Glenglassaugh Torfa – Richly Peated

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 17

Glenglassaugh Torfa – en Highland whisky med røg

Destilleri: Glenglassaugh
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenglassaugh Torfa er en skotsk whisky på 50% vol. Glenglassaugh Distillery ligger i det skotske højland, og whiskyen er derfor at betragte som en Highland single malt whisky. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad af amerikansk egetræ, Den er med i kerneprodukterne fra destilleriet, men adskiller sig ved at være røget til 20 ppm. Denne whisky er ikke kølefiltreret, og kommer uden aldersangivelse, så der er en såkaldt NAS.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #166

Anmeldelse af Glenglassaugh Torfa

Næse:

Sødmefuld røg kommer som det første op af glasset. Det er ikke røg som man kender det fra Islay whisky. Det er en mere nedtonet og blød røg. Der kommer hurtigt en fin sødme fra modne æbler og pærer frem i glasset. Efter også at have taget et nip af drammen, så fornemmes også en tydelig note fra syrlige citrusfrugter. I baggrunden mærkes lidt vanilje, og en let parfumeret fersken duft. Man mærker ikke de 50% vol i aromaen. Med lidt vand kommer en snert af mint frem.

Glenglassaugh Torfa - Miniature

Glenglassaugh Torfa – Miniature

Palette:

Alkoholen er mere markant i paletten, og giver et kraftigt brænd i munden. Man kan nedjustere dette med vand efter smag og behag. Smagen ændrer ikke væsentligt karakter med vand tilsat. Den søde røgsmag er også ganske tydelig i smagen. Når smagsløgene har justeret sig til røgen, så kommer de søde noter mere frem. Igen er det æbler og en lidt kunstig fersken der kommer frem. Efter et par mundfulde kommer et tydeligt mineralsk præg, som blot bliver mere og mere fremtrædende igennem drammen. Smagen af vanilje ligger hele tiden i baggrunden i denne Highland whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Det lidt tørre og mineralske udtryk, som også var at finde i paletten, går igen i afslutningen. Der mærkes stadig en fin frugtsødme i munden. Smagen af søde frugter ændrer sig gradvist over i en lidt syrlig smag af grapefrugt. I smule bitterhed komme frem på tungen, som tilføjer yderligere tørhed på tungen. Munden er stadig dækket af et fint lag af sødmefuld røg og vanilje efterhånden som den kommer mod slutningen.

Hvad siger producenten:

“Glenglassaugh ‘Torfa’, with its peaty, phenolic nature, is a unique expression, and is quite different to the usual style of whisky produced in the Highlands.”

Konklusion:

Her har vi fat i en ganske interessant skotsk whisky. Der er fin og sødmefyldte røgnoter igennem hele oplevelsen. De overskygger dog ikke de resterende indtryk i drammen, men er blot med til at give den et ekstra lag. Selvom man sværger til røget Islay whisky, så kan man sagtens drikke denne. Selvom røgen er sødmefyldt, så har whiskyen stadig et mineralsk udtryk som også findes i mange Islay single malt. Man kan købe en flaske for omkring 450,- kroner. Til den pris er den ganske konkurrencedygtig med andre røgede whiskyer i prislejet, selvom det stadig er en slat for en NAS udgivelse. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenglassaugh Torfa er, at det er godt bud på en røget Highland whisky, som et alternativ til røget Islay whisky.

Tomintoul Old Ballantruan – 10 Year Old

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 17

Tomintoul Old Ballantruan – Røg fra Tomintoul Distillery

Destilleri: Tomintoul
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Tomintoul Old Ballantruan er en whisky på 50% vol. Whiskyen er en røget udgivelse fra Tomintoul Distillery, som ellers er kendt for whisky uden røg, som er mere klassisk fra whisky destillerier i Speyside regionen. Den er opkaldt fra kilden, hvor destilleriet får sit vand. Whiskyen er lagret på ex-bourbon fad og ex-sherry fad i 10 år, inden den slutteligt er hældt på flaske. Der er et phenol indhold på 55 PPM i whiskyen. Denne whisky er desuden ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #151

Anmeldelse af Tomintoul Old Ballantruan

Næse:

Man mærker straks røg i glasset, når næsen sættes til. Hurtigt efter dette kommer tydelig egetræ frem. Der er en nærmest mint-lignende effekt i næsen. Efter nogle minutter i glasset, og en smule tilsat vand, så bliver der gjort plads til lidt andre aromaer. Der duftes nu fin malt- og honningsødme. I baggrunden fornemmes en let syrlighed, som man kender fra citrusfrugter.

Old Ballantruan - Sample

Old Ballantruan – Sample

Palette:

Røgen er også tydelig i smagen, når man nipper til denne Speyside whisky. Ligeledes er de 50% alkohol tydelige. Begge dele nedtones fint med en smule vand og nogle minutter i glasset. Igen giver det plads til andre nuancer. Der er først en let syrlig citrus smag. Denne følges hurtigt op af frugtsødme, som modne pærer og æbler. Efter et par mundfulde fornemmes en smule bitterhed og smagen af valnødder bliver tydeligere.

