Kavalan Concertmaster – Port Cask Finish

Hjem » 500-749 kr. » Side 26

Kavalan Concertmaster – whisky fra Taiwan

Destilleri: Kavalan
Land: Taiwan
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Portvin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kavalan Concertmaster er en Taiwanesisk whisky på 40% Vol. Whiskyen er fremstillet af Kavalan Distillery, der ligger i Yuanshan i Taiwan. Whiskyen er først lagret på traditionelle ex-bourbon fad. Efterfølgende har den fået en afslutning på tre forskellige ex-portvin fad – Ruby, Vintage og Tawny. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, og betragtes derfor som en NAS. Den er endvidere kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #283

Anmeldelse af Kavalan Concertmaster

Næse:

Når næsen første gang sættes til glasset, så rammes den af en tydelig sødme. Det er sødme som man kender fra solmodne solbær og mørke kirsebær. Langsom kommer en sødme fra modne æbler frem, der virker en smule kunstig, som der kendes fra frugtvingummi. I baggrunden anes lidt vanilje. Når whiskyen har stået lidt tid i glasset, kommer en let jordslået duft frem. Det minder om duften af gammel fugtig kælder. Kombinationen minder lidt om sød pibetobak og marcipan. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Kavalan Concertmaster - Miniature

Kavalan Concertmaster – Miniature

Palette:

Marcipanen er mere tydelig i smagen, og rammer munden som det første. Smagen af marcipan forsvinder dog hurtigt, og overtages af søde bær, Igen er det modne solbær og mørke kirsebær som dominerer. Der kommer også en smag af mørk sukker. I baggrunden fornemmes en smule syrlig og bitter note, som minder om den der kendes fra revet appelsinskal. Der mærkes stærk kanel på tungen. Efter et par mundfulde af denne single malt whisky, fremkommer en smag af kunstig frugtvingummi, som også var til stede i aromaen. Heller ikke i smagen mærkes de 40% vol alkohol.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. I begyndelsen dominerer sødmen fra de modne bær. Igen er det solbær og kirsebær der er tydelige. Efter lidt tid kommer en let syrlighed frem, og man smager nu friske jordbær. Slutteligt fremkommer lidt mørke noter, og der smages lidt rosiner og svesker. Man efterlades med et minde om sød pibetobak, og en snert vanilje og egetræ i munden.

Hvad siger producenten:

“Using Portuguese ruby Port wine casks as the main flavour, Kavalan Concertmaster single malt whisky is the first matured in specially selected American oak casks and then finished in port barriques. The marrying in the barriques mellows the flavours and adds indefinable smoothness to the whisky. It is rich bodied with natural sweetness and complexity.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Der er ganske interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner. Det er naturligvis en del penge for en whisky uden aldersangivelse, og på 40% vol alkohol. Jeg tror faktisk en højere alkoholprocent kunne have løftet drammen et par niveauer op, og giver den lidt mere pondus. Sammenligner man med whisky fra Skotlands destillerier, så er konkurrencen hård i dette prisleje. Personligt ville jeg nok vælge den skotske whisky. Jeg er dog stadig glad for at have smagt denne miniature flaske, og den har fint været de 60,- kroner værd for oplevelsen. Konklusionen på denne anmeldelse af Kavalan Concertmaster er at whiskyen er ganske god, men den kommer lidt til kort i forhold til andre i samme prisleje.

Isfjord #2 – Premium Arctic Single Malt Whisky

Hjem » 500-749 kr. » Side 26

Isfjord #2 – Dansk whisky med Grønlandsk vand

Destilleri: Braunstein
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Isfjord
ABV: 42%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Isfjord #2 er en dansk single malt whisky på 42% Vol. Whiskyen er sendt på markedet af Isfjord, der har en linje af spritusprodukter, som er fremstillet med vand fra den grønlandske indlandsis. Whiskyen er destilleret på det danske destilleri Braunstein Distiilery, Denne udgave har lagret på en kombination af nye amerikanske egetræsfad og ex-bourbon fad. Det oplyses, at den har lagret 8 til 9 år på disse fad, men whiskyen kommer som sådan uden aldersangivelse på flasken. Når modningen er afsluttet nedvandes whiskyen med smeltet indlandsis til den når 42% Vol. Whiskyen er endvidere ikke kølefiltreret. Jeg har fået flaske #1328, med batch/date 01.18. Denne flaske købte jeg i lufthavnen i Kangerlussuaq i Grønland, da jeg var til lederseminar i min arbejdsplads hovedkvarter i Nuuk.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #278

