Glen Scotia Double Cask – Werther’s Original og Chai Latte

Hjem » NAS » Side 62

Glen Scotia Double Cask – Ex-bourbon og PX fad

Destilleri: Glen Scotia
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glen Scotia Double Cask er en skotsk whisky på 46% Vol. Whiskyen er produceret af Glen Scotia Distillery, beliggende i Campbeltown, Skotland, hvilket også gør whiskyen til en såkaldt Campbeltown single malt. Destilleriet er ejet af Loch Lomond Group. Whiskyen er uden aldersangivelse. Som navnet antyder har whiskyen lagret på to typer af fad. Den har lagret på first fill ex-bourbon fad og Pedro Ximenez (PX) sherry fad. Endvidere bør det nævnes at whiskyen ikke er kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #61

Anmeldelse af Glen Scotia Double Cask

Næse:

Karamel er det første man tænker på når man dufter til denne whisky. Endvidere opfanger man straks, at denne whisky har afsluttet sin lagring på et PX sherry fad. Der er en tydelig sherry-note i næsen. Man kan dufte mørke frugter, der tilfører en god tyngde og sødme i indtrykket. Jeg kommer til at tænke på kaffetypen Chai Latte, når jeg sætter næsen i glasset. Når man kommer lidt mere ind i whiskyen tilbyder den også et fint indtryk af træ, og noter af vanilje fra fadet. Man kan i baggrunden opfange små nuancer af nødder og mandler, der nærmest kan virke lidt marcipan-agtig. Man mærker ikke de 46% Vol. alkohol i duften.

Glen Scotia Double Cask

Glen Scotia Double Cask

Palette:

Modsat duften, så er det første man stifter bekendtskab med i smagen, de 46% Vol alkohol. Det giver en ret markant brændende fornemmelse på tungen. Smagen er også præget af god sødme og nuancer af moden frugt. Man opfanger også toner af mørk, tørret frugt som rosiner og svesker. I baggrunden fremkommer svage toner af træ og vanilje. Blandingen af disse smagsindtryk virker lidt som den man kender fra flødekarameller eller Weerther’s Original. Efter et par mundfulde opfanger man desværre en lille metallisk bi-smag, som antyder at der er ung whisky i flasken. Man kan med fordel tilsætte et par dråber vand for at nedtone alkoholen, men også åbne op for de ellers fine indtryk.

Afslutning:

Når man ikke nedvander whiskyen er afslutningen præget af en brændende fornemmelse af alkohol. Dette ændrer sig naturligvis efter man har tilsat et par dråber vand. Så tilbyder afslutningen fine krydderi-noter af peber og vanilje. Der opstår en vis form for syrlighed, med bitre undertoner, efter lidt tid. Det minder lidt om skallen fra citus-frugter. Slutteligt tørrer tungen en anelse ud. Afslutningen på drammen er hurtigt overstået.

Hvad siger producenten:

“Our Double Cask is matured in the finest first fill bourbon barrels before being finished for up to twelve months in Pedro Ximenez sherry casks producing this outstanding single malt whisky that provides the perfect balance of rich spicy fruits, overlaid with the characteristic sea spray and vanilla oak finish for which the house of Glen Scotia is famous.”

Konklusion:

Der er en formidabel og god duft på denne whisky. Desværre lever hverken smagen eller afslutningen op til dette. Ikke at det er decideret dårligt, men forventningerne er bare skruet op, efter det fine førstehåndsindtryk. Både smag og eftersmag er præget af alkohol, hvilket med fordel kan reduceres med et par dråber vand. Efter at flasken har været åbnet i noget tid, så bliver alkoholen også nedtonet, og man skal være mere sparsom med vand, hvis det overhovedet skal tilsættes. Dette åbner lidt mere op for whiskyen. Man kan købe en flaske for ca. 400,- kr. hvilket er et fornuftigt niveau. Er man syd for grænsen kan den jævnligt erhverves for under 300,- kroner, og så bør man klart købe den. Konklusionen på denne anmeldelse af Glen Scotia Double Cask er, smagsoplevelsen ikke lever op til duftoplevelsen, men den er stadig en fin dram.

