Hødal Single Estate Peated Whisky – Fadsmagning 1 år

Hjem » Medium røg » Side 2

Hødal Single Estate Peated Whisky – Fadsmagning af fadandel

Destilleri: Nordisk Brænderi
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: N/A
Alder: 1 år
Fadtype: Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

For cirka et år siden var jeg til påfyldning af et fad hos Nordisk Brænderi i Fjerritslev, og det er nu tid til at smage Hødal Single Estate Peated Whisky 1 år. For nogle uger siden modtog ejerne af andele i dette fad, en indbydelse til fadejerdag, hvor der er mulighed for at smage på udviklingen af vores kommende whisky. Destilleriets egen producerede malt er røget med lokal udgravet tørv. Fadet er et 100 liters ex-sherry fad no 73a, der først har indeholdt Pedro Ximenez sherry, og efterfølgende rom af mærket Wanderum. Råspritten blev påfyldt fadet den 13. April 2025. Dette er den første Single Estate Peated Whisky fra destilleriet, og fadet blev fyldt få dage efter underskrivelse af “Det Danske Whiskymanifest”. Fadsmagningen, af dette et årige private cask, finder sted søndag den 19/4 fra klokken 14.00 til 17.00 hos destilleriet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Besøg hos Nordisk Brænderi

Efterhånden som klokken nærmer sig 14.00 begynder ejerne af andele i fadet stille og roligt at indfinde sig  Anders Bilgram siger velkommen til flokken på omkring 25 personer, og det bemærkes, at der er repræsentanter tilstede for alle andelsejere af fadet. Herefter bevæger vi os igennem produktionslokalerne, og ind i lagerrummet, hvor fadet er placeret.

Hødal Single Estate Peated Whisky

Hødal Single Estate Peated Whisky

Anders fisker omkring en halv liter op fra fadet, og vi går tilbage til destillationsrummet. Githa hælder en dram op til hver fra fadet, og det er nu tid til at smage, hvad et års modning har gjort ved råspritten. Der er på dagen mulighed for at købe destilleriets varer til fordelagtige priser. Min kone køber en flaske Danish Whisky Megablend First Edition 2026 til mig. Den blev hældt på Mega-fedet få dage før vores fad blev påfyldt. Githa er flink at give mig en flaske Hødal Whisky Smoky Passion 5 år med hjem til anmeldelse her på bloggen, så den postes inden så længe. Efter at have smagt på fadprøven bevæger vi os over i “Røverstuen”, hvor der diskes op med kaffe, the, hjemmebagt kage samt alle de smagsprøver man lyster fra destilleriets produkter. Jeg prøver et glas af Fortrylleren, som er en dejlig dram.

Hødal Single Estate Peated Whisky 1 år

Næse:

Der er tydelig note af aske-røg, men det er en lidt tilbagetrukket tør røg, der ikke på nogen måde dominerer. Destillatet træder fint frem, og der er tydelige noter af græs med et strejf af citrusfrugter som grape og revet skal fra en citron. Alkoholen fornemmes, uden det virker sprittet, på trods af højt alkoholdindhold og lav alder.

Hødal Single Estate Peated Whisky 1 år

Hødal Single Estate Peated Whisky 1 år

Palette:

Alkoholen er væsentlig mere fremtrædende i smagen, og det mærkes at det er ung spiritus vi har fat i. Hurtigt komme den tørre askeagtige røg frem. Der kommer herefter sødme fra lidt modne æbler og pærer. Der følges hurtigt pop med syrlighed, der leder tankerne i retning af nyslået græs og usødet grapefrugt.

Afslutning:

Der er kort afslutning på denne kommende whisky. Der fornemmes lidt restsødme fra modne frugter, der dog hurtigt viger pladsen for syrligheden fra grapefrugt. Der ligger et fint lag af røg, der har en anelse mere blødhed og sødme i afslutningen, der giver associationer til grillet kød. Man står tilbage med varme fra den ukendte, men høje, alkoholprocent.

