Rock Island – Island Blended Malt Scotch Whisky

Hjem » 45.00%-49.99% Vol » Side 34

Rock Island – Remarkable Regional Malts

Destilleri: N/A
Land: Skotland
Region: Island
Type: Blended malt
Aftapper: Douglas Laing & Co. Ltd.
ABV: 46,8%
Alder: NAS
Fadtype: N/A
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Rock Island er en skotsk blended small batch malt whisky på 46,8% Vol. Whiskyen indeholder kun whisky fra de skotske destillerier beliigende på øerne, også kaldet for Island regionen. Flasken er med i udgivelserne fra Douglas Laing & Co. Ltd. kaldet “Remarkable Regional Malts”. Udgivelsen indeholder udelukkende single malt whisky, og betragtes derfor som en “blended malt whisky”. Den indeholder blandt andet single malt whisky fra destillerierne på øerne Arran, Jura og Orkney. Den har tidligere været markedsført under navnet “Rock Oyster”. Whiskyen er ikke kølefiltreret og uden kunstig farve. Der er ikke aldersangivelse på flasken, så den er dermed en NAS.

Besøg: Producentens hjemmeside

Anmeldelse #233

Anmeldelse af Rock Island

Næse:

Først mødes næsen af let røg, der hurtigt følges op af maritime og mineralske noter. Den minder lidt om duften der kommer, når man slår to sten sammen, men med en snert af salt. Hurtigt følges op med tydelige søde frugter. Der duftes modne røde æbler og henkogte pærer. Efter lidt tid i glasset kommer lidt mere syrlig frugt frem. Den duftes nu lidt umodne grønne æbler, med et sner af citrusfrugt. De 46,8% Vol alkohol er ikke er mærke i duften på whiskyen. Når man har smagt på drammen bliver vanilje tydeligere i duften.

Rock Island - Miniature

Rock Island – Miniature

Palette:

Smagsløgene rammes først af tydelig malt- og vaniljesødme. Hurtigt følges op med sødme fra henkogte pærer. Røgen kommer hurtigt frem, og gør sig gældende i hele smagsoplevelsen. Der mærkes stærk peber på tungen, der dog ret hurtigt aftager igen. Efter et par nip til whiskyen blive de maritime noter mere tydelige. Der smages mineraler, og der mærkes lidt salt på tungespidsen. Momentvis smages lige egetræ. Ganske som i duften er alkoholen ikke tydelig.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. De maritime og lidt salte noter aftager gradvist. Samtidig bliver vaniljesødmen tydeligere og tydeligere. Der mærkes momentvis lidt stærk peber midt på tungen. Ligeledes smages lejlighedsvist de henkogte pærer, der også var at finde i duften. Munden tørrer til sidst en smule ud, mens vanilje, egetræ og saltnoter stadig mærkes lidt. Man efterlades med et minde om tør røg, som man kender det fra aske.

Hvad siger Producenten:

“An extraordinary encapsulation of the very best Single Malts distilled amongst others on the glorious islands of Islay, Arran, Jura and Orkney, Rock Island is a subtle, smoky and sweet celebration of the sea.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Der er yderst interessante noter, som man kender det fra andre whiskyer fra de skotske øer. Der er tydeligt præg af røg, tydelige maritime noter og masser af vanilje-sødme. Det hele løftes af de 46,8% Vol alkohol i drammen. Man kan købe en flaske for omkring 400,- kroner. Man kan købe en del single malt whisky i samme prisleje. Når det er sagt, så får man altså ganske god valuta for sine penge i denne blended malt whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Rock Island er, at den lever fint op til at være en “Remarkable Regional Malt“, og den er glimrende repræsentant for whisky fra Island regionen.