Anmeldelse af Isfjord #2

Næse:

Med det samme glasset kommer op til næsen duftes røg. Det er ikke kraftig røg som den, der findes i mange whiskyer fra Islay. Det er mere en røg, som man kender fra når der grilles hos naboen. Røgen lægger sig hurtigt i baggrunden, og giver plads til andre nuancer. Der duftes nu syrlig frugt, som umodne æbler, og en snert af citrus. Der fornemmes lidt mint i næsen. Langsomt kommer en smule vanilje frem. Alkoholen mærkes ikke i duften.

Isfjord #2

Isfjord #2

Palette:

Ganske som i aromaen mærkes en let røg i paletten. Det bliver aldrig dominerende, og der er stadig fint plads til andre indtryk. Igen mærkes syrlig frugt, som grønne æbler og en fornemmelse af citrus. Der er tydelig smag af egetræ, der giver en lidt bitter oplevelse i munden. Smagen af egetræ og røg fungerer i et godt samspil. Smagen af vanilje bliver tydeligere efter et par mundfulde af drammen. I paletten er der også mint, der særlig mærkes på tungespidsen. Heller ikke i smagen mærkes de 42% vol alkohol på denne danske whisky.

Afslutning:

Der er em kort afslutning på drammen. Egetræ er stadig tydelig, og der er en bitter note på tungen. Minten dukker momentvis op, og forsvinder igen hurtigt. Syrligheden fra næsen og paletten er næsten ikke til stede i eftersmagen. Der er kun svag syrlighed, og for første gang mærkes en smule sødme i munden. Der smages sød karamel og vanilje. Der er et let røgslør i hele munden.

Hvad siger producenten:

“When the whisky is ready after 8-9 years of maturing in the casks, we blend the cask strength whisky with the pure and exclusive water from the Greenland ice cap to an alcohol % of 42%. As applies to all Isfjord products, this pure and smooth water ensures a unique whisky.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, uden den skiller sig specielt ud fra mængden. Sammenligner man med Isfjord #1, så er det en markant bedre dram, selvom jeg normalt er til røget whisky. Dog er den tydelige smag af egetræ og den lette røg, en ganske fortrinlig kombination. Der mangler dog lidt mere dybde i oplevelsen, inden det kommer helt op i niveau med Isfjord #1.  Man kan købe en flaske i Danmark for cirka 700,- kroner. Jeg gav 450,- i Sønderstrømfjord lufthavn, hvilket er et mere rimeligt niveau.

Der er dog et minde ved denne flaske, som er interessant. Flasken er købt den 9. marts 2020, efter mange timers forsinkelse i lufthavnen i Sønderstrømfjord. Der var mistanke om tre COVID-19 tilfælde på det nordgående atlant-fly, som vi skulle returnere tilbage til Danmark med. Efter mange timers forsinkelse i Grønland, og 2 timers “overnatning” i Kastrup, flyver vi endelig hjem til Aalborg i løbet af tirsdag. Onsdag den 11. marts møder vi ind til kriseplanlægning for eventuel hjemsendelse i forbindelse med Corona pandemien. Samme aften afholdes det første pressemøde fra statsministeren vedrørende national lockdown fra den 13. marts. Torsdag den 12 marts møder vi op på job, og sender folk på hjemmearbejde. Resten er historie, der stadig er ved at blive skrevet. Konklusionen på denne anmeldelse af Isfjord #2 er, at udgave nummer #1 er bedre, og minderne om turen til Grønland, og en næsten uvirkelig hjemkomst til Danmark, er bedre end selve whiskyen.

