Ardbeg Wee Beastie – The Ultimate

Hjem » 3 Stjerner » Side 37

Ardbeg Wee Beastie – 5 Year Old

Destilleri: Ardbeg
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 47,4%
Alder: 5 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardbeg Wee Beastie 5 Year Old er en whisky på 47,4% Vol. Whiskyen fremstilles på Ardbeg Distillery, der er et destillerierne på Islay. Whiskyen har primært lagret på ex-bourbon fad og ex-oloroso sherry fad. Den har modnet 5 år på disse fad, inden den er aftappet og sendt på markedet. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #298

Anmeldelse af Ardbeg Wee Beastie

Næse:

Næsen mødes straks af en tydelig kraftig røget duft. Ret hurtigt følger søde, næsten overmodne, æbler efter, men s noter af moden banan også anes. Langsomt kommer noter af friske krydderurter frem fra baggrunden, og der duftes nu timian og mynte. Et maritimt letsaltet udtryk kommer frem, når whiskyen har stået i glasset i noget tid. Ligeledes dukker lidt citrusfrugt også op. Efter at have smagt på drammen kommer vanilje og karamel også frem i næsen. Alkoholen er ikke tydelig og kan kun svagt anes.

Ardbeg Wee Beastie

Ardbeg Wee Beastie

Palette:

Smagsløgene mødes af røg som det første. Det er røg som man kender det fra et bål, med godt tørt træ, hvor det næsten minder om aske. Smagen fra krydderurterne er også ganske tydelige. Ligeledes er det maritime, og let-saltede udtryk også ganske dominerende i begyndelsen. Efter at have smagt på drammen et par gange, så kommer de sødmefulde æbler og bananer efterhånden mere og mere frem. I baggrunden anes lidt citrusfrugt. Karamel og vanilje bliver gradvist mere og mere tydelig, efterhånden som man kommer ned i glasset. De 47,4% Vol. alkohol er tydeligere i paletten, men den fremtræder ikke sprittet. Et par dråber vand skubber sødmen længere frem,

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. Mynte mærkes stadig en anelse på tungespidsen, men aftager hurtigt. Malt- og frugtsødme ligger som et fint lag i munden, sammen med et lag af let røg. Der kan kortvarigt mærkes lidt stærk peber på tungen. En smule bitterhed fremkommer sammen med en snert af egetræ. Lidt salt mærkes stadig på læberne, mens man sidder tilbage med lidt vanilje og karamel i munden.

Hvad siger producenten:

“Young and intensely smoky, this is a dram untamed by age. Matured in ex-bourbon and Oloroso sherry casks, Wee Beastie is perfect for enjoying neat or as the mouth-watering main ingredient in a powerfully smoky cocktail.”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide klassiske Islay Single Malt Whisky maritime noter og røg, så er dette den helt rette dram. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, hvilket er cirka samme pris som for Ardbeg 10 Year Old. Personligt finder jeg en del større fornøjelse i den dobbelt så gamle storebror. Når det er sagt, så er det virkelig beundringsværdigt, at sende en flaske på markedet med en 5 års aldersangivelse. Man kan også sammenligne aftapningen med Stauning Peated 7th Edition, der har næsten samme alder, og også er kraftigt røget. I den konkurrence klarer Ardbeg’s 5 års udgave sig bedst både på pris og kvalitet. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardbeg Wee Beastie er, at det er godt bud på en ung Islay whisky, der dog står i lidt skyggen af sin 5 år ældre storebror.

Aberfeldy 2009 10 Year Old – Hidden Spirits 2009/2019

Hjem » 3 Stjerner » Side 37

Aberfeldy 2009 10 Year Old – Uafhængig single cask aftapning

Destilleri: Aberfeldy
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Hidden Spirits
ABV: 51,9%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Aberfeldy 2009 10 Year Old er en single malt whisky på 51,9% vol. Aberfeldy Distillery er et af Skotlands destillerier i Highland regionen. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad i 10 år. Råspritten er fremstillet i 2009, og hældt på et enkelt fad, og senere aftappet i 2019. Fadet har kode #AB919, og det er derfor også en single cask aftapning. Den er aftappet af den italienske uafhængige aftapper Hidden Spirits.  Der er i alt sendt 171 flasker på markedet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #294

Anmeldelse af Aberfeldy 2009 10 Year Old

Næse:

Duften af den høje alkoholprocent i denne uafhængige aftapning, er det første som rammer næseborene. Nogle minutter i glasset fjerner nedtoner fint spritten, og andre nuancer kommer frem. Der duftes nu frisk, næsten umoden frugt. Det er grønne æbler og lidt umodne vindruer som kommer frem. Langsomt begynder vanilje at blive tydeligere i aromaen. Ligeledes kommer en fin duft af nødder frem. Der duftes mandler og hasselnødder. I baggrunden duftes lidt friske krydderurter, samt en snert af mineraler. Lidt vand tilfører drammen en smule sødme i duften.

