Kilchoman Sanaig – Islay Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Ex-oloroso fad » Side 11

Kilchoman Sanaig – ex-sherry og ex-bourbon fad

Destilleri: Kilchoman
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilchoman Sanaig er en whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret på Kilchoman Distillery, der er et af Skotlands destillerier på Islay. Whiskyen har lagret på en kombination af ex-bourbon fad og ex-sherry fad. En stor del af ex-sherry fadene har tidligere indeholdt Oloroso sherry. Det vides ikke hvor længe whiskyen har modnet på de respektive fad, da den kommer uden aldersangivelse. Det fremgår af flasken, at whiskyen ikke er tilsat kunstig farve, og der er heller ikke brugt kølefiltrering under produktionen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #346

Anmeldelse af Kilchoman Sanaig

Næse:

Næsen rammes først af tydelig røg. Det rød som leder tankerne i retning af aske, og en pejs med helt tørt brænde. Når man har tilpasset sig til den markante røg, så kommer andre noter mere frem. Der duftes nu også rosiner og svesker. I baggrunden anes en let note af citrus og nyslået græs. Efter nogle minutter i glasset, kommer en note af frugtbolcher og modne solbær en anelse frem. Alkoholen er ikke at mærke i duften.

Kilchoman Sanaig

Kilchoman Sanaig

Palette:

Ganske som i duften, så er røg det første som smages. Det er røg som man kender det fra de skotske destillerier på Islay. Som i næsen er det pejs og aske som kommer frem. Sødmen fra svesker og rosiner trænger hurtigt frem igennem røgen. Sammen med røgen virker det næsten som den smag, der er i røget bacon eller røget skinke. En anelse bitterhed dukker op efter et par nip til drammen, og med sig er en let smag af egetræ. I baggrunden anes svagt lidt frisk frugt og lidt mælkechokolade. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Sødmen fra de tørrede frugter findes stadig i munden. Momentvis opleves lidt stærk kanel på tungen. Bitterheden fra egetræ er mere fremtrædende i afslutningen, hvilket også giver en lidt tør fornemmelse i munden. Hele eftersmagen pakkes ind i et tæt lag af markant tør røg. Man efterlades med et minde om bål og lidt mælkechokolade, mens man mærker varme fra 46% vol alkohol i svælget.

Hvad siger producenten:

“Sanaig, named after an inlet on Islay’s rugged Atlantic cost, is a vatting of Kilchoman matured in both sherry and bourbon barrels. This sherry cask scotch whisky is matured in a high proportion of oloroso barrels, imparting a balance of dried fruits, dark chocolate and rich peat smoke into the spirit.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftigt whisky. Kan man lide Islay whisky, hvor røgen er dominerende og et bærende element, så er dette et sikkert valg. Er man nybegynder i kraftigt røget whisky, så skal man kigge andre steder hen, og ikke lade sig “snyde” af lagringen på ex-oloroso sherry fad, for det er en smule nedtonet i oplevelsen. Det bliver dog tydeligere efterhånden som man kommer ned i flasken, og den har været åbnet i nogle måneder. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Konkurrencen i dette prisleje er hård, og man kan købe mange gode aftapninger for pengene. Denne whisky er fint på niveau med mange af dem. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilchoman Sanaig er, at dette er en glimrende ung whisky, hvor røgen dominerer og sherry-noterne er bedre gemt.

Aftapning – Privat whiskyfad

Hjem » Ex-oloroso fad » Side 11

Aftapning – Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso

Efter tre års ventetid er dagen endelig kommet, til aftapning af mit private whiskyfad med “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso”. Jeg har set frem til denne dag, siden jeg den 01/08-2018 bestilte mit eget private 8 liters whiskyfad hos Trolden Destilleri & Bryghus i Kolding.

