Glenfarclas 21 Year Old – Single malt Scotch Whisky

Hjem » Side 113

Glenfarclas 21 Year Old – 100% ex-oloroso sherry fad

Destilleri: Glenfarclas
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 21 år
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Glenfarclas 21 Year Old er en skotsk whisky på 43% Vol. Whiskyen er fremstillet af Glenfarclas Distillery, der er et af de skotske destillerier i Speyside regionen. Destilleriet ejes af J. & G. Grant. Whiskyen har udelukkende lagret på ex-oloroso sherry fad. Den har modnet i minimum 21 år på disse sherry fad. Whiskyen er endvidere fremstillet med brug af kølefiltrering. Den har høstet flere priser på verdensplan.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #254

Anmeldelse af Glenfarclas 21 Year Old

Næse:

Man dufter straks søde tørrede frugter. Rosiner og dadler er det første, som kommer op af glasset. Dette efterfølges hurtigt af en duft, som den man kender fra solmodne røde æbler. Når drammen har stået nogle minutter i glasset, så kommer der en fin citrusnote frem fra baggrunden. Man fornemmer svagt lidt egetræ, ligesom der også mærkes en snert af mint i duften på denne skotske whisky. Når man har smagt på drammen, så fremkommer lidt duft af nødder og mørk chokolade også. Man mærker ikke de 43% vol alkohol i aromaen.

Glenfarclas 21 Year Old - Miniature

Glenfarclas 21 Year Old – Miniature

Palette:

Citrusfrugterne er tydeligere i smagen, end de var i næsen. Der smages søde appelsiner. De solmodne æbler er igen tydelige, som de også var i duften. Dette følges hurtigt op af de tørrede mørke frugter som rosiner og dadler. Der spores en let smag af egetræ og bitterhed i smagen, som leder tankerne hen i retning af bitre nødder og mørk chokolade. Kombinationen minder lidt om smagen fra marcipan. Der mærkes lidt stærke krydderier i mund og svælg, og der smages en smule kanel og friske sorte peberkorn. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på whiskyen. I begyndelsen fylder sødmen en del. Det er sødme fra både appelsiner, modne æbler, rosiner og dadler. Langsomt bliver træder bitterheden mere frem, og smagen af mandler og mørk chokolade bliver tydeligere. Der er stadig lidt brænd i munden fra kanel og sort peber. Sammen med en smule varme fra alkoholen, er det med til at løfte eftersmagen. Langsomt aftager oplevelsen, og man sidder tilbage med lidt mint på tungen, og et minde om frugt- og honningsødme i munden.

Hvad siger producenten:

“100% oloroso cask maturation. An incredibly rounded whisky that leaves you refreshed and contented. A whisky that always deserves an extra glass.

Konklusion:

Dette er en ganske glimrende whisky. Den tilbyder fin kompleksitet, og udfordrer både næse og mund. Når det er sagt, så er whiskyen stadig blød, rund og særdeles indbydende. Det betyder at man ikke bliver skræmt væk, hvis man ikke er vandt til single malt whisky, med nogle år på bagen. Prisen på cirka 800,- kroner er også yderst fornuftig for en whisky på 21 år. Der er ikke mange flasker på den alder, der kan konkurrere med den pris. Nu er det kun en sample jeg har anmeldt her, men jeg ville gerne have en hel flaske, så jeg kunne gå endnu dybere ind i det, drammen har at tilbyde. Konklusionen på denne anmeldelse af Glenfarclas 21 Year Old er, at det er en whisky, som på et tidspunkt igennem whiskylivet, bør være at finde i enhver whiskysamling.

Salted Caramel Choc Chip Cookie – Barrel Aged Dessert In A Can

Hjem » Side 113

Salted Caramel Choc Chip Cookie – Barrel Aged Imperial Stout

Bryggeri: Amundsen Bryggeri
Land: Norge
Type: Imperial Stout
ABV: 11,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Bourbon
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Salted Caramel Choc Chip Cookie er en fadlagret Imperial Stout på 11,5% vol. Øllen er brygget af det norske Amundsen Bryggeri, der ligger i Oslo. Øllen går under betegnelsen “Pastry Stout”, der er en øltype som leder tankerne i retning af sødmefulde desserter. Denne udgivelse er del af bryggeriets serie “Dessert In A Can”. Denne specifikke aftapning i serien har lagret på ex-bourbon fad, men det vides ikke hvor længe den har modnet på disse fad.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #253

Anmeldelse af Salted Caramel Choc Chip Cookie

Næse:

Man dufter straks de mørke og hårdt brændte typer af malt, der er brugt i denne øl. Der følges hurtigt op med tydelig sødme. Der duftes nu tydeligt mørk chokolade, og noget som minder om havregryn med meget sukker på. Kombinationen leder tankerne i retning af havregrynskager med chokoladestykker. Man kan mærke i næsen, at det er en alkohol-stærk øl, men den kommer aldrig til at fremtræde sprittet. Det er blot med til af give øllen en mere kraftig fremtoning. Jo længere tid øllen står i glasset, jo mere kommer karamel frem i duften. Når man også har smagt på øllen, så mærkes en snert af vanilje i baggrunden.

