Elijah Craig Small Batch – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Hjem » Side 32

Elijah Craig Small Batch – fra hårdtbrændte fad

Destilleri: Heaven Hill
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 47%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Elijah Craig Small Batch er en amerikansk bourbon whiskey på 47% vol, hvilket svarer til 94 proof. Den fremstilles på det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery i Kentucky. Denne bourbon har lagret på level 3 forkullede egetræs fad, hvilket er en relativ hård afsvidning af fadet. Aftapningen kommer uden aldersangivelse, men som det fremgår af navnet, er det Small Batch i mindre oplag.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #491

Anmeldelse af Elijah Craig Small Batch

Næse:

En tydelig duft fra egetræ kommer frem fra glasset som det første. Der følges op med tydelig sødme fra mørk sukker og sirup. Langsomt kommer duften fra modne mørke som kirsebær og brombær mere frem. I baggrunden opfanges lys karamel og vanilje. Momentvis duftes krydderier som kanel, peber og nelliker. Sammen med sødmen giver det associationer til det man kender fra kagerne til juletid. Alkoholen fornemmes i næsen, og den kan opleves lidt sprittet ved første kontakt. Det aftager dog en anelse mår drammen har stået nogle minutter i glasset.

Elijah Craig Small Batch

Elijah Craig Small Batch

Palette:

Sødmen smages også som det første. Ganske som i duften, så er det mørk sukker og sirup, der dominerer i begyndelsen. Der følges hurtigt på med stærke krydderier som kanel og peber, der sammen med alkoholen, giver varme og en prikkende fornemmelse på tungen. Langsomt kommer smagen af vanilje og karamel mere frem i denne bourbon. Lejlighedsvis opleves er strejf af kirsebær i smagen, men ikke lige så tydeligt som i næsen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. sødme fra sirup og mørk sukker ligger som et fint lag i munden. Der opleves stadig tydelig kanel og peber på tungen, der sammen med alkoholen, giver varme på tungen og i brystet. En smule bitterhed kommer slutteligt lidt frem, og med sig har det et strejf af egetræ, der er med til at fremhæve vanilje og karamel. Bitterheden efterlader et spor af kaffe og mørk chokolade. Man sidder tilbage med et minde om julekager, inden munden slutteligt tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“Expertly aged in Level 3 charred oak barrels, our award-winning Small Batch Bourbon is known for its signature warm spice & subtle smoke flavors. Each barrel is hand selected by our Master Distillers.”

Konklusion:

Dette er en ganske god bourbon. Hvis man kan lide tydelig sødme fra mørk sukker, sirup, karamel og vanilje, så vil man ikke blive skuffet med denne aftapning. Man kan købe en flaske for omkring 350,- kroner for 70 cl. Med denne prissætning er den ganske konkurrencedygtig med andet bourbon i dette leje. Jeg har efterhånden en del tømte flasker bourbon bag mig, og jeg må stadig tilstå, at mit hjerte ligger hos single malt whisky. Når det er sagt, så er interessen stigende for de amerikanske dråber, og denne aftapning rammer et fint “sweet spot” med mit avancement på bourbonrejsen. Konklusionen på denne anmeldelse af Elijah Craig Small Batch er, at det er en fin bourbon, hvor de fleste kan være med uanset erfaring.

Belle Starr – American Outlaws

Hjem » Side 32

Belle Starr – Wheated Bourbon Barrel Aged Double Mash Imperial Coffee Stout

Bryggeri: Amager Bryghus
Land: Danmark
Type: Imperial Coffee Stout
ABV: 13,2%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Belle Starr er en fadlagret Double Mash Imperial Coffee Stout på 13,2% vol. Øllen er lavet af det danske bryggeri Amager Bryghus. Øllen har lagret i 17 måneder på fad, der tidligere har indeholdt Wheated Bourbon. Det fremgår dog ikke på flasken, fra hvilket af de amerikanske destillerier disse fad kommer fra. Lidt søgning på internettet afslører dog, at det er fad fra Heaven Hill Distillery, der tidligere har indeholdt Old Fitzgerald.  Øllen er med i bryggeriets serie af fadlagrede aftapninger kaldet “American Outlaws”. Den er aftappet uden brug af filtrering og pasteurisering. Flasken i denne anmeldelse er fra Batch #2323, der er med i seriens 2022 aftapninger.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #490

Anmeldelse af Belle Starr

Næse:

Sødme fra mørk og hårdt ristet malt kommer frem fra glasset først. Bagved ligger en mørk og varm note, som den man kender fra det fyldte kaffefilter, når kaffen er lige er løbet igennem kaffemaskinen. Momentvis opfanges en smule syrlighed i duften, der både kan komme fra humlen, men også fra lagringen på de aflagte fad. Efter at have smagt på øllen kommer et strejf af mørk chokolade også frem. Alkoholen fornemmes i øllen, og den kan i begyndelsen virke en anelse sprittet, men det aftager efterhånden som man kommer ned igennem flasken.

