Bunnahabhain Cruach-Mhòna – Islay Single Malt Scotch Whisky

Hjem » NAS » Side 6

Bunnahabhain Cruach-Mhòna – Ex-bourbon og ex-oloroso fad

Destilleri: Bunnahabhain
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bunnahabhain Cruach-Mhòna er en whisky på 50% Vol. Den kommer fra Bunnahabhain Distillery på Islay. Whiskyen er en kombination af røget og ikke røget whisky, der har modnet på både ex-bourbon fad, og fad der tidligere har indehold oloroso sherry. Flasken kommer uden aldersangoivelse, så det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad. Aftapningen er en Limited Edition aftappet til rejsende på Travel Retail markedet. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke brugt kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #551

Anmeldelse af Bunnahabhain Cruach-Mhòna

Næse:

En tydelig duft af røg kommer frem fra glasset først. Det er en tør askeagtig røg, som man kender det når brændeovnen skal tømmes for aske. Langsomt men sikker kommer sødme mere frem i duften. Der er både vanilje- og karamelsødme. I kombination med røgen ledes tankerne i retning af røget bacon eller skinke. Momentvis opfanges et strejf af citrusfrugter i baggrunden. De 50% Vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Bunnahabhain Cruach-Mhòna - Sample

Bunnahabhain Cruach-Mhòna – Sample

Palette:

Ganske som i duften, så er aske røgen også det første der smages. Der følges hurtigt op med sødme fra vanilje og lys karamel. Citrusfrugter, der ligeledes var svagt tilstede i duften, er mere fremtrædende i smagen på denne Islay whisky. Der smages lemon og et strejf af grapefrugt. Alkoholen er mere fremtrædende i smagen, og man kan med fordel tilsætte lidt vand. Dog skal man være forsigtig, da den ikke tåler meget, før den drukner.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen er hurtigt aftagende, hvilket giver mere plads til smagen af citrusfrugterne. Gradvist aftager smagen af citrusfrugter, mens bitterhed fra egetræ kommer mere og mere frem. Med sig har det en tør fornemmelse i munden, mens en smag af hasselnødder lejlighedsvist kommer frem. Man sidder tilbage med at fjernt minde om aske i munden, mens der mærkes varme i svælget.

Hvad siger producenten:

“Gaelic for ‘Peat Stack’, Cruach-Mhòna is a limited edition malt with strong notes of smoke and peat. Hints of burning grass, hay and sweet herbs burst into flavours of malt, nuts, fruit, white pepper, seaweed, peat smoke and sea salt.”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Kan man lide let-røget whisky, så er dette et godt bud på en flaske. Forventes kompleksitet og dybde, så skal man kigge andre steder hen. Hvis man er nybegynder i den røgede whisky, så ville dette være et godt køb, for her kan de fleste være med. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner for en liter i Travel Retail i diverse lufthavne. Med denne prissætning findes der andre og bedre alternativer, jeg helle ville have drukket en flaske af. Nuvel, havde jeg selv købt flasken var den sikket også blevet tømt. Personligt foretrækker jeg destilleriets klassiske Bunnahabhain 12 Year Old, der ligger i samme prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain Cruach-Mhòna er, at det er fin whisky, hvor de fleste kan være med, men der er andre og bedre flasker fra destilleriet.

Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old – Whiskybaren.dk 2021/2025

Hjem » NAS » Side 6

Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old – A Taste of Denmark (reklame)

