Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 – Danish Single Malt Whisky

Hjem » Lidt røg » Side 8

Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 – købt på destilleriet

Destilleri: Fary Lochan
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 58,3%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 er en dansk whisky på 58,3% Vol. Whiskyen er produceret på det danske destilleri Fary Lochan Destilleri A/S. Spritussen er fremstillet af brændenælderøget bygmalt. Whiskyen har først modnet på 2 first fill ex-bourbon fad i 5 år og 8 måneder. Efterfølgende har den fået en afslutning i et second fill ex-oloroso sherry fad i 1 år og 6 måneder. Flasken kommer uden aldersangivelse, men er altså 7 år og 4 månder gammel. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og der er ikke tilsat kunstig farve. Der er aftappet i alt 386 flasker med 50 cl., og 1000 miniature flasker med 5 cl. De er frigivet til salg den 4. december 2020.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #403

Anmeldelse af Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1

Næse:

Næsen rammes først af friske syrlige frugter. Der duftes grønne æbler med et strejf af citrusfrugt i baggrunden. En fornemmelse af nyslået græs og hø kommer efterhånden mere og mere frem. Ligeledes kommer egetræ og anelse vanilje også gradvist en anelse mere frem, Bagved fornemmes et let strejf af røg, der aldrig bliver dominerende, Når man har smagt på drammen opfanges fjernt lidt rosiner og hasselnødder. Alkoholen mærkes i næsen, og lidt vand kan med fordel tilsættes. Vandet fremhæver rosiner og hasselnødder en anelse.

Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 - Miniature

Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 – Miniature

Palette:

De 58,3% Vol alkohol mærkes som det første, og med der kan med fordel tilsættes et par dråber. Tørrede frugter som rosiner og abrikoser smages som det første. Langsomt men sikkert kommer vanilje og egetræ mere frem. Samtidig pakkes hele oplevelsen ind i et let lag af røg. Kombinationen af søde tørrede frugter og let røg, leder tankerne i retning af røget bacon eller skinke. Efter et par nip til denne danske whisky, kommer de lette syrlige noter, der også var tilstede i duften, også en anelse frem i smagen. Der opfanges svagt lidt syrlige noter fra citrus og nyslået græs.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne single malt whisky. Sødmen fra de tørrede frugter ligger som et fint lag i munden. Lidt bitterhed fra egetræ kommer efterhånden frem. I kombination med den lette tilstedeværelse af røg, fremkommer noter, der minder om en blanding af frugt-the med tilsat lakridsrod. Lejlighedsvist mærkes lidt stærk sort peber på tungen. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, mens varmen bredder sig i munden og svælget.

Hvad siger producenten:

Fed olieret sødme fra sherryfadet og tydelig karakteristisk Fary Lochan røg fra vores egen brændenælderøgede malt”

Konklusion:

Dette er en god whisky, med ganske fin kompleksitet. Særligt interessant er det, at de lette syrlige noter dominerer i duften, mens de tunge sødmefulde noter dominerer i smagen og eftersmagen, mens hele oplevelsen pakkes fint ind i et let strejf af røg. Den hører absolut til blandt noget af det bedre danske whisky jeg har smagt, og den kan sagtens klare sig i konkurrencen i både pris og kvalitet. Flasken blev købt, da jeg var på besøg hos Fary Lochan Destilleri A/S. Besøget var i forbindelse med aftapning af mit private cask hos Trolden Destilleri & Bryghus. Som en lille sidebemærkning, så er min råsprit hældt på fad præcis 2 år før denne flaske er frigivet til salg, nemlig den 4. december 2018. Whiskyen kan købes for  895,- for en flaske, og jeg gav 110,- kroner for denne miniature flaske. Konklusionen på denne anmeldelse af Fary Lochan Smoke & Sherry Batch #1 er, at den tilhører eliten, af danske whiskyer jeg har smagt indtil nu.

Highland Park Magnus – Til det amerikanske marked

Hjem » Lidt røg » Side 8

Highland Park Magnus – Amerikanske fad med sherry

Destilleri: Highland Park
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★

Highland Park Magnus er en whisky på 40% Vol. Whiskyen kommer fra et af de destillerier, som ligger på de skotske øer, nemlig Highland Park Distillery fra øen Orkney. Whiskyen er lagret på en kombination af ex-bourbon fad, og fad af amerikansk egetræ, som har indeholdt sherry, så de på den måde er blevet “krydret” med sherrysmag. Den kommer uden aldersangivelse og er endvidere kølefiltreret. Der er ikke tilsat kunstig farve. Flasken er udgivet til det amerikanske marked. Da min søn bærer samme navn som denne whisky, så forærede jeg ham en flaske i fødselsdagsgave, da han fyldte 18 år. Han var flink, at give sin gamle far denne smagsprøve, da flasken blev åbnet.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #373

Anmeldelse af Highland Park Magnus

Næse:

Whiskyen virker meget neutral, nær næsen første gang sættes til glasset. Langsomt kommer fine noter at citrusfrugt frem. Der duftes moden appelsin. Der mærkes samtidig en mere syrlig note som kendes fra citroner. Efter lidt tid i glasset bliver duften af vanilje mere og mere tydelig. Der ligger et let og diskret røgslør i baggrunden. Man mærker ikke de 40% vol alkohol i næsen.