Belle Starr

Belle Starr

Palette:

Smagen fra kaffe rammer munden først. Det er en let bitter smag af kold kaffe, og det giver associationer til den lille slat kaffe der er glemt i bunden af kruset, som man ikke fik drukket, men ikke lige gider hælde ud. Der følges op med tydelig sødme fra malten. Sammen med en let bitterhed kommer smagen fra mørk chokolade gradvist mere og mere frem. De 13,2% Vol alkohol er ikke markante i smagsprofilen, men det fornemmes at der er ret høje procenter.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne fadlagrede øl. Smagen fra kaffe dominerer, og hænge fint ved i eftersmagen. Der er stadig en smule sødme fra malten i munden. Sammen med et strejf af vanilje ledes tankerne i retning af sød lakrids. Bitterheden tiltager hen mod slutningen, sammen med smagen af mørk chokolade tiltager. Man efterlades med et minde som når man har drukket kold og sødet kaffe.

Hvad siger producenten:

“With two pistols strapped on a black velvet skirt flowing over her riding saddle, right down to her shiny, polished boots, Belle Star indeed cut a dramatic figure as she rode through the towns of the Old West as “The Outlaw Queen of Oklahoma”. Born to a wealthy family in 1848 the early life of Belle – or May Shirley as she was baptized – wasn’t exactly what you would asscociate with that of an outlaw.”

Konklusion

Dette er en fin øl. Hvis man kan lide mørke øl, så er dette et fint køb. Hvis man samtidig er glad for kaffe, så er det helt sikkert et hit. Det er sjældent jeg har smagt en kaffe stout, hvor kaffen er så markant i både duft og smag. Smagen fra de aflagte bourbon fad bliver til gengæld en smule væk i tilstedeværelsen af kaffe. Man kan købe en flaske for omkring 170 kroner, hvis man har lyst til at give sig i kast med denne aftapning fra American Outlaws serien. Konklusionen på denne anmeldelse af Amager Bryghus Belle Starr, American Outlaws, er at det er et glimrende bryg, hvor øltypen Coffee Stout virkelig kommer til sin ret.

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 – Campbeltown Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Side 32

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 – ex-sherry og ex-bourbon fad

Destilleri: Springbank
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 21 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen kommer fra Springbank Distillery i den skotske Campbeltown region. Den har modnet på 65% ex-sherry fad, 35% ex-bourbon fad i 21 år, som det også fremgår af etiketten på flasken. Den er fremstillet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve. Flasken har kode 23/218 og er aftappet den 18. oktober 2023 som en “Limited Release”. Som medlem af Springbank Society, kunne man deltage i lodtrækningen om, at købe et smagesæt med alle destilleriets 2023 aftapninger. Denne sample er fra dette sæt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #489

Anmeldelse af Springbank Longrow 21 Year Old 2023

Næse:

Tydelig røg kommer op fra glasset først. Dette aftager gradvist når drammen har stået i glasset i nogle minutter. Efterfølgende kommer en tydelig note af egetræ mere frem, der tilfører en let bitterhed som det man kender fra hasselnødder.. Der duftes friske krydderurter som mynte og timian. Bagved anes lidt søde tropiske frugter som ananas og fersken. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 - sample

Springbank Longrow 21 Year Old 2023 – sample

Palette:

Der er mere kraft i de 46% vol alkohol i smagen, men den virker dog ikke sprittet. Der er tydelig stærk peber og kanel på tungen, der sammen med alkoholen giver tydelig varme i munden som det første. Der gives dog hurtigt plads karamel- og sirupssødme. Efter et par nip til denne Campbeltown whisky kommer de tropiske frugter, der også var at finde i duften, en anelse mere frem fra baggrunden. Der smages søde ferskner og ananas. Der anes et let lag af røg over hele smagsindtrykket, men det er meget tilbagetrukket.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Der anes stadig sødme fra sirup, karamel og søde frugter i munden. Der er en tiltagen bitterhed i afslutningen, og der smages mandler og hasselnødder. I kombination med sødmen giver det associationer til marcipan. Maritime og mineralske noter kommer sluttelig frem, og giver en fornemmelse af flintesten, hav og salt på læberne. Sammen med et strejf af røg giver det en tør afslutning.

Hvad siger producenten:

“Nose: There is a savoury note in the introduction to this dram, along with hints of hazelnut and blackcurrants. Palate: Syrupy sweet yet delicate on the papalte, there are notes of fizzy cola bottles and cigar box smoke. Finish: A characteristically Longrow finish reminiscent of single beaches, flint and seaweed.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Hvis man kan lide whisky fra Campbeltown distriktet, og Springbank i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne dram. Der er god kompleksitet og fine oplevelser for alle sanserne. Når det er sagt, så koster en flaske omkring 3500,- kroner. Med denne prissætning kan der findes meget andet god whisky. Personligt ville jeg nok foretrække at købe 3 – 4 flasker andet whisky. Jeg er dog ganske tilfreds med at have smagt denne sample, for der er så absolut ikke noget galt med whiskyen. Konklusionen på denne anmeldelse af Springbank Longrow 21 Year Old 2023 er, at det er en dejlig whisky, men det får man i den grad også lov at betale for.