Paul John Peated Select Cask – Indian Single Malt Whisky

Hjem » 4 Stjerner » Side 40

Paul John Peated Select Cask – Indisk røget whisky

Destilleri: John Distilleries
Land: Indien
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55,5%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Paul John Peated Select Cask er en indisk whisky på 55,5% Vol. Whiskyen er produceret af John Distilleries Pvt. Ltd., der ligger i Goa i Indien. Whiskyen er lagret på traditionelle ex-bourbon egetræsfad, inden den senere er aftappet ved fuld fad styrke. Det er ingen informationer tilgængelig om, hvor længe whiskyen har modnet på disse fad. Whiskyen kommer derfor uden aldersangivelse. Den er heller ikke kølefiltreret under produktionen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #202

Anmeldelse af Paul John Peated Select Cask

Næse:

Først duftes et strejf af røg, men ikke voldsomt, som man kender det fra eksempelvis Islay single malt whisky. Det er mere en let og fin røg, som når der er bål hos naboen. Der er er en lidt skarp duft, af noget som minder om mentol, som dog gradvist aftager når drammen får tid i glasset. Efterhånden kommer en sirups og honningsødme frem i aromaen. Ligeledes duftes lidt hø og græs. Kombinationen leder tankerne hen i retning af en gammel lædersadel og hestestald. Man mærker ikke alkoholen i aromaen.

Paul John Peated Select Cask - Miniature

Paul John Peated Select Cask – Miniature

Palette:

Alkoholen er en del tydeligere i smagen, og de 55,5% cask strength whisky, kan med fordel nedvandes en anelse. Der gives nu bedre plads til smagsindtrykkene. Der er fin honning- og sirupssødme i smagen, ganske som også var i duften. Det giver en lidt mørk og blomsteragtig fornemmelse i munden. Der smages søde tropiske frugter som fersken og moden banan. Også her fornemmes mentol på tungen, og det giver en lidt kølende følelse. Samtidig er en fjern snert af noget mineralsk, som også blandt andet findes i visse Islay whiskyer. Hele oplevelsen pakkes ind i en let røg og snert af egetræ.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky fra Indien. Sødme fra honning og sirup er stadig tydelig i afslutningen. Ligeledes sidder man med et fint lag af let røg i hele munden. Det mærkes stadig lidt mentol i starten, men det aftager hurtigt. Efterhånden bliver egetræ, mælkechokolade og vanilje mere tydelig. Kombinationen leder tankerne hen på sød pibetobak. Der mærkes god varme fra alkoholen, mens man efterlades med en snert af kaffe.

Hvad siger producenten:

“One never tires of Goa. From exploring its various personalities, its past, its present, its sheer decadence or perky cheer. For the true explorer, Goa always has a surprise tucked up its sleeve. Much like the Paul John Select Cask Peated. This Single Malt astonishes even a seasoned whisky aficionado. Unexpected flavours balance each other, offering the perfect tipple. It is a wholesome Goan experience, packed into every sip.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er utrolig spændende duft- og smagsnuancer, hvilket er fantastisk i en yngre whisky som denne. Man må sige, at det varme indiske klima virkelig speeder modningen op, når man ser det i forhold til eksempelvis skotsk eller dansk whisky. Hele oplevelsen løftes op af den høje alkoholprocent ved fad styrke, der virkelig gør det til en kraftig dram. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner. Det er naturligvis også en sum penge for en NAS whisky, men man får stadig fuld valuta for pengene. Det er ikke sidste gang jeg kigger mod de varmere himmelstrøg efter whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Paul John Peated Select Cask er, at det er en whisky, som virkelig har nydt godt af de varme himmelstrøg, og det giver en god whiskyoplevelse.

Good Morning Vietnam – Barrel Aged

Hjem » 4 Stjerner » Side 40

Good Morning Vietnam – lagret i fad fra Stauning Whisky Distillery

Bryggeri: Bad Seed Brewing
Land: Danmark
Type: Coffee Stout
ABV: 8,3%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky, Stauning
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Good Morning Vietnam er en fadlagret Viatnamese Iced Coffee Stout på 8,3% vol. Øllen er brygget af Bad Seed Brewing, der er beliggende i Nordjylland. Øllen er brygget med vietnamesisk kaffe, og er efterfølgende lagret 5 måneder på aflagte whiskyfad fra Stauning Whisky Distillery. Denne udgave er en fadlagret version af bryggeriets standard udgave af Good Morning Vietnam.

Besøg: Bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #198

Anmeldelse af Good Morning Vietnam

Næse:

Næsen er egentlig i første omgang ret diskret, i forhold til det man kan forvente af en øl med denne kulør og alkoholstyrke. Når man sidder og dufter lidt til øllen, så fremkommer der efterhånden fine ristede nuancer. Men fornemmer også tilstedeværelse af egetræ, fra de fad den har lagret på, og som tidligere har indeholdt dansk whisky. I baggrunden anes noget som minder lidt om lakrids, og der et et lidt vinøs og hengemt udtryk. Den vietnamesiske kaffe er ikke at finde i næsen.

