Glen Garioch 12 Year Old – Highland Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Side 97

Glen Garioch 12 Year Old – Ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: Glen Garioch
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glen Garioch 12 Year Old er en whisky på 48% vol. Whiskyen kommer fra det skotske destilleri Glen Garioch Distillery, der er beliggende i Highland regionen. Whiskyen har lagret på en kombination af ex-bourbon og ex-sherry fad. Modningen har varet i minimum 12 år, som det også fremgår på flasken. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #300

Anmeldelse af Glen Garioch 12 Year Old

Næse:

Tørrede frugter som rosiner og abrikoser er det første, der kommer op fra glasset. Herefter kommer noter af tropiske frugter som ananas og fersken. Efter lidt tid i glasset kommer en let note af citrusfrugt frem. Efter nogle minutter i glasset kommer vanilje og karamel mere frem i aromaen. Ligeledes bliver alkoholen også mere tydelig, og et par dråber vand kan afhjælpe dette. Med vandet bliver sødmen tydeligere i drammen.

Glen Garioch 12 Year Old - Miniature

Glen Garioch 12 Year Old – Miniature

Palette:

Smagen fra citrusfrugter rammer munden som det første. Der smages søde appelsiner, med en snert syrlighed fra citroner. Der mærkes hurtigt stærk peber og frisk ingefær på tungen. Langsomt kommer de mørkere noter af tørrede rosiner og abrikoser mere frem. i smagen. Når man har smagt på whiskyen et par gange bliver egetræ efterhånden tydeligere. Ligeledes opfanges en fjern note, der minder om lakrids. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender lakridsrod. De 48% Vol. alkohol kan mærkes, og der kan nedvandes efter behov. Ganske som i duften forstærkes sødmen en anelse med vand tilsat.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Sødmen ligger som et fint lag i munden. I begyndelsen er det sødme som man kender det fra blomster-honning. Dette ændrer sig igen gradvist over til en mørke sødme fra de tørrede rosiner og abrikoser, der kan minde lidt om mørk sirup. Der mærkes stadig momentvis lidt syrlige noter fra citrusfrugterne. Smagen og lidt bitterhed fra egetræ tiltager en smule. Man efterlades med en smag af karamel og espresso kaffe i munden, mens varme fra alkohol mærkes i brystet.

Hvad siger producenten:

“The perfect accompaniment to Parmigiano-Reggiano, our 12 Years Old binds the dryness of the cheese, which in return provides a platform for the malt’s sweet fruitiness and enhances its clean barley notes.”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Der er god påvirkning fra både ex-bourbon og ex-sherry fadene. Der er fine nuancer af både citrusfrugter, tørrede frugter, vanilje og karamel. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. For de penge får man en flaske whisky med en aldersangivelse på 12 år på 48% Vol, der ikke er kølefiltreret. Det gør whiskyen fuldt ud konkurrencedygtig i prislejet, og en flaske man sagtens kan købe hjem til sin whiskysamling. Jeg har dog kun anmeldt en miniature flaske på 5 cl., men vil helt sikkert købe mere fra destilleriet. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Garioch 12 Year Old er, at denne aftapning giver mod på, at prøve andre flasker fra producenten.

Sall Whisky Peated New Make – ex-Auchroisk first fill port

Hjem » Side 97

Sall Whisky Peated New Make – til Fadandel.dk andele (reklame)

Destilleri: Sall Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Fadandel.dk
ABV: 63,5%
Alder: 0 år
Fadtype: N/A
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Sall Whisky Peated New Make er en råsprit på 63,5% Vol. Råspritten er fremstillet af det danske destilleri Sall Whisky Distillery. Denne råsprit er den 23/4-2021 påfyldt et fad, der tidligere har indeholdt whiskyen Auchroisk 2010 9 Year Old First Fill Port, der er aftappet af den danske uafhængige aftapper Fadandel.dk. Planen er at spritten skal modne omkring 4 år på dette genbrugte ex-portvin fad, der får fadnummer #73. Jeg var forbi butikken, hvor Fadandel.dk donerede denne sample til mig til anmeldelse på bloggen. Det er muligt at købe andele i dette fad, så man kan få fingrene i en flaske, når det engang er blevet til Sall Whisky Peated 2021 second fill port ex-auchroisk cask. Den 30. juli 2023 besluttede jeg mig for selv af købe en andel i fadet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #299

Anmeldelse af Sall Whisky Peated New Make

Næse:

Alkohol rammer næsen først. Der er ikke tvivl om, at det er new make med højt alkoholindhold, men den virker ikke sprittet. Det er mere en varm fornemmelse og fyldig fornemmelse det giver. Sødmen følger hurtigt efter og tilfører yderligere fyldighed til duften. Der duftes tydeligt sødme fra malt. Hele duften pakkes fint ind i et lag af røg, der får duften til at minde lidt om pibetobak. Røgen aftager gradvist efter lidt tid i glasset.