Hvad siger producenten:

“Det bliver et fad, hvor vi for første gang har eksperimenteret med at tørre malten med varme og røg fra tørv gravet af de gode tørvebisser fra Moseby og Udholm. Det er tørv, som er forarbejdet efter gamle nordjyske traditioner, og gennem flere dage har varmen i ovnen tørret malten, mens røgen har tilføjet en behagelig aroma.”

 

Konklusion:

Det har været en dejlig eftermiddag i det Nordvestjyske. Som sædvanligt var der god behandling fra Anders og Githa, der gerne viser destilleriet frem. De deler også rundåndet smagsprøver fra Nordisk Brænderi ud på en dag som denne. Forventninger til den kommende whisky blev indfriet, og jeg ser virkelig frem til at følge udviklingen de næste år, indtil det skal aftappes. Anders Bilgram var om muligt endnu mere spændt end os, på at smage denne første røgede Single Estate whisky fra destilleriet. Lad os bare sige, at han både så og lød tilfreds med resultatet indtil videre. Konklusionen på denne dag med fadsmagning af Hødal Single Estate Peated Whisky 1 år er, at den viser virkelig gode takter, og jeg ser frem til næste års smagsprøve.

Isle of Harris The Hearach Batch 6 – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Medium røg » Side 2

Isle of Harris The Hearach Batch 6 – HE00006 23

Destilleri: Isle of Harris
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Isle of Harris The Hearach Batch 6 er en whisky på 46% Vol. Den kommer fra det skotske destilleri Isle of Harris Distillery. Den har modnet på en kombination af 21% ex.borbon fad fra Heaven Hill, 64% ex-bourbon fad fra Buffalo Trace, 11% ex-oloroso sherry fad og 4% ex-fino sherry fad. Det fremgår på kassen, at den har modnet mindst 5 år på disse fad i Ardhasaig Warehouse 1. Whiskyen er aftappet mellem den 28/7-2023 og 14/8-2023. Der er aftappet i alt 12.026 flasker i dette Batch 6 med kode HE 00006 23. Whiskyen er fremstillet uden brug kunstige farvestoffer, og er desuden aftappet uden  kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #560

Anmeldelse af Isle of Harris The Hearach Batch 6

Næse:

Sødme fra malt og vanilje kommer kommer op fra glasset med det samme. En duft af friske og lidt syrlige æbler kommer efterhånden mere frem i duften. Når whiskyen har stået i glasset i nogle minutter, kommer en let bitter note frem, der leder tankerne i retning af det der kendes fra umodne nødder. Et svagt strejf sødmefuld af røg ligger over hele duftindtrykket. De 46% Vol alkohol er ikke tydelige i duften.

Isle of Harris The Hearach Batch 6

Isle of Harris The Hearach Batch 6

Palette:

Den lidt sødlige røg, der kun svagt er til stede i duften, er mere tydelig i munden, og smages som det første. Sammen med honning- og maltsødme giver det associationer til det man kender fra røget skinke og bacon. Der mærkes kortvarigt lidt sort peber på tungen, der dog hurtigt aftager igen. Efter et par nip til denne skotske whisky, smages nu en smule syrlighed, der minder lidt om nyslået græs. Samtidig opfanges lidt bitre noter af egetræ og mandler. Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen. Der er nu tydelig smag af egetræ og mandler. Sødme fra malt og vanilje ligger som et fint lag i munden. Momentvis opfanges stadig et svagt pust af sødlig røg. Man efterlades med en fornemmelse i munden, som når man har spist brændte mandler til jul, mens munden tørrer mere og mere ud.

Hvad siger producenten:

“On the nose I get melted sugar which takes me to childhood memories of my mum making tablet for local charity fairs. The smokiness is very gentle and reminds me of past Sunday nights and toasting bread on the open peat fire, long before S’mores reached Harris! The dram itself evokes “first-footing” as a child and getting a glass of sherry and slice of fruit cake, no doubt also doused in sherry. There’s a sweet almond note too. There’s apple in there – my aunt brought us some from her son’s tree recently and it’s the same freshness and aroma. Finally, I get spices from my time in Dubai, the Arabic coffees, dates, nuts, and the elusive ‘oud’ smell that you often get wandering around the souks…”

Konklusion:

