Ærø Whisky Standard Issue – Small Batches

Hjem » Privatejet » Side 24

Ærø Whisky Standard Issue – fra ex-bourbon, ex-oloroso og ex-rom fad

Destilleri: Ærø Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Rom, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ærø Whisky Standard Issue er en dansk whisky på 48% Vol. Whiskyen er fra det danske destilleri Ærø Whisky A/S. Under produktionen af denne whisky, er der brugt malt fra både eget malteri, men også fra Fuglsang, der blandt andet også brygger øl. Whiskyen har lagret på en kombination af genbrugte ex-bourbon fad af amerikansk hvid eg, ex-oloroso sherryfad og ex-rom fad. Der meldes ikke ud, hvor længe whiskyen har lagret på disse fad, kun at det er mindst tre år. Den betragtes derfor som en NAS uden aldersangivelse. Whiskyen er ikke tilsat kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering under produktionen. Alle udgivelser er håndlavet, og kommer kun i small batch fra det lille destilleri. Denne flaske er aftappet den 9/12-2019 og har nummer #150.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #264

Anmeldelse af Ærø Whisky Standard Issue

Næse:

Næsen mødes af tydelige mørke noter som det første. Der duftes rosiner og svesker. Hurtigt følger sødme som man kender fra mørk sirup efter. Efter nogle minutter i glasset kommer lidt lysere noter af friske æbler frem. Der er en fornemmelse af malt og nyhøstet korn og nyslået græs i duften. Langsomt kommer duften af egetræ og vanilje svagt frem fra baggrunden. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Ærø Whisky Standard Issue

Ærø Whisky Standard Issue

Palette:

De mørke noter, der også var tydeligst i duften, er også de første der rammer munden. Igen er rosiner og svesker tydeligt til stede. Der er også her en mørk sødme, der leder tankerne i retning af mørk sirup. Egetræ og vanilje er den del tydeligere i smagen, og der anes lidt bitter egetræ på tungen. Momentvis kommer prikken og varme i munden fra stærk peber og kanel. I baggrunden anes lidt maltsødme og friske æbler. Der er en del mere styrke i alkoholen i smagen, men den virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne danske single malt whisky. Sødmen fra rosiner, svesker og mørk sirup har lagt sig som et fint lag i munden. Momentvis mærkes stadig lidt stærk peber og kanel på tungen. Ganske som i smagen, så er egetræ og vanilje mere fremtrædende i eftersmagen. Bitterheden tiltager en anelse, mens varme fra alkoholen breder sig i overkroppen. Man efterlades med en fornemmelse af maltsødme og nyslået halm i munden, der giver en lidt tør fornemmelse.

Hvad siger producenten:

“Vores ‘Standard Whisky’ er lavet på byg fra Ærø fra vores eget malteri og Fuglsang Malteri fra Haderslev. Begge certificeret økologiske. Det er en blid og rund whisky uden smag af røg og ikke sprittet. Aftapningen kommer fra forskellige egetønder, hovedsageligt nyere amerikansk hvid eg, samt enkelte romfade og ældre sherryfade, og det skaber en interessant kompleksitet og forskellige smagsnuancer.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Man mærker at whiskyen er ung, da den til tider kan virke lidt kantet. Det pakkes dog ganske fint ind i mørk sødme, og tydelig smag og bitterhed fra egetræet, der gør oplevelsen ganske tålelig. Sammenligner man med andet dansk whisky, så er den fint konkurrencedygtig. Jeg købte denne flaske, under mit besøg hos whisky.dk, for 799,- kroner, hvilket også er på niveau med andre danske udgivelser. Når det er sagt, så er der stadig et stykke op til kvaliteten i skotsk whisky i samme prisleje. Det er altid interessant at smage dansk whisky, og det skal som udgangspunkt altid prøves af. Denne dram skuffer ikke, men nøgternt set er pengene brugt bedre på skotsk single malt whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Ærø Whisky Standard Issue er, at den på alle parametre er fuldt ud konkurrencedygtig med andet dansk whisky.

Eden Mill St. Andrews – 2018 Release

Hjem » Privatejet » Side 24

Eden Mill St. Andrews – Limited Release

Destilleri: Eden Mill
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,5%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Eden Mill St. Andrews 2018 Release er en whisky på 46,5% Vol fra Eden Mill Distillery. Destileriet ligger i Lowland regionen i Skotland. Whiskyen har lagret et mix af ex-bourbon fad, ex-oloroso sherry fad og ex-PX sherry fad. Det vides ikke hvor længe den har lagret på disse fad, da flasken kommer uden aldersangivelse. Dette er 2018 udgaven, der er en såkaldt “Limited Release” på i alt 3200 flasker.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #258

Anmeldelse af Eden Mill St. Andrews 2018 Release

Næse:

Det første man dufter når glasset kommer op til næsen er karamel. Det er en lidt mørk og lidt brændt karamel eller mørk sukker. Efterhånden kommer honningsødme frem i duften. Der fornemmes en snert af sødme fra solmodne røde æbler i baggrunden. Efter lidt tid i glasset kommer lidt vanilje og kanel frem. Der anes en snert bitter note fra lidt hasselnødder. Den forekommer en anelse sprittet i sit udtryk, men vand skal tilsættes meget sparsomt, da den ellers drukner. Når flasken har været åbnet, og man er ved at være halvvejs igennem, så forstærkes frugtnoterne, og lidt duft af pibetobak kommer frem. Vandet ændrer ikke aromaen på denne Lowland whisky.

