Glengoyne 12 Year Old – Highland Single Malt Scotch Whisky

Hjem » 12 år » Side 8

Glengoyne 12 Year Old – Ex-bourbon og Ex-sherry fad

Destilleri: Glengoyne
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glengoyne 12 Year Old er en whisky på 43% Vol. Whiskyen kommer fra Glengoyne Distillery, der er et af Skotlands destillerier i Highland regionen. Spritten har lagret på en kombination af ex-sherry og ex-bourbon fad. En del af disse er first fill ex-bourbon fad. Modningen har varet i mindst 12 år, inden whiskyen endelig er aftappet. Whiskyen kommer med naturlig farve, men den er fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #257

Anmeldelse af Glengoyne 12 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af tydelige citrusfrugter. Der duftes søde appelsiner og revet citron-skal. Der følges hurtigt op med sød vanilje og karamel. Efter lidt tid i glasset aftager citrusfrugterne en smule, og der gives plads til søde æbler og pærer. I baggrunden fornemmes fjernt lidt tørrede frugter som rosiner og abrikoser. Man mærker ikke de 43% Vol alkohol i duften på denne Highland whisky.

Glengoyne 12 Year Old - Miniature

Glengoyne 12 Year Old – Miniature

Palette:

Man smager straks sødme som man kender fra blomster-honning. Der følges hurtigt op med søde appelsiner. Der kommer også hurtigt en lidt bitter note, der sammen med smagen af appelsin, leder tankerne i retning af revet appelsin-skal. Efter et par nip til drammen kommer vanilje og karamel tydeligt frem i smagen, samtidig med at bitterheden aftager. Der mærkes et strejf at peber og kanel på tungen, som dog hurtigt er væk igen. I baggrunden fornemmes svagt lidt rosiner og abrikoser. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Sød vanilje og karamel ligger som et fint lag i munden. Momentvis kigger peber og kanel forbi, og giver en lidt stærk fornemmelse på tungen. Smagen fra modne pærer og æbler er tydeligere i eftersmagen. En smag af hasselnødder kommer afslutningsvist en smule frem. Man efterlades med en smag i munden, som når man spiste en sød appelsin en halv times tid tidligere.

Hvad siger producenten:

” A perfect balance of oak and sweetness Lemon zest, toffee apples – and a scent of coconut. Our signature sherry wood brings intensity and richness, while first fill bourbon casks add fresh notes of citrus and vanilla. “

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Den tilbyder ganske interessante oplevelser i både duft, smag og eftersmag. Den stiller ikke de store krav til nyderen, men er stadig interessant for den mere øvede whisky-drikker. Man kan købe en flaske for lige over 400,- kroner. Sammenligner man med andre whiskyer i denne alder, og i dette prisleje, så er denne udgivelse helt klart konkurrencedygtig. Jeg har tidligere smagt Glengoyne 18 Year Old, som jeg virkelig er glad for, men den koster også omkring det dobbelte. Denne dram når dog ikke den ældre storebror til sokkeholderne, men jeg vil helt sikkert prøve andre aftapninger fra producenten. Konklusionen på denne anmeldelse af Glengoyne 12 Year Old er, at whiskyen er god, og en fin hverdags-dram, men den kommer aldrig i nærheden af den 6 år ældre udgave.

Cragganmore Distillers Edition – Port wood cask finish

Hjem » 12 år » Side 8

Cragganmore Distillers Edition – Destilleret 2005 flasket 2018 CggD-6570

Destilleri: Cragganmore
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Portvin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Cragganmore Distillers Edition er en whisky på 40% Vol. Whiskyen er produceret på det skotske destilleri Cragganmore Distillery. Whiskyen er først lagret i ex-boubon fad, og har slutteligt lagret i fad, som tidligere har indeholdt portvin. Kassen kommer påtrykt “Special Reserve Limited Edition”. Spiritussen er destilleret i 2005, og er hældt på flaske i 2018. Dette gør whiskyen mindst 12 år gammel. Der er tilsat karamelfarve, og der er  brugt kølefiltrering. Flasken kommer med koden CggD-6570 påtrykt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #255

Anmeldelse af Cragganmore Distillers Edition

Næse:

Næsen mødes først af sødme fra modne frugter og bær. Der duftes tydeligt modne æbler, pærer og røde solmodne bær. Efter lidt tid i glasset følges op af tydelig duft af citrusfrugter. Duften af appelsin og grapefrugt bliver gradvist tydeligere og tydeligere. I baggrunden anes lidt nyslået græs og lidt mynte. Når man har smagt på denne Speyside whisky kommer lidt karamel også frem i aromaen. Man mærker ikke de 40% Vol i næsen.

