Bunnahabhain 12 Year Old – fantastisk prisrigtig dram

Hjem » Genbrugte fad » Side 19

Bunnahabhain 12 Year Old – en kompleks Islay whisky

Destilleri: Bunnahabhain
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46,3%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Bunnahabhain 12 Year Old er en skotsk whisky på 46,3% Vol. Bunnahabhain Distillery er et af de destillerier i Skotland, der er beliggende på Islay. Denne 12 års udgave er derfor en Islay single malt whisky. Bunnahabhain Distillery er ejet af Distell Group Limited. Whiskyen er lagret på en kombination af ex-bourbon fad, ex-sherry fad og genfyldte whiskyfad. Whiskyen er 12 år gammel og endvidere ikke kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #91

Anmeldelse af Bunnahabhain 12 Year Old

Næse:

Man mødes af en blød og behagelig let brændt aroma, når man dufter til denne whisky. Det er ikke som man er vant til med Islays røgede dramme, men en mere mørk og ristet duft. Den overskygger ikke de fine og lette nuancer af karamel og vanilje fra fadene. Man fornemmer heller ikke de 46,3% vol i denne dram. Når man tilsætter et par dråber vand, så åbner den lidt op i duften, og man fornemmer nu lidt sødme og tilstedeværelse af sherry-fad.

Bunnahabhain 12 Year Old

Bunnahabhain 12 Year Old

Palette:

Man får en lidt olie-agtig fornemmelse i munden, når man første gang smager på drammen. Man rammes herefter af kraftige smagsnuancer af noget brændt, uden det er som rigtig røget whisky. Det er mere en “mørk” smag. Smagen er dog ikke så voldsom, at den dækker over de andre noter som denne dram tilbyder. Man smager god indflydelse fra fadene, hvor både egetræ, krydderi og sherry-sødme træder fint frem. Når der tilsættes lidt vand åbnes op for lidt tydeligere noter af nødder og mørk, tørret frugt. Der er en snert af syrlighed i baggrunden, som godt kan lede tankerne hen på noget citrus-agtigt.

Afslutning:

Denne whisky har en god og lang eftersmag. Eftersmagen er præget af toner fra tørret frugt, som dadler og abrikoser. Tilstedeværelsen af valnødder er også tydelig, og det giver et lidt bittert indtryk. Igen kommer smagen af nødder frem. Whiskyen har en let malt-sødme som fint komplimenterer de mørkere nuancer. Det hele toppes af med et fint og let brændt udtryk.

Hvad siger producenten:

“Our 12 year old Islay Single Malt Scotch Whisky was the beginning of our Bunnahabhain range, launched to fanfare and praise alike. Taste the origins of Bunnahabhain with an alluring balance of sweet fruit, nuts, vanilla and a delicate coastal influence.”

Konklusion:

Dette er en fantastisk whisky! Den har en god kompleksitet. De lette nuancer i næsen blæses i den grad af vejen i både paletten og afslutningen. Det gør helhedsoplevelsen til noget ganske særligt. Man kan købe en flaske for omkring 300,- til 400,- kroner, og det er den bestemt værd. Hvis man sammenligner med andre whiskyer i dette prisleje, så får man virkelig valuta for pengene i dette tilfælde. Man får en 12 års whisky på over 46% vol, der ikke er kølefiltreret – det er høj klasse til få penge. Det er en flaske som bør stå i enhver whiskysamling. Hvis man skal trække lidt ned på whiskyen, så mister den en smule af sine udtryk, når flasken har været åbnet i nogle måneder. Det er dog ikke noget som trækker ned i det generelt positive billede. Konklusionen på denne anmeldelse af Bunnahabhain 12 Year Old er, at det er fantastisk dram, og det er svært at finde bedre i dette prisleje.

Oban Little Bay – en whisky med noter af citrusfrugt og salt

Hjem » Genbrugte fad » Side 19

Oban Little Bay – en Highland whisky med noter af mandarin

Destilleri: Oban
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Oban Little Bay er en whisky på 43% vol. Oban Distillery er et whisky destilleri i Skotland, som ligger i højlandet, så whiskyen er derfor en Highland single malt whisky. Oban destilleriet er ejet af Diageo. Whiskyen er lagret på genbrugte ex-bourbon fad og ex-sherry fad, som efterfølgende hældes sammen. Destilleriet skriver at whiskyen efterfølgende er modnet i de mindste fad de har. Denne whisky er kølefiltreret og uden aldersangivelse, så det er er såkaldt NAS.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #82

Anmeldelse af Oban Little Bay

Næse:

Det første man opfanger i næsen er en god duft af frugt. Det er tydeligt citrusfrugter man opfanger. Både mandariner og modne, søde appelsiner opfanges i næsen. Lidt i baggrunden opfanger man æbler og mangofrugt. Man kan svagt ane en lille tilstedeværelse af blomster. Det hele toppes af med duften af kyst og fad, hvor salt egetræ kommer fint frem. Det giver en relativt komplekst og intenst duftindtryk. Alkoholen på 43% vol er ikke tydelig i næsen,.

