Evan Williams Single Barrel – 2010 Vintage

Hjem » Virgin Oak fad » Side 15

Evan Williams Single Barrel – destilleret i 2010 og aftappet i 2017

Destilleri: Heaven Hill
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 43,3%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Evan Williams Single Barrel, er en amerikansk bourbon whiskey på 43,3% vol, fra Kentucky. Spritten brændes på det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery. Whiskeyen er lagret på nye fad af amerikansk hvid egetræ. Denne bourbon kommer uden aldersangivelse, men denne udgave er destilleret i 2010, og senere flasket i 2017, hvilket gør den mellem 6 og 7 år gammel.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #191

Anmeldelse af Evan Williams Single Barrel

Næse:

Man rammes straks af egetræ i duften, når man sætter næsen hen til glasset. Dette følges hurtigt op af markant sødme, som man kender det fra brun sukker. Langsomt bliver vaniljen tydeligere og tydeligere.. I baggrunden kan man svagt fornemme en smule kanel. Man mærker ikke de 43,3% vol alkoholen i denne bourbon.

Evan Williams Single Barrel - Sample

Evan Williams Single Barrel – Sample

Palette:

Smagen er også præget af egetræ, der er meget markant når man smager første gang. Dette nedtones dog efter et par nip at denne bourbon. Efterhånden bliver vanilje tydeligere. Der kommer også en tydelig smag af kanel frem i paletten. I baggrunden fornemmes lidt søde æbler som drejer sødmen fra brun sukker, over i retning af den man kender fra honning. Alkoholen er heller ikke markant i smagen.

Afslutning:

Der er en relativ kort afslutning på denne dram. Afslutningen er præget af krydderi. Sammen med alkoholen giver det en smule bid på tungen. Der ligger et fint lag af egetræs-smag rundt i munden. Honningsødmen aftager langsomt, inden man til sidst sidder med en en let bitter og tør fornemmelse på tungen. Man sidder med en følelse som når man har spist en lidt for sød mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

“Evan Williams Single Barrel Bourbon is handcrafted and specially selected by our Master Distillers. A five-time winner of “Whiskey of the Year,” it’s our most premium and decorated Bourbon that measures up to exacting standards. “

Konklusion:

Dette er en klassisk bourbon. Jeg er ikke den helt store fan af amerikansk bourbon, og foretrækker klart skotsk whisky. Jeg kan til gengæld godt lide at udfordre mig selv, så derfor drikker jeg forsøgsvis også noget amerikansk whiskey. Denne dram passer præcis ind i min forestilling om, hvad en amerikansk bourbon skal tilbyde. Der er tydelig, og næsten kvalmende sødme, der kun redes ved hjælp fra den kraftige indflydelse af egetræ, vanilje og kanel. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner. Til den pris, eller endda billigere, har jeg smagt bedre bourbon, hvor ekesempelvis Wild Turkey 101 skiller sig positivt ud. Konklusionen på denne anmeldelse af Evan Williams Single Barrel er, at den lever op til forventningerne til en standard bourbon, men den er nok en kende for dyr i forhold til oplevelsen.

Armorik Double Maturation – Bretagne og sherry

Hjem » Virgin Oak fad » Side 15

Armorik Double Maturation – lagret på fransk egetræ og oloroso

Destilleri: Warenghem
Land: Frankrig
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Armorik Double Maturation er en single malt whisky på 46% vol. fra det franske destilleri Distillerie Warenghem. Det interessante ved denne udgivelse er at dem først har lagret på fransk egetræ fra Bretagne, inden den endelig afsluttes i ex-oloroso sherry fad. Jeg blev anbefalet at købe denne whisky, da jeg besøgte La Maison du Whisky i Paris. Denne whisky er endvidere ikke kølefiltreret, og kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #190

Anmeldelse af Armorik Double Maturation

Næse:

Der kommer straks sødme op af glasset. Det er en tydelig maltsødme først, som gradvist ændrer karakter til en frugtsødme. Der duftes modne appelsiner og henkogte pærer. Der er en let blomsternote i baggrunden, som giver næsen et parfumeret udtryk. Den kan minde lidt om kunstige frugt-vingummier Efter nogle minutter kommer en snert egetræ frem i aromaen. Man mærker ikke de 46% vol alkohol.

Armorik Double Maturation - Miniature

Armorik Double Maturation – Miniature

Palette:

Der er lidt mere bid i alkoholen i paletten, men ikke så meget, at det er nødvendigt at nedtone med vand. Igen er sødme fra modne appelsiner tydelig. Ligeledes fremkommer også noter af blomster, som giver denne franske whisky en smule parfumeret udtryk i smagen også. Efter et par nip til drammen, så kommer en snert vanilje og karamel frem i smagen. Der mærkes en smule prikken på tungen fra lidt peber.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. Frugtsødme er i begyndelsen dominerende, men aftager hurtigt i en lidt kunstig frugtsmag. Der mærkes en smule mint på tungespidsen. Smagen af karamel og vanilje kommer frem i munden. Der kommer en smule bitter smag, inden munden tørrer en anelse ud. Der er en fin varme i mund og svælg fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Genuine symbol of the Distillery’s values, this Armorik highlights both the quality of its know-how and its attachment to the Breton land. In partnership with a local cooper, the Distillery designed unique Brittany oak casks. Armorik Double Maturation remains in them for many long years before being transferred into Oloroso sherry casks for a second maturation. Reduced to 46% and non-chill filtered, it pleases through its richness and elegance.”