Eden Mill St. Andrews 2018 Release

Eden Mill St. Andrews 2018 Release

Palette:

Det sprittede udtryk, som også er tilstede i duften, er også ganske tydelig i smagen. Også her skal vand tilsættes forsigtigt, da whiskyen ellers blot tyndes ud, og mister meget smag. Når man har tilvænnet sig alkoholen, så er det igen de mørke og lidt brændte sukker- og karamelnoter som er tydelige. Der mærkes kanel og lidt peber på tungen. Der kommer efter et par nip til drammen noter af rosiner og svesker frem. Der mærkes en smule bitterhed og smag af hasselnødder.

Afslutning:

Der er en kort eftersmag på drammen. Peber og kanel giver stadig lidt bid på tungen. Rosiner og svesker, som efterhånden kom frem i smagen, er en del mere fremtrædende i afslutningen. Der ligger et fint lag af sødme i munden. Efterhånden kommer vanilje og karamel frem igen, og der mærkes bitterhed i munden. Man efterlades med en fornemmelse af egetræ i munden.

Hvad siger producenten:

“This small batch bottling of Eden Mill single malt is crafted using a series of ex-oloroso, Pedro Ximenez and bourbon casks. This expression is a combination of rich, juicy, sherried fruits with a soft, candied vanilla sweetness and a gentle spice.”

Konklusion:

Denne whisky imponerer ikke specielt. Nuvel, den har da interessante noter, der desværre overdøves lidt af et meget sprittet udtryk. I virkeligheden er den mere sammenlignelig med en snaps eller bjesk. Hvis man tænker på kryddersnaps eller den nordjyske variant bjesk, så vil den faktisk klare sig ganske fint. Retfærdigvis skal det siges, at drammen falder lidt til ro, når man er halvvejs igennem flasken. Tænker man på whisky til omkring 750,- kroner for en flaske, så er er det nok ikke helt tilstrækkeligt. For at pris og kvalitet hænger sammen, så skal den have en del mere at tilbyde. Det meste interessante ved denne whisky er nok, at den kommer fra et ret nyetableret destilleri, og så er det altid spænende at smage, hvad de har at byde på. Konklusionen på denne anmeldelse af Eden Mill St. Andrews 2018 Release er, at den som bjesk er ganske flot, men som whisky har den noget tilbage at ønske.

Westward American Single Malt Whiskey – True Northwest

Hjem » Privatejet » Side 24

Westward American Single Malt Whiskey – Grain to Glass

Destilleri: House Spirits
Land: USA
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 45%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Westward American Single Malt Whiskey er en amerikansk single malt whiskey på 45% Vol. Den kommer fra destilleriet House Spirits Distillery i Oregon. Whiskeyen er fremstillet med lokale råvarer, og der er brugt øl-gær under fremstilling af urten. Der benyttes nye amerikansk egetræs fad til lagringen. Det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad, da den kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er fremstillet uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #256

Anmeldelse af Westward American Single Malt Whiskey

Næse:

Man dufter modne æbler som det første, når næsen nærmer sig glasset. Hurtigt duftes også modne mørke bær, som skovbær og brombær, med en snert af kirsebær. Gradvist kommer vanilje og lys karamel efterhånden mere og mere frem i aromaen. Når denne amerikanske whiskey har stået nogle minutter i glasset, så bliver sukkersødmen en anelse mørkere, og minder mere om den man kender fra sirup. Man mærker ikke de 45% vol. alkohol i næsen.

Westward American Single Malt Whiskey - Sample

Westward American Single Malt Whiskey – Sample

Palette:

Munden rammes med det samme af stærke krydderier fra de nye egetræsfad. Der smages stærk peber og kanel, der giver prikken på tungen og varme i munden. Efterhånden kommer sødmen fra modne æbler og bær igennem i smagen. Vanilje, og sødmen fra sirup, er markant mere fremtrædende i smagen, end den var i duften. Tankerne ledes næsten i retning af en del af af de bourbons jeg har smagt. Heller ikke i smagen gør alkoholen sig bemærket.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne amerikanske single malt whiskey. Sødmen fra mørk sukker og sirup ligger som et tyndt lag i munden. Der er næsten ingen smag af frugt og bær tilbage. De stærke krydderier, der var meget tydelige ved første mundfuld, er også stadig momentvis til stede i eftersmagen. Vanilje og egetræ kommer mere og mere frem hen imod afslutningen, og der fremkommer slutteligt en let bitter note bagerst i munden.

Hvad siger producenten:

“Single Malt, reimagined. Born of the unique culture, climate and abundant resources of the Northwest, this elevated American original demonstrates our craftsmanship and creativity. Our distinct, rich, and brazen American Single Malt  — the pinnacle of whiskey. Created from locally malted barley, brewed with ale yeast for exceptional flavor, and matured to perfection in new, lightly charred American Oak barrels right here in Oregon, where our hot, dry summers and cool, wet winters are the ideal environment to raise a world class whiskey. “

Konklusion:

Dette er ikke nogen imponerende oplevelse. Der vises som sådan ganske fornuftige takter, med sødme fra frugter og bær, der i kombination med stærke krydderier og vanilje giver nogle fornuftige indtryk. Drammen virker bare lidt tynd og næsten svag i sin fremtræden. Om det skyldes lav alder, for lidt alkohol eller middelmådig råsprit ved jeg ikke. Der dog også positive træk ved denne whiskey. Der er en del karaktertræk, der går igen fra amerikanske bourbons. Sirups-sødmen og vaniljen bliver ikke kvalmende, som jeg har oplevet i en del bourbons, men går faktisk ganske godt i spænd med resten i denne single malt. Man kan købe en flaske for omkring 600,- kroner, og til den pris, vil jeg til enhver tid vælge en skotsk whisky. Konklusionen på denne anmeldelse Westward American Single Malt Whiskey er, at det måske i virkeligheden er en bourbon forklædt som single malt whiskey.