Bowmore 15 Year Old – Darkest

Hjem » Ex-oloroso fad » Side 18

Bowmore 15 Year Old – Sherry cask finished

Destilleri: Bowmore
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bowmore 15 Year Old er en whisky på 43% Vol. Bowmore Distillery er et af Skotlands destillerier på øen Islay. Bowmore destilleriet er under ejerskab af Suntory Holdings Limited. Whiskyen er “double matured”. hvor den først har modnet 12 år på ex-bourbon fad, hvorefter den har fået en afslutning på 3 år i ex-oloroso sherry fad. Whiskyen er dermed 15 år gammel, som det også fremgår af indpakningen. Aftapningen er desuden kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #227

Anmeldelse af Bowmore 15 Year Old

Næse:

Røg rammer næsen som det første, når der duftes til glasset. Det er ikke en tung røg, som man kender det fra andre destillerier på Islay. Det er en let røg, der minder om den man kender, fra når naboen har tændt et bål i haven. Dette opfølges hurtigt af sødme fra tørrede frugter. Der duftes rosiner og dadler. Kombinationen minder om sød pibetobak. Men lidt tid i glasset kommer noter af mælkechokolade og vanilje frem. Der anes en snert maritim note, der giver et lidt mineralsk udtryk. Man mærker ikke alkoholen på duften.

Bowmore 15 Year Old - Miniature

Bowmore 15 Year Old – Miniature

Palette:

Man smager straks sødme fra rosiner og dadler. Ligeledes smages sødme fra modne appelsiner, der bliver mere og mere tydelig, efterhånden som man nipper til drammen. Der anes lejlighedsvis også en lidt skarpere citrus i baggrunden, som minder mere om citron. Efter at have smagt drammen nogle gange smages også søde mørke kirsebær. Ligeledes kommer vanilje og mælkechokolade mere frem. Der mærkes lidt peber og kanel på tungen. Det mineralske udtryk, som også var at finde i næsen, giver en fornemmelse af salt på læber og tunge. Det hele pakkes ind i en fin note af røg. De 43% vol alkohol er heller ikke at mærke her.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne skotske whisky. Man sidder stadig med sødmen fra rosiner og dadler i munden. De søde appelsiner er stadig tydelige, men aftager langsomt, mens en lidt bitter note af appelsin-skal toner frem. Peber og kanel er tydeligere i afslutningen, og giver lidt prikken i munden. Vanilje, karamel og mælkechokolade bliver tydeligere, samtidig med at røgen har lagt sig som et fint lag i munden. Man efterlades med en følelse af sød pibetobak og gammel læder i munden, mens man sidder med lidt varme i mund og svælg.

Hvad siger producenten:

“Matured first in bourbon barrels then Oloroso casks, there’s no finer example of a sherry cask finish than our 15 Year Old. It’s the final three years spent in Oloroso sherry casks that gives Bowmore 15 Year Old the rich, deep colour and robust warming finish.”

Konklusion:

Dette er en god whisky, der virkelig falder i min smag. Der er røg, sødme, frugt, vanilje og god kompleksitet i drammen. Man kan købe en flaske for lige over 500,- kroner. Kan man lide den klassiske whisky Lagavulin 16 Year Old, så er denne whisky lige sagen. På mange områder er de to Islay single malt whiskyer i direkte konkurrence. Det gælder både i det generelle udtryk i duft, smag og eftersmag, men også i alder og prisleje. Kan man lide røg, sherry og en dram, der stiller lidt krav til nyderen, så er dette et sikkert valg. Konklusionen på denne anmeldelse af Bowmore 15 Year Old Darkest er, at det er en whisky, som klarer sig godt på alle parametre.

