Royal Lochnagar Distillers Edition – Muscat cask finish

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 19

Royal Lochnagar Distillers Edition – Destilleret 1996 flasket 2009 RL/96-9T

Destilleri: Royal Lochnagar
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry, Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Royal Lochnagar Distillers Edition er en skotsk whisky på 40% vol. Whiskyen er produceret af Royal Lochnagar Distillery. Destilleriet ligger i Highland området. Whiskyen har først modnet på en kombination af primært ex-boubon fad, og en lille del ex-sherry fad. Herefter har den fået en afslutning på ex-vin fad. Disse vin fad har tidligere indeholdt Muscat vin. Råspritten er fremstillet i 1996, og er efter endt lagring hældt på flaske i 2009. Dermed er whiskyen mindst 12 år gammel. Den kommer med koden RL/96-9T påtrykt på flasken. Royal Lochnagar Distillers Edition er ikke længere i produktion.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #225

Anmeldelse af Royal Lochnagar Distillers Edition

Næse:

Honningsødme rammer næsen som det første. Der følges hurtigt op med sødme fra modne appelsiner. Langsomt begynder lidt mørkere noter at komme frem fra baggrunden. Der duftes nu abrikoser og et strejf af rosiner. Bagved ligger en let aroma af vanilje og karamel. Efter noget tid i glasset kommer lidt egetræ frem, og der opstår en smule hengemt eller jordslået undertone. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Royal Lochnagar Distillers Edition

Royal Lochnagar Distillers Edition

Palette:

Søde appelsiner og mandariner rammer smagsløgene som det første. Der følges op med lidt stærk kanel og muskatnød, der dog hurtigt er væk igen. Efter et par mundfulde af denne whisky, kommer tørrede frugter bedre frem. Der smages nu mere abrikoser, med en anelse rosiner og svesker. Honningsødmen dukker op ved lejlighed. Der fornemmes en lidt ekspresso kaffe note i baggrunden. Heller ikke i smagen er de 40% vol alkohol at mærke.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. De mørke frugter er tydeligst i eftersmagen. Der smages stadig abrikoser. Rosiner og svesker er mere tydelige i eftersmagen end de var i paletten. Bagved opfanges stadig en anelse søde appelsiner, og et strejf kanel og muskatnød. Eftersmagen dør ud i et minde om espresso kaffe, karamel og mælkechokolade, men en lidt vinøs fornemmelse mærkes på tungen.

Hvad siger producenten:

“Subtle and fresh, Royal Lochnagar has sweet malt, a pleasing citrus acidity on the palate and a fine, lingering finish. The distillery adjoins the Queen’s Highland estate, Balmoral. For the Distiller’s Edition, hand-selected casks were double-matured in old Muscat cask-wood, its sweet, floral nature elegantly complementing the sandalwood accents of the malt.”

Konklusion:

Denne whisky er fornuftig. Den er ganske blød og let-drikkelig, og der stilles ikke de store krav til smagsløgene. Hvis man bruger lidt tid med den, er der dog ganske interessante nuancer at finde. Aftapningen er for nuværende taget ud af produktion, men skulle den blive sendt på markedet igen, så ville det ikke gøre noget med lidt høje alkohol procent. Jeg er sikke på det vil give drammen et skub i den rigtige retning. Jeg var heldig at finde flasken til 600,-, og så sendte leverandøren endda en gratis sample Glenmorangie The Duthac med i kassen. Konklusionen på denne anmeldelse af Royal Lochnagar Distillers Edition er, at whiskyen er god, men et løft med mere styrke i alkoholen, sikkert vil have en positiv effekt.

Smokehead – Islay Single Malt Scotch Whisky

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 19

Smokehead – Den klassiske 43% røgbombe

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Ian Macleod Distillers
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Smokehead Islay Single Malt Scotch Whisky er en skotsk single malt whisky på 43% vol. Den er flasket af den uafhængige aftapper Ian Macleod Distillers. På flasken er denne whisky kategoriseret som en Islay single malt. Det betyder at den er fra et af de skotske destillerier på øen. Der har igennem en del år verseret rygter om, hvem producenten af denne whisky egentlig er. Derfor går den ofte under navnet “The Mystery Malt”. Whiskyen har lagret på ex-boubon og ex-sherry fad. Endvidere er den kølefiltreret. Flasken kommer uden aldersangivelse. Dette er den klassiske 43% vol udgivelse, som efterhånden har været sendt på markedet af flere omgange.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #222

Anmeldelse af Smokehead

Næse:

Røg rammer næsen som det første. Det er en skarp og meget intens fornemmelse af røg, som man kender det fra når man har sat ild i lidt fugtigt træ. Når lugtesansen har tilpasset sig røgen kommer andre nuancer frem. Der fremkommer sødme fra næsten overmoden frugt, hvor de lige er ved at blive dårlige. Bagved ligger en fin og let note af citrusfrugt, der minder lidt citron. Der er en snert af maritim note over aromaen. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Smokehead

Smokehead

Palette:

Ganske som i duften, er røgen også først yderst dominerende i smagen, ganske som Islay whisky er kendt for. Også her er det kraftig røg, som man kender fra brændende fugtigt træ. Når man har tilvænnet sig røgen, kommer en smag af let-sødlige tørrede frugter frem. Samtidig bliver en note af citrusfrugter mere og mere tydelig, jo flere nip man tager af whiskyen. Ligeledes bliver egetræ og vanilje mere markant, jo mere der smages på drammen. Der ligger en let-saltet maritim note over hele udtrykket. Man mærker heller ikke de 43% vol alkohol i næsen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Syrligheden fra citrusfrugten er tydelig i begyndelsen. Den aftager hurtigt, og modne og tørrede frugter tager en smule over. Der smages lidt dadler og overmodne æbler. En smag af vanilje og mælkechokolade kommer mere frem. Man efterlades med en tørhed i munden, og et minde om røg og egetræ.