Afslutning:

Der er en ret kort afslutning på drammen. Der anes stadig røg i munden, men dog ikke dominerende, som den var i næsen og paletten. Der fine noter af karamel og vanilje, som ligger sig som et tyndt lag i munden. Der er en tydelig tilstedeværelse af egetræ på tungen, hvilket giver en bitter fornemmelse i munden. Der anes stadig en lille smule citrussmag i denne whisky. Munden tørrer hurtigt ud, og man sidder med lidt mint på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“Old Ballantruan is distilled using heavily peated malted barley in the traditional manner. After “sleeping” for 10 years in hand-picked oak barrels, this whisky has beed bottled at 50% volume and without any chill-filtration in order to retain its layered and integrated peaty flavours.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Hvis man kan lide røg og lette smagsoplevelser, så kan man sagtens drikke denne dram. Whiskyen har egentligt at ganske let og ukompliceret udtryk bagved “røgsløret”. Der bliver ikke sat de store krav til nyderen, og den fremstår ikke kompleks eller tung. Man kan købe en flaske for lige under 700,- kroner. Hvis man er til røget whisky, så vil et beløb af denne størrelse, nok være bedre brugt på en Islay whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Old Ballantruan er et, det er en ganske ukompliceret og letdrikkelig røget Speyside whisky.

Girvan 25 Year Old – Old Particular Single Grain

Hjem » 50.00%-54.99% Vol » Side 17

Girvan 25 Year Old – Single Grain fra Douglas Laing & Co Ltd

Destilleri: Girvan
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single grain
Aftapper: Uafhængig, Douglas Laing & Co. Ltd.
ABV: 51,5%
Alder: 25 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Girvan 25 Year Old Grain er en skotsk whisky på 51,5% vol. Denne whisky er produceret på Girvan Distillery, der et af de destillerier i Skotland, der ligger i Lowland regionen. Der produceres kun grain whisky på destilleriet. Den uafhængige aftapper Douglas Laing & Co. Ltd., har flasket whiskyen som del af deres “Old Particular” serie. Dette er en single cask whisky fra et genbrugt fad med nummer #DL10805. Den blev produceret i december 1989, og hældt på flaske i juni 2015. Det fremgår af flasken, at whiskyen er 25 år gammel. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og kommer også uden kunstig farve. Der er sendt 232 flasker i handlen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #142

Anmeldelse af Girvan 25 Year Old

Næse:

Man dufter straks egetræ når glasset føres til næsen. Der kommer herefter hurtigt lidt søde frugter frem i aromaen. Der fornemmes lidt modne æbler. Der er en let syrlig undertone. Det er ikke en syrlighed, som den man kender fra citrus. Det er mere over i en let syrlig vinøs duft. I baggrunden fornemmes svagt en let note af vanilje og nødder. Tankerne drejer sig over i retning af marcipan. Man mærker ikke de ellers så potente 51,5% vol alkohol i næsen.

Girvan 25 Year Old - Sample

Girvan 25 Year Old – Sample

Palette:

Alkoholen er mere markant i smagen end i duften. Den er dog ikke så voldsom at man behøver at nedvande. Jeg har dog valgt at tilsætte et par dråber, og det åbner drammen lidt mere op. Smagen af nødder og mælkechokolade er ret tydelig i paletten. I baggrunden mærkes en smule vanilje. Efter et par nip til drammen kommer lidt frugtsødme frem, ganske som den også gjorde i duften. Den vinøse syrlighed, som var ret tydelig i næsen, er ikke at finde i smagen i denne Lowland whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Der ligger en fin sødme i munden. Modsat i næsen og paletten, så er det mere en sukkersødme end en frugtsødme. Det minder lidt om let brændt eller karamelliseret sukker. På tungen mærkes lidt stærke krydderier. Igen kigger syrligheden i smule frem, inden munden tørrer en smule ud i en tydelig smag af egetræ. Alkoholen giver en varm fornemmelse i munden.

Hvad siger producenten:

“Crushed sugar in style, sherbert’y, fruity – hard candy and espresso in style.”

Konklusion:

Jeg har smagt lidt forskellige grain whiskyer efterhånden, og kun enkelte af dem har imponeret. Smagen af masseproduceret industri whisky har ofte været for tydelig, og de har generelt efterladt mig med en lidt kedelig og sprittet oplevelse. Denne whisky er anderledes. Duft, smag og afslutning minder imponerende meget, om de oplevelser man ellers kun finder i single malt whisky. Der er sødme, syrlighed, vanilje, fin alkohol og god indflydelse fra fadet. Den er ganske enkelt længder bedre end andet grain whisky jeg har smagt. Hvis man er heldig at finde en flaske, så kan den købes for lige under 1000,- kroner, og den er alle pengene værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Girvan 25 Year Old er, at jeg oven på denne oplevelse, sagtens kunne overveje, at købe en hel flaske af de officielle grain aftapninger fra destilleriet.