Tobermory 12 Year Old – Single Malt Scotch Whisky

Hjem » Nedvandet » Side 28

Tobermory 12 Year Old – Sherry Cask Finish

Destilleri: Tobermory
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,3%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Tobermory 12 Year Old er en whisky på 46,3% Vol. Whiskyen er fremstillet på Tobermory Distillery, der er et af destillerierne på de skotske øer, da det ligger på øen Isle of Mull. Whiskyen har lagret på ex-bourbon fad i 12 år, som det også fremgår af æsken. Desuden fremgår af flasken, at whiskyen er produceret uden brug af kølefiltrering. Der er heller ikke tilsat kunstig farve under fremstilling af whiskyen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #390

Anmeldelse af Tobermory 12 Year Old

Næse:

Frugtsødme er det første der kommer op fra glasset. Der duftes søde pærer og æbler. Når drammen har stået lidt tid i glasset, ændrer sødmen en anelse karakter, og bliver mere som det man kender i honning, med en snert af maltsødme i baggrunden. Lidt egetræ og duft af nyslået græs opfanges momentvis i baggrunden. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Tobermory 12 Year Old

Tobermory 12 Year Old

Palette:

Sødmen fra honning er det første der smages. Sammen med noter af blomster og nyslået græs, ledes tankerne i retning af mjød. Sødmen fra de søde pærer og æbler anes kun svagt igennem honningsødmen. Der er lidt stærk ingefær og wasabi på tungen. Noter af malt kommer frem, når man har smagt på denne whisky et par gange. Ligeledes fremkommer lidt egetræ og vanilje. Alkoholen mærkes, men er ikke voldsom, men et par dråber vand skader ikke. Vandet trækker egetræet en anelse mere frem i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Stærk ingefær og wasabi mærkes stadig på tungen, men aftager gradvist. Honningsødmen har lagt sig som et fint lag i hele munden. Efterhånden som sødmen aftager bliver smagen af vanilje og egetræ tydeligere. Der fremkommer en let bitter note i munden, men munden gradvist tørre ud. Der mærkes lidt varme i svælget fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“The Tobermory 12 Year Old is the signature expression of our Hebridean home. Made with non-peated barley and gentley aged in ex-bourbon casks, it has smooth notes of vibrant fruit and spice. It’s the very definition of our island artistry.”

Konklusion:

Dette er en udmærket whisky. Kan man lide en dram, hvor oplevelsen bæres frem af sødme, så er dette et godt valg. Den voldsomme sødme spices en anelse op med wasabi og ingefær, hvilket giver den næsten vamle honningsødme et tiltrængt løft. På mange områder minder drammen mere om en whisky fra Speyside distriktet end en whisky fra øerne. Generelt er jeg glad for destilleriet, men jeg foretrækker helt klart deres røgede serie Ledaig. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner. Til den pris foretrækker jeg deres røgede udgave Ledaig 10 Year Old, der i min optik, er en bedre whisky end denne. Konklusionen på denne anmeldelse af Tobermory 12 Year Old  er, at whiskyen er fin, men at jeg til enhver tid hellere vil have destilleriets røgede aftapninger.

GlenDronach 8 Year Old – The Hielan’

Hjem » Nedvandet » Side 28

GlenDronach 8 Year Old – Ex-bourbon og ex-sherry fad

Destilleri: GlenDronach
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 8 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

GlenDronach 8 Year Old The Hielan’ er en single malt whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet af GlenDronach Distillery, der et af de destillerier i Skotland, som ligger i Highland området. Whiskyen er modnet og blended i 8 år på en kombination af ex-bourbon og ex-sherry fad. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #389

Anmeldelse af GlenDronach 8 Year Old The Hielan’

Næse:

Der duftes først lidt friske frugter. Der duftes umodne grønne æbler, der gradvist ændrer karakter, og bliver mere som citron eller lime. Der kommer efterhånden en svag duft af rosiner og svesker frem. Når man har smagt på drammen kommer vanilje, mælkechokolade og en anelse lakridsrod også frem i duften. Alkoholen mærkes lidt i næsen, men den virker ikke sprittet. Vand kan tilsættes hvis der er behov, og ændrer ikke duften.

GlenDronach 8 Year Old The Hielan' - Miniature

GlenDronach 8 Year Old The Hielan’ – Miniature

Palette:

Søde rosiner og dadler, som også var i duften, rammer munden som det første. Der mærkes også hurtigt stærk kanel og muskatnød, der giver en lidt varm fornemmelse i munden. Efter et par nip til denne Highland whisky, kommer de lettere noter frem fra baggrunden. De syrlige æbler og citrusfrugter kommer lidt frem i smagsbilledet. Ligeledes smages nu også vanilje og mælkechokolade. Alkoholen er mere afdæmpet i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Kanel og muskatnød giver stadig lidt varme og prikken på tungen. For første gang kommer lidt bitterhed frem, sammen med lidt smag af lakridsrod. Sammen med lidt honningsødme tilføjer vanilje og mælkechokolade en blød fornemmelse i munden, på trods af lidt varme og bitterhed. Kombinationen minder lidt om det man kender fra kaffe med fløde, som man fik ved sin mormor som barn.