Sall Whisky Peated New Make - Sample

Sall Whisky Peated New Make – Sample

Palette:

Røgen smages som det første. Det er en sødmefuld røg, der igen leder tankerne i retning af sød pibe-tobak. Det smages sødme fra malten, der brugt i fremstillingen af denne spiritus. Alkoholen er også tydelig i smagen på denne råsprit. Hvis man tilsætter et par dråber vand, så nedtones røgen en anelse, men sødmen bliver en del mere fremtrædende.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne råsprit. Røgen mærkes stadig i munden, og er mere dominerende i afslutningen. Sødmen er væsentligt mere tilbagetrukket og aftager hurtigt. Det gør indtrykket af røgen mere lignende tør aske, end den søde pibe-tobak, der var i både duft og smag. Man sidder tilbage med varme i munden fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“I samarbejde med det Danske Whisky Destilleri Sall, har vi påfyldt vores tomme fad, fra vores Auchroisk 9 år 1st Fill Port aftapning. Vi påfyldte fadet fredag den 23. april 2021, med 220 liter af Sall’ Peated newmake på 63,5%, som helt sikkert kommer til at spille godt sammen med dette portvins fad.”

Konklusion:

Dette er en god råsprit. Jeg har efterhånden smagt en del new make fra danske destillerier, og det er altid spændende. Det er trods alt grundstenen til det som senere gerne skulle blive til en god whisky. Denne dram viser stort potentiale, og kan sagtens drikkes som den er. Den smager endda ganske godt. Når den har modnet færdig på det second fill port ex-auchroisk fad den er påfyldt, så er jeg sikker på at, at whiskyen også bliver ganske drikkelig. Konlusionen på denne anmeldelse af Sall Whisky Peated New Make er, at udgangspunktet til at lave god whisky er på plads, og fadet må klare resten.

Ardbeg Wee Beastie – The Ultimate

Hjem » Side 97

Ardbeg Wee Beastie – 5 Year Old

Destilleri: Ardbeg
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 47,4%
Alder: 5 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardbeg Wee Beastie 5 Year Old er en whisky på 47,4% Vol. Whiskyen fremstilles på Ardbeg Distillery, der er et destillerierne på Islay. Whiskyen har primært lagret på ex-bourbon fad og ex-oloroso sherry fad. Den har modnet 5 år på disse fad, inden den er aftappet og sendt på markedet. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #298

Anmeldelse af Ardbeg Wee Beastie

Næse:

Næsen mødes straks af en tydelig kraftig røget duft. Ret hurtigt følger søde, næsten overmodne, æbler efter, men s noter af moden banan også anes. Langsomt kommer noter af friske krydderurter frem fra baggrunden, og der duftes nu timian og mynte. Et maritimt letsaltet udtryk kommer frem, når whiskyen har stået i glasset i noget tid. Ligeledes dukker lidt citrusfrugt også op. Efter at have smagt på drammen kommer vanilje og karamel også frem i næsen. Alkoholen er ikke tydelig og kan kun svagt anes.

Ardbeg Wee Beastie

Ardbeg Wee Beastie

Palette:

Smagsløgene mødes af røg som det første. Det er røg som man kender det fra et bål, med godt tørt træ, hvor det næsten minder om aske. Smagen fra krydderurterne er også ganske tydelige. Ligeledes er det maritime, og let-saltede udtryk også ganske dominerende i begyndelsen. Efter at have smagt på drammen et par gange, så kommer de sødmefulde æbler og bananer efterhånden mere og mere frem. I baggrunden anes lidt citrusfrugt. Karamel og vanilje bliver gradvist mere og mere tydelig, efterhånden som man kommer ned i glasset. De 47,4% Vol. alkohol er tydeligere i paletten, men den fremtræder ikke sprittet. Et par dråber vand skubber sødmen længere frem,

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne single malt whisky. Mynte mærkes stadig en anelse på tungespidsen, men aftager hurtigt. Malt- og frugtsødme ligger som et fint lag i munden, sammen med et lag af let røg. Der kan kortvarigt mærkes lidt stærk peber på tungen. En smule bitterhed fremkommer sammen med en snert af egetræ. Lidt salt mærkes stadig på læberne, mens man sidder tilbage med lidt vanilje og karamel i munden.

Hvad siger producenten:

“Young and intensely smoky, this is a dram untamed by age. Matured in ex-bourbon and Oloroso sherry casks, Wee Beastie is perfect for enjoying neat or as the mouth-watering main ingredient in a powerfully smoky cocktail.”

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Kan man lide klassiske Islay Single Malt Whisky maritime noter og røg, så er dette den helt rette dram. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, hvilket er cirka samme pris som for Ardbeg 10 Year Old. Personligt finder jeg en del større fornøjelse i den dobbelt så gamle storebror. Når det er sagt, så er det virkelig beundringsværdigt, at sende en flaske på markedet med en 5 års aldersangivelse. Man kan også sammenligne aftapningen med Stauning Peated 7th Edition, der har næsten samme alder, og også er kraftigt røget. I den konkurrence klarer Ardbeg’s 5 års udgave sig bedst både på pris og kvalitet. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardbeg Wee Beastie er, at det er godt bud på en ung Islay whisky, der dog står i lidt skyggen af sin 5 år ældre storebror.