Inden aftapningen

Midt i november måned tager jeg kontakt til Trolden Destilleri & Bryghus, da mit fad efterhånden så småt nærmer sig en alder på tre år, og dermed også lovmæssigt er blevet til whisky. Jeg vil aftale en tid til aftapning af whiskyen, så jeg kan få flaskerne hjem. Min plan er at aftappe den 10. december på min søns fødselsdag, hvilket er 5 dage efter spritten må kaldes whisky. Dette fraråder Trolden dog at gøre, da de ved at dette kan give meget bundfald. Whiskyen skal hældes over på tanke, hvor den skal have lov at bundfælde i minimum en uge, inden det slutteligt hældes på flasker. Vi aftaler derfor, at min søn og jeg kommer ned til destilleriet den 17. december klokken 11.00, så mine flasker kan komme med hjem til Nordjylland.

Aftapning af privat whiskyfad

Den 14. december kontakter Trolden mig, for at informere mig, at jeg desværre ikke kan deltage i selve aftapningen. De har medarbejdere hjemsendt grundet Covid-19 situationen, og kan derfor ikke tilbyde at jeg deltager i processen. Jeg bliver tilbudt at få materialerne med hjem, så jeg selv kan hælde whiskyen på flasker og påføre etiketter. Alternativt klarer de det for mig, og jeg kan blot afhente mine flasker. Vi bliver enige om, at de ordner både aftapning og etiketter. Samtidig aftales det, at jeg køber det gamle aflagte fad for 450,- kroner. Min søn og jeg møder ind til smagsprøver og en god snak med destilleriet. Min søn har ikke tidligere fået en rundvisning, så det bliver der også tid til, inden vores tur går videre.

 

Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso

Fakta

Fakta omkring mit whiskyfad, og slutteligt min whisky, er;

Bestilling: Den 01-08-2018 bestilles et 8 liters virgin oak fad.

Oloroso sherry: Den 23-08-2018 påfyldes Oloroso sherry

New-make: Den 04-12-2018 påfyldes 8 liter new-make på 63% Vol

Fadsmagning: Den 20-07-2020 prøvesmages den kommende whisky

Bundfældning: Den 06-12-2021 er whiskyen, med en alder på 3 år, hældt på tank for at bundfælde inden flaskningen. Denne dato betragtes som aftapningsdatoen, da whiskyen ikke længere påvirkes af fadet.

Aftapning: Den 14-12-2021 aftappes 5,75 liter “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso” ved fuld fadstyrke på 64% Vol. i 50 cl flasker. Der bliver 11 fyldte flasker og en flaske med cask-end.

Prisen

  • Fad, inklusiv påfyldning af oloroso sherry, råsprit og “lager-leje” 3195,- kroner
  • Afgifter og aftapning af 5,75 liter whisky 840,- kroner
  • Tomt 8 liers fad 450,- kroner

Den samlede pris for 5,75 liter bliver hermed 4035,- kroner, hvilket er en literpris på 702,- kroner. Trækker man den lidt tvivlsomme cask-end flaske fra, så svarer det til 367,- kroner for en 50 cl flaske drikkeklar cask strength whisky. Det tomme fad koster 450,- kroner, og hvis dette indregnes i prisen, svarer det til en stykpris på 408,- kroner, for en 50 cl flaske drikkeklar cask strength whisky.

Trolden Destilleri & Bryghus har gjort det godt

Jeg kontaktede første gang destilleriet i juli måned 2018 ned nogle indledende spørgsmål. Dette endte som bekendt ud i en bestilling af dette fad den 1. august 2018. Det har været et sjovt projekt fra start til slut, og det har været meget spændende at følge med i. På denne del af min whisky rejse har Trolden Destilleri og Bryghus haft stor betydning. De har velvilligt og hurtigt svaret på spørgsmål, og har stået til rådighed, når der skulle vises rundt, påfyldes, smages og aftappes.

