Tullibardine 1993 24 Year Old – Maltbarn 1993/2017

Tullibardine 1993 24 Year Old – fra ex-bourbon fad

Destilleri: Tullibardine
Land: Skotland
Region: Highland
Type: Single malt
Aftapper: Uafhængig, Maltbarn
ABV: 48,7%
Alder: 24 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★

Tullibardine 1993 24 Year Old er en skotsk whisky på 48,7% Vol. Whiskyen er er fremstillet af Tullibardine Distillery i Highland området. Whiskyen er fremstillet i 1993, hvorefter den er hældt på et single cask ex-bourbon fad. Efterfølgende den aftappet i 2017, hvilket gør den 24 år gammel. Whiskyen er sendt på markedet i 132 eksemplarer af den uafhængige aftapper Maltbarn, som deres aftapning nummer 88. Den er aftappet uden brug af kølefiltrering, og uden kunstig farve.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #557

Anmeldelse af Tullibardine 1993 24 Year Old

Næse:

Først duftes modne frugter. Det er tydeligt søde røde æbler. Denne frugtsødme fortager sig hurtigt fra glasset, hvorefter en let syrlig note fremkommer. Der duftes nu umodne stikkelsbær. Der er en snert af lidt citrusfrugt i baggrunden. Der er en smule mineralsk udtryk, så den virker lidt saltet og kalket i aromaen. Efter noget tid i glasset kommer vanilje og karamel frem. Der fornemmes en snert af bitter hasselnød i næsen efter at have smagt på whiskyen. Man mærker ikke alkoholen i duften.

Tullibardine 1993 24 Year Old - Sample

Tullibardine 1993 24 Year Old

Palette:

Smagen af umoden og bitter hasselnød er det første som rammer hunden. Dette følges hurtigt op at stærke krydderier, som ingefær og wasabi. Langsomt kommer lidt sødme fra modne æbler frem, men er hurtigt væk igen. De umodne stikkelsbær, som også var at finde i duften, er også tilstede i smagen. Det giver en let syrlig og smule tørhed i munden, som når man tygger i et umodent stikkelsbær. I baggrunden på denne single cask aftapning mærkes lidt vanilje og mælkechokolade. De 48,7% vol alkohol er heller ikke at mærke i paletten.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på drammen. Tørheden og syrligheden fra de umodne stikkelsbær bliver hængende lidt tid i munden. Ligeledes er der i begyndelsen stadig prikken på tungen fra stærk wasabi og ingefær. Vanilje og mælkechokolade kommer kortvarigt frem. Man efterlades med en fornemmelse af lidt vådt pap i munden, mens der mærkes varme fra alkoholen.

Konklusion:

Dette er ikke nogen stor oplevelse. Nuvel, whiskyen har da præsenteret mig for nogle smagsvarianter jeg ikke har prøvet før, som eksempelvis umodne stikkelsbær og vådt pap. Man kan købe en af de 132 flasker for omkring 1400,- kroner. Jeg var heldig at finde denne whisky sample på tilbud til 20,- kroner for 3 cl. Heldig fordi det er billigt i forhold til flaskens pris, men i sandhed også heldig, at det kun er en smagsprøve, når den nu ikke lige falder i min smag. Konklusionen på denne anmeldelse af Tullibardine 1993 24 Year Old Maltbarn 1993/2017 er, at vådt pap og umodne stikkelsbær nok ikke lige er helt min stil.

Four Roses Single Barrel – Kentucky Straight Bourbon Whiskey

Four Roses Single Barrel – Fra et enkelt fad

Destilleri: Four Roses
Land: USA
Type: Bourbon
Aftapper: Destilleri
ABV: 50%
Alder: NAS
Fadtype: Virgin oak
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Four Roses Single Barrel er en Kentucky Straight Bourbon Whiskey på 50% Vol. Den er fremstillet af det amerikanske destilleri Four Roses Distillery i Kentucky. Denne bourbon er en single cask aftapning, som det også fremgår af navnet. Flasken, der her er anmeldt, er fra warehouse 55, fra fad 50-6J. På destilleriets webside, fremgår det at disse single cask aftapninger har modnet i minimum 7-9 år, men flasken kommer uden aldersangivelse.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #552

Anmeldelse af Four Roses Single Barrel

Næse:

En tydelig sødme fra vanilje og karamel kommer op fra glasset først. Der anes svagt et strejf af kanel, kardemomme og nelliker, hvilket blot forstærkes, når man også har smagt på drammen. Momentvis opleves et strejf af egetræ i duften, der med sig har lidt tørhed i sit udtryk. Sammen med sødmen ledes tankerne i retning af det man kender fra popcorn lavet med smør. De 50% Vol. alkohol er ikke tydelige i næsen.

Four Roses Single Barrel

Four Roses Single Barrel

Palette:

Sødme rammer, ganske som i næsen, også smagsløgene som det første. Også her er tydelige noter af mørk karamel og vanilje. Der følges hurtigt op med tydelig kanel og nelliker på tungen, der giver en varm og prikkende fornemmelse på tungen. Momentvis opleves en let syrlighed i denne bourbon. Sammen med sødmen giver det associationer til det man kender fra solmodne appelsiner. Alkoholen er tydeligere i smagen end i duften, men drammen virker ikke sprittet. Et par dråber vand nedtoner det fint.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Kentucky Straight Bourbon Whiskey. Sødmen dominerer stadig, og har lagt sig som et fint lag i mundhulen. Lejlighedsvist opleves stadig lidt stærk kanel på tungen, der dog hurtigt forsvinder igen. Tilstedeværelsen af egetræ, der også var at finde i duften, kommer igen frem i afslutningen. Med sig har det en smule bitterhed. Man sidder tilbage med en fornemmelse i munden, som når man har spist karamelpopcorn lavet med smør.