Hvad siger producenten:

“This single malt has been matured and married in a combination of the finest bourbon and sherry casks for at least 8 years. Non-chill filtered, of natural colour and bottled at 46%, The Hielan’ encompasses a unique combination of sweet, buttery aromas with spicy, sherry overtones. The Hielan’ is a tribute to the dialect spoken in the distillery’s surrounding area in the Scottish Highlands.”

Konklusion:

Dette er en udemærket whisky, uden at imponere. Der er fine noter af syrlige friske frugter, søde tørrede frugter, stærke krydderier og mælkechokolade. Alt sammen ganske godt. På trods af dette virker whiskyen en anelse tynd i sit udtryk, og man sidder tilbage med et ønske om, at der godt må mere af det hele. Den viol egne sig godt til en nybegynder eller som en hverdagsdram til den mere erfarne Man skal give cirka 350,- kroner for en flaske. Det er en ganske fair pris, hvor de fleste kan være med. Den kommer trods alt med 46% Vol. alkohol og uden kølefiltrering, hvilket er ganske godt af en entry-level dram. Konklusionen på denne anmeldelse af GlenDronach 8 Year Old The Hielan’ er, at whiskyen godt måtte vise lidt mere, men som entry-level dram klarer den sig godt.

Balcones Texas Pot Still Bourbon – Straight Bourbon Whisky

Hjem » Nedvandet » Side 28

Balcones Texas Pot Still Bourbon – The Original Texas Whisky

Destilleri: Balcones
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Balcones Texas Pot Still Bourbon er en amerikansk straight bourbon whisky på 46% Vol. produceret på det amerikansk destilleri Balcones Distilling i Texas. Denne bourbon er fremstillet på traditionelle pot stills,inden sprittet modner på traditionelle nye ristede fad af amerikansk egetræ. Flasken kommer uden aldersangivelse, så det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad. Den aftappes uden brug af kølefiltrering, og der tilsættes ikke farvestof. Denne flaske er fra Batch #TPSB21-1, der er aftappet den 25/2-2021.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #387

Anmeldelse af Balcones Texas Pot Still Bourbon

Næse:

En sødme fra mørk sukker rammer næsen som det første, når den nærmer sig glasset. Der følges hurtigt op med sødme fra solmodne æbler, Langsomt kommer lidt sødme fra modne kirsebær en anelse frem i duften. I baggrunden er der tydeligt tilstedeværelse af egetræ og vanilje. Efter at have smagt på denne bourbon, fornemmes også lidt mørk chokolade og noter af kaffe i næsen. Alkoholen er ikke markant i duften, men den er dog til stede.

Balcones Texas Pot Still Bourbon

Balcones Texas Pot Still Bourbon

Palette:

Ganske som i duften, så er mørk og brændt sukker det første der smages. Der følges hurtigt op med en smag af modne kirsebær, med et strejf af røde æbler. Egetræ er tydeligere i smagen end i duften, og det giver en let bitterhed i denne bourbon. Sammen med vanilje og karamel ledes tankerne i retning af mørk chokolade og kaffe. Efter et par nip til drammen mærkes lidt stærk kanel og peber på tungen. Alkoholen mærkes, men er ikke dominerende eller sprittet.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne bourbon. Sødmen er stadig markant i eftersmagen. Det er stadig mørk, brændt sukker, karamel og modne æbler og kirsebær, der i kombination giver en sødmefuld afslutning. Smagen af egetræ og vanilje er tydeligere i eftersmagen. Kanel smages momentvis stadig, men er ikke stærk eller prikkende længere. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, mens men efterlades med et minde om mørk chokolade og kaffe.

Hvad siger producenten:

“Big flavors have always been the cornerstone of our prized Texas Whiskies, and Texas Pot Still Bourbon is no exception. Made grain-to-glass using a traditional pot still distillation ensures a rich and viscous spirit that stands up to aging in new charred oak without losing its essence. Each dram is full of character and body, with an aromatic entry and soft finish, for an approachable yet memorable experience.

Konklusion:

Dette er en glimrende bourbon. Kan man lide klassisk amerikansk bourbon, der domineres af sødme fra mørk sukker, så er dette et godt bud på en god flaske. På trods af tydelig og markant sødme, bliver den dog ikke så tung, næsten vammel-sød, som jeg ofte har oplevet i bourbon. Der er stadig en form for friskhed fra æbler og kirsebær, der til tider gør, at drammen virker næsten let i sit udtryk. Man kan købe en flaske for cirka 400,- kroner. Jeg fandt denne flaske på et Black Friday tilbud til 325,- kroner. Til den pris er det bare at købe en flaske. Konklusionen på denne anmeldelse af Balcones Texas Pot Still Bourbon er, at det er en fin bourbon, med mange klassiske noter, men stadig med friskhed og lethed i sit udtryk.