The English Whisky Co. 8 Year Old – The Single Cask 2009/2018

Hjem » 4 Stjerner » Side 41

The English Whisky Co. 8 Year Old – Uafhængig engelsk aftapning

Destilleri: St. George’s
Land: England
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, The Single Cask
ABV: 60%
Alder: 8 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

The English Whisky Co. 8 Year Old er en engelsk whisky på 60% Vol. Whiskyen er produceret på St. George’s Distillery. Whiskyen har modnet på et single cask ex-bourbon fad af amerikansk egetræ med nummer #B1-441. Dråberne er destilleret i 2009, og aftappet igen i 2018, hvilket gør whiskyen 8 år gammel. Den er aftappet ved fuld fadstyrke, og uden brug af kølefiltrering og uden kunstig farve. Flasken er sendt på markedet i 236 eksemplarer af den uafhængige aftapper The Single Cask.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #188

Anmeldelse af The English Whisky Co. 8 Year Old

Næse:

Et strejf af røg rammer næsen som det første. Det er en let og fin røg, og ikke en kraftig og markant røg, som kendes fra Islay whisky. Den lette røg er hurtigt væk, og dukker nu kun op momentvis. Duften af maltsødme komme nu mere frem i duften. Ligeledes duftes en let frugtig note. Vanilje og mælkechokolade kommer frem fra baggrunden. Langsomt men sikkert fremkommer en duft af friske krydderurter mere og mere frem. Der duftes timian og mynte, Man mærker ikke den høje alkoholprocent i næsen. Med lidt vand bliver vanilje og krydderurter forstærket i duften.

The English Whisky Co. 8 Year Old - Sample

The English Whisky Co. 8 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er langt mere markant i smagen end den var i næsen. Sammen med tydelig røg giver den et kraftigt spark ved første nip til drammen. Man kan med fordel nedvande denne single malt whisky en anelse. Med lidt vand bliver sødme fra malten tydeligere. Ligeledes kommer karamel og mælkechokolade også frem. Ganske som i duften smages også krydderurter som timian og mynte. Der er en smule prikken fra peber på tungen, der hurtigt følges op af en let mineralsk tørhed. I baggrunden mærkes en snert af egetræ.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky fra England. Der smages stadig tydelig karamel og mælkechokolade. Det mineralske, næsten kalkagtige, udtryk hænger stadig ved, og giver en let tørhed i munden. Der mærkes også stadig peber og krydderurter på tungen, der langsomt aftager. Der gives plads til mere smag af egetræ. Det hele dækkes ind i et fint lag af røg og sødme fra malt og brun sukker. Munden tørrer slutteligt helt ud, og man efterlades med et minde om aske og mynte i munden.

Hvad siger aftapperen:

“Malty sweetness and peat at first, but then followed by limestone covered in toffee and sprinkled in barley sugar”

Konklusion:

Dette er virkelig en god whisky. Det er ganske interessant hvor meget kompleksitet, der trækkes ud af en kun 8 år gammel whisky. Hele oplevelsen får et ekstra løft med god røg, og et kraftig spark fra de 60% vol cask strength whiskyen er aftappet ved. Hvis man er heldig at finde en flaske, så kan den erhverves for omkring 700,- kroner. Det er naturligvis en slat penge for en ung whisky, men den er oplevelsen værd. Jeg gav 50,- kroner for en sample, og der var ganske god underholdning for mine sanser for de penge. Det er absolut ikke sidste gang jeg kigger i retning af engelsk whisky. Det er i øvrigt heller ikke sidste gang jeg kigger efter udgivelser fra den uafhængige aftapper The Single Cask, hvis dette er niveauet på deres aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af The English Whisky Co. 8 Year Old er, at producent og aftapper har ramt lige i plet med dette fad #B1-441.

Michter’s US 1 – Small Batch Bourbon

Hjem » 4 Stjerner » Side 41

Michter’s US 1 – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Destilleri: Michter’s
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 45,7%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Michter’s US 1 er en amerikansk straight bourbon whiskey på 45,7% Vol. Bourbonen er fremstillet af Michter’s Distillery, der de amerikanske destillerier, der ligger i Kentucky. Bourbonen har lagret på nye tønder af amerikansk hvid-eg. Det udmeldes ikke, hvor længe den har modnet, men de skal lovmæssigt ligge minimum 2 år. Destilleriet gør meget ud af at kalde deres produkt for “small batch”, da deres tappe-anlæg højst kan håndtere 20 fad ad gangen. Denne sample fik jeg som en del af de gratis smagsprøver på billetten på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #184

Anmeldelse af Michter’s US 1

Næse:

Man dufter straks en tydelig tilstedeværelse af mørk sukker. Dette følges dog hurtigt op af en duft af mørke og tørre frugter som rosiner og svesker. Efter noget tid i glasset fremkommer en snert af karamel og vanilje. Hvis man leder godt efter kan man finde en smule egetræ. Når man har smagt på denne bourbon, og igen dufter til den, så kan man opfange en note af noget brændt. Ikke at den dufter af røg som eksempelvis Islay whisky, men mere som når man har brændt noget på i en gryde. Alkoholen er ikke tydelig i aromaen.