Auchentoshan Three Wood – 3 slags fad

Hjem » NAS » Side 62

Auchentoshan Three Wood – Trippel destilleret og trippel lagret

Destilleri: Auchentoshan
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Auchentoshan Three Wood er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er produceret på Auchentoshan Distillery i Lowland regionen i Skotland. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, og den betragtes derfor som en NAS. Whiskyen er trippel destilleret, hvilket er lidt usædvanligt for skotsk whisky. Herefter har den lagret på ex-bourbon fad. Slutteligt har whiskyen fået en afslutning i 2 år på ex-oloroso fad, og endelig 6 måneder på ex-PX sherry fad – heraf navnet Three Wood. Whiskyen er kølefiltreret. Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #59

Anmeldelse af Auchentoshan Three Wood

Næse:

Man dufter straks sødme fra en overmoden frugtskål. Man dufter appelsin og mørke kirsebær som det tydeligste. I baggrunden kan man fornemme lidt blommer. Der er også tørre frugter, som svesker og rosiner. Man fornemmer en smule egetræ i næsen. Kombinationen leder tankerne hen på en nyåbnet dåse med sød pibetobak. De 43% vol er ikke at mærke i aromaen.

Auchentoshan Three Wood - Sample

Auchentoshan Three Wood – Sample

Palette:

Appelsin er også tydelig i smagen. Ikke de friske syrlige appelsiner, men søde appelsiner, som er lige ved at være for overmodne, så de får en lidt “jordslået” smag. Igen fornemmer man også mørke frugter som kirsebær og blommer. De tørre frugter bliver mere, og mere tydelige når der er smagt et par gange. Så kommer rosiner og svesker frem i paletten. I baggrunden fornemmer man en smule bitterhed som fra hasselnødder. Alkoholen er lidt tydeligere i smagen end den var i duften.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Den er først præget af frugtsødmen fra de overmodne og tørrede frugter. Efterhånden kommer en mere sirups-agtig sødme og lægger sig på tungen. Man smager så lidt karamel og vanilje i baggrunden. Sluttelig er en smule bitterhed som fra mørk chokolade og nødder. Man mærker lidt prikken på tungen fra stærke krydderier som kanel og peber.

Hvad siger producenten:

“From American Bourbon to Spanish Oloroso Sherry – and finally Pedro Ximenez Sherry casks – this is a rich, complex whisky with toffee and sherry flavours.”

Konklusion:

Her er tale om en god whisky. Når man tænker på at trippel destilleret whiskey fra Irland, ofte er blide og bløde, så er denne mere bastant. Der er en fin og mørk oplevelse igennem hele drammen, og det er helt sikkert en whisky jeg godt kunne finde på at købe. Jeg ville gerne prøve at følge den igennem en hel flaskes liv. Man kan finde en flaske til under 500,- kroner, og det mener jeg helt klart, at den er værd. Konklusionen på denne anmeldelse af Auchentoshan Three Wood er, at det er en fantastisk dram til prisen.

Ardor Danish Oak – Isle of Fionia Single Malt Whisky

Hjem » NAS » Side 62

Ardor Danish Oak – dansk whisky på dansk egetræ

Destilleri: Nyborg
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Rom, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardor Danish Oak er en dansk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fra  Nyborg Destilleri. Denne økologiske whisky består af to fad, som har lagret cirka 6-7 år på first-fill ex-bourbon fad fra Jack Daniel’s Distillery. Endvidere består den af et fad, som har lagret på et genbrugt Caroni ex-rom fad i 4-5 år. Herefter er den hældt på nye virgin fad lavet af dansk egetræ fra Erholm Gods og er blevet boostet. Da disse fad giver en kraftig indflydelse på whiskyen, er den slutteligt igen hældt på first fill Woodford Reserve ex-bourbon fad. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden aldersangivelse. Som man kan regne ud, er den dog minimum fem år gammel. I anledning af “Black Friday” den 23-11-2018 blev 12 flasker sat til salg, i et såkaldt pre-sale, til 600,- kroner. Den normale prissætning for flasken er 895,- kroner. Jeg var heldig at sikre mig en af 12 billige flasker. Da flasken kom med posten var der endvidere en gratis billet til et besøg på destilleriet. Jeg har fået flaske #925 af 954 i alt fra Batch nummer 167.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #57

