Old Forester Classic 86 Proof – Kentucky Straight Bourbon Whisky

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 21

Old Forester Classic 86 Proof – klassisk amerikansk bourbon

Destilleri: Old Forester
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Old Forester Classic 86 Proof er en Kentucky Straight Bourbon whisky på 43% Vol. Bourbonen er producereret af Old Forester Distilling Company, der et af de amerikanske destillerier i Kentucky. Det vides ikke hvor længe denne har lagret, men bourbon skal minimum lagre i 2 år på nye egetræsfad, hvilket denne Kentucky Straight Bourbon Whisky så også minimum har gjort. Navnet henviser til alkoholstyrken i whiskyen, da 86 proof svarer til 43% Vol.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #199

Anmeldelse af Old Forester Classic 86 Proof

Næse:

Der er først en tydelig sødme som rammer næsen. Det er den klassiske sødme som man kender fra bourbon, hvor det er mørk brændt sukker som kommer frem. Man fornemmer en let frugtig aroma i glasset. Efterhånden kommer en tydelig egetræsduft frem. Ligeledes bliver duften af vanilje mere markant, efterhånden som drammen har stået nogle minutter i glasset. Man mærker ikke alkoholen i duften.

Old Forester Classic 86 Proof - Miniature

Old Forester Classic 86 Proof – Miniature

Palette:

Sødmen er også markant i smagen. Igen er det mørk sukker og karamel som kommer frem. Der er også en let syrlig note over det første smagsindtryk, som leder tankerne hen i retning af solmodne appelsiner. Disse appelsiner bliver tydeligere og tydeligere efter hver nip til denne bourbon. Fra baggrunden kommer en fint vanilje igennem. Man mærker lidt sort peber på tungen, hvilket er med til at give et lille spark i drammen. De 43% vol alkohol er ikke at mærke i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Eftersmagen er først præget af de modne appelsiner, som også var at finde i paletten. Dette klinger dog hurtigt af, og der fremkommer en let bitter smagsnuance på tungen. Smagen af egetræ og vanilje tiltager en smule. Man sidder slutteligt med en tydelig vaniljesmag i munden, og med en fornemmelse som når man har spist mælkechokolade. Der er en fin varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Created in 1870, Old Forester is the only bourbon continuously distilled and marketed by the founding family before, during and after Prohibition. At 86 proof, Old Forester delivers a genuine bourbon experience, with rich, full flavor and a smooth character that is ideal for sipping neat, on the rock, with a splash of water or in a classic cocktail.”

Konklusion:

Denne Kentucky Straight Bourbon whisky er ganske fin at drikke. Jeg finder særligt appelsinnoterne interessant. Det er med til at løfte denne dram et niveau op. Den tilbyder mere end blot den klassiske mørke sukkersødme, med noter af egetræ og vanilje. Der er lidt mere udfordring i denne dram. Man kan købe en flaske for omkring 350,- kroner. Jeg har smagt bedre bourbon i det prisleje, og jeg vil nok stadig vælge at lægge sådan en sum penge på en skotsk single malt whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Old Forester Classic 86 Proof er, at den faktisk gør sig ganske glimrende, men mine penge bliver stadig sendt til Skotland.

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 – Signatory Vintage 2008/2015

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 21

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 – Signatory Vintage fra Ardmore Distillery

Destilleri: Ardmore
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Signatory Vintage
ABV: 40%
Alder: 7 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 er en skotsk whisky på 40% Vol. Ardmore Distillery producerer Highland single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen en single cask aftapning lagret i ex-bourbon fad nummer #800083. Flasken kommer uden aldersangivelse, men den er destilleret i 2008 og aftappet i 2015. Det betyder den 7 år gammel. Flasken er aftappet af den uafhængige aftapper Signatory Vintage for den danske engros virksomhed Vinmonopolet. Aftapningen går under navnet “Vinmonopolet Distillery No. 21”. Der er aftappet 357 flasker, og jeg har fået flaske nummer #59. Den er desuden fremstillet uden kølefiltrering, og er ej heller tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #195

Anmeldelse af Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Næse:

Sødmefuld vanilje er det første som kommer op af glasset. Langsomt kommer også en duft af søde modne frugter. Der duftes røde æbler og pærer i whiskyen. Efter nogle minutter i glasset fremkommer en let mineralsk note, som leder tankerne hen på en maritim dram. Der anes også en lille snert af røg, men om det bare kommer fra det afsvedne fad, er svært at vurdere. Røgen bliver tydeligere i aromaen når flasken har været åbnet i noget tid. Man mærker ikke de 40% vol alkohol i næsen.

