Baileys Apple Crumble – Flydende æblekage

Hjem » Diageo » Side 2

Baileys Apple Crumble – Limited Edition

Producent: Baileys
Land: Irland
Type: Likør
ABV: 17%
Whisky: Tilsat
Whiskyblog.dk: ★★★★

Baileys Apple Crumble er et likør produkt på 17% Vol, og en variant af den klassiske Irish Cream. Den klassiske udgave blev sendt på markedet i 1974. Den er fremstillet af  både cremet fløde og irsk whiskey. Denne Limited Edition er inspireret af den kendte smuldredejs æblekage. Det fremgår at “vi får vores whiskey fra en række kvalitetdestillerier, blandt andet det berømte Bushmills Distillery“, men ikke yderligere end dette.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #559

Anmeldelse af Baileys Apple Crumble

Næse:

En tydelig duft fra grønne let-syrlige æbler kommer frem fra glasset som det første. Det er en lidt kunstig duft, der leder tankerne i retning af syrlige vingummier mere end egentlige friske æbler. Bagved ligger en duft af karamel og brun sukker. Man fornemmer at det er en likør, der blandt andet fremstilles af et mælkeprodukt. Man mærker ikke alkoholen i duften, da den virker meget blød og tilgængelig.

Baileys Apple Crumble

Baileys Apple Crumble

Palette:

Ganske som i duften, så rammer smagen fra de syrlige grønne æbler også smagsløgene først. Også i smagen er det en lidt kunstig frugtsmag, end man finder i rigtige æbler. Der følges hurtigt op med tydelig sødme af karamel og brun sukker, som man kender det i den klassiske Baileys Original Irish Cream. De 17% vol. alkohol kan fjernt fornemmes i baggrunden, dog uden likøren bliver sprittet. Momentvis anes svagt et strejf af kanel i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på likøren. Sødmen fra karamel og brun sukker dominerer først. Efterhånden som sødmen aftager kommer syrligheden igen mere frem, og man sidder med en fornemmelse i munden, som når ens fredagsslik kun har bestået af syrlige vingummier. Mand sidder tilbage med et minde om milkshake i munden.

Hvad siger producenten:

“Notes of Apple Crumble combined with Baileys Irish Cream.”

Konklusion:

Det er en fornuftig likør uden at imponere. Når jeg tænker på smuldredejs æblekage, så tænker jeg søde æbler, sød dej og kanel med vaniljeis eller creme fraiche som tilbehør til den lune kage. Det er ikke den oplevelse man får her. Syrligheden og den kunstige smag af æbler, er ikke det jeg forbinder med denne ellers dejlige kage. Havde smagen af æbler været mere som søde røde æbler, så tror jeg det havde været en fordel. Normalt koster en flaske omkring 140,- kroner, men jeg var heldig at finde den på tilbud til 79,- kroner for 50 cl. Om ikke andet, så giver oplevelsen lyst til en modificering i min egen opskrift på Irish Cream. Konklusionen på denne anmeldelse af Baileys Apple Crumble er, at den kan drikkes, men jeg foretrækker stadig den gode klassiske whiskey likør,

Teaninich 2007 14 Year Old – Whiskybroker 2007/2021

Hjem » Diageo » Side 2

Teaninich 2007 14 Year Old – ex-sherry fad

Destilleri: Teaninich
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Whiskybroker
ABV: 54,3%
Alder: 14 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Teaninich 2007 14 Year Old er en whisky på 54,3% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Teaninich Distillery, der er beliggende i Highland området. Whiskyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Whiskybroker. Spritten er destilleret den 9/3-2007, og har herefter lagret på et Sherry Butt indtil den 16/4-2018. Den er herefter overflyttet til et genbrugt sherry fad, indtil den er aftappet ved fuld fadstyrke den 19/8-2021, med en aldersangivelse på 14 år. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering og kunstig farve i produktionen. Der er aftappet 297 flasker dette single cask med fad nummer #302395A.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #518

Anmeldelse af Teaninich 2007 14 Year Old

Næse:

Næsen rammes først af en duft af egetræ, der dog gradvist aftager en del. Efterfølgende kommer en duft af mørk sukker og vanilje. Langsomt kommer lidt tørrede frugter frem fra glasset. Der duftes nu tørrede abrikoser og dadler. I baggrunden anes lidt søde citrusfrugter, som vi kender det fra modne appelsiner og mandariner. Alkoholen anes, men drammen virker ikke sprittet.