Cragganmore Distillers Edition

Cragganmore Distillers Edition

Palette:

Sødme er det første som rammer munden. Ganske som i duften er det søde modne æbler, pærer, bær og en anelse honning. Samtidig mærkes en mere sukkeragtig karamel- og maltsødme. I baggrunden smages lidt tropisk frugt som fersken og mango. Efter et par nip til drammen kommer noterne af citrusfrugt også frem i smagen. Der smages grapefrugt og appelsin. I baggrunden anes svagt lidt egetræ og vanilje. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Smagen af egetræ er mere fremtrædende i afslutningen. Der anes en smule bitterhed på tungen. Samtidig fylder sødmen fra frugter, honning og karamel stadig munden. Efterhånden kommer noten af grapefrugt frem igen, sammen med en snert af nyslået græs. Der mærkes ved lejlighed en smule stærk peber på tungen. Munden tørrer slutteligt an anelse ud, og man efterlades med en fornemmelse af lidt brændt plastik i munden.

Hvad siger producenten:

As elegant, sophisticated Speyside whisky with the most complex aroma of any malt. Astonishingly fragrant with sweetish notes and a smoky maltiness on the finish.

Konklusion:

 Dette er en middelmådig whisky. Den har ganske interessante noter, men den skiller sig heller ikke væsentligt ud. Er man fan af den klassiske malt Cragganmore 12 Year Old, så er dette sikkert sagen. Denne whisky er præcis ligeså let at drikke, samtidig med at der er en anelse mere tyngde i denne Distillers Edition. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, hvilket også er en del dyrere end den klassiske 12 års. Om den højere pris retfærdiggøres er op til personlig smag. Konklusionen på denne anmeldelse af Cragganmore Distillers Edition er, at der er en anelse mere at byde på, i denne portvins afsluttede udgave, af den klassiske skotske single malt whisky.

Glenkinchie Distillers Edition – Amontillado cask finish

Hjem » 12 år » Side 8

Glenkinchie Distillers Edition – Destilleret 2003 flasket 2015 G/288-7-D

Destilleri: Glenkinchie
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenkinchie Distillers Edition er en skotsk whisky på 43% vol. Destilleriet er et af de skotske destillerier i Lowland området. Whiskyen har lagret i ex-boubon fad, og har efterfølgende fået en afslutning i ex-sherry fad. Det er sherry fad som tidligere har modnet typen Amontillado sherry. Råspritten er destilleret i 2003, og senere aftappet igen i 2015. Dette gør whiskyen 12 år gammel. Whiskyen er desuden kølefiltreret. Flasken kommer med koden G/288-7-D påtrykt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #243

Anmeldelse af Glenkinchie Distillers Edition

Næse:

Man dufter først en smule blomster og nyslået græs, når næsen sættes hen til glasset. Der følges hurtigt op med honningsødme. Efter nogle minutter i glasset kommer sødmefulde modne æbler og pærer frem i duften, men stadig på en lidt diskret og afdæmpet måde. Der er note i baggrunden, som man også kan finde i noget frugtig rødvin, som giver et lidt vinøs udtryk til hele duften. Kombinationen kan næsten minde om det man kender fra en nyåbnet dåse pibetobak. Når man også har smagt på denne Lowland whisky, så anes en smule dadler og figner også i næsen. Alkoholen er ikke at mærke.

Glenkinchie Distillers Edition

Glenkinchie Distillers Edition

Palette:

Sødme fra blomsterhonning er det første som smages. Hurtigt føler modne æbler og pærer efter. Der anes også lidt modne tropiske frugter som bananer og mango. Et hint af lidt syrlige appelsiner gemmer sig lidt i baggrunden. Når man har smagt på drammen et par gange kommer en smule tørrede dadler og figner efterhånden mere og mere frem i smagsbilledet. Der er let bitter note, som man også finder i valnødder, bagerst på tungen. Heller ikke i smagen gør de 43% vol alkohol sig bemærket.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Honningsødmen og sødme fra de modne frugter lægger sig som et fint tyndt lag i munden. De tørrede dadler og figner er tydeligere i eftersmagen end både i duft og smag. De bitre noter af valnødder er ligeledes mere markante i afslutning. Der anes en smule tørhed på tungen. Man sidder tilbage med lidt kanel, vanilje og karamelsødme i munden.

Hvad siger producenten:

“A special limited edition from hand-selected casks, double matured in elegant Amontillado sherry cask wood chosen to complement the whisky’s sophisticated balance between sweet and dry. This distillers edition reveals a fascinating, complex and malty depth in Glenkinchie’s intriguing Lowland character. “

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, der ikke på nogen måde skiller sig ud. Kan man lide den klassiske malt Glenkinchie 12 Year Old, så er dette en helt naturlig forsættelse af den oplevelse. Som sit klassiske “familiemedlem” skræmmer denne whisky ikke nogen væk. Den er blid og blød, og alle kan være med. Man kan købe en flaske for under 500,- kroner, hvilket er en anelse dyrere end den almindelige 12 års udgave. De sidste kroner er dog givet godt ud. Der er lige lidt mere at byde på i denne Distillers Edition. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenkinchie Distillers Edition er, at den er ganske let at drikke, og lige en anelse bedre end sin 12 årige lillebror.