Good Morning Vietnam - Barrel Aged

Good Morning Vietnam – Barrel Aged

Palette:

Smagen er præget lidt mere af de mørke toner, som måske manglede lidt i duften. Der er en god maltsødme, uden den på nogen måde bliver for voldsom. Man aner fint vanilje i smagen. Noget som sikkert også stammer fra lagringen på whiskyfad. Man fornemmer ikke nogen form for humle i smagen. De kraftfulde 8,3% vol. lader sig ligeledes heller ikke rigtigt mærke i smagen. Dog fremtræder der fint noget hengemt i smagen, som leder tankerne hen på en fugtig kælder – på den gode måde. Man aner måske lidt kaffe noter i baggrunden, men det er svært at vurdere om det blot er den hårdt ristede malt.

Afslutning:

Når man tager i betragtning at dette er en stout, med en alkoholprocent på 8,3% Vol, så kunne man måske forvente en kraftig eftersmag. Det er dog ikke tilfældet. Den forekommer blid og blød, og klinger ret hurtigt af. Man fornemmer fine toner af lakrids og vanilje. Slutteligt tørrer munden lidt ud, som man også kender det fra noget whisky. Igen et tegn på fadlagringen. Her er kaffen heller ikke mærkbart til stede.

Hvad siger producenten:

“The barrel imparts delicious notes of toasted oak, vanilla and coconut to the already decadent Good Morning Vietnam”

Konklusion

Dette er en ganske fin øl. Der er tydelig indflydelse fra de gamle whiskyfad. Det er godt man endelig opfanger egetræ, hvilket ellers er en sjældenhed i fadlagrede øl. Øllen kan købes for omkring 60,- kroner. Hvis man tager i betragtning, at øllen har lagret 5 måneder i et gammelt whiskyfad, med de begrænsninger dette sætter på omsætningshastigheden, så er det en ganske fair pris. Den samlede konklusion på denne anmeldelse af Good Morning Vietnam er, at det er en god øl, og det er dejligt at fadlagringen endeligt kommer tydeligt frem i en øl.

Bruichladdich Islay Barley 2009 – Unpeated Islay Single Malt Scotch Whisky

Hjem » 4 Stjerner » Side 40

Bruichladdich Islay Barley 2009 – ingen røg, men frugter og kage

Destilleri: Bruichladdich
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bruichladdich Islay Barley 2009 er en skotsk whisky på 50% Vol. Whiskyen er produceret af Bruichladdich Distillery. Som navnet antyder ligger destilleriet på øen Islay. Denne whisky er derfor en Islay single malt. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, og er endvidere ikke kølefiltreret. Der er brugt lokal byg til produktion af malten, som navnet på whiskyen også antyder. Byggen er dyrket på gårdene Claggan, Cruach, Island og Mulindry. Whiskyen er uden røg, hvilket er lidt specielt for Islay whisky.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #192

Anmeldelse af Bruichladdich Islay Barley 2009

Næse:

Man får straks en god sødme i næsen når man første gang dufter til denne whisky. Den indeholder 50% Vol alkohol, men det bærer duften overhovedet ikke præg af. Den har et meget mildt udtryk. Duften er præget af tropisk frugter, som ananas og noget som minder om meget moden fersken. Man fornemmer lidt vanilje duft i baggrunden, der kombineret med maltsødme og frugt, godt kan lede tankerne hen på kage. Duften lukker lidt op, når der tilsættes et par dråber vand, hvilket også frembringer lidt egetræ til næsen på whiskyen.

Bruichladdich Islay Barley 2009

Bruichladdich Islay Barley 2009

Palette:

På trods af den ret høje alkoholprocent, så er whiskyen faktisk ganske blød, når den hældes i munden. Man kan dog også her med fordel tilsætte et par dråber vand, så smagsløgene ikke bedøves for meget. Smagen er, ligesom duften, præget af søde tropiske frugter som ananas og meget modne ferskner, Der ligger en fin note af malt i baggrunden, af man fornemmer en smule vanilje fra fadet. Efter et par mundfulde fremtræder tydelig smag af krydderi, som kanel og lidt peber. Også her ledes tankerne hen på krydderkage.

Afslutning:

Eftersmagen er også ganske blød og har medium længde. Sødmen, som er kendetegnene for både duft og smag, klinger ret hurtigt ud. Den erstattes af noter af karamel og vanilje. Efter lidt tid fremkommer fine nuancer af nødder og mandler. Den tropiske frugt anes stadig i baggrunden. Alkoholen er heller ikke tydelig i afslutningen, men den efterlader drikkeren med en fin fornemmelse af varme i munden.

Hvad siger producenten:

“This 2009 vintage was distilled from grain grown in 2008 by Gilbie McCormick of Claggan, Hunter Jackson of  Cruach, Ian McKerrel of  Island and Alastair Torrance from Mulindry. These farms are centrally located on the island, providing a very different terroir to the wild maritime location of our 2007 release from Rockside. The Bruichladdich Islay Barley series celebrates the subtlety of terroir and our commitment to our Islay DNA.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Den efterlader et godt indtryk, hvor både duft, smag og afslutning går godt i spænd. Den har virkelig en god balance. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner. Det syntes jeg personligt er lige i overkanten for en whisky uden aldersangivelse. Man kan få andre flasker, som tilbyder mere i dette prisleje. Når det er sagt, så syntes jeg det er spændende af smage en urøget whisky fra Islay, som ellers er bedst kendt for kraftigt røgede whiskyer. Derfor er denne dram som sådan bekendtskabet værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Bruichladdich Islay Barley 2009 er, at det er en yderst vel afbalanceret dram, som tilbyder andet end den klassiske Islay røg.