig ved eftersmagen. Smagen af citrusfrugt, som også var at finde i duften, kommer fint frem i afslutningen. Der kommer langsomt lidt tørret frugt som abrikos frem. Der mærkes stadig prikken på tungen fra peber og ingefær. Efterhånden aftager smagsindtrykkene, og der gives igen plads til vanilje og lidt mælkechokolade. Munden tørrer en anelse ud til sidst, og man sidder tilbage med en varm og blød fornemmelse i munden.

Hvad siger producenten:

“Extra-mature & gentle highland malt with rich flavours from over thirty years of maturation in refill hogsheads and butts”

Konklusion:

Her har vi fat i en ganske fin skotsk whisky. Der er gode duft- og smagsoplevelser at finde i drammen. Særligt finder jeg noterne af brændt egetræ interessante, i kombination med frugt- og honningsødme. Når det er sagt, så koster en flaske lige omkring 4500,- kroner, og det mener jeg ikke denne whisky er værd. I hvert fald ikke i aroma og smag. Om den er pengene værd, som del i en samling, hvor en af de 7586 flasker, står med de andre 8 flasker i serien, skal jeg ikke vurdere på. Som en flaske whisky, man har tænkt sig at drikke, så vil pengene efter min mening, være bedre brugt bedre andet sted. For samme beløb kan man købe to af hver af repræsentanterne i serien “Classic Malts of Scotland“, som Diageo også har sendt på markedet. Konklusionen på denne anmeldelse af Dalwhinnie 30 Year Old er, at den til prisen måske er bedre egnet i en “Rare by Nature” samling, end den er til at drikke.

Singleton of Glen Ord 18 Year Old – 2019 Special Releases

Hjem » Skotland » Highland » Side 25

Singleton of Glen Ord 18 Year Old – Rare by Nature (reklame)

Destilleri: Glen Ord
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55%
Alder: 18 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Singleton of Glen Ord 18 Year Old er en skotsk whisky på 55% Vol. Flasken er del i Diageo’s serie “Rare by Nature”, som er 2019 udgaven af deres “Special Releases Collection“. Den er fremstillet af Glen Ord Distillery, der ligger i Highland området. Whiskyen har modnet i 18 år på gen-forkullede amerikanske ex-hogshead fad. Råpritten er brændt i 2000, og flasken er sendt på markedet ved cask strength. Jeg var heldig at få sponsoret denne sample til anmeldelse her på bloggen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #124

Anmeldelse af Singleton of Glen Ord 18 Year Old

Næse:

Man mødes straks af en duft som moden frugt. Dette overtages hurtigt af en honningsødme, som fylder en del i aromaen. Efter et par minutter i glasset fremkommer egetræet fra de 18 års lagring. Drammen har godt af noget luft, og den fortjener et godt stykke tid i glasset, så den kan åbne mere op. Har man tålmodighed, så vil man efter 10-15 minutter opdage en duft af blomster, appelsin og friske bær. Ligeledes kommer karamel og vanilje også tydeligt frem, og der fornemmes svagt en smule bitterhed. Man mærker ikke de 55% vol alkohol i næsen med denne skotske whisky.

Singleton of Glen Ord 18 Year Old 2019 Special Releases - Sample

Singleton of Glen Ord 18 Year Old 2019 Special Releases – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i paletten. Vand kan med fordel tilsættes, så spritten reduceres til et lidt lavere niveau. Smagen af moden appelsin og friske bær, som også var at finde i duften, er meget tydelige, når man smager på drammen. Ligeledes mødes man også hurtigt af en let prikken på tungen fra stærke krydderier. Efter et par nip til glasset kommer honningsødmen frem. Karamel og vanilje bliver også tydeligere, når man har justeret smagsløgene. Man fornemmer svagt en lidt speciel bi-smag af noget, som minder lidt om smeltet plastik, med en snert af bitterhed.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Highland whisky. Afslutningen er først præget af en søde appelsiner og modne bær. Sammen med karamel og vanilje giver det en cremet og blød fornemmelse i munden. De stærke krydderier på tungen mærkes kun svagt, og forsvinder hurtigt. Man efterlades med en nedtonet smag af egetræ, samt en følelse af bitterhed på tungen. Slutteligt tørrer munden ud, og man sidder tilbage med lidt varme fra alkoholen. Spøjst nok dukker smagen af smeltet plastik op igen, nogle minutter efter sidste mundfuld.

Hvad siger producenten:

“A previously unreleased expression of lively rich fruit & spiced oak matured in freshly charred American oak hogshead”

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky, som ikke imponerer specielt. Nuvel, den har da visse interessante momenter at byde. Særligt finder jeg den positive udvikling i glasset interessant, hvor den virkelig ændrer karakter, når den får lov til at åbne sig op. Brandet “Singleton” er måske lidt ilde set i whisky-kredse. Dette er et ganske fint forsøg på at bryde lidt med det supermarked image, som whisky-mærket har. En pris på omkring 1100,- kroner for en flaske, ligger også et pænt niveau over, hvad et almindeligt supermarked har på lager. Til den pris havde jeg desværre nok stadig gået udenom den på hylden, og valgt en anden flaske. Jeg fik denne sample sponsoreret, hvilket betyder jeg har fået den smagt, hvad jeg ellers ikke ville. Konklusionen på denne anmeldelse af Singleton of Glen Ord 18 Year Old er, at det er et hæderligt forsøg på, at bryde med negative fordomme, ved at lave en whisky til en luksuriøs serie som “Rare by Nature”.