Teaninich 2007 14 Year Old - Sample

Teaninich 2007 14 Year Old – Sample

Palette:

De solmodne appelsiner og mandariner smages som det første. Tropiske frugter som ferskner og mango kommer hurtigt efter. Efter et par nip af denne Highland whisky, kommer en let smag af tørrede abrikoser og dadler efterhånden mere frem. Ligeledes fremkommer smagen af brun sukker og vanilje også. Der mærkes kortvarigt lidt sort peber på tungen, der giver en let prikkende fornemmelse. De 54.3% Vol alkohol mærkes i drammen, og der kan tilsættes lidt vand efter personlig præference.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Der smages stadig brun sukker og vanilje. De tørrede frugter er væsentligt mere tilbagetrukket i eftersmagen, end i både duften og smagen. Lejlighedsvist kommer de tropiske frugter også frem i afslutningen. En smule bitterhed kommer frem til sidst. Man efterlades med lidt tørhed i munden, og med en fornemmelse som når man har drukket sødet frugt-te, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“Cask number 302395A, filled into a Sherry Butt on 09/03/2007. Transferred into a refill sherry barrel on 16/04/2018. Bottled 19/08/2021”

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky. Der gives ganske fine noter i både duft og smag. Forventer man et sherry-monster, så bliver man til gengæld skuffet. På trods af fuld lagring på ex-sherry fad, så er de klassiske sherry noter meget underspillet i denne whisky. Det er i min optik med til at gøre drammen mere interessant, da sherry godt kan nedtone andre nuancer. Man kan købe en af de 297 flasker for omkring 725,- kroner. I dette prisleje er den ganske konkurrencedygtig i både pris og kvalitet med andre uafhængige aftapninger. Konklusionen på denne anmeldelse af Teaninich 2007 14 Year Old  er, at det er fornuftig dram, der er ganske interessant grundet sin diskrete sherry-profil.

Talisker 18 Year Old – afrundet og røget

Hjem » Diageo » Side 2

Talisker 18 Year Old – en blød men kraftfuld whisky

Destilleri: Talisker
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 45,8%
Alder: 18 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Talisker 18 Year Old er en skotsk whisky på 45,8% Vol. Den kommer fra Talisker Distillery, der er beliggende på Isle of Skye. Derfor er dette whisky fra de destillerier i Skotland, som producerer det, der kaldes Island single malt whisky. Whiskyen har lagret på en blanding af ex-bourbon fad og ex-sherry fad i, som navnet antyder, mindst 18 år. Endvidere er den kølefiltreret. Den har blandt andet fået anerkendelse som  “Best Single Malt Whisky in the World”  ved The World Whiskies Awards.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #501

Anmeldelse af Talisker 18 Year Old

Næse:

Man dufter først en let og behagelig røg, der rammer blødt i næsen. Så dukker der langsom fine noter sød tørret frugt, som svesker, rosiner og abrikoser. I baggrunden anes karamel og vanilje fra egetræsfadene. Kombinationen leder tankerne hen i retning af en blanding mellem mørk chokolade og mælkechokolade. Med et par dråber vand og lidt tid i glasset trænges røgen lidt i baggrunden, og de resterende dufte træder mere frem.

Talisker 18 Year Old – Sample

Palette:

Der er god styrke i smagen i denne whisky fra Talisker Distillery. Her er det igen de mørke frugter som dominerer. Man smager blommer, svesker og rosiner. Der er en god sødme, men den bliver aldrig dominerende. Det samme gælder for røgen, som man nærmest kun svagt mærker, og den ligger sig et let slør hen over smagsoplevelsen. I baggrunden fornemmer man lidt egetræ og vaniljenoter. Efter et par mundfulde kommer tydelige nuancer af peber. Man har en lidt olie-agtig fornemmelse i munden når man drikker denne dram, og man har lidt fornemmelse af salt på læberne. Et par dråber vand åbner også smagen lidt mere op.

Afslutning:

Der er en god lang afslutning på whiskyen. Her er det de stærke krydderier som dominerer. Man smager peber, kanel, og et næsten chili-agtigt brænd på spidsen af tungen. De mørke frugter fornemmes stadig i baggrunden. Røgen og sødmen lægger sig også her som et fint tyndt lag over oplevelsen. Man kommer til at tænke på læder og pibetobak med denne kombinationen af smagsindtryk.

Hvad siger producenten:

“An award-winning whisky with wonderful sweetness and warmth, intertwined with just a thread of smoke. Rich and soft but still assertive.”

Konklusion:

Denne whisky er god, det skal der ikke herske tvivl om. Det er en kraftig, men stadig blød og afrundet, oplevelse man får med denne dram. Det er virkelig imponerende, at så meget smag kan pakkes ind så indbydende som dette. Man kan købe en flaske for omkring 1500,- kroner. Man kan eventuelt prøve en sample som jeg har gjort i denne anmeldelse. Om den så er 3 gange så god som Talisker 10 Year Old, der kun koster cirka en tredjedel er så en anden sag. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker 18 Year Old er, at det er whisky af meget høj klasse.