Kavalan King Car Conductor – Single Malt Whisky

Hjem » Nedvandet » Side 66

Kavalan King Car Conductor – whisky fra Taiwan

Destilleri: Kavalan
Land: Taiwan
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 46%
Alder: NAS
Fadtype: Bourbon, Sherry, Portvin
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Kavalan King Car Conductor er en Taiwanesisk whisky på 46% Vol. Whiskyen er fremstillet af Kavalan Distillery, der ligger i Yuanshan i Taiwan. Whiskyen har lagret på både nye ex-sherry fad, ex-portvin fad, og traditionelle genbrugte ex-bourbon fad. Desuden har destilleriet fået fremstillet særlige fad, som noget af whiskyen også har modnet i. Whiskyen kommer uden aldersangivelse, og betragtes derfor som en NAS. Den er endvidere kølefiltreret.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #196

Anmeldelse af Kavalan King Car Conductor

Næse:

Der duftes først søde, mørke og tørrede frugter, som abrikoser og rosiner når næsen nærmer sig glasset. Efter lidt tid i glasset ændrer det karakter i retning af solmodne tropiske frugter. Der duftes sød ananas og overmodne bananer. Langsomt kommer en karamel- og honningsødme frem fra baggrunden. Ligeledes fornemmes en snert af vanilje. Kombinationen leder tankerne hen i retning af den duft man kender fra romkugler med en smule marcipan. Man mærker ikke alkoholen i næsen med denne whisky.

Kavalan King Car Conductor - Miniature

Kavalan King Car Conductor – Miniature

Palette:

Man rammes straks af smagen fra lidt stærke krydderurter, når de første dråber rammer tungen. Der mærkes også straks lidt bitterhed i smagen, der dog hurtigt følges op af en let syrlighed. Når smagsløgene lige har tilpasset sig, så kommer tydelige sherry-noter af mørke tørrede frugter. Igen er det rosin og abrikos der kommer frem. Også her smages lidt moden banan og ananas. Der smages en smule mentol. I baggrunden smages lidt mørk chokolade og karamel. Smagen af egetræ kommer frem efter at have smagt på denne taiwanesiske whisky et par gange. Man bemærker ikke de 46% vol alkohol.

Afslutning:

Der er en medium afslutning. Der smages stadig lidt kryddderurter, der nærmes giver en smag som den man kender nåle på fyrretræer. Smagen af moden appelsin og ananas lægger sig i munden. Mentol, som også var i paletten, bliver tydeligere og tydeligere. Samtidig føles munden lidt tør. Der er konstant en tydelig fornemmelse af egetræ i mundhulen. Man sidder slutteligt tilbage med en fin varme i munden, og en fornemmelse, som når man har drukket bitter urte-te.

Hvad siger producenten:

“This was the first expression launched in the name of King Car which is the name of the conglomerate. The single malt represents the company’s diversity and multi-faceted business that we do. It is diverse with complex flavours, delicate aromas and multiple layers of background fruitiness. Sweet, rich vanilla, banana but also coconut, a slight pleasant bitterness balancing the sweetness.”

Konklusion:

Dette er en ganske god whisky. Når man først har vænnet sig til det lidt barske førstehåndsindtryk, så er der god kompleksitet, og fin balance i whiskyen. Man kan købe en flaske for omkring 700,- kroner. Det er mange penge, hvis man sammenligner med hvad man kan få af skotsk whisky for samme beløb. Om den helt står mål med skotsk single malt i samme prisleje er op til den enkelte. Jeg har drukket denne miniature flaske, og det er fint for mig. Nu har jeg smagt den, og oplevelsen var fin. Konklusionen på denne anmeldelse af Kavalan King Car Conductor er, at det er en god kompleks oplevelse, som man også får lov at betale lidt for.

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 – Signatory Vintage 2008/2015

Hjem » Nedvandet » Side 66

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 – Signatory Vintage fra Ardmore Distillery

Destilleri: Ardmore
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Signatory Vintage
ABV: 40%
Alder: 7 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 er en skotsk whisky på 40% Vol. Ardmore Distillery producerer Highland single malt whisky. Destilleriet er ejet af Beam Suntory. Whiskyen en single cask aftapning lagret i ex-bourbon fad nummer #800083. Flasken kommer uden aldersangivelse, men den er destilleret i 2008 og aftappet i 2015. Det betyder den 7 år gammel. Flasken er aftappet af den uafhængige aftapper Signatory Vintage for den danske engros virksomhed Vinmonopolet. Aftapningen går under navnet “Vinmonopolet Distillery No. 21”. Der er aftappet 357 flasker, og jeg har fået flaske nummer #59. Den er desuden fremstillet uden kølefiltrering, og er ej heller tilsat kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #195

Anmeldelse af Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Næse:

Sødmefuld vanilje er det første som kommer op af glasset. Langsomt kommer også en duft af søde modne frugter. Der duftes røde æbler og pærer i whiskyen. Efter nogle minutter i glasset fremkommer en let mineralsk note, som leder tankerne hen på en maritim dram. Der anes også en lille snert af røg, men om det bare kommer fra det afsvedne fad, er svært at vurdere. Røgen bliver tydeligere i aromaen når flasken har været åbnet i noget tid. Man mærker ikke de 40% vol alkohol i næsen.

