Knappogue Castle 1994 – Very Special Reserve

Hjem » NAS » Side 46

Knappogue Castle 1994 – Irish Single Malt

Destilleri: N/A
Land: Irland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Castle Brands
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Knappogue Castle 1994 er en irsk single malt whiskey på 40% Vol. Whiskeyen er sendt på markedet af den uafhængige aftapper Castle Brands. Whiskeyen i denne aftapning er formentlig kommet fra Bushmills Distillery. Whiskeyen har lagret på ex-bourbon fad. Som navnet antyder er den destilleret i 1994. Den er efter endt modning aftappet i 2004. Whiskeyen kommer dog uden aldersangivelse.

Besøg: Aftapperens hjemmeside

Anmeldelse #205

Anmeldelse af Knappogue Castle 1994

Næse:

Der duftes først en frisk citrus aroma, når næsen sættes til glasset. Der duftes lidt nyslået grås. Ligeledes er en anelse af friske grønne urter i duften. Langsomt kommer søde frugter frem i duftindtrykket. Der opfanges nu søde pærer og æbler i denne irske whiskey. I baggrunden anes en snert af vanilje. Der er også en let mineralsk note, som man kender fra kridt og sten, der lige er slået i stykker. De 40% vol alkohol er ikke at finde i næsen.

Knappogue Castle 1994 - Miniature

Knappogue Castle 1994 – Miniature

Palette:

Sødmen er mere dominerende i paletten. Der smages straks søde frugter. Det er modne pærer som først kommer frem, og det efterfølges hurtigt af modne røde æbler. Syrligheden fra citrusfrugter, der var meget markant i næsen, kommer kun frem i baggrunden, og anes kun fjernt i begyndelsen. Efter et par nip af drammen kommer det tydeligere frem i smagen. Der mærkes lidt stærk peber på tungen. Ligeledes smages en anelse vanilje i denne irske single malt whiskey. Den mineralske indtryk, der var i duften, kommer ikke frem i smagen. Alkoholen gør ikke meget figur af sig.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Den stærke peber, der også var at finde i smagen, er kraftig i begyndelsen, men aftager hurtigt. Den efterlader en bitterhed på tungen. Frugtsødmen ligger som et fint lag i mundhulen. Også i eftersmagen mærkes citrusfrugt. Vaniljen bliver efterhånden tydeligere, inden oplevelsen aftager i en smule varme fra alkoholen, og en snert fra det mineralske indtryk, der også var at finde i duften.

Hvad siger producenten:

“Distilled in traditional copper pot stills & aged in oak casks. We hope you enjoy the smooth flavour of this exeptional Irish Single Malt Whiskey.”

Konklusion:

Dette er en glimrende irsk single malt whiskey. Den viser interessante smagsindtryk, selvom den virker let og frisk i sit udtryk. Flasken er nok svær at finde til salg, men kan findes på auktion til cirka 1000,- kroner. Jeg gav 50,- kroner for denne sample, og det var et godt køb. For 50,- for 5 cl. whiskey, så er den fuldt ud konkurrencedygtig med skotsk single malt whisky i samme prisleje. Det giver blod på tanden til at prøve flere irske single malts i fremtiden. Konklusionen på denne anmeldelse af Knappogue Castle 1994 er, at det er en glimrende whiskey, der sagtens kan hamle op med de skotske konkurrenter.

Talisker Storm – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » NAS » Side 46

Talisker Storm – hav og røg på flaske

Destilleri: Talisker
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 45,8%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Talisker Storm er en whisky på 45,8% Vol. Whiskyen kommer fra det skotske destilleri Talisker Distillery, der er beliggende på Isle of Skye. Talisker Distillery er ejet af spiritus-giganten Diageo. Whiskyen er lagret på genbrugte, og gen-forkullede ex-bourbon fad. Whiskyen skulle efter sigende være den samme som Talisker Dark Storm, hvor fadene blot er mere afbrændte. Whiskyen er kølefiltreret, og kommer desuden heller ikke med aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #203

Anmeldelse af Talisker Storm

Næse:

Først mødes man af røg, når næsen sættes til glasset. Efter et par minutter i glasset, og næsen har tilpasset sig til røgen, så fine frugtnoter frem. Der duftes lidt friske modne frugter, med en let syrlighed fra citrusfrugter. Der kommer en smule honningsødme frem i næsen. Der er en let mineralsk note, som leder tankerne hen på havluft og tang. Alkoholen mærkes en smule i næsen, men er ikke dominerende på nogen måde. Efter at have smagt på drammen, så fornemmes også en smule vanilje og karamel i aromaen.

