Glenfarclas 21 Year Old – Single malt Scotch Whisky

Hjem » Privatejet » Side 25

Glenfarclas 21 Year Old – 100% ex-oloroso sherry fad

Destilleri: Glenfarclas
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 21 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Glenfarclas 21 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet af Glenfarclas Distillery, der er et af de skotske destillerier i Speyside regionen. Destilleriet ejes af J. & G. Grant. Whiskyen har udelukkende lagret på ex-oloroso sherry fad. Den har modnet i minimum 21 år på disse sherry fad. Whiskyen er endvidere fremstillet med brug af kølefiltrering. Den har høstet flere priser på verdensplan.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #254

Anmeldelse af Glenfarclas 21 Year Old

Næse:

Man dufter straks søde tørrede frugter. Rosiner og dadler er det første, som kommer op af glasset. Dette efterfølges hurtigt af en duft, som den man kender fra solmodne røde æbler. Når drammen har stået nogle minutter i glasset, så kommer der en fin citrusnote frem fra baggrunden. Man fornemmer svagt lidt egetræ, ligesom der også mærkes en snert af mint i duften på denne skotske whisky. Når man har smagt på drammen, så fremkommer lidt duft af nødder og mørk chokolade også. Man mærker ikke de 43% vol alkohol i aromaen.

Glenfarclas 21 Year Old - Miniature

Glenfarclas 21 Year Old – Miniature

Palette:

Citrusfrugterne er tydeligere i smagen, end de var i næsen. Der smages søde appelsiner. De solmodne æbler er igen tydelige, som de også var i duften. Dette følges hurtigt op af de tørrede mørke frugter som rosiner og dadler. Der spores en let smag af egetræ og bitterhed i smagen, som leder tankerne hen i retning af bitre nødder og mørk chokolade. Kombinationen minder lidt om smagen fra marcipan. Der mærkes lidt stærke krydderier i mund og svælg, og der smages en smule kanel og friske sorte peberkorn. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. I begyndelsen fylder sødmen en del. Det er sødme fra både appelsiner, modne æbler, rosiner og dadler. Langsomt bliver træder bitterheden mere frem, og smagen af mandler og mørk chokolade bliver tydeligere. Der er stadig lidt brænd i munden fra kanel og sort peber. Sammen med en smule varme fra alkoholen, er det med til at løfte eftersmagen. Langsomt aftager oplevelsen, og man sidder tilbage med lidt mint på tungen, og et minde om frugt- og honningsødme i munden.

Hvad siger producenten:

“100% oloroso cask maturation. An incredibly rounded whisky that leaves you refreshed and contented. A whisky that always deserves an extra glass.“

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Den tilbyder fin kompleksitet, og udfordrer både næse og mund. Når det er sagt, så er whiskyen stadig blød, rund og særdeles indbydende. Det betyder at man ikke bliver skræmt væk, hvis man ikke er vandt til single malt whisky, med nogle år på bagen. Prisen på cirka 800,- kroner er også yderst fornuftig for en whisky på 21 år. Der er ikke mange flasker på den alder, der kan konkurrere med den pris. Nu er det kun en sample jeg har anmeldt her, men jeg ville gerne have en hel flaske, så jeg kunne gå endnu dybere ind i det, drammen har at tilbyde. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenfarclas 21 Year Old er, at det er en whisky, som på et tidspunkt igennem whiskylivet, bør være at finde i enhver whiskysamling.

Arran Machrie Moor – The Peated Arran Malt

Hjem » Privatejet » Side 25

Arran Machrie Moor – Sixth Edition

Destilleri: Lochranza
Land: Skotland
Region: Island
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Arran Machrie Moor er en whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet på det skotske destilleri Lochranza Distillery, som ligger på øen Isle of Arran. Dette er den 6. udgave af aftapningen, og den er udgivet i et begrænset oplag på 15.000 flasker. Whiskyen er røget til 20 PPM. Der findes også udgaver i handlen, som er aftappet ved fuld fadstyrke, og ikke nedvandet som som denne. Whiskyen har lagret på ex-bourbon, men det vides ikke hvor længe, da flasken kommer uden aldersangivelse. Whiskyen er aftappet med naturlig farve og uden kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #246

Anmeldelse af Arran Machrie Moor

Næse:

Der duftes først røg i glasset. Det er ikke en klassisk medicinsk Islay single malt røg, men mere en sødmefuld røg. Det er en røg som man kender det fra sød pibetobak. Røgen giver dog hurtigt plads til honning- og blomstersødme. Efter et par minutter i glasset kommer en fin duft af citrusfrugter. Det er en duft af søde appelsiner og mandariner. I baggrunden kommer en snert af vanilje efterhånden frem. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Arran Machrie Moor

Arran Machrie Moor

Palette:

I paletten er røg også det første man lægger mærke til Igen er det en sødmefuld røg, som aldrig bliver for dominerende. Der smages solmodne appelsiner og en smule modne ferskner. Vaniljen kommer, efter et par nip af whiskyen, tydeligere frem i smagen. Ligeledes kommer smagen af egetræ mere frem. Der smages også lidt kokos. Der mærkes lidt stærke krydderier som peber og kanel på tungen. Alkoholen er tydeligere i smagen, end den var i duften, men den bliver aldrig dominerende.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de modne appelsiner hænger stadig ved. Det går efterhånden over i en lidt mere syrlig note. Vanilje og egetræ bliver mere dominerende i eftersmagen. Det mærkes en smule bitterhed på tungen, og den tørrer en smule ud. Der kommer en snert af noget mineralsk eller kalkagtigt frem i afslutningen, som er med til at tørre munden yderligere ud. Det hele pakkes ind i et let røgslør. Man efterlades med en fin fornemmelse af mælkechokolade.