Mosgaard Oloroso Cask – Batch #6

Hjem » Ex-oloroso fad » Side 18

Mosgaard Oloroso Cask – Økologisk fynsk single malt whisky

Destilleri: Mosgaard Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,2%
Alder: NAS
Fadtype: Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Mosgaard Oloroso Cask Batch #6 er en økologisk single malt whisky på 46,2% Vol. Whiskyen er produceret på det danske destilleri Mosgaard Whisky A/S fra Oure på Fyn. Denne udgivelse er, som navnet antyder, den 6. udgave af deres whisky lagret på Oloroso fad. Den har lagret på disse fad i 3 år, men kommer uden aldersangivelse på flasken. Udgivelsen er sendt på markedet den 3/2-2020 kl. 20.00, og der er sat 800 flasker til salg. Whiskyen er desuden fremstillet af økologiske råvarer. Den har vundet dobbelt guld ved Berlin International Spirits Competition 2020, samt andre internationale priser.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #223

Anmeldelse af Mosgaard Oloroso Cask

Næse:

Næsen mødes først af frugtsødme, som man kender det fra modne æbler og modne pærer. Hurtigt bliver de erstattet af aroma fra tørret frugt. Der duftes nu rosiner og abrikoser. Der mærkes tydeligt egetræ i duften, der ligger sig et fint lag over det generelle indtryk. Langsomt kommer lidt karamel og mælkechokolade frem fra baggrunden. Efter at have smagt på drammen, kan man svagt ane lidt syrlighed og citrus i næsen. Man mærker ikke alkoholen i denne danske single malt whisky.

Mosgaard Oloroso Cask Batch #6 - Sample

Mosgaard Oloroso Cask Batch #6 – Sample

Palette:

De tørrede frugter er meget tydelige i smagen. Igen er det rosiner og abrikoser der kommer frem. Ligeledes er mørk karamel og mælkechokolade mere markante i paletten. De søde modne frugter anes mere i baggrunden. Igen er det modne pærer og æbler der er til stede. Der smages en let syrlighed, som leder tankerne i retning af citrusfrugt. Der mærkes lidt prikken på tungen fra stærk ingefær, der dog hurtigt aftager igen. De 46,2% vol alkohol er mere fremtrædende i smagen, men ikke så meget, at det er nødvendigt at nedvande whiskyen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. De mørke tørrede frugter er stadig tydelige i eftersmagen. Smagen fra egetræ, som var fint til stede i duften, kommer igen frem i afslutningen. Der mærkes en smule bitterhed på tungen, og tankerne ledes i retning af umodne hasselnødder. Man efterlades med en smag af mælkechokolade og noter af mørk ristet kaffe i munden, inden man efterlades med en del varme fra alkoholen.

Hvad siger producenten:

“Mosgaard Oloroso Cask Whisky er fremstillet på økologisk Dansk byg malt, som maltes efter vores specifikationer og brygget efter egne metoder som er optimeret til at frembringe sødme, blødhed og frugtnoter – smagen af Fynsk Single Malt Whisky.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Det er imponerende at man kan få så meget karakter i en whisky, som ikke er mere end tre år gammel. Man kan købe en flaske for 595,- kroner, og den kan sagtens konkurrere med skotsk whisky i samme prisleje. Sammenlignet med andet dansk small batch whisky, så er prisen yderst konkurrencedygtig. Jeg har kun anmeldt en sample fra den 6. udgave af whiskyen, men jer er da glad for, at jeg har nogle flasker af både Batch #1 og Batch #2 på lager. Det bliver spændende at følge udviklingen for både whisky og destilleri fremadrettet. Konklusionen på denne anmeldelse af Mosgaard Oloroso Cask Batch #6 er, at vi her har fat i en god whisky, der fint tager kampen op, med både danske og skotske whiskyer.

Fadsmagning – Privat whiskyfad

Hjem » Ex-oloroso fad » Side 18

Fadsmagning – Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso

Nu er tiden endelig kommet til en fadsmagning af mit private whiskyfad “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso”. I dag den 28/7-2020 er spritten efterhånden ved at være 20 måneder gammel, og den er dermed godt og vel over halvvejs igennem lagringen. Derfor mente jeg det var på tide at få smagt på varerne, og om min kommende whisky udvikler sig i positiv retning. I anledning af sommerferien pakkede jeg kone og datter i bilen, og kørte fra Nordjylland til Troldens Bryghus nye lokaler i Kolding.