Hvad siger producenten:

“Alluringly leftfield, enticingly off kilter, Smokehead is custom built for outsiders who will happily walk across fields of burning peat to find something real, something authentic, something unusual. Something that fits them perfectly. Salty and seaweedy, peppery and peaty, smoky and sweet, Smokehead is definitely that. And defiantly not for everyone.”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Har man en forkærlighed for røg, så er dette et godt bud på en god whisky. Kan man lide dybde og kompleksitet, så skal man kigge andre steder hen. Dette var faktisk nøjagtigt den dram, som fik vækket min interesse for whisky. Det resulterede som bekendt i whiskyblog.dk, og en efterhånden omsiggribende hobby. Man kan købe en flaske for mellem 350,- og 400,- kroner. For de penge får man en røget whisky, uden aldersangivelse og fra et ukendt destilleri. Selvom røgen er den bærende kraft, så er den stadig let at drikke. Konklusionen på denne anmeldelse af Smokehead er, at det er en whisky, som lever højt på røg, og ikke meget andet.

Woodford Reserve – Straight Bourbon Whiskey

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 19

Woodford Reserve – Distiller’s Select

Destilleri: Woodford Reserve
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 43,2%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Woodford Reserve Distiller’s Select er en amerikansk Kentucky Straight Bourbon Whiskey på 43,2% Vol. Bourbonen er produceret af Woodford Reserve Distillery. Destilleriet er et af de mange amerikanske destillerier, som ligger i Kentucky. Destilleriet ejes af giganten Brown-Forman Corporation. Produktet består af en kombination af 72% majs, 18% rug og 10% traditionel byg-malt. Der udmeldes ikke hvor længe denne bourbon har modnet på fadene, men det skulle være omkring 6 år. Som alle andre amerikanske bourbons, kan det dog siges med sikkerhed, at den mindst har lagret 2 år på nye egetræsfad.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #218

Anmeldelse af Woodford Reserve Distiller’s Select

Næse:

Næsen rammes først af tydelig sødme fra modne frugter. Der følges hurtigt op med sødme fra honning. Langsomt, men sikkert, bliver duften af vanilje mere og mere tydelig. Ligeledes fremkommer en fin aroma af mælkechokolade fra baggrunden. En markant note af egetræ findes over hele duft-indtrykket. Der anes en smule alkohol fra de 43,2% vol, dog uden den fremtræder sprittet.

Woodford Reserve Straight Bourbon Whiskey - Miniature

Woodford Reserve Straight Bourbon Whiskey – Miniature

Palette:

Sødme fra vanilje smages som det første, når denne bourbon første gang hældes i munden. Der følges hurtigt op med en let parfumeret smag, som man også finder i noget rye whisky. Dette aftager dog hurtigt, og mælkechokolade og sød karamel tager over. Der lægger et tydeligt lag af egetræ i hele munden. På tungen anes lidt prikken fra stærk peber og kanel. Alkoholen er ikke at mærke i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne straight bourbon whiskey. Egetræ er stadig tydelig i munden. Dette aftager gradvist, og man efterlades med en lidt tør fornemmelse på tungen. Der opstår en let bitter note, som leder tankerne hen i retning af umodne hasselnødder. Oplevelsen aftager hurtigt, og man sidder tilbage med et minde om kanel og mælkechokolade i munden, imens der mærkes varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The art of making fine bourbon first took place on the site of the Woodford Reserve Distillery, a National Historic Landmark, in 1812. The perfectly balanced taste of our Kentucky Straight Bourbon Whiskey is comprised of more than 200 detectable flavor notes, from bold grain and wood, to sweet aromatics, spice, and fruit & floral notes.”

Konklusion:

Denne bourbon imponerer ikke specielt, men den skuffer sådan set heller ikke. Hvis man skal trække noget positivt frem, i forhold til andre bourbons i prislejet, så skal det være, at den ikke er ligeså sukkersød som andre jeg har smagt. Der er ganske interessante og klassiske noter af egetræ, vanilje og krydderier, men uden den næsten vamle sødme konkurrerende mærker kan have. Når det er sagt, så kan den næsten fremtræde en smule tynd, svag og næsten udvandet i hele sit udtryk. Jeg kunne godt bruge lidt mere tyngde. Man kan købe en flaske for lige under 300,- kroner, og til den pris findes også meget god skotsk whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Woodford Reserve Distiller’s Select er, at det ikke bliver denne udgivelse, der får mig til at tænke på andet end skotsk whisky.