Kilkerran Work In Progress 1 – First Release

Kilkerran Work In Progress 1 – Bourbon og Sherry

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilkerran Work In Progress 1 (Kilkerran WIP 1), er en skotsk whisky på 46% Vol fra det genåbnede Glengyle Distillery. Destilleriet er beliggende i Campbeltown regionen, så whiskyen er at betragte som en Campbeltown single malt whisky. Denne whisky er uden aldersangivelse, men den er destilleret i 2004 og flasket i 2009, hvilket giver 5 år. Whiskyen er ikke kølefiltreret, der er ikke tilsat farve, og den har lagret på first fill ex-bourbon fad og ex-sherry fad. Der er udgivet 9000 flasker af denne whisky, og min har flaske kode 09/268.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #17

Anmeldelse af Kilkerran Work In Progress 1

Næse:

Første indtryk i næsen er en relativt sprittet whisky. Den forekommer dog stadig meget mild, uden at udfordre sanserne på indtryk. Man fornemmer noter af vanilje og en smule karamel. Efter lidt tid i glasset, og en smule tilvending i næsen, så opfanger man en antydning af noget, som minder om mælkechokolade. Man kan svagt ane en smule røg, men ikke på nogen måde et kraftigt udtryk.

Kilkerran Work In Progress 1

Kilkerran Work In Progress 1

Palette:

Man opfanger straks røg i smagen, hvilket faktisk er lidt overraskende med den svage røg i duften. Det er ikke en kraftig røg, som man kender fra Islay single malt whisky, men en fin afdæmpet let-røget smag. Smagen forekommer også en anelse sprittet, men den åbner lidt op med en smule tilsat vand. Man smager nu nødder og en antydning af chokolade. Den giver en lidt olie-agtig fornemmelse i munden. Smagen er ikke specielt sød, men man kan godt mærke honning i paletten

Afslutning:

Kilkerran WIP 1 har ikke nogen lang afslutning. Man fornemmer en let brændende fornemmelse fra alkoholen. Når denne fornemmelse har fortaget sig smager man noter af vanilje. Man opfanger en form for syrlighed og bitterhed, der leder tankerne hen på revet citron- eller appelsinskal, som man kender det fra desserter. Også i eftersmagen har man en fornemmelse af olie, men med et frisk pift af græs og let salt. Der er en smule restsødme efter lidt tid, og et par mundfulde.

Hvad siger producenten:

“An initial burst of perfume leads you into a sweet, fruity and eventually spicy aroma. Cloves, more fruits sweetness. Still a Work in Progress, this whisky is already lively, zesty and full of flavour. The sweetness lasts all the way to the finish as vanilla flavours linger on your tongue.”

Konklusion:

Man fornemmer tydeligt at dette er en ung whisky. Den mangler noget modenhed fra flere år på fad. Når det så er sagt, så er det faktisk en ganske fin whisky, som har en del at byde på. Ikke fordi den er specielt kompleks, men den kombinerer nogle typisk tunge nuancer, fra røg og olie, med friske nuancer fra citrus og græs, hvilket har en god virkning. Jeg var heldig at finde flasken til 425,- kr. Dette er ikke kun utroligt heldigt, men også en mere fornuftig og rimelig pris for en NAS whisky, som Kilkerran Work In Progress 1 trods alt er.

Stauning Young Rye, October 2017 – en dansk rug whisky

Stauning Young Rye, October 2017 – en dansk straight rye whisky

Destilleri: Stauning Whisky
Land: Danmark
Type: Rye
Aftapper: Destilleri
ABV: 51,1%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Stauning Young Rye er en dansk rug whisky på 51,1% Vol. Denne whisky er fra Stauning Whisky Distillery, der er delvis ejet af Diageo. Whiskyen er destilleret i 2013 og flasket i oktober 2017 – i alt 2614 flasker. Den blev sat til salg for 495,- kr, og sendt på markedet den 10. november 2017 klokken 12.00 – og den blev udsolgt på 5 minutter. Jeg købte tre flasker. Whiskyen er lagret på nye egetræsfad (virgin oak) og quarter casks. Den er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse. Den har dog, med lidt hurtig hovedregning, ligget 3-4 år til lagring.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #11

Anmeldelse af Stauning Young Rye, October 2017

Næse:

Det første næsen opfanger er en god mørk duft. Det minder lidt om en blanding af mørkt rugbrød og mørk chokolade i skøn forening. Man aner også lidt mørk karamel med vaniljeduft og egetræ. Bag det umiddelbart mørke førstehåndsindtryk gemmer sig dog lidt lettere noter af græs og mark. Sammen med alkoholduften giver den, den ellers tunge Stauning Young Rye, et frisk løft.