Ardnamurchan AD/09.20:01 – Batch 1

Hjem » 45.00%-49.99% Vol » Side 34

Ardnamurchan AD/09.20:01 – Den første fra destilleriet

Destilleri: Ardnamurchan
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,8%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardnamurchan AD/09.20:01 er en skotsk whisky på 46,8% Vol. Whiskyen fremstilles på Ardnamurchan Distillery, der ligger i Highland regionen. Der er tidligere udgivet “young malts”, men dette er den første officielle whisky aftapning fra producenten. Whiskyen er et mix mellem 50% røget råsprit og 50% uden røg. 65% af denne sprit har lagret på ex-bourbon fad, og de sidste 35% har lagret på ex-sherry fad. Aftapningen kommer uden aldersangivelse på flasken, men den er fremstillet uden kølefiltrering, og uden brug af kunstig farve.

Ved hjælp af en QR-kode kan man via blockchain teknologi følge sin egen flaske ganske præcist. Denne flaske er nummer #8776 af de i alt 15978 flasker, der er sendt på markedet. Den er aftappet af Lewis Hamilton den 22-09-2020. Den 27-07-2015 er “Concerto-malt” mæsket ved en temperatur på mellem 64 og 90 grader. Herefter har urten gæret i 76 timer. Den 30-7-2015 er den destilleret med hydrometermålinger mellem 68,5 og 70,5. Slutteligt er spritten nedvandet til et alkoholindhold på 63,5% vol. og efterfølgende hældt på fad. Det betyder altså, at whiskyen er lige over 5 år gammel. Nedenstående kode er fra flasken, der her er anmeldt.

Ardnamurchan AD/09.20:01 - QR kode

Ardnamurchan AD/09.20:01 – QR kode

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #228

Anmeldelse af Ardnamurchan AD/09.20:01

Næse:

Næsen mødes først af en let malt- og honningsødme, når man første gang dufter til denne whisky. Der følges op med sødmefuld vanilje, som man kender det fra vaniljekransene til jul. I baggrunden kommer en smule grønne æbler frem. Samtidig opstår en let syrlighed fra citrusfrugter. Der ligger et fint lag af en let røg over duften, og ikke den kraftige røg som man eksempelvis kender fra noget Islay whisky. Det er mere røg som man finder ved bålstedet dagen efter, eller når grillen skal gøres rent. Det er dog værd at bemærke at røgen bliver tydeligere i næsen efterhånden som man kommer ned i flasken. Langsomt men sikkert kommer en mineralsk og maritim note frem, som minder om flintesten og salt. Alkoholen kan mærkes i næsen, men den er ikke sprittet.

Ardnamurchan AD/09.20:01

Ardnamurchan AD/09.20:01

Palette:

Røgen er mere fremtrædende i smagen, end den er i duften, og den rammer munden som det første. Der følges hurtigt op med sødme fra honning og vanilje. Der kommer hurtigt en fin smag af modne røde bær, som jordbær og skovbær. I baggrunden er en snert af citrus. Ganske som i duften findes også i smagen en mineralsk note af flintesten, og der mærkes lidt salt på læberne. Der mærkes en smule stærk sort peber på tungen, og momentvis opfanges lidt mint på tungespidsen. De 46,8% vol alkohol mærkes, men vand kan tilsættes denne whisky, hvis man føler for det. Et par dråber vand forstærker vaniljen en anelse, mens røgen nedtones.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra honning, malt, vanilje og modne bær hænger fint ved i eftersmagen. De maritime noter forstærkes gradvist, og fornemmelsen af salt på læberne bliver tydeligere. Der ligger et fint og let lag af røg i munden. Der opfanges en smule abrikoser og hasselnødder hen imod afslutningen. Slutteligt tørrer munden en anelse ud, og lidt bitterhed og smag af egetræ og kanel kommer frem.

Hvad siger producenten:

“We produce two signature styles of spirit, one peated and one unpeated. The distillery was designed to produce a full flavoured malt true to its location (West Highland). The single malt will comprise a 50/50 split of peated and unpeated whiskies, matured in a 65%/35% mixture of ex-Bourbon and ex-Sherry oak casks.“

Konklusion:

Dette er en god whisky, der virkelig falder i min smag. Der er ganske interessante noter i både duft, smag og eftersmag. Der er fin balance mellem sødme, røg og maritime noter. Tankerne ledes i retning af Springbank og Kilkerran når man drikker drammen, og det gør så absolut ikke noget. Når man tænker på at dette er den første aftapning på lige omkring 5 år, så bliver det virkelig spændende at følge udviklingen. Man kan købe en flaske for cirka 450,- kroner, og det bør man gøre, hvis man er heldig at finde en af de 15978 flasker i handlen. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardnamurchan AD/09.20:01 er, at det virkelig er et godt første forsøg, og der forhåbenlig kommer mange flere fine flasker fra dette nye skotske destilleri.