Hvad siger producenten:

You’ll want to savor the taste of this premium Single Barrel again and again. It’s complex, full-bodied and surprisingly smooth with a delicate, long finish that’s unbelievably mellow. Drink straight up or on the rocks. 100 proof. 50% alcohol/volume.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig bourbon, dog uden at imponere. Kan man lide en bourbon, der ikke stiller de store krav, men stadig kan drikkes rent, så er dette et godt bud på en flaske. De fleste, både nye og mere erfarne bourbon nydere, vil kunne være med på denne aftapning. Man kan købe en flaske for lige under 400,- kroner. Med denne prissætning er konkurrencen hård, og der er andre glimrende alternativer på markedet. Eksempelvis er jeg ganske pjattet med Eagle Rare 10 Year Old, der ligger nogenlunde på niveau i prisen. Konklusionen på denne anmeldelse af Four Roses Single Barrel er, at det er fornuftig bourbon, som de fleste kan finde fornøjelse i.

Kilkerran 2009 15 Year Old – Single Cask

Kilkerran 2009 15 Year Old – 20th Anniversary

Destilleri: Glengyle
Land: Skotland
Region: Campbeltown
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 56,6%
Alder: 15 år
Fadtype: Bourbon
Røg: Lidt
Whiskyblog.dk: ★★★★

Kilkerran 2009 15 Year Old er en whisky på 56,6% Vol fra det skotske Glengyle Distillery i Campbeltown regionen. Denne single cask whisky har lagret på et engkelt genbrugt ex-bourbon hogshead fad. Råspritten er destilleret i maj 2009 og senere aftappet den 25. juni 2024 ved cask strength, med en aldersangivelse på 15 år. Flasken er sendt på det danske marked i forbindelse med destilleriet 20 års jubilæum. Aftapningen har flaskekode 24/135, og der er sendt 240 flasker på markedet. Whiskyen er fremstillet uden farvestoffer og uden brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #550

Anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old

Næse:

Sødme fra malt, vanilje og brun sukker kommer op fra glasset først. Langsomt kommer lidt sødme fra syltede ferskner og pærer, som dem man kender på konservesdåser. Lejlighedsvist opfanges et svagt strejf af røg. I kombination ledes tankerne i retning af det man kender fra en nytændt pibetobak. Når man også har smagt på whiskyen, opfanges i baggrunden en let syrlig note fra nyslået græs og lidt citrusfrugt. Alkoholen er ikke specielt fremtrædende i næsen.

Kilkerran 2009 15 Year Old

Kilkerran 2009 15 Year Old

Palette:

Smagen fra lidt umodne grønne æbler smages som det første. Hurtigt følges op med tydelig sødme. Som i duften er sødme fra vanilje og brun sukker meget fremtrædende, mens sødme fra syltede frugter ligger i baggrunden. Efter par nip til denne skotske whisky, kommer en let bitterhed mere frem i smagen. Sammen med sødmen giver det associationer til mælkechokolade med hasselnødder i. En smule tør askeagtig røg ligger i fint i baggrunden, mens lidt smag af revet skal fra citroner presser på. De 56,6% Vol. alkohol er mere tydelige i smagen, men justeres fint med lidt vand.

Afslutning:

Der er en medium afslutning på whiskyen. Sødmen fra vanilje, brun sukker og syltede frugter ligger som et fint lag i munden. Bitterheden er mere fremtrædende i eftersmagen. Det er noter af egetræ og hasselnødder. Gradvist bliver syrlige noter mere tydelige, og sammen med bitterheden opleves nuancer af nyslået græs og revet citronskal. Man efterlades med et fjernt minde om tør røg, mens lidt salt og flintesten opleves på læberne.

Hvad siger producenten:

“This refill bourbon hogshead was specially selected and bottled for Denmark, to celebrate the 20th Anniversary of the opening of Glengyle Distillery in 2004.”

Konklusion:

Dette er en god whisky. Kan man lide whisky fra Campbeltown distriktet, og fra Glengyle Distillery i særdeleshed, så vil man ikke blive skuffet med denne whisky. Flasken koster omkring 1100,-, men jeg fik denne flaske for 876,- grundet fødselsdag hos min whisky pusher en måned senere. På trods af, at det er en god whisky, så vil mange være fint tilfredse med en af destilleriets mange 8 år cask strength aftapninger, der stadig kan købes for omkring det halve. Flasken blev åbnet for at fejre anmeldelse #500 på Whiskyblog.dk, og som fanboy må jeg sige at jeg er tilfreds, med endelig at få lov at smage en singel cask whisky fra et af mine absolutte yndlingsdestillerier. Konklusionen på denne anmeldelse af Kilkerran 2009 15 Year Old 20th Anniversary Single Cask er, at det er en dejlig whisky, men deres standard 8 års cask strength aftapninger kan sagtens klare sig i konkurrencen.