GlenAllachie 15 Year Old – Speyside Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Skotland » Speyside » Side 14

GlenAllachie 15 Year Old – fra Oloroso og PX fad

Destilleri: GlenAllachie
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 15 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

GlenAllachie 15 Year Old er en skotsk whisky på 46% vol.  Den er produceret på GlenAllachie Distillery, der ligger i Speyside regionen. Whiskyen er modnet på et mix af Pedro Ximenez og Oloroso ex-sherry fad. Whiskyen har lagret på disse fad i mindst 15 år, som det fremgår af flasken. Den er desuden fremstillet uden brug af  kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #318

Anmeldelse af GlenAllachie 15 Year Old

Næse:

Det første man opfanger i duften er tydelig frugtsødme, som den man kender fra tørrede frugter. Der duftes dadler, rosiner og figner. Der følges langsomt op med en tydelig aroma fra sødmefulde modne appelsiner. Efter lidt tid i glasset, hvor whiskyen lige får lov at åbne en smule op, kommer fine noter af kakao og mælkechokolade frem. I baggrunden anes en smule hasselnødder og en snert af egetræ. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

GlenAllachie 15 Year Old - Miniature

GlenAllachie 15 Year Old – Miniature

Palette:

Smagsløgene rammes med det samme af både sødme og syrlighed. Også her ledes tankerne i retning af modne appelsiner. Der følges hurtigt op med tydelige mørke og tørrede frugter som rosiner og dadler. Smagen af hasselnødder, som også var svagt tilstede i duften, er tydeligere i paletten. Sammen med en snert af egetræ, tilfører det også en anelse bitterhed til oplevelsen. Efter et par nip til whiskyen bliver chokolade og cacao efterhånden mere og mere tydelig. Momentvis mærkes lidt prikken på tungen fra stærk ingefær og chili. Heller ikke i smagen mærkes de 46% vol alkohol i denne Speyside whisky.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. De mørke tørrede frugter hænger fint ved i eftersmagen. Igen smages dadler og rosiner, der ligger som et fint lag i munden. Smagen af lidt bitre hasselnødder og lidt egetræ giver en smule tørhed i munden. Chokolade og cacao bliver efterhånden mere dominerende. Man efterlades slutteligt med en fornemmelse, som når man har spist søde appelsiner, mens varmen fra alkoholen breder sig i svælget.

Hvad siger producenten:

“Our Master Distiller, Billy Walker, has been working tirelessly on this new expression since day one; evaluating casks and refining recipes to create something special. We’re proud to present the jewel in our crown; the GlenAllachie 15 years old.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er fine udfordringer og oplevelser for både næse og mund. Særligt finder jeg samspillet mellem sødme, syrlighed og bitterhed interessant. Drammen ændrer hele tiden karakter, og udvikler sig med man drikker den. Jeg har her anmeldt en miniature flaske på 5 cl., men jeg kunne godt tænke mig at følge udviklingen igennem en hel flaske. Man kan købe en flaske for omkring 650,-. For de penge får man en 15 års whisky, der ikke er kølefiltreret, er uden kunstig farve samt en glimrende whisky-oplevelse. Alt sammen noget vi som entusiaster sætter pris på. Konklusionen på denne anmeldelse af GlenAllachie 15 Year Old er, at dette er en whisky, som leverer varen i form af en god og gedigen dram.

Glen Grant 16 Year Old – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Skotland » Speyside » Side 14

Glen Grant 16 Year Old – Lagret på Ex-bourbon fad

Destilleri: Glen Grant
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 16 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glen Grant 16 Year Old er en single malt whisky på 43% Vol. Glen Grant Distillery et af Skotlands destillerier i Speyside området.  Whiskyen har udelukkende lagret på ex-bourbon fad. Den har modnet på disse fad i 16 år, som det også fremgår af etiketten. Whiskyen er desuden fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #306

Anmeldelse af Glen Grant 16 Year Old

Næse:

Næsen mødes af en duft af grønne æbler og druer. I baggrunden ligger en duft af lidt tropiske frugter som kiwi og honningmelon. Der kommer langsomt lidt duft af egetræ frem i glasset. Samtidig kommer vanilje og en snert af karamel også frem. Alkoholen mærkes svagt i næsen, men er ikke sprittet. Vand ændrer ikke duften på whiskyen.