Talisker Storm

Talisker Storm

Palette:

Man smager straks røgen i denne whisky. Det trænges dog hurtigt i baggrunden, og andre noter kommer frem i paletten. Honningsødme er mest dominerende i begyndelsen. Efter et par mundfulde kommer fint en smule noter af moden frugt frem. Der smages modne æbler, og et snert syrlighed fra citrusfrugter. Der mærkes stærke krydderier på tungen, og tankerne ledes hen på friskkværnet peber og chilifrugt. Der er noget mere bid i alkoholen i smagen, og et par dråber vand nedtoner dette. Vandet trækker vanilje og karamel frem i smagsbilledet. Man sidder med en fornemmelse af salt på læberne.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne Island single malt whisky. Honningsødmen trænger i begyndelsen tydeligt frem. Dette erstattes af noter af karamel og vanilje. Der mærkes stadig en let prikken på tungen fra peber og chilifrugt, der dog aftager en smule. Fornemmelsen af salt bliver tydeligere hen imod slutningen, og tilføjer en smule mineralsk fornemmelse. Samtidig tørrer munden en smule ud. Slutteligt sidder man tilbage med en fornemmelse af let røg i munden, og en smule varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Talisker Storm Ttakes this most intense of experiences to a new level. The sweet warmth and briny, peppery finish that are symbols of the Talisker character have been carefully accentuated through a skilful blend of differing aged Talisker casks. The profound maritime character achieves a deeper intensity, like a warm welcome from a wild Hebridean sea.”

Konklusion:

Kan man lide røget whisky, med lidt spark i udtrykket, så er dette en glimrende whisky. Hvis man ønsker en røget whisky, som er mere afrundet i sin fremtoning, så er Talisker 10 Year Old nok et bedre valg. Jeg kan godt lide dem begge, og de koster omkring det samme. Normalt koster en flaske lige under 400,- kroner. Jeg købte denne som et “ja-tak-tilbud” i Superbrugsen til 229,- kroner, hvilket er en virkelig skarp pris. Til den pris kan alle være med, og man bør gøre sig selv den tjeneste, at købe en flaske eller to. Konklusionen på denne anmeldelse af Talisker Storm er, at det er en dram med mere kant end den 10 årige bror.

Paul John Peated Select Cask – Indian Single Malt Whisky

Hjem » NAS » Side 46

Paul John Peated Select Cask – Indisk røget whisky

Destilleri: John Distilleries
Land: Indien
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 55,5%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Paul John Peated Select Cask er en indisk whisky på 55,5% Vol. Whiskyen er produceret af John Distilleries Pvt. Ltd., der ligger i Goa i Indien. Whiskyen er lagret på traditionelle ex-bourbon egetræsfad, inden den senere er aftappet ved fuld fad styrke. Det er ingen informationer tilgængelig om, hvor længe whiskyen har modnet på disse fad. Whiskyen kommer derfor uden aldersangivelse. Den er heller ikke kølefiltreret under produktionen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #202

Anmeldelse af Paul John Peated Select Cask

Næse:

Først duftes et strejf af røg, men ikke voldsomt, som man kender det fra eksempelvis Islay single malt whisky. Det er mere en let og fin røg, som når der er bål hos naboen. Der er er en lidt skarp duft, af noget som minder om mentol, som dog gradvist aftager når drammen får tid i glasset. Efterhånden kommer en sirups og honningsødme frem i aromaen. Ligeledes duftes lidt hø og græs. Kombinationen leder tankerne hen i retning af en gammel lædersadel og hestestald. Man mærker ikke alkoholen i aromaen.

Paul John Peated Select Cask - Miniature

Paul John Peated Select Cask – Miniature

Palette:

Alkoholen er en del tydeligere i smagen, og de 55,5% cask strength whisky, kan med fordel nedvandes en anelse. Der gives nu bedre plads til smagsindtrykkene. Der er fin honning- og sirupssødme i smagen, ganske som også var i duften. Det giver en lidt mørk og blomsteragtig fornemmelse i munden. Der smages søde tropiske frugter som fersken og moden banan. Også her fornemmes mentol på tungen, og det giver en lidt kølende følelse. Samtidig er en fjern snert af noget mineralsk, som også blandt andet findes i visse Islay whiskyer. Hele oplevelsen pakkes ind i en let røg og snert af egetræ.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky fra Indien. Sødme fra honning og sirup er stadig tydelig i afslutningen. Ligeledes sidder man med et fint lag af let røg i hele munden. Det mærkes stadig lidt mentol i starten, men det aftager hurtigt. Efterhånden bliver egetræ, mælkechokolade og vanilje mere tydelig. Kombinationen leder tankerne hen på sød pibetobak. Der mærkes god varme fra alkoholen, mens man efterlades med en snert af kaffe.

Hvad siger producenten:

“One never tires of Goa. From exploring its various personalities, its past, its present, its sheer decadence or perky cheer. For the true explorer, Goa always has a surprise tucked up its sleeve. Much like the Paul John Select Cask Peated. This Single Malt astonishes even a seasoned whisky aficionado. Unexpected flavours balance each other, offering the perfect tipple. It is a wholesome Goan experience, packed into every sip.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er utrolig spændende duft- og smagsnuancer, hvilket er fantastisk i en yngre whisky som denne. Man må sige, at det varme indiske klima virkelig speeder modningen op, når man ser det i forhold til eksempelvis skotsk eller dansk whisky. Hele oplevelsen løftes op af den høje alkoholprocent ved fad styrke, der virkelig gør det til en kraftig dram. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner. Det er naturligvis også en sum penge for en NAS whisky, men man får stadig fuld valuta for pengene. Det er ikke sidste gang jeg kigger mod de varmere himmelstrøg efter whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Paul John Peated Select Cask er, at det er en whisky, som virkelig har nydt godt af de varme himmelstrøg, og det giver en god whiskyoplevelse.