Dyrehøj Vingaard Rös Whisky – Dansk Maltwhisky

Hjem » Hel flaske » Side 37

Dyrehøj Vingaard Rös Whisky – Begrænset oplag

Destilleri: Dyrehøj Vingaard
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 3 år
Fadtype: N/A
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Dyrehøj Vingaard Rös Whisky er en whisky på 40% Vol. Denne whisky er fra det danske destilleri og vinproducent Dyrehøj Vingaard, der ligger på Røsnæs ved Kalundborg. Det meldes ikke ud præcis hvilke fad den har lagret på, men det fremgår på flasken, at den har lagret på eg, og at den har modnet i 3 år. Whiskyen er aftappet i et begrænset oplag på 650 flasker, der alle er nummererede. Jeg har fået fat i flaske nummer #116.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #270

Anmeldelse af Dyrehøj Vingaard Rös Whisky

Næse:

Man mødes først af en parfumeret duft a blomster, når næsen kommer hent til glasset. Langsomt aftager det parfumerede udtryk, og lidt søde frugter kommer frem. Der duftes syrlige friske æbler. I baggrunden anes lidt mandariner. Kombinationen mellem blomster og syrligheden fra æbler og mandarinerne leder tankerne i retning af billig vingummi. Når flasken har været åbnet i nogle uger, så ændrer duften karakter, og tydelig kokos kommer frem. Man kan ganske svagt fornemme noget som minder lidt om vanilje i baggrunden. Man mærker ikke alkoholen i duften.

Dyrehøj Vingaard Rös Whisky

Dyrehøj Vingaard Rös Whisky

Palette:

Det parfumerede udtryk i duften afspejler sig først også i smagen. Der er blomsternoter og sød honning, der kommer frem efterhånden som parfumen aftager. Der opleves i begyndelsen kortvarigt stærk peber på tungen, men det fortager sig hurtigt. Efter et par nip til drammen en anelse syrlighed fra grønne æbler og mandariner frem fra baggrunden. Der anes svagt lidt vanilje, egetræ og karamel. Når flasken har været åbnet noget tid, så kommer kokos også frem i smagen. De 40% vol. alkohol er ikke at mærke i smagen.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne danske whisky. Syrligheden fra æblerne og mandarinerne aftager gradvist. Der kommer efterhånden en anelse sødme frem, som minder lidt den man kender fra blomster-honning. Vanilje og karamel er tydeligere i afslutningen. Man efterlades med lidt mint på tungespidsen, og et minde om kunstig vingummi.

Hvad siger producenten:

“Efter 3 år på et egefad er denne whisky landet blødt. Smagen er mild med en anelse honning, tørrede abrikoser, lidt eg og måske lidt toffee i eftersmagen.”

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor whisky. Nuvel, der er da ganske interessante noter af frugt og vanilje, der sammen med lidt egetræ og peber, godt kan give en fornuftig oplevelse. Særligt finder jeg det interessant, at den i stor grad udvikler sig positivt nogle uger efter åbning, hvor noter af kokos kommer frem i duft og smag. Man kan købe en flaske for 395,- kroner på producentens hjemmeside. Sammenligner man med andet dansk whisky, så er det cirka halv pris i forhold til mange andre danske aftapninger. Når det er sagt, så er der også dansk single malt whisky på markedet, der er mindst dobbelt så godt som denne. Jeg er glad for, at have smagt drammen, og det er endnu et hak i mit bælte af danske whiskyudgivelser, men helt i min smag er den ikke. Konklusionen på denne anmeldelse af Dyrehøj Vingaard Rös Whisky er, at der findes andre danske alternativer, som passer bedre til mine smagsløg.

