Billy Brooks – American Outlaws

Hjem » 4 Stjerner » Side 13

Billy Brooks – Bourbon Barrel Aged Double Mash Oat Imperial Stout

Bryggeri: Amager Bryghus
Land: Danmark
Type: Imperial Stout
ABV: 12,8%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Billy Brooks er en fadlagret Double Mash Oat Imperial Stout på 12,8% vol. Øllen er brygget på det danske bryggeri Amager Bryghus. Øllen har lagret på Bourbon Special Reserve fad i 15 måneder inden aftapning. Det fremgår ikke på flasken, fra hvilket af de amerikanske destillerier disse fad kommer. Internettet fortæller, at det er fra Woodford Reserve Distillery.  Aftapningen er med i bryggeriets serie af fadlagrede øl kaldet “American Outlaws”. Den er flasket uden brug af filtrering og pasteurisering. Flasken i denne anmeldelse er fra 2022 serien og har Batch #2352.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #478

Anmeldelse af Billy Brooks

Næse:

Duften af mørk og hårdt ristet malt kommer frem fra glasset som det første. En let syrlig note, kommer kortvarigt frem, for hurtigt at forsvinde igen. Gradvist kommer en snert af lakrids og mørk chokolade frem. Dette forstærkes efter også at have smagt på øllen. Momentvis fanges næsten en duft, som det man kender fra mynte. En duft der også kan være at finde i whisky, der har lagret på ex-bourbon fad. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Billy Brooks

Billy Brooks

Palette:

Smagen af mørk chokolade rammer smagsløgene som det første. Der følges hurtigt op med sødme fra malten. Gradvist tager vaniljesødme mere og mere over, for til sidst at dominere. Efter et par slurke af øllen kommer et strejf af lakrids frem fra baggrunden, og det giver associationer til lakridsstangen “politistav” man kunne købe dengang jeg var barn. De 12,8% Vol er tydeligere i smagen, og uden at være sprittet, er det med til at løfte øllen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne fadlagrede øl. Smagen fra lakrids er stadig tydelig i munden. Ligeledes er der også stadig tydelig smag af sød vanilje, Efterhånden som sødmen aftager, kommer en smule bitterhed mere frem. Bitterheden er igen med til at give en smag af mørk chokolade. Munden tørrer til sidst helt ud, mens man sidder tilbage med et minde om lakrids-politistaven fra gamle dage.

Hvad siger producenten:

“Born in Ohio around 1832, Brooks moved west when he grew up and became a succesful buffalo hunter, so much that he earned the nickname “Buffalo Bill” – not to be confused with the other Buffalo Bill, William Cody. When his hunting days were over around 1870 he started working as a stage coach driver for the Southwestern Stage Company vetween Wichita, Kansas and Fort Sill, Oklahoma.”

Konklusion

Dette er en glimrende øl. Hvis man kan lide mørke øl, med kraftig smag, så er dette et godt bud på en god øl. Den kan købes for cirka 170 kroner, hvis man stadig kan finde dem på hylderne. Det mest interessante for mig var smagen af den gamle lakridsstang “Politistav”, og det vækkede gode minder til barndommen. Det er en øl, der fortjener tid til fordybelse, og der går mange timer inden man er igennem flasken. Alternativt kan den naturligvis også deles med gode venner, da det trods alt er en flaske på 75 cl. Konklusionen på denne anmeldelse af Amager Bryghus Billy Brooks, American Outlaws, er, at det er en dejlig øl, der bringer gode minder om en svunden tid.

Campbeltown Loch 2023 – Blended Malt Scotch Whisky

Hjem » 4 Stjerner » Side 13

Campbeltown Loch 2023 – Maltwhisky fra Campbeltown

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Blended malt
Aftapper: J & A Mitchell
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Campbeltown Loch 2023 er en skotsk blended malt whisky på 46% Vol. Whiskyen kommer fra destillerierne i den skotske Campbeltown region. Den består af whisky fra Springbank Distillery, Glen Scotia Distillery og Glengyle Distillery, der er de tre eneste destillerier i distriktet. Whiskyen har modnet på en kombination af ex-bourbon og ex-sherry fad, inden den er mixet og aftappet på Springbank Distillery. Whiskyen er aftappet den 6. september 2023, men det vides ikke hvor længe den har modnet, da den kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat farvestoffer. Denne flaske har kode 23/177.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #476

Anmeldelse af Campbeltown Loch 2023

Næse:

Tørrede frugter som svesker og rosiner duftes som det første. Der følges op med sødme fra malt, og bagved anes fjernt lidt sødme fra solmodne kirsebær. Der kommer efterhånden syrlighed mere frem, og der duftes søde mandariner med en snert af grapefrugt. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter opfanges svagt lidt røg, mens maritime og mineralske noter af hav, salt og kalk trænger sig på. Når man også har smagt på drammen, findes lidt karamel og vanilje også i duften. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Campbeltown Loch

Campbeltown Loch

Palette:

Sødme rammer smagsløgene først. Der er først sødme fra svesker og rosiner, ganske som det også var i duften. Gradvist tager sødme fra karamel og vanilje mere over. Der er tydelig tilstedeværelse af maritime og mineralske noter af salt og hav. I kombination med karamel giver det associationer til saltkaramel. Der opleves kortvarigt lidt prikken på tungen fra sort peber og kanel. Et fjernt strejf af røg fornemmes i baggrunden på denne Campbeltown whisky. De 46% Vol mærkes, men whiskyen fremtræder ikke decideret sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra tørrede frugter, vanilje og karamel har lagt sig som et fint lag i munden. Bitterheden tiltager og er med til at forstærke fornemmelsen af salt og kalk. Der smages lidt mørk chokolade, mens lidt sort kaffe momentvis findes i baggrunden. Slutteligt tørrer munden helt ud, mens man efterlades med et minde om saltkaramel.

