Ardbeg Auriverdes – The Ultimate

Hjem » NAS » Side 32

Ardbeg Auriverdes – Ardbeg Day 2014

Destilleri: Ardbeg
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 49,9%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardbeg Auriverdes er en whisky på 49,9% Vol. Whiskyen kommer fra Ardbeg Distillery, der er et af destillerierne på Islay. Whiskyen har primært lagret på ex-bourbon fad, med nyligt ristede fad-ender. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Flasken blev sat til salg på “Ardbeg Day” i 2014. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #308

Anmeldelse af Ardbeg Auriverdes

Næse:

Næsen mødes først af tydelig røg. Røgen er ikke så kraftig, som den man kender i eksempelvis Ardbeg Ten. Det minder mere om askerøgen fra et dag-gammelt fyldt askebæger, som jeg husker det fra kollegieværelset i studietiden. Langsom men sikkert kommer en tydelig note tropiske frugter frem. Der duftes lidt banan og en anelse appelsin-skal. Ligeledes kommer vanilje og karamel efterhånden frem i glasset, hvilket gradvist bliver mere dominerende. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Ardbeg Auriverdes - Sample

Ardbeg Auriverdes – Sample

Palette:

Igen er den lidt tørre fornemmelse af aske-røg det første, man stifter bekendtskab med, når man smager på whiskyen. Der er lidt mere bid i alkoholen i munden, end der var i næsen, og der kan nedvandes efter behov. Vaniljesødme kommer hurtigt efter, sammen med en sødme som man kender fra mørk sukker. Ligeledes følger lidt egetræ fint med, og tilføjer lidt bitterhed. Med lidt vand kommer sødmen fra de tropiske frugter en anelse mere frem i smagen. Ligeledes kommer lidt mynte og timian frem fra baggrunden. Når man har smagt på drammen et par gange bliver medicinske noter tydeligere og tydeligere. Noter jeg ofte har fundet i aftapninger fra Laphroaig Distillery.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Den tørre aske-røg hænger fint ved i munden. Bitterhed og smag fra egetræ er mere tydelig i afslutningen. Samtidig anes vanilje, karamel og tropiske frugter stadig fjernt i baggrunden. Momentvis mærkes lidt peber og ingefær på tungen, mens mynte kigger lidt frem. Man efterlades med en smule tørhed i munden, mens man mærker lidt varme fra alkoholen, med et minde om lidt karamel og noter af kaffe.

Hvad siger producenten:

“The whisky of gold (Auri) in an unmistakable green (Verde) bottle uses toasted cask lids to create mocha coffee flavours that team up with creany vanilla – it’s a dram of two halves.“

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der tilbydes fine noter af tropiske frugt, masser af vanilje der løftes op af en fin mængde alkohol. Det hele pakkes ind i et aske-agtigt og næsten tørt røgslør. Man får lov til at betale cirka 1800,- kroner for en flaske af denne aftapning. En pris, der nok kun kan retfærdiggøres, for hardcore Ardbeg fanboys. Jeg byttede mig til denne sample, og er glad for, at have smagt den. Hvis jeg skulle lægge samme beløb på whisky, ville jeg nok vælge et par andre flasker, med mindst ligeså gode oplevelser. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardbeg Auriverdes er, at whiskyen er god, men det får man i den grad lov at betale for.

Teeling Blackpitts – Peated Single Malt Whiskey

Hjem » NAS » Side 32

Teeling Blackpitts – ex-bourbon og ex-vin fad

Destilleri: Teeling
Land: Irland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Vin
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Teeling Blackpitts er en irsk whiskey på 46% Vol. Whiskeyen er fremstillet på det irske destilleri Teeling Distillery, der ligger i Dublin. Whiskeyen er trippel destilleret, og har herefter lagret på en kombination af ex-bourbon fad og Sauternes ex-vin fad. Whiskeyen kommer uden aldersangivelse, og det meldes ikke ud, hvor længe modningen har varet. Denne irske whiskey er fremstllet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #307

Anmeldelse af Teeling Blackpitts

Næse:

Der duftes først malt- og frugtsødme. Det er sødmefulde modne pærer og honning som kommer op af glasset. En let brise af røg følger efter. Det er en røg som minder om tør aske. Langsomt kommer en anelse citrusfrugt frem fra baggrunden. Ser duftes lidt mandarin og umoden ananas. Momentvis opleves en duft som den man kender fra mynteblade. Efter at have smagt denne irske single malt whiskey, anes en snert af vanilje også i duften. Alkoholen er ikke at mærke i næsen.

Teeling Blackpitts

Teeling Blackpitts

Palette:

Røgen smages som det første, når glasset sættes til munden. Ganske som i duften er det en tør aske-agtig røg der smages. Smagen fra maltsødme og frugter følger efter med det samme. Der smages solmodne pærer, og tropiske frugter som mandarin og ananas. Vanilje kommer frem fra baggrunden, og bliver gradvist tydeligere, efterhånden som man kommer ned i glasset. Ligeledes fremkommer en smag af egetræ, mælkechokolade og karamel. Der mærkes en anelse stærk peber på tungen, der dog hurtigt forsvinder igen. Heller ikke i smagen mærkes de 46% vol. alkohol.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whiskey. Malt- og frugtsødme mærkes i begyndelsen i munden. Efterhånden overtager egetræ, vanilje og karamel mere og mere. Der opstår en let bitterhed på tungen, og munden tørrer en anelse ud. Samtidig finder man en anelse røg, der tilføjer yderligere tørhed til oplevelsen. Momentvis kommer mynten, der også var at finde i duften, frem i afslutningen. Man efterlades hurtigt med en sødmefuld tørhed i munden, og et minde om vanilje og karamel.