Konklusion:

Denne whisky imponerer ikke specielt. Det mest interessante er, at den er fra Frankrig, som ikke er specielt kendt for deres whisky. Jeg købte denne miniature flaske på 5 cl. for 8 euro i La Maison du Whisky i paris, og man kan købe en hel flaske for omkring 400,- kroner. For de penge ville jeg nok vælge at købe en skotsk whisky, hvor der fås ganske gode oplevelser i prislejet. Konklusionen på denne anmeldelse af Armorik Double Maturation er, at jeg ikke har noget imod fransk parfume, bare det ikke er i min whisky.

Barton 1792 Small Batch – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Hjem » Virgin Oak fad » Side 15

Barton 1792 Small Batch – Standard amerikansk bourbon

Destilleri: Barton 1792
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,85%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Barton 1792 Small Batch er en amerikansk Kentucky Straight Bourbon Whiskey på 46,85% Vol, eller hvad der svarer til 93.7 proof. Denne bourbon er produceret på Barton 1792 Distillery, der ligger i Bardstown, som er et af de amerikanske destillerier i Kentucky. Destilleriet er under ejerskab af det amerikanske Sazerac Company. Det har ikke været muligt at finde information om, hvor længe den bourbon har modnet. Tidligere havde flasken påtrykt “Small Batch Aged 8 years”, men det fremgår ikke længere. Oprindeligt blev denne bourbon solgt under navnet “Ridgewood Reserve 1792”, der igen ændrede navn til “1792 Ridgemont Reserve”, inden den endeligt fik det nuværende navn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #187

Anmeldelse af Barton 1792 Small Batch

Næse:

Man dufter straks vanilje og karamel, når næsen stikkes hen til glasset for første gang. Der mærkes også en let syrlig note, som hurtig fortager sig, så vanilje og karamel er endnu tydeligere. Der fornemmes også lidt mørk sukker og honning, som er med til at forstærke det søde duftbillede. Efter lidt tid i glasset kommer egetræ fint frem,og man aner lidt kaffe i baggrunden. Alkoholen mærkes lidt i næsen, men den bliver aldrig dominerende i denne Kentucky Straight Bourbon Whiskey.

Barton 1792 Small Batch

Barton 1792 Small Batch

Palette:

Som i næsen er vanilje og karamel også dominerende i paletten. Samtidig smages brun sukker. Der mærkes hurtigt lidt stærke krydderier på tungen. Der smages kanel og peber, der giver en lidt prikkende fornemmelse. Smagen af egetræ kommer langsomt frem fra baggrunden, men bliver aldrig tydelig. Den ligger blot som en følelse af egetræ i munden. Efter et par nip af glasset kommer en smule syrlighed frem, der minder lidt om citrusfrugt og fyrretræsnåle. Man mærker ikke de 46,85% vol alkohol i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne amerikanske whiskey. Sødmen dominerer også eftersmagen, ganske som den også gjorde i duft og smag. Igen er det den mørke sødme der tydelig. Vanilje og karamel ligger som et fint lag i hele munden. Fornemmelsen af egetræ bliver en smule tydeligere i afslutningen. Det giver en smule tørhed på tungen. Samtidig er der stadig tydelige stærke krydderier på tungen, og der mærkes en lidt bitter note. Der mærkes lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

1792 Small Batch Bourbon is sophisticated and complex. A distinctly different bourbon created with precise craftsmanship. Made from our signature “high rye” recipe and the marriage of select barrels carefully chosen by our Master Distiller. 1792 Bourbon has an expressive and elegant flavor profile. Unmistakable spice mingles with sweet caramel and vanilla to create a bourbon that is incomparably brash and bold, yet smooth and balanced. Elevating whiskey to exceptional new heights, 1792 Bourbon is celebrated by connoisseurs worldwide.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig bourbon. Kombinationen mellem tydelig karamel, vanilje og sødme, sammen med stærke krydderier og egetræ, giver en udmærket smagsoplevelse. Den adskiller sig dog ikke væsentligt fra andre bourbons jeg har smagt i prislejet. Man kan købe en flaske for cirka 350,- kroner. Er man glad for amerikansk bourbon, så er det et fornuftigt niveau. Hvis man er glad for skotsk whisky, så kan man altså også finde mange gode flasker i det prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Barton 1792 Small Batch er, at den er ganske drikkelig, og lever op til forventningerne for en amerikansk dram i dette prisleje.