Glen Grant 16 Year Old - Miniature

Glen Grant 16 Year Old – Miniature

Palette:

Frugterne er også tydelige i smagen. Kiwi frugter er det første som kommer frem, og der følges hurtigt op med søde honningmeloner. Langsomt kommer en fin smag af henkogte pærer frem, som har en lidt mørkere karakter. Der mærkes lidt stærk peber og frisk ingefær på tungen. Efter et par nip af whiskyen kommer lidt bitre noter frem fra egetræ. Sammen med lidt vanilje og karamel ledes tankerne i retning af det man kender fra kaffe med karamelsmag. Alkoholen er ikke specielt fremtrædende i smagen, og det er ikke nødvendigt at nedvande. Vælger man at tilsætte vand, skal man passe på ikke at drukne den, da den ikke kan tage meget.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Speyside whisky. Afslutningen er præget af vanilje og karamel, der i starten klart dominerer. Langsomt kommer en anelse af frugtsødmen, der dominerede både duft og smag, en anelse frem. Der anes lidt henkogte sødmefulde pærer, og med lidt god vilje anes stadig lidt kiwi. Momentvis mærkes stadig lidt stærkt på tungen. Man efterlades med en let bitter fornemmelse af egetræ på tungen, mens munden tørrer lidt ud.

Hvad siger producenten:

“The latest addition to the range, the 16 Year Old has an abundance of Glen Grant fresh orchard fruit with a complex and intense finish.”

Konklusion:

Her har vi fat i en middelmådig whisky. Kan man lide en let-drikkelig Speyside whisky, der ikke stiller alt for store krav, så er dette et godt bud. Personligt foretrækker jeg noget med lidt mere bid og karakter. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner. For de penge får man trods alt en whisky, der har en alder på 16 år. Ud fra de kriterie er whiskyen konkurrencedygtig på prisen set i forhold til alder. Når det er sagt, så vil jeg stadig personligt nok ligge minde sparepenge et andet sted indenfor prislejet. Jeg er glad for at have smagt whiskyen, men er som sådan glad for, at det kun er en miniature flaske jeg har investeret i. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Grant 16 Year Old er, at det er en nogenlunde whisky, men jeg foretrækker noget med mere kant.

Clan Denny Speyside Edition – Small Batch Bottling

Hjem » Skotland » Speyside » Side 14

Clan Denny Speyside Edition – Bourbon Cask Finish (reklame)

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Douglas Laing & Co. Ltd.
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Clan Denny Speyside Edition er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er en Speyside single malt whisky fra den uafhængige aftapper Douglas McGibbon & Co, der er søsterselskab til Douglas Laing & Co. Ltd. Det vides ikke, hvem der rent faktisk producerer whiskyen, så det er en såkaldt “mystery malt”. Det eneste der kan siges med sikkerhed er, at det er fra et af destillerierne i Speyside området. Det fremgår af flasken at den har fået en afslutning på ex-bourbon fad, men ikke hvor længe denne lagring har stået på. Clan Denny Speyside Single Malt bliver distribueret af Sprit & Co i Danmark, og de har doneret denne flaske til anmeldelse på bloggen. Aftapningen er fra Small Batch nummer DMG09.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #301

Anmeldelse af Clan Denny Speyside Edition

Næse:

Næsen rammes straks af tydelig sødme af modne frugter. Der duftes søde røde æbler og pærer. Langsomt men sikkert følges op med tydelig maltsøde. Efter nogle minutter i glasset blive vanilje og lys karamel gradvist mere og mere tydelig. I baggrunden anes svagt et strejf af noget syrlighed, som minder lidt om revet citrus-skal. Alkoholen anes i næsen, men whiskyen virker ikke sprittet.

Clan Denny Speyside Edition

Clan Denny Speyside Edition

Palette:

Sødmen fra malten er mere markant i smagen, end den er i næsen, og rammer smagsløgene som det første. Sammen med sødme fra modne æbler og pærer følger en anelse honningsødme også med. Ganske som i duften anes en let syrlig note i baggrunden, så tankerne ledes i retning af citrusfrugter. Sammen med en anelse bitterhed, minder det om revet citron-skal. Vanilje og karamel kommer mere frem, når man har nippet til drammen et par gange. De 43% Vol. alkohol er ikke at finde i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Speyside whisky. Sødme fra vanilje og lys karamel ligger som et fint lag i munden. De søde pærer og æbler ligger fint i baggrunden. Momentvis anes syrligheden, der også var tilstede i både duft og smag, og giver et strejf af citrus. Bitterheden er en del tydeligere i eftersmagen, og sammen med lidt stærk peber på tungen, giver det en lidt tør fornemmelse i munden. Man sidder tilbage med en anelse honningsødme i munden.

Hvad siger producenten:

“We have selected a superior example of a Bourbon cask-finished Scotch Whisky from an undisclosed Speyside Distillery. The Whisky is presented in a gift tube and bottled at 43% alcohol strength.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Den er som man kan forvente af en entry-level Speyside whisky, hvor der er fine noter af sød frugt, en anelse citrus, samt vanilje og karamel. Der er ikke den store kompleksitet i whiskyen. Man kan købe en flaske for cirka 350,- kroner. Til den pris får man en fin introduktion til whisky fra regionen, og den vil være god at servere for folk, der lige er startet på whisky-rejsen. Den mere erfarne nyder kan sagtens være med, men de vil næppe blive udfordret på sanserne. Konklusionen på denne anmeldelse af Clan Denny Speyside Edition er, at dette er en god begynder-whisky, hvor alle kan være med.