Flóki Sheep Dung Smoked Reserve – Single Barrel Bottling

Hjem » Genbrugte fad » Side 4

Flóki Sheep Dung Smoked Reserve – Icelandic Single Malt Whisky

Destilleri: Eimverk
Land: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 47%
Alder: NAS
Fadtype: Whisky
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Flóki Sheep Dung Smoked Reserve er en islandsk whisky på 47% Vol. Whiskyen er fremstillet på Eimverk Distillery. Der er brugt islandsk malt i produktionen. Malten er på traditionel islandsk maner røget ved brug af fåre-møg. Whiskyen er lagret på et genbrugt fad, der tidligere har indeholdt destilleriets Young Malt. Denne single cask aftapning har lagret på fad nummer #27. Det fremgår af flasken, at whiskyen har lagret 3 år på dette fad, inden den er hældt på flaske i 2022. Jeg har købt flasken på en mellemlanding i Keflavik lufthavn, på en tur til Grønland. Jeg har her anmeldt flaske nummer #134.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #457

Anmeldelse af Flóki Sheep Dung Smoked Reserve

Næse:

En let duft af røg rammer næsen som det første. Der følges hurtigt op med en tydelig duft af våde aviser, vådt hø og stald. I baggrunden fornemmes en let duft af læder. I kombination ledes tankerne i retning af den rideskole, jeg besøgte som barn, om søndagen når min far og jeg skulle på tur. Efter lidt tid i glasset opfanges et strejf af citrus og umodne frugter i duften. Alkoholen er ganske tydelig i næsen.

Flóki Sheep Dung Smoked Reserve

Flóki Sheep Dung Smoked Reserve

Palette:

Smagen af vådt hø og hestestald rammer munden som det første. Der følger en smag af fugtigt muldjord hurtigt efter. Langsomt kommer en let tilstedeværelse af røg en anelse mere frem i smag. Det er en røg, som man kender det fra afbrændt papir og pap. Efter et par nip til drammen opfanges en smule egetræ i baggrunden, der også tilføjer en anelse bitterhed til smagen. Et strejf af citrusfugter dukker lejlighedsvist op i smagen. Der er en smule metallisk smag, der ligger over hele smagsindtrykket. Alkoholen er ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Islandske whisky. Smagen af hø og hestestald aftager hurtigt. De syrlige noter fra citrusfrugter og umodne frugter kommer en anelse mere frem i eftersmagen. Ligeledes er smagen af egetræ og bitterheden mere markant. Tankerne ledes i retning af citron-te, der har trukket for længe. Man efterlades med et minde om afbrændt papir og staniol i munden.

Hvad siger producenten:

“Our Sheep Dung Smoked Reserve is a truly unique smoked malt. Here we apply an old traditional Icelandic smoking style using sheep dung to smoke the barley. For centuries, Icelanders used this smoking method to preserve food and heat houses; to this day it is used for traditional food preparation and Icelandic malt crafting. The result is truly a unique whisky with a complex flavor profile. Sweet smoky notes compliment the intense flavor of the Icelandic barley and a rich, lingering aftertaste that brings you back to the farm you worked on decades ago. Flóki Sheep Dung Smoked Single Malt is handcrafted and produced from 100% locally farmed Icelandic barley, smoked using traditional Icelandic methods and materials. It is a Single barrel whisky aged for 3 years in ex-Flóki Young Malt barrels under the base of mount Hekla.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky. Man fornemmer tydeligt, at det er en ung whisky, der ikke har lagret længe inden den er aftappet. Har man mod på at prøve lokale whiskyer, med et tydeligt lokalt præg, så finder du netop dette, i denne whisky. Man kan købe en flaske på 70 cl. for cirka 600 kroner i Keflavik lufthavn i Island. For de penge får man mere en sjov historie at fortælle, end en god whisky at drikke. Retfærdigvis skal det siges at oplvelsen bliver bedre ned igennem flasken. Nuvel, det er nok den mest mærkværdige ting jeg har oplevet på min whisky rejse. Jeg har prøvet whisky røget med bøgeflis, brændenælder og enebær, samt diverse sjove kombinationer af fad, men dog aldrig en der har været røget på fåre-møg. Konklusionen på denne anmeldelse af Flóki Sheep Dung Smoked Reserve er, at den lever op til forventninger til en møg-whisky, der mest er interessant som en lokal kuriositet.