Hvad siger producenten:

“On the west coast lies a windswept and mystical peat bog called Machrie Moor. Bronze age stonr circles and standing stones are strewn across its barren undulating terrain. One of the stone circles is known as Fingal’s Cauldron Seat, where sits a stone with a carved hole. The legendary warrior giant Fingal is said to have tethered his favourite dog Bran to this stone. This peated expression of the Arran Single Malt perfectly captures the rugged beauty and lore of the landscape. Unleash the legend that is Machrie Moor.”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Kan man lide røget whisky, men måske ikke helt er blevet et rigtigt “peat head”, så kan man sagtens være med på denne dram. Man kan købe en flaske for lige over 400,- kroner. Jeg var heldig at købe denne, sammen med fire andre flasker single malt, og en enkelt flaske blended malt, fra en kollega. Jeg måtte slippe 600,- kroner for de seks flasker. Det findes næppe billigere, og jeg klager ikke, men man kan sagtens forsvare, at give fuld pris for flasken. Den rammer et fint leje mellem røg og andre nuancer. Konklusionen på denne anmeldelse af Arran Machrie Moor er, at det er en fin røget whisky, hvor de fleste kan være med.

Nc’nean Organic Single Malt – Batch 1

Hjem » Privatejet » Side 25

Nc’nean Organic Single Malt – The Rather Dignified

Destilleri: Nc’nean
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Vin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Nc’nean Organic Single Malt er en whisky på 46% vol. Whiskyen er produceret på Nc’nean Distillery, der et af Skotlands destillerier, der ligger i Highland distriktet. Whiskyen har lagret på en kombination af 35% ex-bourbon fad og 65% STR ex-rødvin fad. Rå-spritten er destilleret i april, maj og juli 2017 og er 100% økologisk. Aftapningen består af en kombination af følgende fad: 2017 / 67, 68, 69, 91, 93, 94, 95, 121, 122, 124, 177, 179, 208, 212. Disse fad er igen aftappet mellem den 27-8 og 4-9 2020, og har givet i alt 5040 flasker. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, men er altså lige over tre år gammel. Dette er den første officielle aftapning, der er sat til salg på det globale marked. Flaskerne er sat til salg den 14-9-2020, og webshoppen melder udsolgt indenfor et døgn.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #240

Anmeldelse af Nc’nean Organic Single Malt

Næse:

Man dufter med det samme maltsødme når glasset kommer op til næsen. Langsomt følger frugtsødme efter. Der duftes modne ferskner, bær og æbler. En aroma af søde klementiner, som man kender det fra juletiden, kommer også frem. Momentvis er en note af pebermynte til stede. Efter lidt tid i glasset kommer vanilje frem fra baggrunden. Alkoholen er til stede, men den dominerer ikke, og er ikke sprittet i sin fremtræden.

Nc'nean Organic Single Malt

Nc’nean Organic Single Malt

Palette:

De søde bær, som også var at finde i duften på denne Highland whisky, er langt mere markant i smagen. Der smages søde modne jordbær og skovbær. Der følges hurtigt op med de modne æbler og ferskner. Der fremkommer en let blomster-agtig note, som ved lejlighed får drammen til at virke en smule parfumeret i smagen. Der mærkes en smule stærk peber på tungen, der dog hurtigt er væk. I baggrunden mærkes en smule lakridsrod, som giver lidt tørhed i munden. De 46% vol alkohol er ikke tydelige i paletten.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på whiskyen. Den parfumerede blomster-agtige smag hænger en anelse ved. Sødmen fra modne bær, æbler og ferskner dominerer dog afslutningen. Der mærkes lidt pebermynte på tungespidsen, ganske som også opfangedes i duften. Vanilje, karamel og egetræ bliver afslutningsvist tydeligere, inden munden tørrer en anelse ud, og man efterlades med et minde om lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“Our whisky is made from organic Scottish barley whose natural yields and rich soils contribute depth of flavour. Our gentle fermentation and distillation accentuate the delicate, fruity flavours in the spirit. Matured in specially treated red wine and American whiskey barrels to develop our spirit’s signature body and sweetness. “

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky, uden den dog imponerer specielt. Når det er sagt, så er det dog stadig en fornuftig dram, når man tager den unge alder i betragtning. Man kan købe en flaske for omkring 450,- kroner, hvilket må siges, at være en fair pris for et batch #1 af en ny økologisk whisky på cirka 3 år. Sammenligner man med dansk whisky på samme alder, så koster de ofte cirka det dobbelte. I den kontekst er denne dram fuldt ud konkurrencedygtig. Konklusionen på denne anmeldelse af Nc’nean Organic Single Malt er, at det er et hæderligt forsøg på en første udgivelse, og det bliver spændende at følge destilleriet fremadrettet.