Hvad siger producenten:

“All five malts from the region’s three distilleries have been used to produce this Blended Malt. Matured in a combination of Ex-Bourbon and Ex-Sherry casks, vatted and bottled at Springbank Distillery, Campbeltown.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide whisky fra Campbeltown distriktet, så bør man prøve denne blended malt whisky. Der er mange noter i både duft og smag man kan nikke genkendende til som fan af de tre destillerier i distriktet. Nuvel, det er måske ikke den mest komplekse oplevelse, men dog stadig et dejligt bekendtskab. Man kan købe en flaske med 70 cl. for omkring 400,- kroner. Med denne prissætning, er jeg ikke ked af, at min lokale pusher fik solgt mig en flaske til min whiskysamling. Konklusionen på denne anmeldelse af Campbeltown Loch 2023 er, at det er en god whisky, der fint viser hvad Campbeltown distriktet har at byde på.

Ardmore 2009 12 Year Old – Fadandel.dk 2009/2022

Hjem » 4 Stjerner » Side 13

Ardmore 2009 12 Year Old – Ex-oloroso sherry fad

Destilleri: Ardmore
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Fadandel.dk
ABV: 56,3%
Alder: 12 år
Fadtype: Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardmore 2009 12 Year Old er en skotsk whisky på 56,3% Vol. Whiskyen kommer fra Ardmore Distillery i Highland regionen. Råspritten er destilleret og hældt på fad den 15/1-2009. Herefter har denne single cask aftapning først modnet i et puncheon fad, hvoraf størstedelen er blev aftappet. 50 liter af dette fad fik herefter lov til at lagre yderligere fra den 26/10-2021 på et first fill Oloroso octave fad nummer 2643B. Whiskyen er aftappet den 4/5-2022 af Fadandel.dk, med en aldersangivelse på 12 år. Der er aftappet 67 flasker uden brug af kølefiltrering, og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #474

Anmeldelse af Ardmore 2009 12 Year Old

Næse:

En let rød kommer frem fra glasset først. Det er en lidt tør røg, som man kan opleve det i aske i brændeovnen. Når drammen har stået i glasset i nogle minutter kommer et let medicinsk udtryk ind over whiskyen, hvor der er en let duft af gammel lærredsplaster. En oplevelse man også ofte finder i whisky fra Islay. Bagved ligger en let duft af søde appelsiner og modne mangofrugter. Dette forstærkes i duften efter at have smagt på whiskyen. Svagt anes lidt mørk chokolade i baggrunden. De 56,3% Vol alkohol er ikke tydelige i duften.

Ardmore 2009 12 Year Old - Sample

Ardmore 2009 12 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, og man kan med fordel tilsætte en smule vand. Med vand kommer de solmodne appelsiner og mangofrugter hurtigt frem i smagen. Der smages lidt mørk chokolade og valnødder i baggrunden, der dog hurtigt er væk. Momentvis opleves lidt stærk ingefær og mynte på tungen. Smagsoplevelsen er pakket ind i en let askelignende røg, der har et medicinsk strejf.

Afslutning:

Der er medium eftersmag på whiskyen. Røgen ligger som et fint lag i hele munden. De solmodne frugter er mere tilbagetrukne i eftersmagen, og opleves kun fjernt. Der er tydelig mynte på tungen, mens bitterheden gradvist tiltager. Efterhånden som bitterheden tiltager, forstærkes fornemmelsen af mørk chokolade og valnødder. Man sidder tilbage med en smule tørhed i munden, og med et minde om overtrukket mynte-te.

Hvad siger producenten:

“Denne 12 års Ardmore har fået en 6 måneder finish, på et 1st Fill Oloroso Octave fad, inden vi har fået den aftappet, ved en fadstyrke på 56,3%. Selve whiskyen, kommer fra en af vores tidligere fadandele (#041 – Ardmore Puncheon), som vi aftappede i 2021. Ved aftapningen af Puncheon fad, påfyldte vi dette 1st Fill Oloroso Octave fad, med ca. 50L, for at give den en god sherry finish.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky med røg, hvor det ikke er den altoverskyggende profil, så er dette et godt bud på en flaske. Særligt interessant er kombinationen mellem let røg, og den tydelige mynte der opleves i eftersmagen. Det giver drammen et næsten frisk udtryk. Man kan købe en flaske for 765,- kroner hos Fadandel.dk, og det skulle jeg nok have gjort i stedet for blot en sample. Med denne prissætning er drammen ganske konkurrencedygtig i både smag og pris, med andre tilsvarende uafhgængige aftapning. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore 2009 12 Year Old er, at det er en dejlig whisky, hvor jeg godt ville have haft en hel flaske.