BenRiach 17 Year Old – Septendecim

BenRiach 17 Year Old Septendecim – Peated malt

Destilleri: BenRiach
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 17 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

BenRiach 17 Year Old Septendecim er en single malt whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret af BenRiach Distillery, som ligger i Speyside regionen i Skotland. Whiskyen har modnet på ex-bourbon fad. Lagringen har varet i mindst 17 år. Dette er en røget whisky, hvilket ikke ses så ofte i denne del af Skotland. Den er ikke tilsat kunstig farve, og er heller ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #295

Anmeldelse af BenRiach 17 Year Old Septendecim

Næse:

Røg rammer næseborene som det første, når glasset nærmer sig næsen. Det er en tung røg, som er hen i retning af brændt tjære. Det kan minde lidt om røgen, der også findes i noget Islay single malt whisky. Der er dog ikke det kendte medicinske udtryk, som også ofte er kendetegnet ved Islay. Røgen aftager langsomt, og giver plads til frugtsødme. Der duftes modne æbler og en snert af fersken. Langsomt kommer en anelse vanilje og karamel frem fra baggrunden. Når man har smagt på drammen, duftes noget som minder om syltede svampe. Alkoholen er ikke at mærke i næsen.

BenRiach 17 Year Old Septendecim - Miniature

BenRiach 17 Year Old Septendecim – Miniature

Palette:

Røgen er også ganske tydelig i smagen, uden den dog overskygger andre nuancer. Der mærkes først et fint boost af alkohol, hvor der tilføres maksimal påvirkning fra de 46% vol., men det er ikke så voldsomt, at det er nødvendigt at nedvande. Hurtig smages frugtsødme. Igen er det modne æbler og fersken. Dette efterfølges af en smag, der leder tankerne i retning af efterårs skovbund eller syltede svampe. Der mærkes stærk peber og kanel på tungen. Efter et par nip til denne Speyside whisky, kommer noter af vanilje og karamel frem fra baggrunden.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. Frugtsødme fra æbler og ferskner bliver hængende. Vanilje og karamel er mere dominerende i afslutningen. Der kommer langsomt lide smag af egetræ frem. Smagen af af svampe aftager efterhånden. Både kanel og peber prikker længe på tungen. Sammen med alkoholen giver det en god varme i munden og svælget. Man efterlades med et minde der går i retning af sød pibetobak i afslutningen.

Hvad siger producenten:

“The BenRiach Septendecim is the latest edition to the BenRiach Peated range. This 17 year old peated whisky has been matured in ex-bourbon casks and is a real robust heavyweight. Septendecim is non chill filtered and bottled at natural colour.”

Konklusion:

Dette er virkelig en god whisky. Kan man lide røget whisky, som ikke nødvendigvis har det medicinske eller maritime udtryk fra Islay whisky, så kunne denne dram være et godt valg. Der er er samtidig god kompleksitet. Særligt finder jeg smagen af skovbund og syltede svampe interessant, da det ikke er en nuance jeg tidligere har stiftet bekendtskab med. Man kan købe en flaske for lige under 1000,- kroner. For de penge får men en 17 års single malt whisky, der ikke er kølefiltreret. Til sammenligning kan man købe en ung dansk single malt whisky, der ofte prissættes i samme leje. Så kan man tænke lidt over, om man skal vælge det ene eller det andet, hvis man lige har en 1000-lap, der brænder i lommen. Konklusionen på denne anmeldelse af BenRiach 17 Year Old Septendecim er, at der her er tale om whisky, der virkelig har meget at byde på, både i duft, smag og eftersmag.

Springbank Hazelburn CV – Campbeltown Single Malt Scotch Whisky

Springbank Hazelburn CV – Trippel destilleret

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank Hazelburn CV er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret af Springbank Distillery, beliggende i Campbeltown i Skotland. Denne whisky er derfor en Campbeltown single malt. Whiskyen er lagret på et mix af amerikanske ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Whiskyen er uden aldersangivelse, men har lagret mellem 6 og 10 år i de forskellige fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og der er ikke tilsat kunstig farve. Whiskyen er destilleret tre gange, som også ofte er benyttet i Irsk whiskey.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #291

Anmeldelse af Springbank Hazelburn CV

Næse:

Man rammes af en duft af egetræ og nødder. Efterhånden bliver nødde-duften tydeligere, og der er tydelig tilstedeværelse af hasselnødder og mandler, som giver en lidt marcipan lignende aroma. I baggrunden fornemmer man lidt mørk og moden frugt, som sammen med malten giver en god sødme i duftindtrykket. Man mærker ikke de 46% vol i næsen.

Hazelburn CV – Sample

Palette:

De mørke og søde frugter er det første som rammer smagsløgene. Sammen med malten giver det en god sødme til denne dram. Efter et par smagsprøver bliver hasselnødder og mandler tydeligere, som man også havde i duften. Modsat i næsen, så er alkoholen mere tydelig i paletten, men det er med til at give lidt styrke til whiskyen. I baggrunden fornemmes lidt vanilje og karamel.