Aberfeldy 2009 10 Year Old - Sample

Aberfeldy 2009 10 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er også dominerende i starten, når der smages på denne Highland single malt whisky. Lidt vand i glasset tager det hårdeste brænd af alkoholen, og kan med fordel tilsættes. Der er stærke krydderier med det samme whiskyen puttes i munden. Der er stærk peber, wasabi og ingefær, som alle tilfører stærk krydret smag. Der er lidt brænd på tungen og i svælget. Efter et par nip fra drammen, og smagsløgene lige vænner sig til de stærke krydderier, så smages lidt frugtsødme fra ferskner og modne æbler. Der smages momentvis lidt grønne umodne æbler og krydderurter. Ligeledes kigger lidt mint frem ved lejlighed.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der mærkes stadig peber, wasabi og ingefær på tungen i et godt stykke tid. Dette aftager gradvist, og der fremkommer en fin smag af vanilje og mælkechokolade. Smagen af mint som kiggede frem i paletten, er mere tydelig i eftersmagen. Man mindes ligeledes også om de friske krydderurter. Som i duften, har eftersmagen også en smule mineralsk tilsnit, som tilføjer en let tørhed til oplevelsen. Man efterlades med god varme i munden.

Konklusion:

Dette er en fornuftig dram, uden den kommer helt op i de høje skylag. Kan man lide stærke krydderier som wasabi og måske endda chili, så er dette et godt bud på en interessant whisky. Det er netop i disse stærke krydderier, hvor den virkelig skiller sig ud fra mængden. Kan man lide røget whisky eller sherry lagret whisky, så skal mn gå uden op denne. Man kan købe en flaske for omkring 750,- kroner. Jeg gav 20 kroner, hvilket må siges at være en særdeles skarp pris for en 3 cl. whisky sample. Jeg er godt tilfreds med at have smagt drammen, men er sådan set også godt tilfreds med, at jeg ikke smed penge efter en hel flaske. Konklusionen på denne anmeldelse af Aberfeldy 2009 10 Year Old er, at kan man lide stærke krydderier som en bærende kraft, så er dette den helt rigtige whisky.

Red Cap – Wicked Tales of Scotland

Hjem » 3 Stjerner » Side 37

Red Cap – Barrel Aged Wee Heavy

Bryggeri: Amager Bryghus
Land: Danmark
Type: Wee Heavy
ABV: 9,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: N/A
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Red Cap er en fadlagret Scotch Ale på 9,5% vol. Øllen er brygget af Amager Bryghus, der naturligvis er beliggende på Amager. Øllen er en “Wee Heavy” som blot betyder at det er en øl af typen Scotch Ale på mere en 6,0% vol. alkohol, hvilket denne jo ligger lang over. Der meldes ikke ud hvilke fad øllen har lagret på, men det fremgår af etiketten, at den har lagret i 7 måneder. Øllen er med i en serie af fadlagrede udgivelser som bryghuset kalder “Wicked Tales of Scotland“. Denne øl er fra Batch #1813, og de er sendt på markedet den 2. februar 2019.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #292

Anmeldelse af Red Cap

Næse:

Man bliver først ramt af en ret kraftig sødme, når man stikker næsen hen til glasset. Det er en sødme som man kender det fra tørret frugter som svesker og rosiner. Sødmen aftager dog ret hurtigt i glasset. Nu er duften mere præget af mørk og ristet malt. Langsomt fremkommer en fin duft af chokolade og vanilje. Der er en smule vinøs udtryk over hele udtrykket i næsen. De kraftige 9,5 % vol er ikke umiddelbart at mærke i aromaen.

Red Cap

Red Cap

Palette:

Paletten er også præget af de mørke, søde og tørrede frugter, som også var tydeligt tilstede i næsen. Igen er er det rosiner og svesker som er fremtrædende. Langsomt bliver smagen af chokolade tydeligere. I baggrunden fornemmer man lige en lille snert af noget vanilje og karamel. Der er ikke meget humle at finde i paletten, men man mærker stadig en smule bitterhed på tungen. Om bitterheden kommer fra humle eller fra lagringen på whisky fad er svært at sige. Alkoholen er tydeligere i smagen, men den bliver aldrig dominerende.

Afslutning:

Der er medium lang afslutning på denne øl. Øllen er en præget af sødme fra de mørke frugter, men også en maltsødme, som lægger sig som et lag på tungen. Laget bliver tykkere og tykkere for hver mundfuld man tager af øllen. Det bliver dog aldrig så sødt, at det kammer over og bliver vammelt. Chokoladen, vaniljen og karamellen er tydeligere i eftersmagen. Ligeledes fremtræder bitterheden også tydeligt på tungen, inden den slutteligt tørrer ud, og man kun sidder tilbage med en fornemmelse af vanilje i munden, og lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“As romantic as they may seem, the many castle ruins along the Anglo-Scottish border should only be approached with extreme caution. Because here in the rubble of algae-covered bricks from ancient fallen walls is where the Red Cap reigns. As small and timid as this little goblin-style creature may seem, as fast you should run if you ever meet one. “

Konklusion

Det er en god øl, det skal der ikke herske tvivl om. Det er en ret kraftig oplevelse at drikke øllen. Man mærker en god bitterhed, og noter af vanilje og karamel, hvilket mere end antyder, at de 7 måneder på fad, har haft indflydelse på oplevelsen. Man kan købe en øl på 33 cl. for 60,- kroner. Det er selvfølgelig dyrt for en øl, men når man tænker på, at der kræves 7 måneders lagring, så virker prisen meget fair, i forhold til oplevelsen. Særligt når man tænker på, at andre fadlagrede øl kun sjældent viser, at tønderne har haft indvirkning på smagsoplevelsen. Konklusionen på denne anmeldelse af Red Cap er, at det er god øl, hvor man for en gang skyld oplever noget påvirkning fra fadlagringen.