Stauning Young Rye, October 2017

Stauning Young Rye, October 2017

Palette:

Førstehåndsindtrykket, når man smager whiskyen, adskiller sig fra det man havde forventet fra udtrykket i næsen. Den virker faktisk utroligt frisk i smagen. Man smager frisk frugt og græs nuancer. Ved anden tår fremtræder de mørke toner fra næsen tydeligere. Man smager nu egetræ, vanilje og en mørk honningsødme. Der er prikken på tungen fra lidt stærke krydderier som kanel og peber, samt et spark fra de 51,1% Vol.

Afslutning:

Der er en god og lang afslutning på whiskyen. Her er det også de mørke smagstoner man opfanger. Igen fornemmes kanel og peber som observeret tidligere. Efter lidt tid får man en fornemmelse af lakrids i munden. Slutteligt fremkommer en chokolade lignende smag, og så tørrer munden lidt ud til sidst. Sammen med lakridssmagen giver det en følelse, som når man har spist lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“It’s warm, friendly and fresh at the same time, spicy, bold, full-bodied and seems considerably older than the age suggests. One clearly senses the Rye and recognize the scent of freshly baked Rye bread.”

Konklusion:

Denne unge rug whisky – straight rye whisky – hvis man skal være lidt international, er et utroligt spændende bekendtskab. De mørke og lyse duft- og smagsoplevelser kommer i skøn forening. Stauning Young Rye har krop og fylde som en dram med god alder, men den er samtidig frisk og spændstig, som man oplever ved unge whiskyer. Det giver en kompleks whisky, der udfordrer sanserne. Prisen på 495,- kr for 50 cl. er måske lige i overkanten, i forhold til det man ellers kan få, indenfor den prisramme. At de sælges for endnu højere pris efter udgivelsen forekommer mig lidt mystisk. Det er selvfølgelig et udtryk for udbud og efterspørgsel, men også grundet en del “hype” omkring Stauning Whisky Distillery. Konklusionen på denne anmeldelse af Stauning Young Rye, October 2017 er, at det er en utrolig spændende whisky, som man bør prøve, i hvert fald til en pris under 500,- kr.

GlenDronach Peated – en for dyr røget Highland whisky

GlenDronach Peated – en røget og saltet Highlander

Destilleri: GlenDronach
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

GlenDronach Peated er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fra GlenDronach Distillery, der er beliggende i Highland regionen. Whiskyen er uden aldersangivelse på flasken. Den har lagret på ex-bourbon, Oloroso og Pedro Ximenez fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #10

Anmeldelse af GlenDronach Peated

Næse:

Det første næsen opfanger er noter af røg, men ikke så tydeligt som i de røgede whiskyer, der er kendt fra Islay regionen. Man opfanger hurtigt nuancer af moden frugt med en snert af citrus. Man fornemmer også en god sødme blandet med vanilje i næsen. Det giver en fornemmelse på duften som minder lidt om karamel.

GlenDronach Peated

GlenDronach Peated

Palette:

Man opfanger straks røgen i smagen på denne whisky, men på et afdæmpet niveau. Den overdøver på ingen måde de fine nuancer af vanilje og egetræ. Whiskyen kan næsten give en fornemmelse af kanel, hvilket harmonerer godt med den honning sødme denne dram har.

Afslutning:

Der er god lang afslutning på denne whisky. Man har længe fornøjelse af den fine røg i forening med smagen af krydderier. Man opfanger vanilje, hvid peber og det hele toppes med en fornemmelse af salt på tungen. Eftersmagen rundes fint af med en god sødme, der minder om honning fra lyng. På trods af sødmen efterlades man med en lidt tør fornemmelse i munden.

Hvad siger producenten:

“The GlenDronach ‘Peated’ pays homage to the peat historically used to dry the malted barley in the traditional floor matlings during the early days of the distillery. The subtle peated notes in this intriguing expression complement the classic GlenDronach Highland character and the rich sherry notes drawn from the wood.”

Konklusion:

For at konkludere denne anmeldelse af GlenDronach Peated, så er whiskyen en god velbalanceret dram. Som navnet antyder er det en røget whisky, men røgen er dog ikke overskyggende på nogen måde. Den komplementerer de andre smagsnuancer godt, og giver whiskyen en god helhedsoplevelse. Flasken kan købes for 400-500 kr, hvilket jeg nok syntes er lidt i overkanten. En prissætning på 300-350 kr. havde været mere passende. Den fortjener dog stadig at blive smagt, for den har trods alt en del at tilbyde. Alt i alt er GlenDronach Peated god, hvis man er til Highland single malt, og også har mod på lidt røg.