Caol Ila Distillers Edition – Moscatel cask finish

Hjem » Hel flaske » Side 37

Caol Ila Distillers Edition – Destilleret 2003 flasket 2015 C-si; 2-475

Destilleri: Caol Ila
Land: Skotland
Region: Islay
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 43%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Vin
Røg: Kraftig
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Caol Ila Distillers Edition er en skotsk whisky på 43% vol. Destilleriet er et af de skotske destillerier på øen Islay, og whiskyen betragtes derfor som en Islay single malt whisky. Caol Ila destilleriet ejes af giganten Diageo. Whiskyen er modnet i ex-boubon fad, og har fået en afslutning i fad, som tidligere har indeholdt muskat vin. Kassen kommer påtrykt “Special Release Limited Edition”. Spritten er destilleret i 2003, og aftappet igen i 2015, hvilket gør den 12 år gammel. Der er endvidere tilsat farve, og den er kølefiltreret. Flasken kommer med koden C-si; 2-475 påtrykt.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #267

Anmeldelse af Caol Ila Distillers Edition

Næse:

Røg rammer næsen som det første, når man bare nærmer sig glasset. Det er røg som man kender det fra et bål i haven. Når næsen har tilvænnet sig røgen kommer andre noter fint frem. Der duftes nu sødmefulde æbler og pærer. Der er en lidt mørkere sødme, som minder om mørk honning eller sirup, i baggrunden. Nogle minutter i glasset lukker op for en anelse mineralske og maritime noter af flint og salt. Man aner ligeledes en smule vanilje, og mint kommer lejlighedsvis frem. Man mærker ikke alkoholen i duften.

Caol Ila Distillers Edition

Caol Ila Distillers Edition

Palette:

Røgen er tydelig i begyndelsen når man smager på whiskyen. Der følges hurtigt på med frugtsødme. Der er anelse vinøs note, som leder tankerne i retning af sød hvidvin, med en snert af syrlighed i baggrunden. Ganske som i duften kommer maritime noter også frem i smagen, og giver en let følelse af salt på tungen. Efter et par nip til drammen kommer egetræ mere og mere frem, og giver lidt bitterhed på tungen, imens mint mærkes på kanten af tungen. Heller ikke i smagen er de 43% Vol. alkohol tydelig. Hvis man tilsætter et par dråber vand, nedtones røgen an anelse, og sødmen træder tydeligere frem. Ligeledes fremkommer en let note af citrus.

Afslutning:

Der er medium afslutning på denne dram. Frugtsødmen mærkes i mundhulen. Den mørke honning eller sirup, der også var i duften, giver sødmen mere tyngde. Smagen af egetræ er mere markant i eftersmagen, og bitterheden mærkes tydeligt på tungen. Samtidig mærkes salt på læberne, som igen tilføjer et element af hav til oplevelsen. Munden er dækket i et fint lag af røg igennem hele afslutning. Man efterlades med lidt bitterhed og mint på tungen.

Hvad siger producenten:

“Brilliant, clean and refined, this golden Caol Ila Distillers Edition has a deep, sweet and smokey flavour profile that suggests the intense, saturated colours of late afternoon sunshine after a storm has passed.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Der er gode noter fra alt, der kendetegner whisky fra Islay. Der er røg, maritime noter og frugtsødme, der sammen danner en fin oplevelse. Man kan købe en flaske for omkring 550,- kroner, hvilket er omkring 100,- til 150,- kroner mere end den klassiske whisky Caol Ila 12 Year Old. Om den er de ekstra penge værd ved jeg ikke helt, da den måske kun er marginalt bedre. Kan man lide Islay og røg, så vil jeg dog stadig klart anbefale, at man prøver den. Er man heldig at finde den på tilbud til 349,- kroner som jeg gjorde, så er det et sikkert køb, og en whisky der skal med hjem. Konklusionen på denne anmeldelse af Caol Ila Distillers Edition er, at den er præcis som man forventer af en Islay whisky, men den er måske ikke de ekstra kroner værd, i forhold til den klassiske 12 års udgave.