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old – Signatory Vintage 2008/2016

Hjem » Genbrugte fad » Side 4

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old – Aftappet til FC Whisky

Destilleri: Edradour
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Signatory Vintage
ABV: 60,3%
Alder: 8 år
Fadtype: Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Edradour Ballechin 2008 8 Year Old er en skotsk whisky på 60,3% vol. Whiskyen er fremstillet på Edradour Distillery, der ligger i Highland regionen. Whiskyen har lagret på et second-fill sherry butt fad nummer #212, og er en delvis aftapning på i alt 240 flasker. Whiskyen er aftappet til FC Whisky af den uafhængige aftapper Signatory Vintage, og er del i deres “The Un-chillfiltered Colletion”. Råpritten er destilleret den 27/8-2008, og senere aftappet ved fuld fadstyrke den 26/10-2016, hvilket gør whiskyen 8 år gammel. Der er ikke brugt kunstig farve under fremstillingen, og som navnet på serien antyder, så er den heller ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #446

Anmeldelse af Edradour Ballechin 2008 8 Year Old

Næse:

Man mødes først af blød og sødmefuld røg. når der duftes til whiskyen. Det minder om røgen fra sød æbletobak til piben. Langsomt kommer noter af tørrede frugter frem i glasset, hvor rosiner træder tydeligt frem. Der kommer en duft af ristede valnødder frem efter nogle minutter i glasset. Ligeledes fremkommer en let jordslået duft, som man kender det fra en fugtig kælder. Kombinationen leder tankerne i retning af gammelt læder. De 60,3% vol alkohol mærkes i næsen, og vand kan med fordel tilsættes. Vandet trækker en let syrlig note frem, der minder lidt om grapefrugter.

Edradour Ballechin 2008 - Sample

Edradour Ballechin 2008 – Sample

Palette:

Alkoholen er tydelig i smagen, og ganske som i duften, kan vand med fordel tilsættes for at nedtone spritten lidt. De mørke noter er også ganske tydelige i smagen. Igen er det rosiner der er tydeligst. Der kommer en anelse bitterhed frem, som den man kender fra umodne nødder. Efter et par nip til drammen fornemmes lejlighedsvist lidt syrlige noter af citrus i baggrunden. Hele smagen pakkes ind i et tydelig lag af sødmefuld røg. Der mærkes kortvarigt en smule kanel på tungen, når whiskyen drikkes.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på drammen. Først dominerer sødmen fra rosinerne stadig. Dette aftager gradvist, og en let bitterhed kommer frem. Der smages en smule egetræ og vanilje. Fornemmelsen af noget jordslået, som også var at finde i duften, kommer en anelse frem i eftersmagen. Der mærkes stadig et fint lag af sødmefuld røg i munden. Kombinationen leder igen tankerne i retning af sød pibetobak og gammelt læder. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, og man efterlades med lidt mokka og kanel i munden, mens varmen fra alkoholen breder sig i kroppen.

Hvad siger producenten:

“A 2008 vintage from Edradour Ballechin – Heavily Peated and Specially Selected For Denmark 2016”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky med kraftig smag, og masser af power, så er dette den rette dram at vælge. Man kan købe en flaske for lige under 800,- kroner. Der er mange flasker at vælge imellem i dette prisleje. I dette tilfælde får man en naturlig præsentation, uden kølefiltrering og uden kunstig farve, der er aftappet ved fadstyrke. Samtidg skal man tænke på at Signatory Vintage ejer destilleriet, hvilket giver dem rig mulighed for, at vælge de helt rigtige fad til disse “uafhængige aftapninger” af Edradour whisky. Det giver dem en glimrende lejlighed til at fremstå bedst muligt, hvilket de også gør i dette tilfælde. Konklusionen på denne anmeldelse af Edradour Ballechin 2008 8 Year Old er, at Signatory Vintage endnu en gang viser, at de er fantastiske som uafhængig aftapper af deres egen whisky.

