Cragganmore 12 Year Old – blomst og frugt whisky

Hjem » Side 189

Cragganmore 12 Year Old – citrusfrugter og blomster

Destilleri: Cragganmore
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Cragganmore 12 Year Old er en skotsk whisky på 40% Vol. Whiskyen er produceret af Cragganmore Distillery, beliggende i Ballindalloch, Banffshire i Skotland. Destilleriet ligger i Speyside regionen, og er Diageo’s repræsentant for regionen i deres serie “Classic malts of Scotland“. Whiskyen har lagret 12 år på ex-bourbon fad, og er endvidere kølefiltreret. Det er også værd at bemærke, at denne whisky udgør basis bestandelen i flere blended whiskyer.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #33

Anmeldelse af Cragganmore 12 Year Old

Næse:

Man opfanger straks honningsødme når man første gang dufter til denne whisky. Dette følges fint op af fine noter af frisk frugt, som æbler og melon. Det toppes af med en fornemmelse af tilstedeværelse af blomster. Når man har vænnet sig til duften, så kommer der svage nuancer af karamel fra malten, og en lille smule vanilje fra de 12 år på fadet. Honningsødmen, karamellen og vaniljen kan godt lede tankerne hen på mørk sukker. Man mærker ikke de 40% vol. alkohol i næsen.

Cragganmore 12 Year Old

Cragganmore 12 Year Old

Palette:

Modsat i duften, så er det første man smager en tydelig bitterhed, der godt kan stamme fra fadet. Dette efterfølges hurtigt af honningsødmen, man også havde i næsen. Smagen er præget af blomster og lyng. Smagen er også tydeligt præget at de friske frugter som æble og melon. Man fornemmer også en smule syrlighed som man kender fra citrusfrugter. Hvis man forsigtigt tilsætter et par dråber vand til denne alkoholsvage whisky, så kan smagen minde lidt om den man kender fra frugt-the.

Afslutning:

Der er en relativ kort eftersmag på Cragganmore 12 Year Old. Afslutningen er først præget af en let bitterhed, der også er til stede i smagen. Samtidig fornemmer man også en form for syrlighed, som man kender fra citrusfrugter. Kombinationen af bitterhed og syre kan god lede tankerne hen på appelsin- eller citronskræl. Slutteligt tørrer munden lidt ud. Destilleriet skriver “Smoky maltiness on the finish” på kassen, men det mener jeg ikke er til stede. I stedet fornemmer man egetræet fra fadet, som måske godt kan forveksles med nogle af kendetegnene fra røg.

Hvad siger producenten:

“Ballindalloch, on the banks of the legendary salmon river, is for many the home of the definitive Speyside Single Malt Scotch Whisky. Hugely complex, rich with layers of flavour and a whiff of smoke in the finish.”

Konklusion:

Denne whisky er utrolig nem at drikke. Den er ikke specielt kompleks eller avanceret, men stadig fint afbalanceret. På trods af denne umiddelbare simpelhed, så har den stadig noget at byde på. Som repræsentant for Diageo’s “Classic Malts of Scotland”, så viser den fint citrusfrugtnoterne og sødmen frem, der kendetegner Speyside regionen. Man kan købe en flaske for omkring 350,- kroner, hvilket jeg mener er lidt for dyrt. Er man heldig at finde den på tilbud, så kan man få den til omkring 250,- kroner, hvilket er et mere rimeligt niveau. Konklusionen på denne anmeldelse af Cragganmore 12 Year Old er at, det er fin introduktion til Speyside whisky, men kun hvis man kan finde den på tilbud.

Oban 14 Year Old – letrøget krydderiblanding

Hjem » Side 189

Oban 14 Year Old – karameliseret frugt på flaske

Destilleri: Oban
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 14 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★

Oban 14 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Oban Distillery er beliggende på den skotske vestkyst ved Oban havn, og er en del af Highland regionen. Destilleriet er ejet af Diageo, og denne whisky er repræsentant for “West Highland” regionen i deres serie “The Classic Malts of Scotland“. Diageo har valgt at bruge betegnelsen “West Highland” for på den måde, at adskille sig fra Highland regionen, hvor Dalwhinnie 15 Year Old er repræsentant for deres serie – på trods af at Dalwhinnie Distillery også er placeret i den geografisk vestlige del af Highland regionen!?!?. Øst, vest eller midt – Highland er Highland i min verden. Whiskyen har lagret 14 år på ex-bourbon fad af typen Hogsheads, og den er endvidere kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #32

Anmeldelse af Oban 14 Year Old

Næse:

Man opfanger en let røget duft som det første, når man sætter næsen i glasset. Det efterfølges af tydelig duft af krydderier, der hurtigt trænger røgen i baggrunden. Det er dog svært at sætte en finger på, præcis hvilke krydderier der er tale om. Man fornemmer også en lidt frugtagtig sødme, som man kender fra overmodne søde frugter. Endvidere kan man dufte lidt mørk karamel og vanilje. Blandingen kan lede tankerne hen på pibe-tobak. Man kan også mærke de 43% vol. i alkoholindhold i næsen.

