Auchroisk 15 Year Old – 2002 Vintage DMA

Hjem » Whisky samples » Side 59

Auchroisk 15 Year Old – Flasket af Dansk Maltwhisky Akademi

Destilleri: Auchroisk
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Dansk Maltwhisky Akademi
ABV: 60,9%
Alder: 15 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Auchroisk 15 Year Old er en skotsk whisky på 60,9% vol. flasket af Dansk Maltwhisky Akademi, og er del i deres serie “Malten”. Whiskyen er destilleret på Auchroisk Distillery, der er et af de skotske destillerier i Speyside området. Spritten er destilleret i 2002 og flasket i 2017, hvilket gør whiskyen 15 år gammel. Det har ikke været muligt at finde informationer om typen af fad, blot at det er “fad no. 22”. Det betyder at whiskyen også er en såkaldt single cask whisky. Der er flasket i alt 282 flasker. Det har ikke været muligt at finde informationer om kølefiltrering. Det er værd at bemærke at den er aftappet ved fadstyrke.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #96

Anmeldelse af Auchroisk 15 Year Old

Næse:

Der er straks en let syrlig, næsten vinøs duft, som rammer næsen når man sætter næsen til glasset. Den minder meget om den duft, som er i whisky, som er afsluttet i i ex-vin fad. Dette vinøse udtryk lægger sig langsomt, og giver plads til en god frugtsødme. Det er en sødme som man kender fra henkogte pærer. Frugtsødmen drejer efterhånden over i en duft af søde bær. I baggrunden bliver egetræ og vanilje tydeligere og tydeligere. Imponerende nok er der ikke væsentlig bid i alkoholen i næsen. Lidt vand påvirker ikke næsen nævneværdigt.

Auchroisk 15 Year Old - Sample

Auchroisk 15 Year Old – Sample

Palette:

De 60,9% vol alkohol er derimod ganske tydelige i paletten, og det er nødvendigt at tilsætte lidt vand, for ikke at drukne smagen i en brændende fornemmelse af alkohol. Smagen er præget af søde og modne bær. Der smages modne ribs, og røde stikkelsbær. Den syrlige og vinøse fornemmelse i duften, er ikke af finde i smagen. Langsomt kommer en fin smag af mælkechokolade og vanilje frem. Ligeledes bliver smagen af egetræ en smule tydeligere. Efter et par mundfulde mærkes en smule bitterhed på tungen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky. Sødmen fra bær er dominerende i begyndelsen. Der gives efterhånden plads til mere egetræ og vanilje eftersmagen. Efter lidt tid i munden fremkommer en let bitterhed, som lægger sig på siden af tungen. Mælkechokoladen, som var at finde i paletten, erstattes nu mere af en fornemmelse af mørk chokolade. Der er en fin varme fra alkoholen.

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky. Der tilbydes ganske god kompleksitet, og det er en interessant tur igennem frugt- og bærsødme, igennem chokolade, og over i bitterhed og egetræ. Jeg har købt denne 3 cl. sample for 35,- kroner, og det er den helt bestemt værd. Med denne pris for en sample, så vil en hel flaske sikkert koste lige over 500,- kroner. Desværre bliver det nok svært at finde en hel flaske, da det begrænsede oplag på 282 flasker sikkert for længst er væk. Skulle man være heldig at finde en flaske, så bør man købe den med det samme. Den er ganske enkelt for god at lade gå. Konklusionen på denne anmeldelse af Auchroisk 15 Year Old er, at dette virkelig er en lækker uafhængig aftapning.

Braeval 20 Year Old – Old Particular Single Casks

Hjem » Whisky samples » Side 59

Braeval 20 Year Old – Single cask fra Douglas Laing & Co Ltd

Destilleri: Braeval
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Douglas Laing & Co Ltd
ABV: 51,5%
Alder: 20 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Braeval 20 Year Old er en skotsk whisky på 51,5% vol. Whiskyen er destilleret på Braeval Distillery, der et af de destillerier i Skotland, der er beliggende i Speyside regionen. Den uafhængige aftapper Douglas Laing & Co. Ltd. har aftappet denne flaske. Udgivelsen er en single cask whisky fra et genbrugt sherry butt fad DL12399. Den blev destilleret i december 1997, og er så flasket efter 20 år i februar 2018. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve. Der er udgivet 652 flasker fra fadet.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #95

Anmeldelse af Braeval 20 Year Old

Næse:

Man mærker tydeligt at det er en whisky med alder, når man første gang sætter sit glas op til næsen. Der er tydelig duft af egetræ og fad i næsen. De 51,5% vol. alkohol er stadig fremtrædende efter de 20 år på fad. Man kan med fordel tilsætte et par dråber vand, og fortynde drammen en anelse. Der lukkes herefter op for fine noter af citrus og nyslået græs og hø. I baggrunden fornemmes en smule tørrede frugter. Efter nogle minutter i glasset bliver aromaen mere sødlig, og får næsten karakter af mælkechokolade i næsen. Samtidig bliver duften af modne røde æbler tydeligere.