Michter's US 1 - Sample

Michter’s US 1 – Sample

Palette:

Man mærker straks de 45,7% vol. alkohol i munden, der giver et godt spark på tungen og på smagsløgene. Herefter mærker man stærke krydderier på tungen. Det er sort peber og kanel som dominerer. Langsomt får sødmen fra mørk sukker lov at få plads. Efterhånden fremkommer igen mørke frugter, hvor rosiner er tydelige i paletten. Langsomt fremkommer lidt vanilje og mælkechokolade.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne bourbon. Afslutningen er præget af varme fra alkoholen. Man mærker stadig peber og kanel på tungen. Efterhånden fremkommer en bitterhed, der langsomt tiltager og bliver tydeligere. Der er stadig god restsødme, og smagen af rosiner bliver siddende i munden. Slutteligt tørrer munden en smule ud.

Hvad siger producenten:

“Michter’s US 1 Kentucky Straight Bourbon is made from a carefully selected mashbill the features the highest quality American corn. It is then matured to the peak of perfection. Truly “small batch” each batch of our US 1 Kentucky Straight Bourbon is batched in a holding tank sized to fit a maximum of twenty full barrels, leaving no margin for “blending out” imperfection and thus necessitating excellence from every barrel.“

Konklusion:

Denne straight bourbon whiskey er en af de bedre jeg har smagt. Særligt kan jeg godt lide, at den har et meget mørkt udtryk, som næsten går over i en brændt fornemmelse. Den har heller ikke den næsten vamle sødme, jeg tidligere har fundet i mange amerikanske bourbons, Man får så til gengæld også lov til at betale for det. En flaske koster lige over 500,- kroner. Når man tager det i betragtning, så vil jeg til dog stadig sandsynligvis vælge, at købe en skotsk whisky i det prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Michter’s US 1 er, at det er en yderst god bourbon, men det får man også til at lov til at betale for.

Ben Nevis 10 Year Old – MacDonalds Ben Nevis

Hjem » 4 Stjerner » Side 41

Ben Nevis 10 Year Old – den klassiske fra destilleriet

Destilleri: Ben Nevis
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ben Nevis 10 Year Old er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret af Ben Nevis Distillery, som er et af Skotlands destillerer i Highland regionen. Denne whisky har lagret på traditionelle ex-bourbon egetræsfad og ex-sherry fad. Whiskyen er en af destilleriets hjørnestens produkter, og en af de få single malts der udgives. Whiskyen har lagret mindst 10 år på disse fad, og er desuden kølefiltreret, men kommer uden tilsat farve. Whiskyen har vundet flere internationale priser.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #172

Anmeldelse af Ben Nevis 10 Year Old

Næse:

Det er en afdæmpet oplevelse når næsen sættes til glasset første gang. Der er er ikke noget som åbenlyst kommer ud af glasset, det skulle da lige være lidt alkohol. Lidt vand og nogle minutter i glasset åbner til gengæld op for et væld af duftindtryk. Nu duftes søde appelsiner og rosiner. Man fornemmer også en smule moden frugt. Efterhånden kommer en snert vanilje frem, og duften ændrer en smule karakter, så man nu dufter tydeligt mandel. Efter lang tid i glasset mærkes en smule mint.

Ben Nevis 10 Year Old - Miniature

Ben Nevis 10 Year Old – Miniature

Palette:

Der er først en del sprit i smagen, så lidt vand gør drammen en tjeneste, hvorved de 46% vol alkohol formindskes en anelse. Herefter kommer tydelig smag af sød frugt og søde appelsiner. Efter et par nip af glasset kommer smagen af mandel, som også var at finde i duften, også frem i paletten. Man fornemmer også vanilje og lidt kaffe. Man har næsten en fornemmelse af marcipan i munden. Der mærkes en let bitterhed som den man kender fra mørk chokolade.

Afslutning:

Der er en afslutning af medium længde i denne whisky. Eftersmagen er præget af varme fra alkoholen. Der er nu lidt stærke krydderier at mærke i munden. Smagen af vanilje og mandel klinger stille og roligt af. Efter nogle minutter sider man med en fornemmelse som når man har spist en sød appelsin. Der er en god sødme og syrlighed på en gang. Slutteligt klinger oplevelsen af i en let bitter note på tungen, og en smule honning bagerst i munden..

Hvad siger producenten:

“A Period of 10 years of maturing in oak casks stored in our warehouses nestled at the foot of the mountain ensues before we consider the fine whisky to be ready for drinking by the discerning.”

Konklusion:

Dette er virkelig en spænende dram. Der er god kompleksitet mellem syrlighed og sødme. Samtidig er der godt bid i alkoholen, og fine nuancer af stærke krydderier og vanilje. Det giver et godt samspil af smagsoplevelser. Dette er desværre en miniature flaske, for jeg tror at denne dram ville være fin at følge igennem en hel flaskes levetid, hvor man virkelig kan bruge tid på at lære den at kende. Noget som sølle 5 cl. desværre ikke kan opfylde. Jeg købte denne miniature flaske til 59,- kroner, og man kan erhverve en hel flaske for under 500,- kroner, og denne Highland single malt whisky er alle pengene værd. Jeg er meget imponeret over det udbytte den har fået af 10 år på fad. Konklusionen på denne anmeldelse af Ben Nevis 10 Year Old er, at det er en utrolig spændende og kompleks 10 årig Highland whisky.