Rundvisning på Trolden Bryghus

Min datter, kone og jeg ankommer til Trolden Bryghus, eller “Trolden Destilleri og Bryghus”, som man kan se på gavlen af de fine nye bygninger i Kolding. Vi havde aftalt at mødes med Michael, der ejer bryghuset, klokken 10.00 tirsdag den 28/7-2020. Vi landende lidt før tid, men der vi kom fint ind i de nye lokaler. Man ser først af en fin butik, hvor det er muligt at købe varer fra sortimentet. Til venstre for disken åbner lokalet sig op i en stor sal, hvor der er borde og en bar for enden. Et perfekt sted at afholde smagninger. Michael kommer frem fra baglokalet og byder os velkommen. Vi går herefter igennem produktionslokalerne, hvor der er godt gang i aftapning af øl. Produktionsanlægget er det samme som fra de gamle lokaler.

 

Fadsmagning af min whisky

Vi bevæger os nu over i en lagerbygning, der ligger umiddelbart ved siden af bar og produktionshallen. Her ligger et udvalg af af diverse fad. Der findes fad med rom, fad med gin, og naturligvis mange fad med whisky. Mange af disse fad er private fad, hvor man enten ejer hele fadet, eller andele af et større fad. Nede for enden i lagerhallen er mit lille 8 liters fad stillet klar på en lille bar. Fadet har “givet sig” en anelse i den ene side, men jeg bliver forvisset om, at det er under observation, hvis det skulle blive utæt. Der bliver hevet en fadprøve op i min tønde, og nu skal jeg endelig smage min kommende single malt whisky.

Næse:

Man dufter straks tydelig påvirkning fra egetræ. Fadet har virkelig tilført meget på de cirka 20 måneder. Sødmen fra malten kommer hurtigt efter. Tørrede frugter kommer frem i aromaen, og der duftes rosiner og nødder. Alkoholen, som ikke blev målt, mærkes lidt i næsen, men er ikke sprittet på nogen måde. Et par dråber vand åbner op for noter af kaffe og mørk chokolade.

Palette:

Smagen af rosiner og nødder er det første som rammer munden. Alkoholen er tydeligere i smagen end i næsen, men som i duften smager det heller ikke sprittet. Også her åbner lidt vand op for noter af kaffe og mørk chokolade. Der mærkes lidt stærk peber på tungen. Efter et par nip til drammen fornemmes også lidt egetræ.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne whisky. Kaffe og mørk chokolade lægger sig som et fint lag i munden. Samtidig mærkes stadig lidt stærk peber på tungen. Efterhånden som dette nedtones bliver egetræ mere markant. Man efterlades med varme i mund og svælg, men tungen tørrer en smule ud.

God oplevelse hos Trolden Bryghus

Min kommende whisky tegner til at blive fantastisk god. Nu skal jeg blot have tålmodighed de sidste 16 måneder, inden den er endelig klar til aftapning, og officielt kan kaldes for en dansk single malt whisky. Der er virkelig noget at se frem til. På vej tilbage igennem produktionshallen og bar-miljøet blev jeg tilbudt en smagsprøve af Troldens peated new-make. Det sagde jeg naturligvis ja tak til. Der var tydelig genkendelig destilleri karakter fra de andre aftapninger jag har smagt. Samtidig har det fået tilført noget røg. Det kunne godt være gå hen, at blive ganske interessant, når der kommer røgede whiskyer på gaden. Måske er det endda en nyt projekt i mit lille 8 liters fad, når det engang er tømt for “Trolden 2018 Whiskyblog.dk Oloroso”. Jeg fik også købt mig en Trolden Coffee Stout på vej ud af døren, og den vil jeg nyde i aften. Min fadsmagning var en stor succes, og Trolden Bryghus og jeg ses i december 2021, så jeg kan hente mine flasker med whisky.