Balvenie 12 Year Old – DoubleWood

Hjem » Ex-sherry fad » Side 36

Balvenie 12 Year Old DoubleWood – ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: Balvenie
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Balvenie 12 Year Old DoubleWood er en whisky på 40% Vol. Whiskyen er produceret af det skotske destilleri Balvenie Distillery, der ligger i Speyside regionen. Som navnet antyder, er whiskyen modnet i to typer af fad. Den lagres først i 12 år på traditionelle ex-bourbon fad, hvorefter den får en afslutning i 9 måneder på ex-oloroso sherry fad. Whiskyen er fremstillet med brug af kølefiltrering, og der er tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #269

Anmeldelse af Balvenie 12 Year Old DoubleWood

Næse:

Man dufter straks vanilje- og honningsødme når man første gang sætter næsen til glasset. Der kommer også hurtigt sødme fra tørrede frugter som rosiner og abrikoser frem i aromaen. Efter nogle minutter i glasset kommer en snert af egetræ frem i næsen, og der anes lidt mint. I baggrunden er en svag duft af hasselnødder og mælkechokolade. De 40% vol alkohol er ikke at mærke i duften.

Balvenie DoubleWood 12 Year Old - Miniature

Balvenie DoubleWood 12 Year Old – Miniature

Palette:

De tørrede frugter er mere markante i smagen, og abrikoser og rosiner er med det samme til stede i denne Speyside whisky. Der følges hurtigt op med stærk peber og kanel, som prikker lidt på tungen. Det aftager dog lige så hurtigt som de kom. Der følges op med en let syrlig note, som leder tankerne i retning af citrusfrugter. I kombination med en let bitter note af egetræ, ledes tankerne i retning af revet citron-skal. Fra baggrunden kommer hasselnødder, vanilje og mælkechokolade en anelse frem. Heller ikke i smagen er alkoholen tydelig.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Maltsødme og sødme fra vanilje og tørrede frugter ligger som et fint tyndt lag i munden. Kanel og peber mærkes en smule i svælget, mens der er mint på spidsen af tungen. Der kommer gradvist flere noter af mælkechokolade, og espresso kaffe frem. Smagen aftager hurtig, om man efterlades med en svag fornemmelse af egetræ og en let bitterhed i munden.

Hvad siger producenten:

“To make The Balvenie DoubleWood, David Stewart MBE takes whisky that has spent at least 12 years in traditional whisky casks, American Oak ex-bourbon barrels and hogsheads, and moves it to Spanish oak ex-Oloroso sherry casks for an additional nine months. The whisky is then transferred to large oak vessels called “tuns” for 3-4 months to allow the whiskies from individual casks to “marry”. “

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky, der ikke stiller de store krav til nyderen. Der er interessante noter i både, duft, smag og eftersmag, men den mangler stadig lidt, for at komme helt op på øverste hylde. Det er en whisky, hvor alle kan være med. Der er tilpas med smag til at den erfarne drikker godt kan finde den spændende. Samtidig er den tilpas mild og blød, til at den uerfarne ikke bliver skræmt væk. Personligt kunne jeg godt tænke mig at smage en cask strength udgave, da jeg tror at et højere indhold af alkohol kunne løfte oplevelsen en del. Ud fra den betragtning er det som sådan fint, at det kun er en miniature flaske jeg her har anmeldt. Man kan købe en flaske for cirka 400,- kroner, og det virker som en fornuftig pris, for en flaske som mange kan finde fornøjelse i. Konklusionen på denne anmeldelse af Balvenie 12 Year Old DoubleWood er, at det er den bløde mellemvare, men en fin entry-level whisky.

Auchentoshan 12 Year Old – Triple Distilled

Hjem » Ex-sherry fad » Side 36

Auchentoshan 12 Year Old – Ex-bourbon og ex-oloroso

Destilleri: Auchentoshan
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Auchentoshan 12 Year Old er en single malt whisky på 40% Vol. Whiskyen er fremstillet af Auchentoshan Distillery, der er et af Skotlands destillerier i Lowland regionen. Whiskyen er produceret ved brug af trippel destillering, hvilket ikke er sædvane for skotsk whisky. Denne udgave har lagret på amerikanske ex-bourbon fad og ex-oloroso sherry fad, inden de slutteligt mixes og aftappes efter 12 år. Whiskyen er fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #266

Anmeldelse af Auchentoshan 12 Year Old

Næse:

Først duftes en let sødme fra malten. I begyndelsen er duften meget diskret, men den lukker sig en smule op, efterhånden som drammen har stået nogle minutter i glasset. Der kommer en let honningsødme frem efter lidt tid. Samtidig fornemmes lidt friske frugter, som grønne æbler, og en snert af lime. Efter at have smagt på drammen, anes en smule vanilje og karamel i næsen. Man mærker ikke alkoholen.

Auchentoshan 12 Year Old - Miniature

Auchentoshan 12 Year Old – Miniature

Palette:

Man smager først honningsødme. Dette følges af en smule frugtsødme fra melon. Fra baggrunden kommer de friske frugter som grønne, umodne æbler og lime frem igen. Der anes en let bitter note, og kombinationen leder tankerne hen i retning af lime-skal. Der smages karamel og vanilje, og der anes ligeledes lidt egetræ. Der mærkes stærke krydderier i hals og svælg i denne Lowland whisky. Heller ikke i smagen mærkes de 40% vol alkohol.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. De syrlige, friske frugter dominerer først. Der gøres hurtigt plads til noter af hasselnødder, som tilføjer en smule bitterhed på tungen. Vanilje og karamel er tydeligere hen imod afslutningen. Oplevelsen afsluttes hurtigt, og man efterlades med et fjernt minde om rosiner, og en lidt tør egetræs smag i munden.