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Palette:

Frugtsømen er mere dominerende i paletten. Der smages søde pærer og solmodne røde æbler. Også i smagen er vanilje meget tydelig. Det lægger sig som et fint lag i munden. Den mineralske note fra duften, er også en smule til stede i smagen. Det giver en lidt kalket følelse i munden, og en fornemmelse af salt på læberne. Der anes også her en smule brændt smag i denne uafhængige aftapning, som giver en antydning af røg. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de modne frugter forsvinder ret hurtigt. Det gør smagen af vanilje mere tydelig i eftersmagen, og den hænger fint ved i oplevelsen. Det maritime og mineralske udtryk bliver efterhånden tydeligere og tydeligere. Man sidder slutteligt med en fornemmelse af kalk og en smule salt, så man efterlades med et lidt tørt udtryk i munden. Man sidder tilbage med et svagt minde om mælkechokolade og lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger Vinmonopolet:

“Specialaftapningerne fra Distillery-serien er eksklusive whiskyer for enhver smag. Small batches og limited editions fra både de kendte destillerier og dem, man burde kende. Klassiske, tørvede Islays, fløjsbløde Speysides og eminente Highland whiskies. Serien præsenterer det ypperligste inden for Single Malt, nemlig Single Cask. Alle whiskyerne i serien er aftapninger af enkeltstående fade, nøje udvalgt af os, så aftapningen netop er noget helt specielt. Af hvert fad bliver der kun 300-350 flasker. Charmen ved dette er, at hver whisky er forskellig fra standardaftapningen og har derfor sin helt egen karakter, der enten kan fremhæve nogle elementer i standardaftapningen eller være milevidt herfra.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Den har en del at byde på, uden det overhovedet bliver kompliceret. Man får masser af vaniljesødme, som går godt i spænd med det lidt tøre mineralske udtryk. Det giver en god kombination. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, hvilket nok lige er i overkanten, da der findes meget god whisky i det prisleje. Jeg var heldig at købe den, sammen med fire andre flasker single malt og en enkelt flaske blended malt, fra en kollega. Jeg måtte slippe 600,- kroner for de seks flasker, hvilket er en utrolig skarp pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 Signatory Vintage 2008/2015 er, at det er en hæderlig whisky, som ikke stiller de store krav til nyderen.

Evan Williams Single Barrel – 2010 Vintage

Hjem » 40.00%-44.99% Vol » Side 21

Evan Williams Single Barrel – destilleret i 2010 og aftappet i 2017

Destilleri: Heaven Hill
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 43,3%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Evan Williams Single Barrel, er en amerikansk bourbon whiskey på 43,3% vol, fra Kentucky. Spritten brændes på det amerikanske destilleri Heaven Hill Distillery. Whiskeyen er lagret på nye fad af amerikansk hvid egetræ. Denne bourbon kommer uden aldersangivelse, men denne udgave er destilleret i 2010, og senere flasket i 2017, hvilket gør den mellem 6 og 7 år gammel.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #191

Anmeldelse af Evan Williams Single Barrel

Næse:

Man rammes straks af egetræ i duften, når man sætter næsen hen til glasset. Dette følges hurtigt op af markant sødme, som man kender det fra brun sukker. Langsomt bliver vaniljen tydeligere og tydeligere.. I baggrunden kan man svagt fornemme en smule kanel. Man mærker ikke de 43,3% vol alkoholen i denne bourbon.

Evan Williams Single Barrel - Sample

Evan Williams Single Barrel – Sample

Palette:

Smagen er også præget af egetræ, der er meget markant når man smager første gang. Dette nedtones dog efter et par nip at denne bourbon. Efterhånden bliver vanilje tydeligere. Der kommer også en tydelig smag af kanel frem i paletten. I baggrunden fornemmes lidt søde æbler som drejer sødmen fra brun sukker, over i retning af den man kender fra honning. Alkoholen er heller ikke markant i smagen.

Afslutning:

Der er en relativ kort afslutning på denne dram. Afslutningen er præget af krydderi. Sammen med alkoholen giver det en smule bid på tungen. Der ligger et fint lag af egetræs-smag rundt i munden. Honningsødmen aftager langsomt, inden man til sidst sidder med en en let bitter og tør fornemmelse på tungen. Man sidder med en følelse som når man har spist en lidt for sød mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

“Evan Williams Single Barrel Bourbon is handcrafted and specially selected by our Master Distillers. A five-time winner of “Whiskey of the Year,” it’s our most premium and decorated Bourbon that measures up to exacting standards. “

Konklusion:

Dette er en klassisk bourbon. Jeg er ikke den helt store fan af amerikansk bourbon, og foretrækker klart skotsk whisky. Jeg kan til gengæld godt lide at udfordre mig selv, så derfor drikker jeg forsøgsvis også noget amerikansk whiskey. Denne dram passer præcis ind i min forestilling om, hvad en amerikansk bourbon skal tilbyde. Der er tydelig, og næsten kvalmende sødme, der kun redes ved hjælp fra den kraftige indflydelse af egetræ, vanilje og kanel. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner. Til den pris, eller endda billigere, har jeg smagt bedre bourbon, hvor ekesempelvis Wild Turkey 101 skiller sig positivt ud. Konklusionen på denne anmeldelse af Evan Williams Single Barrel er, at den lever op til forventningerne til en standard bourbon, men den er nok en kende for dyr i forhold til oplevelsen.