Stauning Peated 7th Edition – 6 års røget dansk whisky

Stauning Peated 7th Edition – dansk tørverøget single malt whisky

Destilleri: Stauning Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48,4%
Alder: 6 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Stauning Peated 7th Edition er en dansk tørverøget whisky på 48,4% Vol. Whiskyen er fra Stauning Whisky Distillery, der er delvis ejet af Diageo. Whiskyen er destilleret i 2012 og aftappet i maj 2018. Der er sat i alt 2293 flasker til salg, hvoraf de 600 er sat til salg på webshoppen, og begrænset til 1 flaske pr. kunde. Whiskyen er lagret på first fill Maker’s Mark ex-bourbon fad. Den er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse. Som man dog kan regne ud, har den ligget godt 6 år på fad, hvilket også gør denne udgivelse til den længst lagrede tørverøgede whisky, der på dette tidspunkt er sendt på markedet fra destilleriet.

Whiskyen blev sat til salg for 895,- kr, og sendt på markedet onsdag den 20. juni 2018 kl. 13.00. Da ikke alle flasker er sat til salg i webshoppen, så tænkte jeg, at der måske var nogle internetbutikker, der allerede inden havde sat dem til salg, og så først ville afsende efter frigivelse – lidt som man kender det fra Blu-ray film. Jeg var heldig at finde en webshop, hvor der tilmed ikke var begrænsninger på antallet af flasker, og jeg bestilte straks 5 flasker – 2 dage før release dato. Jeg fik flaske #1486, #1499, #1640, #1644 og #1658.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #48

Anmeldelse af Stauning Peated 7th Edition

Næse:

I sagens natur er det første, der rammer næsen, når man dufter til denne whisky, selvfølgelig røg. Ikke tung røg som man kender det fra Islay Single malt whisky, men en fin let røg, der lægger sig på aromaen. Lidt som når naboen, to huse væk, lige har tændt op i brændeovnen. Når man vender sig til røgen, og næsen begynder at lede efter flere nuancer i aromaen, så skal man virkelig koncentrere sig, for at finde mere. Leder man godt, så opfanger man svage toner af chokolade, og en snert af moden frugt og vanilje. Det hele rundes af med en god sødme.

Stauning Peated 7th Edition

Palette:

Selvfølgelig smager whiskyen af røg, ganske som navnet antyder. Det er en røg som man kender det fra bålet i haven. Når man kommer igennem smagen af røg, så har paletten lidt mere at byde på end aromaen. Man smager toner af mælke-chokolade og vanilje. Der fornemmes en svag let-brændt sødme, som man kender fra den mørke muscovadosukker. Der fremkommer en lidt metallisk smag efter et par mundfulde. Det skyldes formentlig at whiskyen ikke har ligget helt længe nok i fadet. Der er lidt bid fra alkoholen, som afdæmpes med et par dråber vand.

Afslutning:

Der er ikke en specielt lang afslutning på whiskyen, men den er præget af røg. Den kendte fornemmelse af røg fra bålet, som også er tilstede i paletten, lægger sig fint som et lag i munden. Efter lidt tid fornemmer man ganske svagt en tilstedeværelse af vanilje, og en lille snert af karamel. Der fremkommer en smag af mælkechokolade, når man har smagt på drammen et par gange, og så lader nogle minutter gå. Man kan i baggrunden mærke lidt bitterhed fra egetræs fadet. Munden tørrer slutteligt en smule ud.

Hvad siger producenten:

“Stauning Peated Single Malt er et af vores klassiske core-produkter. Vores bud på en dansk røget whisky lavet udelukkende på lokale råvarer.”

Konklusion:

Denne whisky er som sådan ganske ufarlig, hvis man kan lide røget whisky. Den overlever på det røgede udtryk, for den har ikke meget mere end det at tilbyde. Når man tænker på, at man betaler 895,- for en flaske whisky uden aldersangivelse, så mener jeg, at man bør kunne forvente lidt mere, end denne dram tilbyder. Ikke at det er en dårlig whisky, men den skiller sig heller ikke ud som specielt god. Denne dram hører til i kategorien af den lettere mellemvare. Jeg er sikker på at nogle flere år på fad ville klæde den godt, for at tilføre noget kompleksitet fra fadet, og afdæmpe røgen lidt. Retfærdigvis skal det dog siges, at den bliver bedre efter flasken har været åben i et godt stykke tid. Noget jeg faktisk har oplevet med flere whiskyer fra Stauning Whisky Distillery. Konklusionen på denne anmeldelse af Stauning Peated 7th Edition er, at man nok bør lægge sine 900,- kroner et andet sted, hvor man kan få mere kvalitet for samme pris.