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21

Palette:

Frugtsømen er mere dominerende i paletten. Der smages søde pærer og solmodne røde æbler. Også i smagen er vanilje meget tydelig. Det lægger sig som et fint lag i munden. Den mineralske note fra duften, er også en smule til stede i smagen. Det giver en lidt kalket følelse i munden, og en fornemmelse af salt på læberne. Der anes også her en smule brændt smag i denne uafhængige aftapning, som giver en antydning af røg. Alkoholen er heller ikke tydelig i smagen.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på drammen. Sødmen fra de modne frugter forsvinder ret hurtigt. Det gør smagen af vanilje mere tydelig i eftersmagen, og den hænger fint ved i oplevelsen. Det maritime og mineralske udtryk bliver efterhånden tydeligere og tydeligere. Man sidder slutteligt med en fornemmelse af kalk og en smule salt, så man efterlades med et lidt tørt udtryk i munden. Man sidder tilbage med et svagt minde om mælkechokolade og lidt varme fra alkoholen.

Hvad siger Vinmonopolet:

“Specialaftapningerne fra Distillery-serien er eksklusive whiskyer for enhver smag. Small batches og limited editions fra både de kendte destillerier og dem, man burde kende. Klassiske, tørvede Islays, fløjsbløde Speysides og eminente Highland whiskies. Serien præsenterer det ypperligste inden for Single Malt, nemlig Single Cask. Alle whiskyerne i serien er aftapninger af enkeltstående fade, nøje udvalgt af os, så aftapningen netop er noget helt specielt. Af hvert fad bliver der kun 300-350 flasker. Charmen ved dette er, at hver whisky er forskellig fra standardaftapningen og har derfor sin helt egen karakter, der enten kan fremhæve nogle elementer i standardaftapningen eller være milevidt herfra.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Den har en del at byde på, uden det overhovedet bliver kompliceret. Man får masser af vaniljesødme, som går godt i spænd med det lidt tøre mineralske udtryk. Det giver en god kombination. Man kan købe en flaske for lige under 500,- kroner, hvilket nok lige er i overkanten, da der findes meget god whisky i det prisleje. Jeg var heldig at købe den, sammen med fire andre flasker single malt og en enkelt flaske blended malt, fra en kollega. Jeg måtte slippe 600,- kroner for de seks flasker, hvilket er en utrolig skarp pris. Konklusionen på denne anmeldelse af Ardmore Vinmonopolet Distillery No. 21 Signatory Vintage 2008/2015 er, at det er en hæderlig whisky, som ikke stiller de store krav til nyderen.

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey – 100 Proof

Hjem » Nedvandet » Side 66

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey – 50% vol alkohol

Destilleri: James E. Pepper Distilling Co.
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey er en amerikansk bourbon på 50% Vol. Den er fremstillet af James E. Pepper Distilling Co., der er et af de mange amerikanske destillerier, der har hjemme i Kentucky i USA. Der benyttes mere end 38% rug i fremstillingen af denne dram. Som loven foreskriver, benyttes nye fad af amerikansk egetræ til lagringen. Der er ingen aldersangivelse på flaskerne, men det oplyses, at der ikke benyttes kølefiltrering under produktionen.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #194

Anmeldelse af James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey

Næse:

Det første der møder næsen er sødme, som den man kender fra brun sukker. Når glasset har stået i et par minutter, aftager sødmen en smule. Der duftes nu også modne æbler og pærer. Der ligger en note af modne krisebær i baggrunden. Ligeledes fornemmes en note af vanilje, kanel og kaffe. Kombinationen kan lede tankerne hen i retning af marcipan. Duften af vanilje bliver tydeligere med lidt vand tilsat. Alkoholen er ikke tydelig i næsen på denne bourbon.

James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey - Sample

James E. Pepper 1776 – Sample

Palette:

Der er noget mere bid i de 50% vol alkohol i smagen, og et par dråber vand kan tilsættes, for at nedtone spritten en anelse. Med lidt vand gives plads til at smage karamelsødme og vanilje. Der mærkes lidt prikken på tungen fra stærk kanel. Sødmen bliver efterhånden mere som honningsødme, og en sødme som minder lidt om sød finsk lakrids. Kirsebær, som også var at finde i duften, kan anes svagt igennem sødmen. Der er en snert af egetræ at spore i paletten.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på denne dram. Den kraftige sødme hænger stadig ved, og der tænkes på karamel og sød finsk lakrids. Vanilje og egetræ bliver gradvist mere tydelig. Der mærkes stadig lidt prikken på tungen fra kanel. Oplevelsen aftager om smagen af mørk chokolade og kaffe kommer en anelse frem. Man sidder tilbage med lidt tørhed på tungen, og en fornemmelse af mint på tungespidsen.

Hvad siger producenten:

“100 Proof – Not Chill-Filtered – Over 38% Rye in the Mash Bill. Rich Bourbon Sweetness & Rye Spice; vanilla, honey, cloves, & chocolate. Neat, over ice, or in a proper Old Fashioned, this whiskey rocks.”

Konklusion:

Denne Straight Bourbon Whiskey er ganske god. Der er fin kompleksitet, og den tilbyder en interessant oplevelse for næse og smagsløg. Som mange andre bourbons jeg har smagt, så er den stadig båret frem af kraftig sødme, som måske ikke passer helt til min smag. Man kan købe en flaske for mellem 400,- og 450,- kroner. For de penge kunne man også købe en glimrende flaske fra et af de skotske destillerier. Om man vælger det ene eller det andet er naturligvis op til den enkelte, men jeg ved godt hvor mit hjerte ligger. Konklusionen på denne anmeldelse af James E. Pepper 1776 Straight Bourbon Whiskey er, at man her får en stabil oplevelse til sanserne.