Afslutning:

Der er en ret kort afslutning på denne Campbeltown whisky. Igen er sødmen dominerende, og munden belægges med et fint lag af sødme. Efterhånden mærker man lidt stærke krydderier som peber og kanel. Det hele klinger ud i en svag smag af vanilje og karamel, inden munden tørrer en anelse ud.

Hvad siger producenten:

“Having first been distilled in 1997, Hazelburn is the newest whisky to be produced here. By using malt that is air dried only and distilling the whisky three times in our old copper stills, we achieve a spirit that is light, fruity and subtle.”

Konklusion:

Denne whisky gør ikke meget væsen af sig. Den er blød, blid og sød. Det er som man kan forvente af en trippel destilleret, ikke røget whisky uden aldersangivelse. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Jeg har byttet mig til denne sample. Når man sammenligner med andre flasker fra destilleriet, så er pengene efter min mening bedre brugt på en flaske Springbank 10 Year Old, som ligger i samme prisleje. Den har dog stadig gjort stort nok indtryk på mig, til at jeg sidenhen har købt en 10 års udgave af Hazelburn. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank Hazelburn CV er, at denne dram  er ganske ukompliceret, og ikke stiller de store krav.

Lagavulin 8 Year Old – Limited 200th Anniversary Edition

Lagavulin 8 Year Old – Destilleriets 200 års fødselsdag

Destilleri: Lagavulin
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: 8 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Lagavulin 8 Year Old er en whisky på 48% Vol. Whiskyen er produceret på Islay, og den er flasket på det skotske destilleri Lagavulin Distillery. Distilleriet er ejet af Diageo, og denne dram er udgivet i anledning af fejringen af destilleriets 200 års fødselsdag. Hensigten med denne whisky er at ramme så tæt på den oplevelse som whisky skribenten Alfred Barnard kaldte “Exceptionally fine” i 1886. Jeg var heldig at se et “ja tak” tilbud i den lokale SuperBrugsen til 249,- kr. Der var tre flasker til salg, og jeg var den eneste der havde sagt “ja tak”. Jeg tilbød at købe alle tre flasker for 650,- kr., og det accepterede brugsuddeleren. Whiskyen har lagret 8 år på genfyldte ex-bourbon fad af amerikansk eg,  og den er ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #287

Anmeldelse af Lagavulin 8 Year Old

Næse:

Næsen mødes først af kraftig røg, når glasset nærmer sig. Det er rød som den man kender fra et bål eller en pejs. Når næsen har tilvænnet sig røgen, så kommer en let syrlig, næsten vinøs note frem. Det minder lidt om hengemt syrlig citrusfrugt. Der er en smule mineralsk udtryk i næsen, næsten saltet til tider. Der kommer efterhånden en smule vanilje og karamel frem fra baggrunden. De 48% vol alkohol er ikke tydelige i næsen.

Lagavulin 8 Year Old

Lagavulin 8 Year Old

Palette:

Røgen er det første som man rammes af, når der smages på denne Islay single malt whisky. Også her er det røg som den man kender fra et bål eller en pejs. Sødme er herefter tydelig. Det er en honningsødme, der fint følges op af sødme fra karamel. Der smages vanilje i baggrunden. Efter et par nip til glasset, fremkommer citrusnoter, som også var i duften. Der smages citron og lime. Der er en maltsødme og snert af lakrids, der en gang imellem kigger frem fra baggrunden. Ligeledes er den maritime note og letsaltede smag også at finde. Alkoholen gør sig ikke bemærket i smagen.

Afslutning:

Der er kort afslutning på denne whisky. Der smages stadig lidt citrusfrugter. Dette aftager hurtigt, og vanilje og karamel bliver tydeligere. For første gang mærkes lidt krydderier på tungen, og stærk peber giver en let prikkende fornemmelse. Smagen fra egetræ kommer efterhånden mere og mere frem. Der smages en smule mint på spidsen af tungen. Det hele er pakket ind i fin røg igennem hele afslutningen. Man efterlades med en smule mælkechokolade og søde appelsiner i munden.

Hvad siger producenten:

“This bicentenary limited edition is magnificently full-on in flavour – a celebration of the people and craft that make Lagavulin great.”

Konklusion:

Dette er en god whisky, det skal der ikke herske tvivl om. Man kan godt smage at det er en ung og spændstig whisky, der har lidt spræl i sig. Det gør dog intet, for kombinationen af røg, citrusfrugt, vanilje og karamelsødme, der er pakket ind i et let maritimt udtryk, gør helhedsoplevelsen ganske god. Lagavulin 16 Year Old har langt mere bund og fylde, hvorimod denne dram virker mere frisk og frejdig. Whiskyen er nu blevet fast bestanddel af destilleriets sortiment, og den koster omkring 450,-. Det er næsten samme pris som den 16 årige storebror. Det er to forskellige typer af whisky, og de er begge gode, på hver sin måde. Konklusionen på denne anmeldelse af Lagavulin 8 Year Old er, at den 16 årige storebror skal passe på, ikke at blive overhalet indenom, af den 8 årige lillebror.