Stauning Whisky Festival 2018 – Også med musik

Stauning Whisky Festival 2018 – En kaotisk dag præget af kø

Stauning Whisky Distillery har fået en stor sum penge tilført fra Diageo, som er en af verdens førende spiritusproducenter. Disse penge har resulteret i nye lokaler, og en væsentlig udvidelse af kapaciteten på destilleriet. Den 25. august 2018 skal disse lokaler indvies. Dette gøres på Stauning Whisky Festival 2018, hvor der bydes på musik, øl, mad og selvfølgelig whisky. Billetter erhverves for 200,- kroner, hvor der medfølger smagsprøver på whisky fra destilleriet.

Stauning Whisky Festival 2018 er ikke en god oplevelse

Det er godt nok ikke en specielt imponerende begivenhed. Det som jeg vil tænke tilbage på fra denne dag er kø, kø og atter kø. Vi ankommer til pladsen 11.15, velvidende at dørene først åbner kl. 12.00. Der er allerede omkring 200 mennesker i kø foran os. Inden disse kommer igennem indgangspartiet er klokken ca. 12.30.

Herefter placerer man sig i køen ved The Embassy, for at købe specialudgivelserne, Stauning Whisky har smidt på gaden i dagens anledning. Det tager cirka halvenden time inden vi kommer igennem køen, og får lov til at smide 2750,- for et sæt af disse flasker. Dette gøres ved hjælp af MobilePay i et område uden dækning, eller på en transportabel dankort teminal, der ligeledes er uden dækning. Det lykkedes dog til sidst konen og jeg at få erhvervet Festival 2018 Peat flaske #246 og #252, samt Rye The Master Distiller flaske #243 og #248 til whiskysamlingen.

Efter dette er vi sultne og tørstige. Derfor bruger vi 20 minutter på at købe en øl. Godt nok en fantastisk øl, Vi købte Knarf’s 9,6 fra Rækker Mølle Bryghus. En øl, der har ligget 4 måneder på Stauning whiskyfad. Herefter brugte vi så 45 minutter i kø for at få en pølse. Godt nok en pølse med Stauning KAOS, og den var da også god. Men lad os bare sige at øllen da i hvert fald var drukket inden vi kom til maden.

Efterfølgende går vi mod de ny faciliteter, som vi har glædet os til se. Det er et virkelig imponerende syn som det fremgår af nedenstående billeder. Det er i disse lokaler man kan få de tre smagsprøver man har betalt 100 kroner ekstra for. Her strækker sig endnu en kø, der med tidligere erfaring på ekspeditionshastighed vil tage omkring halvanden time at komme igennem. Det er der ingen af vores hold der har mod på. Vi vælger derfor at tage hjem uden at smage disse, og lige tage de 20 minutters kø i destilleri-shoppen for at købe en Skonnert øl med hjem.

Hvad byder Stauning Whisky festival 2018 på

Smagsprøver:

Når man køber en billet med smagsprøver til festivalen, så udløser det tre forskellige smagsprøver. Man får 1 cl. af hver type, hvilket ikke er alverden, og lige i underkanten til at man rigtig kan få det fulde indtryk af duft og smag. De tre whiskyer. der er på programmet, er;

  • Stauning Malted Rye Whisky, Cask Strength, Cask 222, Destilleret 14-5-2014 og flasket 20-08-2018
  • Stauning Traditional Sigle Malt Whisky, 50,7% Vol, Cask 798, Rum cask finish, Destilleret 12-09-2013 og flasket 29-06-2018.
  • Stauning Peat Single Malt, 50,7% Vol, Cask 830, Port Cask finish, Destilleret 04-12-2014 og flasket 29-06-2018.

Musik:

Nu er det jo en festival, og festivaler plejer at indeholde musik. Denne festival er ingen undtagelse. Destilleriet stiller op med fem bands, der nok må siges, at falde en del udenfor den kategori som jeg normalt hører. Dagen er præget af pop og jazz fordelt på en scene og et telt. Underholdningen leveres af;

  • Ligefrem lykkelig
  • Kresten Osgood Trio
  • Under Bøgen
  • Flying Jazzmen
  • Pernille Rosendahl

Specialudgivelser:

Det der virkelig trak mig til festivalen var muligheden for at købe to specialudgivelser, som kun kan købes på dagen. Pladsen åbner klokken 12.00, og de to flasker sælges fra klokken 13.00 i The Embassy inde på pladsen. Det er nærmest kaotisk at komme til, og køen virker endeløs. De to specialudgivelser er;

  • Special Edition – The Master Distiller, Flasken er en hyldest af destilleriets første master distiller Mogens Vesterby, som også har signeret alle flasker. Whiskyen blev hældt på fad på hans 60 års fødselsdag den 22. marts 2011. Der er tale om en Single Cask Rye whisky på 51% Vol. fra fad nummer 33. Den er flasket i august 2018, og der sælges kun 420 styk.
  • Special Edition – Festival 2018 Peat. Denne whisky markerer indvielsen af det nye destilleri, og er en del at den nye Single Cask serie. Der er tale om en SIngle Cask Peat whisky fra fad nummer 64. Whiskyen er hældt på fad i 2012 og flasket august 2018 med en styrke på 59,9% Vol. Der sælges kun 360 flasker.