Smoke and smirr – SMWS 53.357

Hjem » Genbrugte fad » Side 4

Caol Ila 2009 10 Year Old – SMWS 53.357

Destilleri: Caol Ila
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, SMWS
ABV: 56,7%
Alder: 10 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Smoke and smirr SMWS 53.357 er en skotsk whisky på 56.7% Vol. Whiskyen er fremstillet af Caol Ila Distillery på Islay. Den uafhængige aftapper The Scotch Malt Whisky Society har flasket denne single cask whisky. Whiskyen har modnet i 10 år på et enkelt genbrugt ex-bourbon fad. Spritten er brændt den 12/11-2009. Whiskyen er ikke kølefiltreret, og farven er ikke kunstigt justeret. De 306 flasker i dette outturn, er alle aftappet ved cask strength.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #424

Anmeldelse af SMWS 53.357

Næse:

Duften af røg er det første som kommer op af glasset. Det er røg-duft som den man finder i kul ved havegrillen. Der kommer også hurtig sødme i næsen. Det er sødme fra vanilje og karamel, der er tydeligst. I baggrunden anes svagt lidt modne pærer og honningmeloner. Langsomt kommer en let maritim note frem, hvor man fornemmer salt- og havluft. De 56.7% Vol. alkohol er ikke at mærke i duften.

Smoke and smirr 53.357 - Sample

Smoke and smirr 53.357 – Sample

Palette:

Modsat i duften, så er sødmen det første som smages. Vanilje, karamel og lys chokolade smages tydeligt. Efter et par nip til denne Islay whisky kommer en anelse frugtsødme også frem. Moden honningmelon og og henkogte pærer smages i baggrunden. De maritime noter er mere markante i paletten, mens lidt mineralske noter følger med. Der er tydelig salt på tungen og læberne, mens lidt flintesten ligger an anelse bagved. Hele smagsprofilen pakkes ind i et lag af røg, som den man kender når man griller. Alkoholen fornemmes, men drammen fremstår ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Røgen er mest fremtrædende i eftersmagen. Sammen med lidt salt og flintesten ligger den som et fint lag i munden. Der mærkes med mellemrum lidt stærk peber på tungen, der sammen med varmen fra alkoholen giver lidt prikken på tungen. Slutteligt tørrer munden en anelse ud, mens vanilje, karamel og mælkechokolade smages.

Hvad siger producenten:

“Sweet juicy langoustines were being grilled on a hickory wood fire on the beach and while we waited we spooned up spicy, creamy bisque with freshly baked sourdough bread. On the palate neat surprisingly mellow with wisps of lavender smoke and tea tree oil, while in the finish finely diced chillies in a barbeque glaze with aniseed. Water added the smell of a smoke infused damp jumper which reminded us of George Campbell Hay’s poem ‘The Smoky Smirr O Rain’ (smirr being Scottish for fine, drifting rain). The taste was that of a smoky fruits de mer platter followed by sea-buckthorn meringue with sorbet and shortbread – very pleasing indeed.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Kan man lide whisky fra dette destilleri, så går man ikke galt i byen med denne aftapning fra SMWS. Den tilbyder lige nøjagtigt det, som forventes af en Caol Ila, der har lagret på ex-bourbon fad. Der gives røg, maritime noter, sødme og en del vanilje og karamel. Man kan købe en flaske for 825,- kroner. I dette prisleje findes meget god whisky. Denne dram skiller sig nok ikke positivt nok ud fra mængden, til helt at berettige denne pris. Der findes en del såkaldte Islay Mystery Malts på markedet, som klarer sig ligeså godt, og disse er med garanti også ofte fra Caol Ila. Nuvel, man får da en single cask whisky aftappet ved fuld fadstyrke, der er fremstillet uden kølefiltrering og farvestoffer, men den er stadig ikke 500,- kroner bedre end den klassiske 12 års udgave. Konklusionen på denne anmeldelse af Caol Ila 2009 10 Year Old, SMWS 53.357, Smoke and smirr er, at den leverer det man forventer, men der findes en del Mystery Malts fra Islay på markedet, der godt kan konkurrere med den på både pris og kvalitet.