Caol Ila Distillers Edition – Moscatel cask finish

Hjem » 500-749 kr. » Side 26

Caol Ila Distillers Edition – Destilleret 2003 flasket 2015 C-si; 2-475

Destilleri: Caol Ila
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Vin
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Caol Ila Distillers Edition er en skotsk whisky på 43% vol. Destilleriet er et af de skotske destillerier på øen Islay, og whiskyen betragtes derfor som en Islay single malt whisky. Caol Ila destilleriet ejes af giganten Diageo. Whiskyen er modnet i ex-boubon fad, og har fået en afslutning i fad, som tidligere har indeholdt muskat vin. Kassen kommer påtrykt “Special Release Limited Edition”. Spritten er destilleret i 2003, og aftappet igen i 2015, hvilket gør den 12 år gammel. Der er endvidere tilsat farve, og den er kølefiltreret. Flasken kommer med koden C-si; 2-475 påtrykt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #267

Anmeldelse af Caol Ila Distillers Edition

Næse:

Røg rammer næsen som det første, når man bare nærmer sig glasset. Det er røg som man kender det fra et bål i haven. Når næsen har tilvænnet sig røgen kommer andre noter fint frem. Der duftes nu sødmefulde æbler og pærer. Der er en lidt mørkere sødme, som minder om mørk honning eller sirup, i baggrunden. Nogle minutter i glasset lukker op for en anelse mineralske og maritime noter af flint og salt. Man aner ligeledes en smule vanilje, og mint kommer lejlighedsvis frem. Man mærker ikke alkoholen i duften.

Caol Ila Distillers Edition

Caol Ila Distillers Edition

Palette:

Røgen er tydelig i begyndelsen når man smager på whiskyen. Der følges hurtigt på med frugtsødme. Der er anelse vinøs note, som leder tankerne i retning af sød hvidvin, med en snert af syrlighed i baggrunden. Ganske som i duften kommer maritime noter også frem i smagen, og giver en let følelse af salt på tungen. Efter et par nip til drammen kommer egetræ mere og mere frem, og giver lidt bitterhed på tungen, imens mint mærkes på kanten af tungen. Heller ikke i smagen er de 43% Vol. alkohol tydelig. Hvis man tilsætter et par dråber vand, nedtones røgen an anelse, og sødmen træder tydeligere frem. Ligeledes fremkommer en let note af citrus.

Afslutning:

Der er medium afslutning på denne dram. Frugtsødmen mærkes i mundhulen. Den mørke honning eller sirup, der også var i duften, giver sødmen mere tyngde. Smagen af egetræ er mere markant i eftersmagen, og bitterheden mærkes tydeligt på tungen. Samtidig mærkes salt på læberne, som igen tilføjer et element af hav til oplevelsen. Munden er dækket i et fint lag af røg igennem hele afslutning. Man efterlades med lidt bitterhed og mint på tungen.

Hvad siger producenten:

“Brilliant, clean and refined, this golden Caol Ila Distillers Edition has a deep, sweet and smokey flavour profile that suggests the intense, saturated colours of late afternoon sunshine after a storm has passed.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Der er gode noter fra alt, der kendetegner whisky fra Islay. Der er røg, maritime noter og frugtsødme, der sammen danner en fin oplevelse. Man kan købe en flaske for omkring 550,- kroner, hvilket er omkring 100,- til 150,- kroner mere end den klassiske whisky Caol Ila 12 Year Old. Om den er de ekstra penge værd ved jeg ikke helt, da den måske kun er marginalt bedre. Kan man lide Islay og røg, så vil jeg dog stadig klart anbefale, at man prøver den. Er man heldig at finde den på tilbud til 349,- kroner som jeg gjorde, så er det et sikkert køb, og en whisky der skal med hjem. Konklusionen på denne anmeldelse af Caol Ila Distillers Edition er, at den er præcis som man forventer af en Islay whisky, men den er måske ikke de ekstra kroner værd, i forhold til den klassiske 12 års udgave.