Sam Bass – American Outlaws

Hjem » Side 50

Sam Bass – Rye Whiskey Barrel Aged Double Mash Imperial Stout With Tonka Beans

Bryggeri: Amager Bryghus
Land: Danmark
Type: Imperial Stout
ABV: 13,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Rye, Wilderness Trail
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Sam Bass er en fadlagret Double Mash Imperial stout på 13,5% vol. Øllen kommer fra det danske bryggeri Amager Bryghus. Der er tilsat tonka bønner til brygget. Denne øl har modnet 15 måneder på ex-rye whiskey fad inden den er aftappet. Hvilket af de amerikanske destillerier fadene kommer fra fremgår desværre ikke på flasken. Lidt søgen på internettet afslører at fadene kommer fra Wilderness Trail Distillery. Aftapningen er del af serien med fadlagrede øl fra bryggeriet kaldet “American Outlaws”. Der er ikke brugt pasteurisering og filtrering under aftapningen. Flasken i denne anmeldelse er fra 2022 serien og har Batch #2357.

Besøg bryggeriets hjemmeside

Anmeldelse #438

Anmeldelse af Sam Bass

Næse:

Næsen rammes først af en tydelig duft fra sød vanilje. Der følges op med sødme fra den mørke malt i øllen. Bagved anes lidt sødme som man kender det fra brun sukker. Momentvis anes en smule kanel i næsen, der dog hurtigt er væk igen. Kombinationen leder tankerne i retning af det, man kender fra kager. En let syrlighed ligger fjernt i baggrunden. De 13,5% vol alkohol er ikke tydelige i næsen.

Sam Bass

Sam Bass

Palette:

En tydelig smag af vanilje rammer munden som det første. Det kan både skyldes de 15 måneders modning på aflagte rye whiskey fad, men det kan også være fra de tilsatte tonka bønner, der også kan tilføje noter af vanilje. Sødme fra brun sukker følger hurtigt efter. Lidt kanel giver lidt varme og en let prikkende fornemmelse på tungen. Kombinationen giver associationer til kagen “Brunsviger”. Efter et par mundfulde mærkes en smule syrlighed og bitterhed i munden. Alkoholen fornemmes men smager ikke igennem øllen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne øl. Eftersmagen er, ganske som duften og smagen, præget af vanilje. Der er stadig en tydelig smag og sødme fra vanilje i munden. Gradvist bliver kanel mere og mere tydelig. Samtidig tiltager bitterheden, og man får efterhånden en lidt tør fornemmelse i munden. Man efterlades med et minde om “brunsviger og julekager i munden, mens varme fra alkoholen og kanel mærkes i munden.

Hvad siger producenten:

“Born on a farm close to Mitchell, Indiana, in 1851, Sam became an orphan already at 13. Moving in with his uncle and aunt and their nine kids seemingly did him littlr good, and school was not for hjim – at all. In his final year as a teen he first drifted South to Mississippi and then further west to Texas. Settling in Denton, Sam found work as a farm hand and through hard work he made enough money to buy a race horse which he named “The Denton Mare”. Combined with some gambling he actually managed to live off  his winnings for several years.”

Konklusion

Dette er en en god øl. Hvis man kan lide kategorien af øl, kaldet Pastry Stout, så går man ikke galt i byen med denne aftapning. Fornemmelsen af “brunsviger” er ganske imponerende. Forventer man en let drikkelig og frisk øl, så skal man se andre steder hen. Denne aftapning i 2022 serien af American Outlaws kan købes for omkring 170 kroner, og den er klart en af de bedste i rækken. For de penge får man en god øloplevelse, der sagtens kan deles med andre, hvis man altså nænner, at dele ud af de 75 cl. i flasken. Konklusionen på denne anmeldelse af Amager Bryghus Sam Bass, American Outlaws, er at det er dejlig øl, der nok er det tætteste man kommer “Brunsviger” på flaske.

Strathmill 1995 22 Year Old – Cadenhead 1995/2018

Hjem » Side 50

Strathmill 1995 22 Year Old – Refill Port Hogshead Authentic Collection

Destilleri: Strathmill
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Wm Cadenhead Ltd.
ABV: 50,8%
Alder: 22 år
Fadtype: Bourbon, Portvin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Strathmill 1995 22 Year Old er en skotsk whisky på 50,8% vol. Whiskyen kommer fra Strathmill Distillery i Speyside regionen. Den uafhængige aftapper Wm Cadenhead Ltd. har aftappet denne whisky, som del af deres serie Authentic Collection. Spritussen er fremstillet i 1995, og aftappet 22 år senere i 2018. Denne single cask aftapning har først modnet på et ex-bourbon fad frem til 2005. Efterfølgende er den overført til genbrugt ex-portvin fad, hvor den har ligget til den er aftappet i 2018. Der er ikke tilsat kunstig farve til whiskyen, og den er aftappet uden brug af kølefiltrering. Der er sendt 252 flasker på markedet denne whisky.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #437

Anmeldelse af Strathmill 1995 22 Year Old

Næse:

Sødme rammer næsen som det første. Der duftes modne blommer og søde bær som skovbær og kirsebær. I baggrunden anes en let syrlig note, der kan lede tankerne i retning af lidt umodne æbler. Langsomt kommer egetræ mere frem i duften. Der kommer noter af vanilje, mælkechokolade og lidt karamel med. Kombinationen virker næsten som marcipan med frugt, som eksempelvis den kendte “blommer i madeira”. De 50,8% Vol. alkohol mærkes i næsen, men whiskyen er ikke sprittet.