Dette er en udmærket whisky. Forventer man stor kompleksitet og dybde, så skal man kigge andre steder hen. Kan man derimod lide røget whisky, hvor røgen ikke dominerer som i meget Islay whisky, så vil man ikke blive skuffet over denne letdrikkelige whisky. Man kan købe en flaske for cirka 700,- kroner. Med denne prissætning er konkurrencen hård, og der findes efter min mening bedre alternativer i prislejet. Nuvel, det er et nyt destilleri, og jeg er ikke afskrækket fra at prøve mere fra dem. Konklusionen på denne anmeldelse af Isle of Harris The Hearach Batch 6 er, at det er letdrikkelig whisky, der ikke stiller de store krav til nyderen.

Holyrood Embra – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Medium røg » Side 2

Holyrood Embra – Triple Cask Maturation

Destilleri: Holyrood
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43,6%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Holyrood Embra er en skotsk whisky på 43,6% Vol. Whiskyen kommer fra Holyrood Distillery, der ligger i Edinburgh i Lowland distriktet. Whiskyen har modnet på en kombination af first fill ex-bourbon fad, virgin casks, og endelig quarter casks, der tidligere har indeholdt røget Islay whisky. Denne anden release #2 kommer uden aldersangivelse på flasken. Den fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstige farvestoffer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #554

Anmeldelse af Holyrood Embra

Næse:

Noter af sødmefulde frugter kommer op fra glasset først, skarpt forfulgt af en let note af røg. Der duftes modne æbler og pærer, mens tydelig sødme fra honning og vanilje trænger sig på, for til sidst at dominere. Røgen ligger i baggrunden, og fornemmes lidt tør, som den man kender fra aske i brændeovnen. Når man har smagt på whiskyen opfanges også et strejf af citrusfrugter i duften. De 43,6% Vol. alkohol er ikke at mærke i næsen.

Holyrood Embra

Holyrood Embra

Palette:

Røgen er tydeligere i smagen end i duften, og smages som det første når drammen rammer munden. Som i duften er det en tør røg, der giver associationer til det man kender fra aske. Ligeledes er tilstedeværelsen af citrusfrugter også markant tydeligere i smagen end den er duften. Der smages appelsiner og grapefrugt. Sammen med at strejf af nødder, giver syrligheden og bitterheden associationer til revet skal fra en citron. Vanilje- og honningsødme ligger fint i baggrunden. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig på denne whisky fra Skotland.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen kommer igen mere frem i eftersmagen. Der er tydelig sødme fra honning og vanilje, mens modne æbler og pærer kun anes svagt. Der er en tiltagende bitterhed, og maritime og mineralske noter kommer frem, og giver en fornemmelse af salt og flintesten på læberne og tungen. Røgen er nu kun ganske svagt tilstede i baggrunden. Man sidder tilbage med et minde om honningsødet te, der har trukket lidt for længe, mens noter af mælkechokolade trænger sig på.

Hvad siger producenten:

“The mindset for Embra was to set the stage for an exploration into peated whisky. Edinburgh is the gateway to Scotland for many people and this is the idea at the heart of this spirit. We wanted to find the perfect balance of bold smoky flavours and textures of peated whisky while still being accessible to a new whisky drinker. When someone says they don’t like peated whisky, this is the whisky to hand to them. That doesn’t mean there isn’t something for the seasoned peated drinkers as we have all of the hallmark flavours and textures of a great whisky.”

Konklusion:

Dette er en ganske fin whisky. Kan man lide kraftigt røget whisky, med stor kompleksitet, så skal man lede andre steder. Har man mod på at prøve whisky fra et af de nye skotske destillerier, der ikke er bange for at eksperimentere, så er dette et godt bud på en flaske. Det er spændende whisky, der viser gode takter for fremtiden. Jeg har købt denne 70 cl flaske for 615,- kroner på vores besøg på destilleriet, under vores tur til Edinburgh, i sommeren 2024. I dette prisleje er konkurrencen hård. Konklusionen på denne anmeldelse af Holyrood Embra er, at det er fin whisky, der viser gode takter, og håb for fremtidige endnu bedre whisky fra destilleriet.