Highland Park Magnus - Sample

Highland Park Magnus – Sample

Palette:

Man mødes først af en fin og let røg, når der smages på denne whisky. Det er ikke kraftig røg, som eksempelvis kendes fra meget Islay single malt whisky, men en mere fin og delikat røg, der ikke dominerer smagsbilledet. Der gives fint plads til tydelig smag af vanilje og lidt mælkechokolade. Honningsødme og sødme fra modne appelsiner bliver tydeligere efter et par smagsprøver. Der er en smule prikken fra stærk peber på tungen. Der mærkes også en letsaltet følelse på tungen. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Den lette prikken fra stærk peber som var tilstede i smagen, den sætter sig som en fin smag af sort peber i afslutningen. Smagen og sødmen fra appelsiner fylder efterhånden mere i afslutningen. Det hele slutter af i en fin smag af vanilje og karamel. Man sidder tilbage med lidt varme i munden fra alkoholen, og et svagt minde om røg.

Hvad siger producenten:

“A whisky crafted in the old way by a new generation of Vikings, MAGNUS bears the soul of our Viking ancestors and the name of just one – our founder, Magnus Eunson.”

Konklusion:

Denne whisky er en fin begynderwhisky. Den stiller ikke de store krav, men smager sådan set fornuftig. Holder man det op mod en pris på omkring 600,- til 700,- kroner for en flaske, så er situationen lidt en anden. Der findes imponerende meget god whisky i dette prisleje, og der vil denne dram komme til kort i langt de fleste tilfælde. Den mangler ganske enkelt noget mere tyngde. Måske en lidt højere alkoholprocent kunne give den det ekstra løft, til at blive en interessant whisky, der havde mere at byde på. Med det i tankerne, så er jeg tilfreds med at det kun var en sample jeg fik. Konklusionen på denne anmeldelse af Highland Park Magnus er, at den faktisk passer ganske godt, til en 18-årig knægt, som skal til at starte sin whisky-rejse.

Kilkerran 12 Year Old 2019 – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Lidt røg » Side 8

Kilkerran 12 Year Old 2019 – ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kilkerran 12 Year Old 2019 er en skotsk whisky på 46% Vol fra Glengyle Distillery. Destilleriet er ligger i Campbeltown regionen. Destilleriet ejes af J & A Mitchell. Whiskyen har lagret i 12 år på en kombination af 70% ex-bourbon fad, og 30% ex-sherry fad. Den er fremstillet uden tilsætning af kunstig farve. Der er ligeledes heller ikke brugt kølefiltrering under produktionen. Flasken i anmeldelsen har kode 19/16, og er aftappet i 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #370

Anmeldelse af Kilkerran Kilkerran 12 Year Old 2019

Næse:

Først kommer en let sødme fra henkogte pærer op af glasset. Der følges op med en let note af røg. Der er ikke røg, som den man kender i mange Islay whiskyer, men mere en røg som man kender det fra gammelt brændt træ, der har ligger nogle dage i brændeovnen. Langsomt kommer lidt duft af citrus og nyslået græs frem fra baggrunden. Ligeledes kommer en fjern note af vanilje og karamel også frem. En let mineralsk note ligger bagved, og giver en fornemmelse af flintesten. Alkoholen er ikke tydelig i næsen.

Kilkerran 12 Year Old 2019

Kilkerran 12 Year Old 2019

Palette:

Syrligheden fra citrusfruger og nyslået græs rammer smagsløgene først. Det smages en kombination af grapefrugterog og søde appelsiner bagved. Der komer hurtigt stærk ingefær og sort peber på tungen, der dog også aftager hurtigt. Langsomt men sikkert kommer sødmen frem, og nu smager citrusfrugterne smager mest af søde appelsiner, med grapefrugt i baggrunden, mens de henkogte pærer jævnligt kigger frem. Sammen med sødmen fra appelsinerne, kommer også tydelig vanilje og karamel. I sammenhæng med en smule bitterhed tænkes på mandler og hasselnødder. Efter et par nip til denne whisky fra Skotland fornemmes lidt salt og flintesten på læberne. De 46% Vol alkohol er heller ikke markante i smagen.

Afslutning:

Der en medium afslutning på drammen. Sødmen fra appelsinerne og de henkogte pærer ligger som et fint lag i munden. Noterne af forkullet træ, der også var at finde i duften, kommer frem igen i eftersmagen. Sammen med en lidt bitter note, og tydelig mineralitet, forstærkes fornemmelsen af mandler og hasselnødder. Sammen med lidt vanilje og karamel ledes tankerne i retning af marcipan. Man efterlades med lidt stærk peber og muskatnød på tungen, mens alkoholen giver en let varme i brystkassen.

Hvad siger producenten:

“Initially fruity with citrus notes and orange peel, after this: vanilla, butterscotch, honeycomb and digestive biscuits can all be tasted and enjoyed”

Konklusion:

Dette er en glimrende whisky. Kan man lide let-røget whisky, med tydelig indflydelse fra ex-bourbon fad, så er dette et godt valg. Er man samtidig glad for whisky fra Campbeltown regionen, hvor der ofte findes mineralske noter, så er det en no-brainer. Er man samtidig fan af destilleriet, så sidder denne whisky lige i skabet. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Til den pris og med den oplevelse, så er det høj klasse for en standard-aftapning, og den bør på et tidspunkt, at finde vej til enhver whiskysamling. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 12 Year Old 2019 er, at som fan af destilleriet og regionen, så er det svært at finde bedre standard-aftapning i dette prisleje.