Salted Caramel Choc Chip Cookie

Salted Caramel Choc Chip Cookie

Palette:

Ganske som i næsen, mødes du af et smagsindtryk, der minder om det man kender i kage. Der smages straks mørk chokolade, og havre småkager. Der følges hurtigt op med tydelig maltsødme og lidt bitterhed fra den hårdt ristede malt. Efter et pat mundfulde af øllen kommer citrus og bitterhed fra humlen en smule frem. Ligeledes bliver vanilje og karamel mere fremtrædende, jo længere du kommer frem i øllen. Det er noter som man kender det fra whisky, der har lagret på ex-bourbon fad. De 11,5% Vol alkohol tilføjer yderligere tyngde til øllen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på øllen. Sødmen fra malten fylder hele munden. Smagen fra chokolade er stadig tydelig. Dette aftager langsomt, og gør plads til mere vanilje. Der mærkes efterhånden en form for tørhed på tungen. Samme følelse som også findes i nogle aftapninger af whisky. Der mærkes samtidig en let syrlighed fra humlen på tungen. Oplevelsen aftager langsomt, og man sidder tilbage med en fornemmelse af let bitter chokoladekage i munden. Om navnet på øllen påvirker ens evner, til at bedømme øllen tør jeg ikke sige, men der mærkes faktisk også lidt salt på læberne.

Hvad siger producenten:

“MALT: Pilsner, Rye, Roasted Barley, Caraaroma, Oats, Carafa Special III, Carared .​ HOPS: Magnum. ​ YEAST: American Ale.”

Konklusion

Dette er en fantastisk øl. Der er vi helt oppe på øverste hylde. Det krævet at man kan lide tunge og kraftige øl, for det er sådan en vi har fat på her. Kan man bedre lide friske, frugtige og let-drikkelige øl, så skal man lede et andet sted. Her får man en kraftig smagsoplevelse, og en øl som holder længe i glasset. Nuvel, det får man så også lov at betale omkring 70,- kroner for. Etiketten beskriver meget godt oplevelsen, med både salt, karamel, chokolade, kage og dessert. Oplevelsen får et ekstra løft med lidt indflydelse fra øllens lagring i fadet. Konklusionen på denne anmeldelse af Salted Caramel Choc Chip Cookie Barrel Aged Dessert In A Can er, at denne imponerende øl i sandhed lever op til sit navn.

Ballantine’s Finest – Blended Scotch Whisky

Hjem » Side 113

Ballantine’s Finest Blended Scotch Whisky – med whisky fra Speyside

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: N/A
Type: Blended
Aftapper: Pernod, Ricard
ABV: 40%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Ballantine’s Finest er en skotsk blended whisky på 40% Vol. George Ballantine and Son er beliggende i Dumbarton i Skotland. Ballantine’s producerer primært blended whisky, hvor Ballantine’s Finest er deres bedst sælgende. Producenten har dog også lanceret single malt whisky. De har smidt de tre vigtigste single malt whiskyer fra Ballantine’s Finest på gaden. Serien hedder “Ballantine’s Series” og består af Miltonduff 15 Year Old, Glentauchers 15 Year Old og Glenburgie 15 Year Old, der alle indgår i denne flaske, og alle er destillerier fra Speyside regionen. Miltonduff 15 Year Old er fundamentet, Glenburgie 15 Year Old er hjertet og Glentauchers 15 Year Old er afslutningen. Da jeg har smagt alle tre aftapninger blev denne flaske købt af “akademiske årsager”. Denne blend er uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #252

Anmeldelse af Ballantine’s Finest

Næse:

Man dufter først en smule egetræ i aromaen. Langsomt kommer en lille smule moden frugt frem. Det er duften af røde æbler som er tydeligst, med lidt pære i baggrunden. Man mærker en anelse mint i duften. De 40% vol er ikke at mærke i duften. Den fremtræder ret blød og uden bid af nogen slags.

Ballantine's Finest

Ballantine’s Finest

Palette:

Man smager også en smule søde frugter, når man nipper til denne dram. Som i duften, så mærker man også i smagen en smule mint. I baggrunden fornemmes svagt lidt vanilje. Der er en let smag af plastik over drammen. Det giver en lidt mærkelig fornemmelse i munden. Alkoholen viser sig heller ikke i smagen. Den virker næsten tynd og vandet.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne whisky. Smagen af plastik, som også var at finde i paletten, er dominerende i begyndelsen. Dette aftager dog hurtigt, og man sidder med en let frugtsødme tilbage. Man fornemmer svagt en lille snert af vanilje i baggrunden. Ligeledes er der en let varme i munden fra spritten, men ikke noget som er med til at give et ekstra spark.

Hvad siger producenten:

“Slightly sweet with a touch of vanilla. Perfect for mixing to start the night. The first ever Ballantine’s recipe. Start the night with a whisky that stayed true to it’s original recipa since 1910.

Konklusion:

Dette er den billige metervare blended whisky. Der er ikke den store oplevelse at komme efter. Man kan købe en flaske på tilbud til lige omkring 100,- kroner. Hvis man er på et stramt budget, så ville jeg nok stadig vælge at spare lidt mere sammen, og købe en flaske til omkring 200,- kroner. Der er et fornuftigt udvalg af bedre blends og single malt whisky i det prisleje. Har men nu købt en flaske, så kan man jo bruge den til drinks, grønlandsk kaffe eller whiskysovs. Her egner den sig sikkert glimrende. Jeg fik styret min nysgerrighed, og “akademiske interesse”. Man godt fornemme, at der er brugt noget fra de tre destillerier i “Ballantine’s Series”. Der er en del kendetegn fra Speyside whisky i dette blend. Der er noter af sød frugt til stede, som peger lidt i den retning. Konklusionen på denne anmeldelse af Ballantine’s Finest er, at det ikke er den store nydelse, og den bør nok bruges til alt andet, end at blive drukket rent.