Destilleri: Thornæs
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Whiskybaren.dk
ABV: 57,9%
Alder: 4 år
Fadtype: Kastanje
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old er en dansk single malt whisky på 57,9% Vol. Whiskyen kommer fra Thornæs Destilleri på Sjælland. Et 112 liters fad af dansk kastanjetræ, er påfyldt sprit den 10/6-2021. Dette fad nummer #076 er senere aftappet ved cask strength den 15/8-2025. Der er ikke aldersangivelse på flasken, men whiskyen er altså mere end 4 år gammel. Aftapningen er med i serien “A Taste of Denmark” Winter 2025, der er udbudt af Whiskybaren.dk. I denne serie er også aftapninger fra Thy Whisky, Sall Whisky Destilleri, Fary Lochan Destilleri og Nyborg Destilleri. Ifølge “Det Danske Whiskymanifest” er det tilladt at modne whiskyen i blandt andet kastanietræ. De fem destillerier i denne serie er alle medunderskrivere dette manifest. Der sættes 77 flasker fra hvert af destilleri til salg. Whiskyen er aftappet uden farvestoffer, og uden brug af kølefiltrering.

Rune fra Whiskybaren.dk har doneret denne sample til anmeldelse her på bloggen. Jeg besøgte ham, på hans hyggelige værtshus Café Alpha i Aalborg midtby, hvor vi fik en god snak om aftapningerne, og smagte på et par dejlige danske whiskyer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #545

Anmeldelse af Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old

Næse:

En duft af syltede bær kommer fra glasset som det første. Der er syltede brombær og kirsebær. Bagved trænger sødme fra malten sig på. En duft af blomster og honning kommer efterhånden frem. I kombination giver det associationer til den duft man kender fra altheabolsjer. Momentvis opleves en svag duft af kanel i baggrunden, når whiskyen har stået i glasset i en rum tid. Alkoholen mærkes i næsen, og man kan med fordel tilsætte et par dråber vand for at nedtone det. Med vend fremkommer en let duft af citrusfrugt.

Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old - Sample

Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old – Sample

Palette:

Sødme fra blomsterhonning og malten smages først. Der mærkes varme på tungen fra stærk kanel, der dog hurtigt aftager igen. Gradvist kommer mørk sukker og vanilje frem i smags profilen. Momentvis opleves smagen fra syltede bær, der også var at finde i duften. I kombination leder det tankerne i retning af det man kender fra den traditionelle engelske julekage. Efter et par nip til denne whisky fra Sjælland, kommer et strejf af bitterhed frem, der med sig har noter af kakao og mokka. De 57,9% Vol alkohol mærkes, og men det justeres fint med lidt vand, efter personlig præference.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Sødmen er stadig fint til stede. De bitre noter af af kakao og mokka er tydeligere i eftersmagen. Lejlighedsvist opleves en let syrlighed, der også var at finde i duften. Sammen med sødmen fra blomsterhonning, minder det også her om de gode gammeldags altheabolsjer. Man sidder tilbage med en let tørhed i munden, mens varmen fra alkoholen breder sig i brystet.

Hvad siger aftapperen:

“New chestnut fyldt 10.06.21, Kagerup. Tappet 15.08.25 hos Sall Whisky, Sall af Whiskybaren.dk ApS”

Konklusion:

Dette er en interessant whisky. Har man mod på at prøve whisky, der har modnet på utraditionelle fad, som dette fad af dansk kastanietræ, så er dette et godt sted at starte. Det er første gang jeg smager whisky fra Thornæs Destilleri, og jeg er nysgerrig på mere, for det er svært at vurdere om det er destilleriets karakter eller det utraditionelle fad, der giver denne oplevelse. Jeg ville gerne drikke mig igennem en flaske, for helt at forstå, hvad denne whisky har at tilbyde. En flaske med 50 cl. koster 700,- kroner. Det er muligt at købe en gaveæske med alle fem flasker i serien “A Taste of Denmark” for 3500,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Thornæs Destilleri 2021 4 Year Old Whiskybaren.dk 2021/2025 er, at det er en interessant whisky, der tydeligt viser de muligheder “Det Danske Whiskymanifest” giver, for at eksperimentere med fadtyper.

Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old – Whiskybaren.dk 2021/2025

Hjem » NAS » Side 6

Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old – A Taste of Denmark (reklame)

Destilleri: Nyborg
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Whiskybaren.dk
ABV: 53,7%
Alder: 4 år
Fadtype: Dansk egetræ
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old er en dansk single malt whisky på 53,7% Vol. Whiskyen kommer fra Nyborg Destilleri på Fyn. Fad nummer #1000349, der er et 50 liters fad af dansk egetræ, er påfyldt råsprit den 1/5-2021. Whiskyen er senere aftappet den 14/8-2025. Flasken kommer uden egentlig aldersangivelse, men er altså godt og vel 4 år gammel. Denne single cask whisky er, sammen med whisky fra Thy Whisky, Sall Whisky Destilleri, Fary Lochan Destilleri og Thornæs Destilleri, med i serien “A Taste of Denmark” Winter 2025, der er sendt på gaden af Whiskybaren.dk. Som den eneste af de fem aftapninger, er denne whisky nedvandet fra en fadstyrke på 62,5% Vol til an alkoholprocent på 53,7% Vol. Alle fem destillerier er medstiftere af “Det Danske Whiskymanifest“. Der udbydes 77 flasker fra hvert af destilleri til salg. Den er aftappet uden farvestoffer, og uden brug af kølefiltrering.

Rune fra Whiskybaren.dk har doneret denne sample til anmeldelse her på bloggen. Jeg besøgte ham, på hans hyggelige værtshus Café Alpha i Aalborg midtby, hvor vi fik en god snak om aftapningerne, og smagte på et par dejlige danske whiskyer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #542

Anmeldelse af Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old

Næse:

En ganske markant duft af solmodne æbler og syltede pærer kommer op fra glasset som det første. Når whiskyen har stået et par minutter i glasset, så nedtones frugtsødmen en anelse. Der gives plads til sødme fra malt, mens der i baggrunden er et strejf af vanilje. Der opfanges et strejf af syrlighed i baggrunden, der leder tankerne i retning af nyslået græs og umodne stikkelsbær. Når man også har smagt på whiskyen duftes også en smule marcipan. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old - Sample

Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old – Sample

Palette:

Sødmen er også dominerende i smagen. Der smages tydelige søde syltede pærer og modne røde æbler. Der følges hurtigt op med stærk wasabi og ingefær på tungen, der dog ret hurtigt er væk igen. Efter et par nip til denne whisky fra Fyn, kommer en let bitterhed frem. Med sig har det en smag af mandler, der sammen med den tydelige sødme, leder tankerne i retning af det man kender fra marcipan. Ligeledes opleves lejlighedsvist en let syrlighed i munden. De 53,7% Vol alkohol er ikke fremtrædende, men er med til at løfte smagsoplevelsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra syltede og modne frugter har lagt sig som et fint lag i munden. Der opleves let honningsødme, når drammen har fået lov at sætte sig i mundhulen. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen, end den er i smagen. Der er tydelig smag af mandler og marcipan, mens en snert af egetræ anes i baggrunden. Man sidder tilbage med en tør fornemmelse i munden, mens alkoholen giver varme.

Hvad siger aftapperen:

“Danish Oak fyldt 01.05.21, Nyborg. Tappet 14.08.25 hos Sall Whisky, Sall af Whiskybaren.dk ApS”

Konklusion:

Dette er en fin whisky. Kan man lide whisky, der er båret frem af tydelig sødme, så er dette et godt bud på en god flaske. Det danske egetræ er med til at give whiskyen et let syrligt pift, og en ret tydelig bitterhed. Balancen mellem sødme, syrlighed og bitterhed fungerer fint. De fem flasker i serien “A Taste of Denmark” kan købes i en flot gaveæske og koster 3500,- kroner, mens en flaske med 50 cl. koster 700,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Nyborg Destilleri 2021 4 Year Old Whiskybaren.dk 2021/2025 er. at det er en god whisky, hvor det danske egetræ giver whiskyen et særligt præg.