Oban 14 Year Old

Oban 14 Year Old

Palette:

Smagen er også præget af krydderiblandingen. Man smager lidt stærke krydderier som peber og kanel. Der er også tydeligt en tilstedeværelse af salt. Paletten er fint dækket at en let røget smag, der ligger sig fint over de andre smagsindtryk. Sødmen fra næsen er dog ikke på samme måde til stede i smagen, der i stedet er en mere tør fornemmelse. Oplevelsen toppes af med en fin varme i kroppen fra alkoholen, der giver Oban 14 Year Old god fyldighed.

Afslutning:

Der er en mellemlang afslutning på whiskyen. Afslutningen er præget bitterhed og noter af salt. Det kan give eftersmagen et lidt tørt udtryk. Samtidig kan man, efter lidt tid, opleve en lille snært af syrlighed der dukker op. Man kan tydeligt mærke de 14 år på fad, hvilket giver sig til udtryk i en klar eftersmag af vanilje. Også her ligger røgen som et let slør over hele udtrykket. Blandingen kan minde lidt om gammelt læder – på den gode måde.

Hvad siger producenten:

“A combination of rich sweetness with a smoky dryness and appetising spice distinguishes this lovingly-matured Highland malt.”

Konklusion:

Denne whisky er ikke for nybegynderen af single malt whisky. Den kan virke lidt barsk. Skal man til at bevæge sig ind i verden af røget whisky, så kan man måske godt starte her. Når det er sagt, så syntes jeg det er en fantastisk whisky. Den tilbyder en god kompleksitet og fine nuancer, der sagtens kan udfordre den erfarne whisky-nyder. Flasken kan købes for cirka 400,- kroner, og det er den bestemt værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Oban 14 Year Old er, at det er fantastisk og kompleks dram, der virkelig har noget at byde på.

Tsjeeses Reserva 2013 – Belgian X-mas Ale

Hjem » Side 189

Tsjeeses Reserva 2013 – Belgisk juleøl lagret på ex-bourbon fad

Bryggeri: De Struise Brouwers
Land: Belgien
Type: Winter Ale
ABV: 10%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Tsjeeses Reserva 2013 er en belgisk ale på 10% vol. fra det belgiske bryggeri De Struise Brouwers, der er beliggende i Vleteren i Belgien. Bryggeriet laver flere projekter, hvor de fadlagrer deres øl i denne Tsjeeses serie. Der lagres både på fad fra amerikansk bourbon, som i dette tilfælde, men også andre øl lagres på portvinsfad. Øllen er fra 2013 så den betragtes som en vintage øl.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #31

Anmeldelse af Tsjeeses Reserva 2013

Næse:

Man fornemmer straks, at det er en øl på 10% vol. Den virker voluminøs og fyldig i næsen, grænsende til lidt sprittet. Man dufter noter af tørret mørk frugt, som rosiner og svesker. Malt-noterne træder også tydeligt frem og giver en god sødme til duften, samt giver en antydning af karamel. Man fornemmer ingen tilstedeværelse af humle. Man fornemmer også at øllen har en del alder på bagen.

Tsjeeses Reserva 2013

Tsjeeses Reserva 2013

Palette:

Paletten er også præget af den tørrede mørke frugt. Man smager tydeligt rosiner og svesker. Der en en god sødme fra malten. Malten tilføjer også noter af karamel. Alkoholen er ikke så tydelig i smagen, men underbygger blot smagen med en god fylde. Det er svært at smage bourbon i øllen, men man fornemmer dog egetræ og vanilje, hvilket mere end antyder, at Tsjeeses Reserva 2013 er lagret på egetræsfad. Også i smagen er der ingen humle at finde.

Afslutning:

De mørke tørrede frugter præger også eftersmagen på denne øl. Efter lidt tid ændrer det karakter til nærmest at smage af moden fersken og modne kirsebær. Afslutningen bærer også præg af noter af vanilje og tilstedeværelse af egetræ fra fadet. Man mærker varme fra alkoholen på 10% vol., der stille og roligt breder sig i kroppen. Man mærker også i eftersmagen at øllen er en vintage udgave med alder, hvor den nærmest virker vinøs.

Hvad siger producenten:

“Tsjeeses is a jolly, blond winter ale with a fluffy white cap. Its aroma is elegant with hints of fruit, spices, refreshing herbs, and noble hops. The taste is robust, very complex, and quite dry for its style. This warming ale isour gift to you for the holidays.

Konklusion

Denne øl er imponerende kompleks i sit udtryk, men man tænker dog overhovedet ikke på jul, når man drikker den. Den er utroligt kraftig, men stadig blød og behagelig i munden. Ikke mindst kan man fornemme, at øllen har ligget på fad, hvilket kan være en sjældenhed på øl, der slår sig op på at være fadlagret. Øllen er importeret fra Amerika. Det betyder at den har været to gange over Atlanterhavet. Første gang da bryggeriet eksportere den til det amerikanske marked, og anden gang, da den indføres til Danmark. Om det er derfor det efterhånden er blevet til en vintage øl, det vides ikke, men det klæder den godt med alder, hvilket ofte er tilfældet med øl der har højt alkoholindhold. Øllen kan købes for omkring 50,- kroner, og det er den helt sikkert værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Tsjeeses Reserva 2013 er, at den ikke er specielt julet, men det er virkelig en fantastisk og kompleks øl.