Hvad siger producenten:

“Every last drop of this spectacular Scotch is triple distilled then matured for over twelve years. Our Lowland Single Malt Whisky has the tempting aroma of toasted almonds, caramelised toffee and the signature smooth delicate Auchentoshan taste. An intriguing 12 year old whisky that’s Distilled Different.”

Konklusion:

Dette er en letdrikkelig og ukompliceret whisky. Kan man lide røget whisky, eller sherry-tunge dramme, så skal man lede andre steder. Er man derimod til whisky, der nærmest glider ned af sig selv, uden man skal tage stilling til duft og smag, så er dette den helt rette whisky. Den kan også anbefales til nybegyndere af skotsk single malt whisky. I sagens natur gør trippel destillering drammen lettere i sit udtryk, og dermed nemmere at drikke, ganske som man kender det fra whiskey fra Irlands destillerier. Man kan købe en flaske for cirka 350,- kroner. Jeg foretrækker mere tyngde, og vil med stor sansynlighed lægge mine penge et andet sted. Konklusionen på denne anmeldelse af Auchentoshan 12 Year Old er, at jeg ganske tilfreds med, at det kun er en miniature flaske jeg har købt.

Ærø Whisky Standard Issue – Small Batches

Hjem » Ex-sherry fad » Side 36

Ærø Whisky Standard Issue – fra ex-bourbon, ex-oloroso og ex-rom fad

Destilleri: Ærø Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Rom, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ærø Whisky Standard Issue er en dansk whisky på 48% Vol. Whiskyen er fra det danske destilleri Ærø Whisky A/S. Under produktionen af denne whisky, er der brugt malt fra både eget malteri, men også fra Fuglsang, der blandt andet også brygger øl. Whiskyen har lagret på en kombination af genbrugte ex-bourbon fad af amerikansk hvid eg, ex-oloroso sherryfad og ex-rom fad. Der meldes ikke ud, hvor længe whiskyen har lagret på disse fad, kun at det er mindst tre år. Den betragtes derfor som en NAS uden aldersangivelse. Whiskyen er ikke tilsat kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering under produktionen. Alle udgivelser er håndlavet, og kommer kun i small batch fra det lille destilleri. Denne flaske er aftappet den 9/12-2019 og har nummer #150.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #264

Anmeldelse af Ærø Whisky Standard Issue

Næse:

Næsen mødes af tydelige mørke noter som det første. Der duftes rosiner og svesker. Hurtigt følger sødme som man kender fra mørk sirup efter. Efter nogle minutter i glasset kommer lidt lysere noter af friske æbler frem. Der er en fornemmelse af malt og nyhøstet korn og nyslået græs i duften. Langsomt kommer duften af egetræ og vanilje svagt frem fra baggrunden. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Ærø Whisky Standard Issue

Ærø Whisky Standard Issue

Palette:

De mørke noter, der også var tydeligst i duften, er også de første der rammer munden. Igen er rosiner og svesker tydeligt til stede. Der er også her en mørk sødme, der leder tankerne i retning af mørk sirup. Egetræ og vanilje er den del tydeligere i smagen, og der anes lidt bitter egetræ på tungen. Momentvis kommer prikken og varme i munden fra stærk peber og kanel. I baggrunden anes lidt maltsødme og friske æbler. Der er en del mere styrke i alkoholen i smagen, men den virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne danske single malt whisky. Sødmen fra rosiner, svesker og mørk sirup har lagt sig som et fint lag i munden. Momentvis mærkes stadig lidt stærk peber og kanel på tungen. Ganske som i smagen, så er egetræ og vanilje mere fremtrædende i eftersmagen. Bitterheden tiltager en anelse, mens varme fra alkoholen breder sig i overkroppen. Man efterlades med en fornemmelse af maltsødme og nyslået halm i munden, der giver en lidt tør fornemmelse.

Hvad siger producenten:

“Vores ‘Standard Whisky’ er lavet på byg fra Ærø fra vores eget malteri og Fuglsang Malteri fra Haderslev. Begge certificeret økologiske. Det er en blid og rund whisky uden smag af røg og ikke sprittet. Aftapningen kommer fra forskellige egetønder, hovedsageligt nyere amerikansk hvid eg, samt enkelte romfade og ældre sherryfade, og det skaber en interessant kompleksitet og forskellige smagsnuancer.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Man mærker at whiskyen er ung, da den til tider kan virke lidt kantet. Det pakkes dog ganske fint ind i mørk sødme, og tydelig smag og bitterhed fra egetræet, der gør oplevelsen ganske tålelig. Sammenligner man med andet dansk whisky, så er den fint konkurrencedygtig. Jeg købte denne flaske, under mit besøg hos whisky.dk, for 799,- kroner, hvilket også er på niveau med andre danske udgivelser. Når det er sagt, så er der stadig et stykke op til kvaliteten i skotsk whisky i samme prisleje. Det er altid interessant at smage dansk whisky, og det skal som udgangspunkt altid prøves af. Denne dram skuffer ikke, men nøgternt set er pengene brugt bedre på skotsk single malt whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Ærø Whisky Standard Issue er, at den på alle parametre er fuldt ud konkurrencedygtig med andet dansk whisky.