Anmeldelse af Ardor Danish Oak

Næse:

Man dufter med det samme friske frugter, når man stikker næsen i glasset første gang. Det er et duftindtryk af modne pærer og røde æbler. Der er en tydelig maltsødme over whiskyen. Efter et par minutter i glasset fremkommer en tydelig tilstedeværelse af egetræ, som efterhånden overtager aromaen i større og større grad. Man mærker ikke umiddelbart de 46% vol. alkohol i næsen. Den har et generelt ret blødt udtryk, hvor man i baggrunden opfanger en lille smule syrlighed, som kan lede tankerne lidt hen på pibetobak.

Ardor Danish Oak

Ardor Danish Oak

Palette:

Det første man smager er en virkelig kraftig syrlighed, der nærmest efterlader nyderen med et indtryk, som har man bidt i en umoden citrusfrugt. Når smagsløgene er kommet sig over det første syre-chok, så åbnes der op fra andre smags-nuancer. Nu smager man de modne pærer og æbler man også havde i duften. Det er tydeligt at whiskyen har ligget på helt nye fad. Det tilfører noget stærkt krydderi til whiskyen, hvor noter af peber og kanel fornemmes på tungen. Alkoholstyrken formår ikke at gøre sig bemærket igennem de resterende smagsindtryk.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Afslutningen er præget af de samme noter af frisk tobak, som man også fandt i duften. Man kan også her tydeligt mærke tilstedeværelsen af de nye danske egetræsfad. Det giver syrligheden som også var i smagen. Dette erstattes efter et par slurke med bitterhed, der afslutningsvist tørrer munden lidt ud. Det hele toppes af med en god frugtsødme og snert af vanilje, som en gang imellem har det lidt svært med at trænge igennem syrlighed og bitterhed.

Hvad siger producenten:

“Ardor Danish Oak er en smuk økologisk whisky, som er blevet boostet på fade af dansk eg. De egetræsfade, som er blevet brugt til Ardor Danish Oak har vi fået fremstille af egetræer fra Erholm Gods på Fyn. Ikke nok med, at egetræet giver en fantastisk smag til whiskyen, så fortæller det også en historie om, hvordan denne whiskys rejse allerede startede tilbage i slutningen af 1800-tallet, hvor et agern blev sået omkring Erholm Gods og siden voksede sig til et stort flot egetræ, som til slut blev forvandlet til vores fade.”

Konklusion:

Whiskyen er interessant. Jeg har ikke tidligere prøvet en dram med så kraftigt syrligt udtryk. Det virker nærmest overvældende første gang man smager på den, og man bliver næsten lidt skræmt. Bagved dette lidt skræmmende førstehåndsindtryk gemmer sig ellers en ganske god whisky. Den tilbyder ganske gode smagsoplevelser. Jeg kunne godt have ønsket mig at der var skruet lidt ned for syrligheden, og lidt op for de andre fine oplevelser. Det skal dog bemærkes at det nedtones en lille smule med et par dråber vand, og lidt tid i glasset. Ligeledes aftager syrligheden lidt, når flasken har været åbnet i nogle måneder. Man kan købe en flaske for 895,- kroner, og det mener jeg ikke den er værd. Der kan man trods alt få bedre flasker. Sammenlignet med andet dansk whisky, så klarer den sig dog ganske fint, og er et spændende bekendtskab. Særligt finder jeg det interessant, at den er lagret på danske fad, hvilket tilføjer en ekstra dimension til den danske whisky-verden. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardor Danish Oak er, at det er en spændende dansk whisky, som har noget nyt at byde på til de danske udgivelser.