Oban Little Bay

Oban Little Bay

Palette:

Smagen er også præget af citrusfrugterne som mandariner og søde appelsiner. Også her ligger mango og æbler lidt i baggrunden. Man rammes også af noterne fra sherry fadet. Der er også en god maltfylde i whiskyen. Der er tydelig smag af krydderier som nelliker, som giver en lidt stærk smag, og vanilje som bløder det lidt op igen. Saltsmagen ligger som et fint strejf over hele udtrykket. Der er en god varme der spreder sig i munden fra alkoholen. Efter et par smagsprøver fremkommer en lille tone af noget som minder lidt om en røg-note, men det kan også være forkulningen fra de små fad som giver dette. Alle disse smagsindtryk fremkommer i en utrolig blød fremtoning.

Afslutning:

Der er ikke nogen lang afslutning på Oban Little Bay, men det man mærker er blødheden, og det milde udtryk, der også var i smagen. Der er smule tilstedeværelse af søde citrusfrugter og mango i eftersmagen, men ikke på samme niveau som i næsen og paletten. Slutteligt fornemmer en lille smule vanilje, og munder tørrer en smule ud, hvilket gør at salten træder tydeligere frem i munden. Saltnoterne er dog knap så tydelige, når flasken nærmer sig afslutningen, og har været åbnet i noget tid.

Hvad siger producenten:

“Little Bay’s warming richness is neatly balanced by a smoky spicy-dryness.”

Konklusion:

Dette er en utrolig blød og velbalanceret whisky. Der er et godt sammenspil mellem citrusfrugter, krydderier og salt. Det giver et godt og komplekst helhedsbillede, men stadig i en let drikkelig form. Noterne af salt nedtones dog markant, jo længere tid flasken har været åbnet. Beskrivelsen af whiskyen på destilleriets hjemmeside siger “smoky”, og det mener jeg man kun opfanger i begrænset grad. Den smule røg, der er i denne whisky, er så lille, at det kun har ringe betydning, og i hvert fald ikke noget man behøver fremhæve i beskrivelsen af drammen. Om det er røg eller påvirkning fra forkulningen i de små fad, så er det stadig godt. Flasken kan købes til omkring 400,- kroner, hvilket jeg mener at denne dram helt sikkert er værd, selvom det er en NAS whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Oban Little Bay er, at den nærmest er whiskyens svar på marmelade lavet af citrusfruger.

Ailsa Bay – første udgivelse

Hjem » Genbrugte fad » Side 19

Ailsa Bay – nyt destilleri fra Lowland

Destilleri: Ailsa Bay
Land: Skotland
Region: Lowland
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48,9%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Virgin oak
Røg: Medium
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ailsa Bay er en skotsk whisky på 48,9% Vol. Whiskyen er den første fra det nye Ailsa Bay Distillery i Lowland regionen i Skotland. Der er ingen aldersangivelse på flasken, så det er en såkaldt NAS whisky. Whiskyen er lagret på flere typer fad. En del lagres på Hudson Baby Bourbon fad på 25-100 liter i 6 til 9 måneder. En anden del lagres på traditionelle 200 liters ex-bourbon fad. Spritten hældes herefter i virgin oak, first fill og genbrugte amerikanske egetræs fad. De tre fadtyper mixes efter nogle års lagring, inden den hældes på flasker. Whiskyen er desuden ikke kølefiltreret og har 21 PPM fenol indhold.  Denne sample købte jeg på whiskymessen 2019.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #66

Anmeldelse af Ailsa Bay

Næse:

Man dufter straks røg i denne whisky. Det er en lidt “tør røg”, som minder lidt om aske. Efter lidt tid i glasset fremkommer en tydelig sødme fra modne frugter. Dette påvirker også duften fra røgen som bliver mere blød og rund. I baggrunden fornemmer man en smule egetræ fra de små fad. Man mærker ikke umiddelbart den høje alkoholprocent på 48,9% vol i næsen.

Ailsa Bay - Sample

Ailsa Bay – Sample

Palette:

Igen er røgen dominerende. Det er ikke den tørre aske-røg man først fornemmede i duften. Det er en mere en smag af brændt gummi. Man mærker frugtsødmen tydeligere i paletten end man gjorde i næsen. Her smages søde æbler. Alkoholen er meget mere markant i smagen end i aromaen. Man kan med fordel tilsætte et par dråber vand. Det lukker op for en fin snert af egetræ, og man mærker lidt karamel i baggrunden.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Den er også præget af røg. Igen er det den lidt tørreaske-røg man stiftede bekendtskab med første gang man hilste på whiskyen. Egetræ er mere markant i eftersmagen. Langsomt tørrer rungen ud, og man sidder tilbage med en fornemmelse af mint på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“Flavour meandering between smoke, fruit and creamy toffee, this extra maturation period has developed deeper toasty oak notes with every sip.”

Konklusion:

Det er en ganske fornuftig dram. Whiskyen har ikke den store kompleksitet, men kan man lide rød, så har den trods alt lidt at tilbyde. Man kan købe en flaske for lige under 700,- kroner. Sammenligner man med andre røgede skotske whiskyer i det prisleje, så kan denne, efter min mening, ikke stille meget op. Jeg mener, man er bedre tjent ved at købe whisky fra Ardbeg Distillery eller Laphroaig Distillery. Når det er sagt, så er whiskyen interessant, da det er den første fra destilleriet, og der er plads til forbedring. Konklusionen på denne anmeldelse af Ailsa Bay er, at den er for dyr, i forhold til det man får for sine penge.