Ærø Whisky Standard Issue – Small Batches

Hjem » Hel flaske » Side 37

Ærø Whisky Standard Issue – fra ex-bourbon, ex-oloroso og ex-rom fad

Destilleri: Ærø Whisky
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 48%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Rom, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ærø Whisky Standard Issue er en dansk whisky på 48% Vol. Whiskyen er fra det danske destilleri Ærø Whisky A/S. Under produktionen af denne whisky, er der brugt malt fra både eget malteri, men også fra Fuglsang, der blandt andet også brygger øl. Whiskyen har lagret på en kombination af genbrugte ex-bourbon fad af amerikansk hvid eg, ex-oloroso sherryfad og ex-rom fad. Der meldes ikke ud, hvor længe whiskyen har lagret på disse fad, kun at det er mindst tre år. Den betragtes derfor som en NAS uden aldersangivelse. Whiskyen er ikke tilsat kunstig farve, og der er ikke brugt kølefiltrering under produktionen. Alle udgivelser er håndlavet, og kommer kun i small batch fra det lille destilleri. Denne flaske er aftappet den 9/12-2019 og har nummer #150.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #264

Anmeldelse af Ærø Whisky Standard Issue

Næse:

Næsen mødes af tydelige mørke noter som det første. Der duftes rosiner og svesker. Hurtigt følger sødme som man kender fra mørk sirup efter. Efter nogle minutter i glasset kommer lidt lysere noter af friske æbler frem. Der er en fornemmelse af malt og nyhøstet korn og nyslået græs i duften. Langsomt kommer duften af egetræ og vanilje svagt frem fra baggrunden. Man mærker ikke alkoholen i næsen.

Ærø Whisky Standard Issue

Ærø Whisky Standard Issue

Palette:

De mørke noter, der også var tydeligst i duften, er også de første der rammer munden. Igen er rosiner og svesker tydeligt til stede. Der er også her en mørk sødme, der leder tankerne i retning af mørk sirup. Egetræ og vanilje er den del tydeligere i smagen, og der anes lidt bitter egetræ på tungen. Momentvis kommer prikken og varme i munden fra stærk peber og kanel. I baggrunden anes lidt maltsødme og friske æbler. Der er en del mere styrke i alkoholen i smagen, men den virker ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne danske single malt whisky. Sødmen fra rosiner, svesker og mørk sirup har lagt sig som et fint lag i munden. Momentvis mærkes stadig lidt stærk peber og kanel på tungen. Ganske som i smagen, så er egetræ og vanilje mere fremtrædende i eftersmagen. Bitterheden tiltager en anelse, mens varme fra alkoholen breder sig i overkroppen. Man efterlades med en fornemmelse af maltsødme og nyslået halm i munden, der giver en lidt tør fornemmelse.

Hvad siger producenten:

“Vores ‘Standard Whisky’ er lavet på byg fra Ærø fra vores eget malteri og Fuglsang Malteri fra Haderslev. Begge certificeret økologiske. Det er en blid og rund whisky uden smag af røg og ikke sprittet. Aftapningen kommer fra forskellige egetønder, hovedsageligt nyere amerikansk hvid eg, samt enkelte romfade og ældre sherryfade, og det skaber en interessant kompleksitet og forskellige smagsnuancer.”

Konklusion:

Dette er en ganske fornuftig whisky. Man mærker at whiskyen er ung, da den til tider kan virke lidt kantet. Det pakkes dog ganske fint ind i mørk sødme, og tydelig smag og bitterhed fra egetræet, der gør oplevelsen ganske tålelig. Sammenligner man med andet dansk whisky, så er den fint konkurrencedygtig. Jeg købte denne flaske, under mit besøg hos whisky.dk, for 799,- kroner, hvilket også er på niveau med andre danske udgivelser. Når det er sagt, så er der stadig et stykke op til kvaliteten i skotsk whisky i samme prisleje. Det er altid interessant at smage dansk whisky, og det skal som udgangspunkt altid prøves af. Denne dram skuffer ikke, men nøgternt set er pengene brugt bedre på skotsk single malt whisky. Konklusionen på denne anmeldelse af Ærø Whisky Standard Issue er, at den på alle parametre er fuldt ud konkurrencedygtig med andet dansk whisky.