Man kan købe en flaske af hver slags for hver gyldig voksenbillet man har. Både min kone og jeg er heldige at få fat i en af hver slags.

Konklusion på Stauning Whisky Festival 2018

Hvis, og det er et stort hvis, vi vælger at tage afsted igen, så kræver det et noget mere professionelt arrangement. Jeg tilbragte omkring 4 timer på festivalen. Heraf er de 3,5 time brugt på kø. Det er lige i overkanten efter min mening. Så det kræver nogen ændringer, hvis jeg skal deltage igen. Jeg har et par forslag;

  • 1 flaske festival-whisky pr. billet og resten ryger på webshoppen. Så undgår vi kø ved The Embassy.
  • Hvis det er special edition udgivelser, med færre flasker end billetter, så giv et armbånd ved indgangen, der kan indløses til whisky i løbet af dagen. Så undgår vi igen kø ved The Embassy.
  • Udskænkning af smagsprøverne flere steder på pladsen.
  • Flere madboder eller medhjælpere i boderne.

Konklusionen på Stauning Whisky Festival 2018 er, at der virkelig skal strammes op, hvis vi skal komme igen i 2019!

Stauning Young Rye, October 2017 – en dansk rug whisky

Stauning Young Rye, October 2017 – en dansk straight rye whisky

Destilleri: Stauning Whisky
Land: Danmark
Type: Rye
Aftapper: Destilleri
ABV: 51,1%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Stauning Young Rye er en dansk rug whisky på 51,1% Vol. Denne whisky er fra Stauning Whisky Distillery, der er delvis ejet af Diageo. Whiskyen er destilleret i 2013 og flasket i oktober 2017 – i alt 2614 flasker. Den blev sat til salg for 495,- kr, og sendt på markedet den 10. november 2017 klokken 12.00 – og den blev udsolgt på 5 minutter. Jeg købte tre flasker. Whiskyen er lagret på nye egetræsfad (virgin oak) og quarter casks. Den er ikke kølefiltreret og er uden aldersangivelse. Den har dog, med lidt hurtig hovedregning, ligget 3-4 år til lagring.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #11

Anmeldelse af Stauning Young Rye, October 2017

Næse:

Det første næsen opfanger er en god mørk duft. Det minder lidt om en blanding af mørkt rugbrød og mørk chokolade i skøn forening. Man aner også lidt mørk karamel med vaniljeduft og egetræ. Bag det umiddelbart mørke førstehåndsindtryk gemmer sig dog lidt lettere noter af græs og mark. Sammen med alkoholduften giver den, den ellers tunge Stauning Young Rye, et frisk løft.

Stauning Young Rye, October 2017

Stauning Young Rye, October 2017

Palette:

Førstehåndsindtrykket, når man smager whiskyen, adskiller sig fra det man havde forventet fra udtrykket i næsen. Den virker faktisk utroligt frisk i smagen. Man smager frisk frugt og græs nuancer. Ved anden tår fremtræder de mørke toner fra næsen tydeligere. Man smager nu egetræ, vanilje og en mørk honningsødme. Der er prikken på tungen fra lidt stærke krydderier som kanel og peber, samt et spark fra de 51,1% Vol.

Afslutning:

Der er en god og lang afslutning på whiskyen. Her er det også de mørke smagstoner man opfanger. Igen fornemmes kanel og peber som observeret tidligere. Efter lidt tid får man en fornemmelse af lakrids i munden. Slutteligt fremkommer en chokolade lignende smag, og så tørrer munden lidt ud til sidst. Sammen med lakridssmagen giver det en følelse, som når man har spist lakridsrod.

Hvad siger producenten:

“It’s warm, friendly and fresh at the same time, spicy, bold, full-bodied and seems considerably older than the age suggests. One clearly senses the Rye and recognize the scent of freshly baked Rye bread.”

Konklusion:

Denne unge rug whisky – straight rye whisky – hvis man skal være lidt international, er et utroligt spændende bekendtskab. De mørke og lyse duft- og smagsoplevelser kommer i skøn forening. Stauning Young Rye har krop og fylde som en dram med god alder, men den er samtidig frisk og spændstig, som man oplever ved unge whiskyer. Det giver en kompleks whisky, der udfordrer sanserne. Prisen på 495,- kr for 50 cl. er måske lige i overkanten, i forhold til det man ellers kan få, indenfor den prisramme. At de sælges for endnu højere pris efter udgivelsen forekommer mig lidt mystisk. Det er selvfølgelig et udtryk for udbud og efterspørgsel, men også grundet en del “hype” omkring Stauning Whisky Distillery. Konklusionen på denne anmeldelse af Stauning Young Rye, October 2017 er, at det er en utrolig spændende whisky, som man bør prøve, i hvert fald til en pris under 500,- kr.