FEW Straight Bourbon Whiskey – 93 Proof

Hjem » 45.00%-49.99% Vol » Side 34

FEW Straight Bourbon Whiskey – Amerikansk Craft Bourbon

Destilleri: FEW Spirits
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,5%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

FEW Straight Bourbon Whiskey er en amerikansk Bourbon Whiskey på 46,5% Vol. Den er fremstillet af FEW Spirits. Destilleriet er et af de mange mindre amerikanske destillerier såkaldte “Craft” destillerier. Produktet består af en kombination af majs, rug og traditionel maltet byg. Det vides ikke hvor længe denne bourbon har lagret på fad, da den kommer uden aldersangivelse på flasken.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #226

Anmeldelse af FEW Straight Bourbon Whiskey

Næse:

Sødme fra vanilje møder næsen som det første, når den nærmer sig glasset. Der følges hurtigt op med brændt karamel og tydelig egetræ. Når drammen er faldet lidt til ro, kommer andre nuancer frem fra baggrunden. Der kommer krydderier frem som man kender fra bagning. Der duftes lidt kanel, kardemomme og muskatnød. Der fremkommer også en let parfumeret duft, som leder tankerne i retning af fyrretræer. En duft som også er at finde i en del rye whisky. Der er en smule alkohol at mærke i næsen, dog uden den fremstår som sprittet i duften.

FEW Straight Bourbon Whiskey - Sample

FEW Straight Bourbon Whiskey – Sample

Palette:

Ganske som i duften rammes munden af sødme som det første. Også her er det sødme fra vanilje og karamel. Krydderierne er mere fremtrædende i smagen. Der mærkes stærk kanel, der giver prikken på tungen. Smagen af fyrretræ er ligeledes tydeligere end i næsen. I baggrunden mærkes lidt brændt egetræ, der giver en fornemmelse af mørk bitter chokolade. De 46,5% vol alkohol mærkes, og denne bourbon kan nedvandes efter behov. Fyrretræsnoterne forstærkes en anelse med vand, men resten af smagen minimeres drastisk.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne straight bourbon whiskey. De stærke krydderier dominerer. Kanel, kardemomme og muskatnød ligger som et lag i munden, og giver en lidt varmende og prikkende fornemmelse. Momentvis kigger smagen af fyrretræ frem. Der fjernes svagt en note at mørk bitter chokolade og kaffe. Man efterlades med en smule sødme fra karamel og vanilje, mens munden tørrer ud i et strejf at egetræ.

Hvad siger producenten:

“Southern tradition, meet Northern rye This spirit, distilled through timeless liquor-making techniques, utilizes a three-grain recipe that infuses generations of Southern tradition with the spiciness of northern rye and a touch of malt for smoothness. FEW is hand-crafted through a small-batch process in charred oak barrels to age its bourbon whiskey.“

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor oplevelse. Der er mange klassiske noter som man kender fra typiske amerikanske bourbons. Skal man trække lidt positivt frem, så er det noterne af fyrretræ, der minder om dem man kan finde i rye whisky. Det giver helhedsindtrykket et lille løft, og gør at den adskiller sig en smule fra mængden. Overordnet set virker den en anelse tynd og spinkel i både duft, smag og eftersmag. Man kan købe en flaske for omkring 550,- kroner. For de penge vil jeg til enhver tid vælge en whisky fra et af de skotske destillerier. Der findes langt bedre aftapninger i det prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af FEW Straight Bourbon Whiskey er, at man vist skal være amerikansk fan-boy for at finde denne dram rigtig interessant.