Braeval 20 Year Old - Sample

Braeval 20 Year Old – Sample

Palette:

Smagen er også præget af egetræ ved første smagning. Dette erstattes dog hurtigt af kraftig sødme, som fra modne frugter. Man når lige at få en god sødme i munden, og dette ændrer sig pludselig til en tydelig syrlig smagsoplevelse. Igen dukker citrus og nyslået græs op. Efter et par mundfulde, og lidt tilpasning fra smagsløgene, så smager man tørre tropiske frugter som abrikos og ananas. Også her kan man med fordel nedvande en anelse.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. Eftersmagen er også præget af smagen fra egetræet, der træder tydeligt igennem. I baggrunden kommer langsom lidt mørke noter af tørre abrikoser, der tilbyder en fin sødme. Efter lidt tid i munden kommer lidt smag af karamel og vanilje. Der er en lille snert af mælkechokolade, som også var at finde i næsen. Munden tørrer langsomt ud, og noterne af vanilje bliver tydeligere, mens man mærker en let prikken af lidt krydderi på tungespidsen. Der mærkes fin varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“This expression, an Old Particular Single Malt Scotch Whisky from the Braeval Distillery, was distilled in 1997 and bottled after 20 long years spent maturing in a Sherry Butt. Only 652 bottles are available globally.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Der er en god kompleksitet, og de 20 år på fad kommer tydeligt frem. Det er en dram, der nærmest er båret frem af egetræ. Samtidig er det interessant, hvordan der skiftes mellem lette, citus-agtige nuancer og tungere typiske sherry noter af tørret frugt. Det gør oplevelsen interessant. Jeg købte denne sample for 65,- kroner for 3 cl. og man kan købe en hel flaske for omkring 1100,- kroner. Den er absolut pengene værd. Er man heldig at finde en af de 652 flasker, så bør man købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Braeval 20 Year Old er, at den tilbyder en fantastisk rutchebanetur af oplevelser for næse og mund.

Singleton of Dufftown Tailfire – Begynderwhisky

Hjem » Whisky samples » Side 59

Singleton of Dufftown Tailfire – den tynde metervare

Destilleri: Dufftown
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Singleton of Dufftown Tailfire er en skotsk whisky på 40% Vol. Dufftown Distillery er beliggende i Speyside området i Skotland. Destilleriet er under ejerskab af spiritusgiganten Diageo. Whiskyen har blandet andet lagret på nyforkullede ex-bourbon fad af europæisk egetræ og amerikansk egetræ. Whiskyen blev første gang sendt på markedet i 2014. Den kommer uden aldersangivelse og er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #93

Anmeldelse af Singleton of Dufftown Tailfire

Næse:

Man dufter moden frugt som det første i glasset. Det minder lidt om røde modne æbler. Stille og roligt bliver duften af egetræ tydeligere, og man fornemmer en lidt tør, nærmest forkullet duft, som sikkert stammer fra de nyligt forkullede fad. Man mærker en let snert af alkohol i næsen. Efter lidt tid i glasset bliver duften af bær tydeligere. Det er en lidt tør duft, som man kender det fra eksempelvis fra umodne stikkelsbær.

Singleton of Dufftown Tailfire - Sample

Singleton of Dufftown Tailfire – Sample

Palette:

Der er en god frugtsødme i første mundfuld. Også her er det søde røde æbler, der dominerer. Langsomt smager man også lidt modne pærer. Efter et par mundfulde ændrer det karakter i retning af modne mørke bær, som blåbær og kirsebær. Man mærker også her de 40% vol alkohol. Langsomt fremkommer en smule vanilje, og man smager en smule kul, uden det minder om røget smag.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Eftersmagen er præget af fornemmelsen af stærke krydderier som peber på tungen. Der ligger en god sødme fra de mørke modne bær i munden. Langsomt smager man lidt vanilje og karamel. Også i afslutningen sidder man lidt med en fornemmelse af kul, uden der på nogen måde er noget som bare minder om røg. Det er mere som en tør og brændt følelse, end en egentlig smags oplevelse.

Hvad siger producenten:

“This vibrant evocation of Dufftown’s fruity character bursts with notes of fresh red berries and sweet vanilla aromas thanks to the influence of European oak casks.”

Konklusion:

Denne whisky er sådan set ganske fin. Den tilbyder fine duft- og smagsnuancer. En flaske kan købes for omkring 300,- kroner. Whiskyen er ofte lidt udskældt på internettet, men jeg mener faktisk, at den er pengene værd. Ikke at det er en super kompleks og fantastisk whisky, men til den pris klarer den sig godt. Særligt finder jeg kombinationen af søde modne bær samtidig, med en tør “forkullet” følelse interessant. Konklusionen på denne anmeldelse af Singleton of Dufftown Tailfire er, at det er en udmærket og lidt undervurderet whisky.