Hvad siger producenten:

“However, what makes Teeling Blackpitts so unique is the triple distillation process, which reduces some of the medicinal character you would get from a traditional Scottish Peated Single Malt and allows the more barbeque smoke characteristic to shine. This is then combined with signature Teeling innovative cask maturation using both ex-bourbon and ex-Sauternes white wine casks, which is then bottled at 46% with no chill filtration to produce a truly different and unique expression of Teeling and Irish Whiskey. The inspiration for the use of these casks came from a previous bottling of Teeling 24-Year-Old Single Malt which was honoured as the “World’s Best Single Malt” in 2019 at the World Whiskies Awards.”

Konklusion:

Her har vi fat i en røget whiskey, der ligger på det jævne. Hvis man forventer en røg-bombe, som man kender det fra skotsk Islay whisky, så skal man kigge andre steder hen. Både udseende og navnet mere end antyder, at vi har fat i en sand røg-bombe. Det lever denne irske whiskey ikke op til. Den har dog stadig noget at byde på, og giver en fornuftig oplevelse. Sødmen fra frugter og vanilje, sammen med den tørre oplevelse fra røg og egetræ, giver faktisk hinanden et godt modspil. Det er naturligvis også altid interessant at smage røget single malt whiskey fra Irland. Tager man prisen på lige under 500,- kroner i betragtning, så når man dog stadig en del længere med skotsk røget whisky i samme prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Teeling Blackpitts er, at Islay stadig laver den bedste røgede whisky, mens Irland stadig halter lidt efter med denne udgivelse.

Glasgow 1770 Peated Single Malt – Release No. 1

Hjem » NAS » Side 32

Glasgow 1770 Peated Single Malt – den første røgede

Destilleri: Glasgow
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry, Virgin oak
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glasgow 1770 Peated Single Malt er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er den første røgede whisky, der er udgivet fra Glasgow Distillery. Destilleriet er et af Skotlands destillerier i Lowland området. Whiskyen lagres først på first-fill ex-sherry fad, inden den afsluttes på virgin fad. Det fremgår af flasken, at den har 50 PPM. Whiskyen kommer uden aldersangivelse. Den er desuden ikke kølefiltreret, og der er ej heller tilsat farve. Den frigives på markedet i slutningen af september 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #304

Anmeldelse af Glasgow 1770 Peated Single Malt

Næse:

Man dufter modne bær som det første, når næsen kommer hen til glasset. Der duftes kirsebær, solbær og skovbær. Et let strejf af røg følger med, men det ligger meget tilbagetrukket i duftindtrykket. Det er ikke en tydelig og markant røg, som man kender det fra Islay Single Malt whisky. Når drammen har stået nogle minutter kommer en duft af blomster frem. Fra baggrunden kommer ligeledes en let syrlig og bitter note, der minder om revet skal fra en appelsin. Alkoholen er ikke at mærke i duften.

Glasgow 1770 Peated Single Malt

Glasgow 1770 Peated Single Malt

Palette:

Røgen er mere tydelig i smagen, end den er i duften, og kommer som det første, når whiskyen kommer ind i munden. Der følges op med noter af blomster og honningsødme. Langsomt kommer de solmodne kirsebær og solbær også frem i smagen. Ligeledes fornemmes appelsin skal i baggrunden. Efter et par nip til drammen kommer smagen af egetræ frem, og tilføjer en smule bitterhed på tungen. Der mærkes kortvarigt lidt stærk sort peber på tungen. De 46% Vol. alkohol er tydeligere i smagen end i duften, men drammen fremtræder ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Røg fornemmes stadig som et fint tyndt lag i munden. Smag af egetræ og vanilje er en del tydeligere i eftersmagen. Smagen fra modne kirsebær og solbær aftager hurtigt. Der kommer herefter lidt smag af tørrede abrikoser frem. Der opleves stadig lejlighedsvist lidt prikken på tungen fra sort peber. Man efterlades med en smag af noget mørk sukker, og lidt bitterhed fra umodne hasselnødder.

Hvad siger producenten:

“Matured in first fill ex-sherry casks and finished in virgin oak, 1770 Peated is a sublime and sophisticated smoky single malt, with hints of flamed orange zest and rich caramel toffee leading to various dark earthy fruits. The finish is long and smooth with lingering notes of macadamia and spice.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky, uden den på nogen måde er prangende. Der er fine nuancer af modne bær, røg og egetræ. Kombinationen virker ganske godt, og dækker meget godt for oplevelsen af, at vi faktisk har med en meget ung whisky at gøre. Man kan købe en hel flaske på 50 cl. for lige under 500,- kroner. Der kan købes meget god whisky for under 500,- kroner, og så endda i en større flaske. Ud fra den betragtning, så er det mest interessante ved denne aftapning, at det er den første røgede udgivelse fra et af de nye skotske destillerier. Det bliver spændende at følge udviklingen i destilleriet aftapninger, for startstedet er i hvert fald hæderligt. Konklusionen på denne anmeldelse af Glasgow 1770 Peated Single Malt er, at det er godt første forsøg på, at lave en røget Lowland Single Malt Whisky.