Strathmill 1995 22 Year Old - Sample

Strathmill 1995 22 Year Old – Sample

Palette:

Sødme er også tydelig i smagen som det første. Også her smages solmodne blommer. Smagen er bær er tydeligere end i duften. Igen smages skovbær, kirsebær og et fjernt strejf af blåbær. Lidt syrlighed fremkommer momentvis i munden. Der mærkes hurtigt lidt stærk peber og kanel på tungen, der dog kun kortvarigt er til stede. Efter et par nip til denne skotske whisky, bliver smagen af egetræ, vanilje, mælkechokolade og karamel gradvist mere og mere markant, og frugter og bær kommer mere i baggrunden. Alkoholen er ikke tydelig i smagen, men det mærkes der er højt alkohol volumen.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Vanilje og mælkechokolade har lagt sig som et fint lag i munden. Egetræ er tydeligere i eftersmagen, og en let bitterhed opfanges. Sammen med lidt restsødme fra modne blommer og bær, virker kombinationen næsten som det man kender fra æble-tobak i piben. Afslutningsvist fremkommer en note af lakrids, der langsomt dør ud, mens man mærker varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Nose: Marzipan, macaroon bar and stewed fruits. Palate: Plum pudding and bakewell tart. Finish: Spicy cinnamon and blueberry then cigar smoke comes through at the end.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er tydelig påvirkning fra den dobbelt lagring whiskyen har fået, hvor både ex-bourbon og ex-portvin fadet får lov at komme til sin ret. Denne kombination giver en god oplevelse i både duft, smag og eftersmag, og man sidder med en whisky med en fantastisk kompleksitet. Jeg byttede mig til denne sample med YouTube kanelen SOWLEG, men havde gerne købt en af de 252 flasker til udbudsprisen på lige under 1000,- kroner. Det er en dram som fortjener fordybelse, og det kræver en hel flaske. Når flasken er tømt har man sikkert fået de fleste nuancer med. Konklusionen på denne anmeldelse af Strathmill 1995 22 Year Old er, at jeg gerne havde haft en hel flaske af denne gode whisky.

Mackmyra Kungstorv – Swedish Single Malt Whisky Peated

Hjem » Side 50

Mackmyra Kungstorv – Vom Fass

Destilleri: Mackmyra
Land: Sverige
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Vom Fass
ABV: 47,3%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Mackmyra Kungstorv er en svensk whisky på 47,3% Vol. Whiskyen kommer fra Mackmyra Swedish Whisky AB. Denne flaske er aftappet i butikken Vom Fass i Flensborg. De har en række fad i butikken, hvor man kan få aftappet whisky fra. Det vides derfor ikke, hvor længe whiskyen har været på fad, inden netop min flaske aftappes. Det vides dog at den blev aftappet i december 2022. Det fremgår af mærkesedlen, at den har lagret på svensk eg, og at den er røget med både tørv og enebær. Min kone havde denne miniature flaske med hjem til mig efter en studietur til Flensborg.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #436

Anmeldelse af Mackmyra Kungstorv

Næse:

Næsen rammes først af tydelig røg. Det er sødmefuld røg, som man kender det fra en typisk dansk rygeovn, med aftenens skinke eller pølse. Bagved fornemmes en smule søde æbler og mandariner. Efter nogle minutter i glasset kommer sødme fra vanilje efterhånden mere og mere frem i duften. Med sig har det over tid en duft af både karamel og mælkechokolade. Alkoholen er ikke tydelig i duften.

Mackmyra Kungstorv - Miniature

Mackmyra Kungstorv – Miniature

Palette:

Den sødmefulde røg, der også var at finde i duften, er det første man også smager. Tankerne ledes i retning af røget skinke og bacon. Når røgen har lagt sig en smule, så kommer vanilje, mælkechokolade og karamel gradvist mere og mere frem i smagen. I baggrunden opfanges svagt et strejf af søde æbler. Den svage syrlighed fra mandarinerne kommer kun lejlighedsvist frem i smagen. De 47,3% Vol. alkohol er heller ikke markante i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne whisky fra Sverige. Der er stadig tydelig tilstedeværelse af både vanilje, karamel og mælkechokolade. Momentvis opleves en smule mynte på tungen, men lidt sort peber kortvarigt prikker lidt på tungen. Hen mod slutningen kommer en smule bitterhed frem. Kombinationen leder tankerne i retning af det man kender fra lakridsrod. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har drukket lakrids-te, der har trukket lidt for længe.

Hvad siger producenten:

“”In Swedish, “Kungstorv” means “king’s peat” and perfectly describes this single malt! This specially selected whisky from the Mackmyra Distillery is a sweet and smoky expression comparable to an Islay Scotch. Branches of juniper berries are added to the peat smoke to create a subtle sweetness not found in typical peated malts. Aged in Swedish Oak barrels, this whisky has notes of vanilla, oak and juniper with a smoky, smooth finish.

Konklusion:

Dette er en nogenlunde whisky. Kan man lide røget whisky, der ikke stiller de store krav til fordybelse, så er dette et godt bud på en fin dram. Det mest interessante er i virkeligheden at man kan se whiskyen blive aftappet når man besøger en af Vom Fass butikkerne rundt om i verden. Det er altid spændende med sådan et “live cask”. Man kan købe en 10 cl. miniature flaske for cirka 80,- kroner. Konklusionen på denne anmeldelse af Mackmyra Kungstorv er, at oplevelsen med at få aftappet direkte fra fad, nok er en større oplevelse end whiskyen.