I løbet af de 3 år, min whisky har modnet, har “Trolden Bryghus” udviklet sig til at være “Trolden Destilleri & Bryghus. De har bygget nye store lokaler og lagerhal. Spiritussen fremstilles stadig på de små 350 liters håndbankede pot-stills, så kvaliteten bevares i det endelige produkt. For mig har dette også haft en stor betydning, og jeg er glad for, at jeg har haft muligheden for, at følge udviklingen hos Trolden. Min whisky og destilleriet er begge vokset og modnet i de år jeg har fulgt dem, og “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso” er med garanti ikke den sidste aftapning, jeg smager fra dem.

Glenglassaugh Revival – Highland Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Ex-oloroso fad » Side 11

Glenglassaugh Revival – ex-bourbon, ex-vin og ex-sherry fad

Destilleri: Glenglassaugh
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry, Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenglassaugh Revival er en skotsk whisky på 46% vol. Glenglassaugh Distillery ligger i Highland området. Whiskyen har først lagret på nye ex-bourbon fad og ex vin fad, som har indeholdt rødvin. Disse er herefter mixet sammen, og har fået en yderligere modning i 6 måneder på ex-oloroso sherry fad. Denne udgivelse var den første som kom på markedet, efter destilleriet havde været lukket i mere en 20 år. Den er nu et af deres kerneprodukter. Whiskyen kommer uden aldersangivelse. Den kommer med naturlig farve og er ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #336

Anmeldelse af Glenglassaugh Revival

Næse:

Næsen rammes først af tydelig note af alkohol. Det er dog væk i løbet af ganske få sekunder i glasset, og mærkes ikke efterfølgende. Der kommer nu duft af friske, og lidt umodne frugter. Det minder lidt om duften man også kan finde i en lidt sødlig hvidvin, hvor også syrligheden mærkes i baggrunden. Nogle minutter i glasset lukker op for noter af mælkechokolade og vanilje. Når man også har smagt på whiskyen, så smages også lidt bitre nødder i duften, og en snert af rosin dukker lejlighedsvist op.

Glenglassaugh Revival - Miniature

Glenglassaugh Revival – Miniature

Palette:

Frugtsødme er det første som rammer munden. Lige så frisk, og umoden, som oplevelsen var i næsen, er oplevelsen i munden omvendt sød og moden. Der smages modne æbler, søde appelsiner og mandariner. Der mærkes også en honningsødme og sødme fra dadler efter et par nip til drammen. Efterhånden blive noter af mælkechokolade og vanilje mere og mere tydelige. Der mærkes stærk peber og ingefær på tungen. De 46% vol alkohol er ikke tydelige i smagen på denne skotske whisky.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Sødmen fra honning og dadler hænger fast i munden, og aftager gradvist. Samtidig bliver smagen af egetræ tydeligere. Der mærkes stadig lidt stærk på tungen fra ingefæren, der også var tilstede i smagen. Der er en let mineralsk fornemmelse i munden, som sammen med egetræet, giver en lidt tør fornemmelse i munden, inden man slutteligt efterlades med en snert metallisk følelse.

Hvad siger producenten:

“The Revival is the first expression released from Glenglassaugh distillery after being mothballed for more than 20 years. The Glenglassaugh Revival has been matured in a balanced mix of ex-red wine and fresh bourbon casks, vatted and re-racked for double maturation in rich sherry casks. Bottled at 46%, non chill filtered and of natural colour, Revival is a stunning Highland single malt with a coastal charm.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky, uden den imponerer specielt. Tager man i betragtning, at whiskyen er meget ung, så ser det dog ganske fornuftigt ud, og der vises gode takter. Man kan købe en flaske for cirka 350,- kroner. Denne pris kan virke lige i overkanten for en så ungdommelig whisky. Er man til friske, unge whiskyer, der stadig tilbyder pondus og god oplevelse, så er dette et ganske glimrende bud. Glenglassaugh er i hvert fald et af Skotlands destillerier, som jeg vil holde øje med fremadrettet. Hvis de kan lave sådan et produkt med ung alder, så kan en ældre aftapning sagtens vise sig at være en super dram. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenglassaugh Revival er, at der formentlig bliver noget at se frem til fra producenten.